Storfyrstindens. Et af de to pudebetræk, som oprindeligt var beregnet til at befinde sig under de ydre mere dekorative pudevår. De blev i 1918 brugt til at fragte storfyrstinde Vladimirs værdigenstande til Sverige. Foto: Sotheby’s

Storfyrstindens. Et af de to pudebetræk, som oprindeligt var beregnet til at befinde sig under de ydre mere dekorative pudevår. De blev i 1918 brugt til at fragte storfyrstinde Vladimirs værdigenstande til Sverige. Foto: Sotheby’s

Kultur

Gamle pudevår gemte russisk millionskat

Et antal yderst kostbare genstande fra det russiske hof er dukket op under en flytning.

Kultur

De gør intet væsen af sig. To pudebetræk i rødstribet bomuld hver med en besked skrevet i hast med sort indisk blæk. To steder sidder resterne af et laksegl.

Ganske undseelige og ikke noget, der – opmagasineret blandt andre gamle sager – ville tiltrække sig nogen særlig opmærksomhed. Det er da også en del af forklaringen, da det svenske udenrigsministerium i august i år offentliggør fundet. Pudevårene har ligget glemt i ministeriets magasin i 90 år, og under en flytning har medarbejderne opdaget dem, lyder det.

Men inde i pudevårene viser der sig at være over hundrede historiske værdigenstande, mange af dem ædelstenbesatte cigaretetuier og manchetknapper af den russiske guldsmed Carl Fabergé og andre af tidens ypperste smykkekunstnere som Cartier, Chaumet og Bolin.
Deponeret efter revolutionen

I et dokument, som det også er lykkedes ministeriet at finde frem, står, hvordan de er endt i magasinet: De blev deponeret i det svenske Gesandtskab i Sankt Petersborg (det daværende Petrograd) i november 1918 efter den kommunistiske magtovertagelse.

Og det samme navn, som lettere utydeligt står med blæk på pudevårene, går da også igen i dokumentet. Værdigenstandene tilhører storfyrstinde Vladimir. Hun var medlem af tsarfamilien og enkefrue efter tsar Aleksandr III’s bror. Sagt på en anden måde: Hun var den danskfødte tsarina Dagmars svigerinde.

Fundet er i sig selv en sensation. Værdigenstande i så fin kvalitet fra Romanovdynastiet er sjældne, og at finde en større samling på et sted er ganske opsigtsvækkende:

Dels brugte de overlevende medlemmer af tsarfamilien deres medbragte smykker som løsøre efter flugten fra Rusland, hvorved de efterhånden blev spredt over Europa. Dels solgte Sovjetunionen dele af tsarfamiliens kronjuveler til et udenlandsk konsortium, og 1927 blev de udbudt på en auktion hos Christie’s i London.
Festlig og åbenmundet

Det nye fund, der i slutningen af denne måned sælges på Sotheby's i samme by, forventes at kunne indbringe mindst 8 millioner kroner, formentlig meget mere. Den relativt høje vurdering – i disse krisetider – skyldes ikke blot, at genstandene er skabt af tidens ypperste smykkekunstnere.

Fundet er også interessant ud fra en historisk betragtning: Det kaster atter lys over et af de mest dramatiske kapitler i Ruslands historie: tsarrigets fald og året 1918, hvor tsar Nikolaj II, tsarina Aleksandra (Alix) og deres fem børn blev myrdet, mens det lykkedes andre af familiens medlemmer at flygte til Europa, heriblandt storfyrstinde Vladimir, der som den absolut sidste i familien forlod det krigshærgede land. Endda i eget særtog.

Det er Anna von Lowzow, der fortæller detaljen om storfyrstindens flugt. Hun er filminstruktør med stor viden om kongelig historie og arbejder netop på en ny international dokumentarserie med titlen 'De kongelige juveler' sammen med Bjarne Steen Jensen, forfatter til bogen 'Juvelerne i det danske kongehus'. Om fundet af storfyrstinde Vladimirs genstande siger Anna von Lowzow:

»Den måde, hvorpå de værdifulde ting findes samlet i to pudebetræk uden at være pudset og pænt pakket ind, fortæller os noget. De er blevet flyttet i en fart! Det er den royale proveniens, som gør dem så værdifulde for især russere, som har fået slettet et vigtigt kapitel af deres historie, og som selvfølgelig er optaget af deres fortid og den identitet, som hører med. Man kan købe meget for penge, men man kan normalt ikke købe sig til andre menneskers historie eller identitet. Nu er det lige før, det kan lade sig gøre. Lige netop her sælges et stykke historie, som folk vil betale mange penge for at eje«.
Over 100 cigaretetuier

En stor del af de over 100 cigaretetuier bærer da også vidnesbyrd om de mennesker, der har ejet dem, og man kan konstatere, at de har været flittigt i brug: De fleste indeholder tobaksrester, og to af dem indeholder stadig cigaretter af det lokale Sankt Petersborg-mærke Bogdanov.

