I samarbejde med YouTube og National Geographic bad instruktørerne og brødrene Ridley og Tony Scott verdens befolkning om at optage deres liv 24. juli 2010. Det kom der 80.000 bidrag af i alt 4.500 timers film fra 192 lande ud af. Tanken var god og sympatisk, men som det næsten altid er tilfældet med filmcollager, er resultatet af varierende kvalitet. Filmens mange forskelligartede indslag er sat sammen i en cyklisk form, der følger dagen fra morgen til aften og fra fødsel til død – en temmelig konventionel måde at samle brikkerne på, og en måde, der fravrister de enkelte optagelser deres kontekst og tvinger dem ind i forskellige forudbestemte roller. Ekstraordinært reduceres til ordinært Kun enkelte optagelser lader sig ikke rubricere, og det er her, 'Life in a Day' viser sit format. Det gælder eksempelvis klippet med enkemanden og hans lille søn, der står op til en helt almindelig morgen i Japan, hvor hjemmets syndige rod og morgenritualet med at tænde en røgelsespind for den afdøde mor står som rørende vidner om sorg og kontroltab af dimensioner. Det gælder også historien om koreaneren, der på tiende år cykler Jorden rundt gennem foreløbig 190 lande, og liveoptagelserne fra Love Parade i Duisburg, hvor 21 mennesker nøjagtig den dag blev mast ihjel. Det er historier, der løfter sig over det ordinære, der ellers præger mange af klippene, uanset om de kommer fra Asien, Afrika eller USA (som langt størstedelen gør). Hver især kan optagelserne være nok så spektakulære, men ved at fokusere på det, der forener og skaber samhørighed, snarere end at give plads til kaos og forskelligheder reducerer Kevin Macdonald det ekstraordinære til noget ordinært. Uden fortilfælde Det ændrer dog ikke ved, at 'Life in a Day' er grundlæggende spændende at se, alene fordi den som film er uden fortilfælde. Nok står MacDonald ('Last King of Scotland') som filmens instruktør, men filmen har tusindvis af fædre og mødre, uden hvis bidrag den aldrig var blevet til. Som fænomen betragtet er 'Life in a Day' en enestående tidskapsel, der indfanger menneskelivet anno 2010 kloden rundt – eller i hvert fald de steder, hvor man har råd til kamera og internetforbindelse. Filmen byder da også på uventede kontraster og koblinger - som da den amerikanske soldaterhustru bærer en T-shirt med ordene 'Army Wife' påtrykt, og T-shirten er nøjagtig samme blå farve som den burka, de fleste kvinder i Kabul går med. Den slags detaljer giver lyst til at gense filmen, også selv om man er tilbøjelig til at give kvinden, der afslutter filmen, ret, da hun siger: »I dag skete der egentlig ikke rigtig noget«. FACEBOOK