Mandag skal byretten i Kolding tage stilling til, om drabet på en stribe guldfisk var udtryk for kunstnerisk frihed eller uforsvarlig omgang med dyr. Blandt hovedpersonerne er foruden otte guldfisk en museumsdirektør, en stjerneadvokat og en zoolog, der kan besvare spørgsmålet: Har guldfisk et følelsesliv? Værket lever videre Når sagen om det mest omtalte guldfiske-drab i nyere tid skal domsforhandles, vil dommer og anklager ikke kun blive en væsentlig del af det kunstværk, det hele drejer sig om. De vil - formentlig imod deres gode vilje - også være med til at forlænge værkets levetid betydeligt. Det er mere end tre år siden, at den chilenskfødte kunstner Marco Evaristti under titlen 'Helena' installerede otte blendere med guldfisk svømmende rundt i på en udstilling på kunstmuseet Trapholt i Kolding. Dengang bragte kunstværket følsomme sjæle i oprør, ikke mindst efter at et par gæster ved udstillingens fernisering tændte for to af blenderne, og otte guldfisk dermed blev forvandlet til fiskesuppe. Mandag får Evaristtis installation 'Helena' så fornyet liv, når en dommer i Kolding Byret skal tage stilling til, om guldfisk rent faktisk har et følelsesliv, så de mærker smerte, når de bliver blendet til halvlunken, orange fiskesuppe. Eller om de - deres tragiske død til trods - i den sammenhæng blot skal betragtes som ingredienser i et kunstværk. Ud over de naturligt implicerede parter i sagen vil kunstværket få nye hovedpersoner i form af en række indkaldte vidner, som formentlig kun vil bidrage yderligere til den usædvanlige retssags underholdningsværdi. Domstolen og kunsten Professor og kunstner Bjørn Nørgaard, der som led i et kunstværk i 1970 selv slagtede hesten Tulle, puttede den på glas og døbte den Røde Fane, var oprindeligt blandt de indkaldte vidner. Men Nørgaard, som i øjeblikket befinder sig på Færøerne, har i stedet sendt en erklæring, hvori han giver sin mening til kende om 'de æstetiske, de etiske og de pragmatiske' forhold i guldfiske-sagen. »Jeg kan ikke anerkende, at en domstol skal udtale sig om, hvad der er kunst eller ej. Det ligger ganske enkelt uden for dens kompetence. Mens retsvæsenet handler om det almene, handler kunst om det særlige. De to ting harmonerer overhovedet ikke. Vi kan ikke rende rundt og søge domstolenes afgørelse af, hvad der er kunst«, siger Nørgaard fra Færøerne. Forsvarsadvokat Merethe Stagetorn, der har specialiseret sig i særegne retssager med stor pressebevågenhed, er forsvarer for Trapholt og museets direktør Peter S. Meyer. Som den tiltalte er han anklaget for at have overtrådt dyreværnslovens paragraf 28 stk. 3 og 7 og straffelovens paragraf 25 stk. 1, der handler om uforsvarlig omgang med dyr og ansvaret for samme. Grunden til, at sagen om de blendede guldfisk overhovedet kommer for retten, er, at Trapholt i 2000 ikke ville betale en bøde for at have krænket et pålæg fra politiet. Politiet havde før ferniseringen af udstillingen på opfordring fra Dyrenes Beskyttelse bedt om, at der blev slukket for strømmen til blendere. Men det afvist Peter S. Meyer, fordi han mente, at museet ikke havde ret til at blande sig i Marco Evaristtis arbejde. Museumsdirektøren fik dermed en bøde på 2.000 kroner, som han siden nægtede at betale. Efterfølgende var politiet i Kolding, af økonomiske grunde, mest stemt for at droppe sagen, men sidste år besluttede statsadvokaturen i Sønderborg, at den skulle gennemføres. »Drab på dyr sker hver dag« Med guldfisk i blendere ønskede Evaristtis at afprøve teorien om, at mennesket i dag selv er herre over liv og død. Og den teori kunne gæsterne ved ferniseringen ikke dy sig for at få bekræftet. Især ikke efter, at de, ifølge Peter S. Meyer, var blevet hidset kraftigt op af den tilstedeværende presse. Hvilket kun gør sagen endnu mere absurd for museumsdirektøren, der dog har et ganske afslappet forhold til mandagens begivenheder i byretten. »Det er en sag, som aldrig skulle have været for en domstol, for det handler om den kunstneriske frihed. Evaristtis kunstværk er udtryk for en diskussion af samfundets etiske værdier, og når det kan skabe så meget debat, er det, fordi det er et rigtig godt værk. Drab på dyr sker hver dag. Ved kunstværket stod der jo heller ikke, at man skulle blende fiskene, men at man kunne tage stilling til, om man ville slå ihjel eller ej. Jeg skulle ganske enkelt aldrig have haft den bøde«, siger Peter S. Meyer. Som vidner har Merethe Stagetorn indkaldt repræsentanter for Det Veterinære Sundhedsråd, en zoolog, en museumsdirektør og en tekniker fra Moulinex, der leverede blendertypen Optiblender 2000, som blev brugt til udstillingen. »Det Veterinære Sundhedsråd afgav i sin tid erklæring om, at der var tale om dyremishandling, og det vil jeg gerne høre mere om«, siger Stagetorn. »Derudover har Københavns Universitets Zoologiske Institut udpeget en mand, der ved en del om fisk, herunder om deres følelsesliv og nervebaner. Og direktør før Silkeborg Museum Troels Andersen vil gøre rede for kunstens forskellige udtryksformer, herunder den hvori indgår levende dyr. Sidst skal produktchefen fra Moulinex udtale sig om, hvor hurtigt sådan en blender fungerer. Anklagemyndigheden har nemlig indtaget det standpunkt, at guldfiskene ikke blev aflivet særlig hurtigt«, siger forsvarsadvokaten, der aldrig har haft en lignende sag. »Det tror jeg heller ikke, at andre har. I den lange række af tilfælde her til lands, hvor aflivning af dyr har indgået i kunstværker, er der aldrig nogen sinde blevet rejst en straffesag. Det er noget helt nyt, og man skulle da umiddelbart tro, at den hest, som Bjørn Nørgaard i sin tid stod og skar op, led betydeligt mere«, siger hun.