Flere er desuden prydet med monogrammer, inskriptioner, små håndskrevne breve fra giveren eller små portrætter af tsarfamiliens medlemmer. Ligeså er manchetknapperne udført som for eksempel amuletter med billeder af familiens børn.

Et af de mest værdifulde genstande er et diamantbesat cigaretetui af Carl Fabergé i guld og emalje, som netop tsarina Dagmar forærede sin svoger eller sin svigerinde, storfyrstinde Vladimir i 1899. Ifølge en regning som Sotheby’s har fremskaffet fra Fabergé, betalte hun i alt 775 rubler 31. december 1899, altså på 1800-tallets allersidste dag. Alene det etui er vurderet til mellem 500.000 og 660.000 kroner.

Men først og fremmest føjer fundet af de mange værdigenstande detaljer til historien om ejerinden af de to pudevår og deres indhold: storhertuginde Vladimir – den festlige og åbenmundede kvinde, der gik under navnet Dronningen af Sankt Petersborg.

Den første der laver et ambulancetog Oprindeligt er hun tysk og født hertuginde Marie af Mecklenburg-Schwerin. Men som 20-årig bliver hun storhertuginde, da hun gifter sig med storhertug Vladimir, den daværende tsar Aleksandr III’s bror.

Det nygifte par får sit eget pompøse fyrstepalads ved siden af Vinterpaladset, og storfyrstinde Vladimir bliver kendt som en af selskabslivets mest ekstravagante værtinder. I det 360 værelser store palads inviterer hun ofte til maskerader, koncerter og storslåede baller, og gæsterne oplever en efter tiden vovet indretning:

Efter ophold på Rivieraen har storfyrstinde Vladimir udviklet en hang til spil og får blandt andet indrettet et kasino i paladset.

Anna von Lowzow vier netop andet afsnit af sin kommende dokumentarserie til storfyrstinde Vladimir. I sin research til dokumentaren har hun fået et særligt indblik i den historiske kvindes liv:

»Storfyrstinde Vladimir er virkelig om sig. Med tiden bliver hun også meget socialt bevist og er den første, der laver et ambulancetog, da Første Verdenskrig bryder ud. Hun har sine egne meninger: Hun holder sig ikke tilbage med sine politiske synspunkter og proklamerer offentligt, at nevøen, Nikolaj II er en talentløs tsar, der ikke forstår at regere sit land. Forståeligt nok bliver Nikolaj II irriteret på sin tante og beder hende om at forføje sig til Kaukasus, hvor hendes ene søn bor«.

Den engelske ven
I marts 1917 lukker den nu midaldrende storfyrstinde derfor sit palads og rejser til en kurby i det sydlige Rusland med sine tjenestefolk. Og det er formentlig det eksilophold, som i første omgang redder hendes liv, mener Anna von Lowzow. Under opholdet får storfyrstinde Vladimir desuden hjælp af sine gamle venner fra selskabslivet i Sankt Petersborg.

En person, der især spiller en stor rolle i storfyrstindens eksil, er hendes homoseksuelle ven, den engelske aristokrat Albert Stopford. Han er en dygtig netværker og har været en fast figur i selskabslivet i London, Paris og Sankt Petersborg. Med tiden har han opbygget et fortroligt forhold til storfyrstinden. Han begiver sig nu trofast flere gange ud på den tre dage lange togrejse fra Sankt Petersborg til Kislovodsk. Anna von Lowzow fortsætter:

»Albert Stopford – også kaldet Bertie – rejser til og fra Kaukasus på de mest mærkelige måder. På et tidspunkt lyser han op blandt de fattige russere i en kvægvogn, hvor han iklædt det nydeligste herretøj og med støvlerne fyldt med penge er på vej penge til storfyrstinden«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Juvelsmugler forklædt som håndværker

Det er under et af besøgene i Kislovodsk, at de to venner aftaler, at Stopford skal forsøge at hente storfyrstindens smykker ud af fyrstepaladset i Sankt Petersborg. Anna von Lowzow forklarer:

»Stopford tager tilbage til Sankt Petersborg, og udklædt som håndværker sniger han sig ind i paladset. I storfyrstinde Vladimirs boudoir finder han smykkerne, pakker dem ind avispapir, kommer dem ned i to tasker og lister ud med hele beholdningen«.

Den hemmelige aktion lykkes. Albert Stopford får på et senere tidspunkt smuglet juvelerne til London. Et diadem med diamanter og perler, man ofte ser dronning Elizabeth bære, er blandt de udsmuglede juveler.

Men Albert Stopford kan ikke have det hele med sig til England. Det er Anna von Lowzows teori. Derfor bliver de to pudevår med cigaretetuier og manchetknapper forsøgt anbragt midlertidigt et sikkert sted.

Svenskerne drager hjem med skatten
Det er i 1918 samme år som tsaren, tsarinaen, deres børn og tjenestefolk likvideres i Jekaterinburg. Det er nu farligt at være for tæt på tsarfamilien.

I slutningen af november 1918 bliver de to pudevår i al hemmelighed overdraget til det svenske gesandtskab i Sankt Petersborg. Det sker, kort tid før svenskerne og russerne afbryder de diplomatiske forbindelser, og svenskerne forlader byen for at rejse tilbage til Sverige.

I det svenske udenrigsministeriums papirer er de eneste detaljer, man har kunnet finde, en oplysning om, at pudevår og indhold indleveres af en professor Bergholz. Det er højt sandsynligt Richard A. Bergholz, der var rektor for kunstakademiet og også medlem af kredsen omkring storfyrstinden:

»Vi kan kun gætte på, hvad der er sket. Men mit bud er, at juvelerne sammen med cigaretetuier, manchetknapper og andre værdigenstande fra paladset bliver bragt i sikkerhed på kunstakademiet hos professor Bergholz. Stopford smugler det, han kan have med, og som han ved betyder mest for storfyrstinde Vladimir, nemlig hendes juveler, med til England. Resten bliver siden deponeret hos svenskerne af Bergholz«, siger von Lowzow.
Storfyrstinden flygter i eget tog

I 1919 flygter storfyrstinden fra Rusland. Hvor alle andre fra generaler til menige soldater skal være heldige at finde et muldyr, kører storfyrstinde Vladimir i eget tog, der fører hende på en 800 kilometer lang tur gennem det krigshærgede land til en havneby ved Sortehavet. Her sejler hun med en italiensk båd, en måned før bolsjevikkerne overtager området.

Ifølge biografien 'The Last Grand Duchess' af Ian Vorres nægter storfyrstinden at tage med den første båd, da hun i så fald skal afluses i forbindelse med et ophold i Istanbul. Hun venter på den næste båd, der sejler hende til Venedig, hvor hun bliver modtaget af vennen Albert Stopford, der sørger for, at hun kommer gennem Schweiz til den franske kurby Contrexéville.

Men kort efter ankomsten dør storfyrstinde Vladimir. Hun er 66 år, og hendes helbred er medtaget af flugten og årene i eksil. Oplysningen om, at de to pudevår med de over hundrede dyrebare ejendele er i sikkerhed i Sverige, når hende ikke.

Hemmeligholdt og ikke glemt
Pudevårene bliver fundet i et magasin under en flytning i 2008, lyder historien fra det svenske udenrigsministerium. Men det rejser et spørgsmål: Hvordan kunne de ligge i magasinet så længe? I udenrigsministeriet udtaler departementschefen Krister Wahlbäck i den forbindelse:

»Man må sige, at den institutionelle hukommelse ikke har fungeret«.

Men det viser sig ikke at være helt korrekt. Det kommer frem, at lakseglet er blevet brudt i 1952, hvor ministeriet har undersøgt og registreret indholdet. Også tidligere har man diskuteret 'problemet'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I 1929 skulle den svenske Moskva-ambassadør ligefrem have anbefalet ministeriet at »lukke øjnene, når man gik forbi de tunge poser«, citerer flere svenske medier.

Reelt har pudevårene således ikke været glemt. Men de har været holdt hemmelige.

Det svenske udenrigsministerium kritiseres nu for at have været mere optaget af relationen til det kommunistiske styre end af at gøre det rigtige: at oplyse efterkommerne om deres arv, som blev deponeret i tillid til det neutrale Sverige.

»Sverige bukkede og skrabede«

I Sverige ønskede man imidlertid ikke at ende midt i krydsilden mellem sovjetstyret og tsarfamiliens efterkommere, lød tilsyneladende ræsonnementet dengang. Men den forklaring bliver nu voldsomt kritiseret. Politisk redaktør Jonas Duveborn skriver for eksempel i Kristianstadbladet: »Historien om Romanovs juveler skulle kunne ses som en marginal nyhed, et underholdende kuriosum, hvis ikke det havde været, fordi den minder os om, at Sverige bukkede og skrabede for det store kommunistdiktatur i øst«. Auktionen over storfyrstindens forsvundne pudevår afholdes 30. november. De omtrent 30 efterkommere har valgt at donere en del af indtægterne til blandt andet en renovation af storfyrstinde Vladimirs barndomshjem, slottet i Schwerin, og en ortodoks kirke, hun lod opføre i den franske kurby Contrexéville, hvor hun endte sine dage.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce