Censuren var hård ved klassisk danmarksfilm

Poul Henningsens ’Danmark’ fra 1935 er nok den mest omtalte danske dokumentarfilm nogensinde.

Filmen er et hverdagsbillede af Danmark i 1930’erne, bestilt af Udenrigsministeriet, der gerne ville have et portræt, som kunne få udlandet til at se Danmarks kvaliteter som turist- og eksportland.

Derfor kan man sige, at ministeriet selv lagde op til problemer, da de valgte Poul Henningsen som instruktør. Han var allerede dengang kendt som samfundsrevser.

Oprindelig gjorde han da også grin med parnasset og den danske lagkagepynt og viste et samfundssystem, der ensrettede danskerne.

I sin oprindelige film viste han Danmark som en lidt tilbagestående nation med nedslidte bygninger og en alkoholiseret befolkning. Og oprindelig viste Poul Henningsen ingen respekt for kongehuset og det højere borgerskab, som han tydeligvis ikke mente bidrog med noget til samfundet.

Holdningspræg klippet ud Oprindelig er nøgleordet. Danmarksfilmen så nemlig til at begynde med meget anderledes ud end den version, vi kender i dag. Udenrigsministeriet beordrede den renset for samfundskritik.

Det afslører ministeriets gamle sagsakter om filmen. Sagsakterne viser også, hvordan den oprindelige film så ud.

Den version er vel at mærke meget anderledes end den rekonstruktion af ’Danmark’, instruktøren Børge Høst lavede i 1960’erne, og som Poul Henningsen-eksperter hidtil har kaldt for meget tæt på originalen.

Til alt held findes mange af de gamle klip stadig, hvis man ved, hvad man leder efter.

Og sammen med de gamle sagsakter er det muligt at vise, hvad filmen faktisk indeholdt – før Poul Henningsen blev tvunget til at klippe store dele af det holdningsprægede materiale ud.

Savnede flaget og kønne piger
29. april 1935 havde ’Danmark’ forpremiere for pressen og et særligt indbudt publikum i Palads Teateret i København.

Trods enkelte positive anmeldelser, især fra Socialdemokraten og Arbejderbladet, lod pressefolkene sig mildt sagt ikke forføre af Poul Henningsens nye turistfilm for Danmark.

Kritikpunkterne var mange – blandt andet en sammenklipning af billeder, hvor en række kurgæster på Amalienborg tilsyneladende stiger ud af én og samme bil, efterfulgt af en scene, der viser Tuborgflasker på et samlebånd.

Den kobling mente kritikerne ikke, man kunne tillade sig.

Anmelderne savnede også kønne piger, Tivoli og dannebrogsflaget, og de var irriterede over de mange klip med vindmøller. En anden alvorlig kritik handlede om komponisten Bernhard Christensens musik, som blev kaldt »udansk« og »negermusik«.

Erkendte fejl
Kritikken rystede Poul Henningsen.

Selv var han utilfreds med filmens slutning og afsnittet om København, som han kaldte for »revyagtigt«, men han forstod ikke kritikken af Bernhard Christensens musik.

Da han blev interviewet af en journalist på Berlingske Aftenavis, sagde han:

»Jeg mener selv, at der er fejl i den film. De skal ikke søges i fotograferingen eller i musikken. De skal søges i mit arbejde«.

Efter den sønderlemmende kritik afholdt en komite bag filmen et møde på Christiansborg 4. juni 1935.

Ifølge det gamle mødereferat styrede den radikale udenrigsminister Peter R. Munch selv mødet.

Blandt de øvrige deltagere var lederen af komiteen, kontorchef Anders Jørgen Poulsen og formanden for Industrirådet, August Holm. Hverken Poul Henningsen eller producenten Poul Eibye var til stede.

Ministerliste med ændringer
Industriens mand August Holm erklærede, at han ikke havde været glad for at være til stede ved filmens premiere.

Men han mente dog, at filmen kunne bruges, hvis den undergik visse ændringer – ændringer som Industrirådet gerne ville være med til at bestemme mod et økonomisk bidrag. Betingelsen var, at dansk industri skulle træde tydeligere frem i filmen.

Udenrigsminister Munch kom så med nogle konkrete forslag til, hvad der burde ændres ved filmen:

1. Trickscenen med alle kurgæsterne efterfulgt af ølflaskerne skulle udgå.

2. En scene med vandrende tjenere på en landevej skulle udgå.

3. En scene med en mand, der pløjer sin mark i korte bukser, skulle udgå.

4. Musikken skulle være mere danskpræget og anvende den danske sangskat.

5. Der burde indgå flere fakta om Danmark.

Efter lange diskussioner erklærede Udenrigsministeriet, at de ville bidrage med yderligere 6.000 kr. til ændringerne, og appellerede til, at de andre inviterede organisationer bidrog med noget lignende.

August Holm fra Industrirådet mente heller ikke, at Poul Henningsen kunne fortsætte som instruktør. Udenrigsministeren var enig og mente, at man burde prøve at finde en anden – om ikke andet så en medinstruktør.

Det viste sig dog at være umuligt, fordi det ville føre til kontraktbrud med Poul Henningsen.

18 scener skulle fjernes
Sidst på sommeren, 22. august 1935, blev der så holdt et nyt møde i Udenrigsministeriet, hvor Poul Henningsen og producenten Poul Eibye nu også var til stede.

I Udenrigsministeriets arkivalier findes en ret præcis shot-to-shot-liste over Poul Henningsens oprindelige ’Danmark’ på 120 scener, som er noget af det tætteste, vi kan komme på Poul Henningsens originale Danmark. På den noterede man under mødet, hvilke rettelser man ønskede.

Af det gamle referat fra mødet fremgår, at man nu ville fjerne hele 18 scener. Samtidig ville man forlænge og forkorte andre og valgte også at medtage helt nye.

Et af de vigtigste punkter var den kontroversielle scene, hvor de betydningsfulde kurgæster stiger ud af bilen på Amalienborg, efterfulgt af Tuborgflaskerne på samlebånd.

Den satiriske sammenligning undgik man behændigt.

Pløjende landmand røg ud
Man klippede i filmen, så der blev byttet om på kurgæsterne og nogle billeder af børn på Amalienborg Slotsplads. Børnene blev selvfølgelig ikke forbundet med øldrikkeri, da Tuborgflaskerne fulgte efter i næste sekvens.

Apropos øl havde Poul Henningsen oprindelig tænkt, at statsminister Thorvald Stauning også skulle komme ud af bilen i kolonnaden.

Men koblingen mellem øl og Stauning var måske lidt for tæt på sandheden. I hvert fald kom Stauning slet ikke med i filmen.

Den pløjende landmand i korte bukser blev også fjernet. Det samme blev en nedslidt, men atmosfærefyldt gade. Stemningsbilleder fra en landsbykirkegård. Vandrende tjenere, der bærer en bakke med øl. Plus en række andre scener, der efter komiteens mening fremstillede Danmark i et tvivlsomt skær.

Ændringer i lydsporet
Så var der lydsporet.

I stedet for Bernhard Christensens musik skulle man nu blandt andet høre Holger Drachmanns ’Midsommervise’ og ’Du danske mand af al din magt’.

Der blev også spillet Johannes Ewalds ’Kong Christian stod ved højen Mast’ og Grundtvigs ’Langt højere Bjerge’ med den bekendte jantelovssætning »ved jorden at blive det tjener os bedst«.

Næsten syv måneder efter premieren på den originale version fik den reviderede udgave premiere. Det skete i Odense 18. november 1935 i Fønix-Teatret.

Den danske presse modtog den censurerede version mere positivt end den originale version – om end de stadig var forbeholdne.

Projekt i samarbejde med Nationalmuseet
Originalmaterialet eksisterede imidlertid stadig.

Siden klippede man ved flere lejligheder i det og brugte det i reklamefilm, kortfilm og spillefilm. Selv Poul Henningsen og Poul Eibye saksede i originalstrimlerne, da de skulle lave en forkortet version af ’Danmark’ for Statens Filmcentral.

I 1962 opdagede filminstruktør Børge Høst, at hverken den reviderede eller den originale ’Danmark’ længere eksisterede i en komplet version.

Derfor gik Høst i gang med et stort projekt i samarbejde med Nationalmuseet, der skulle genskabe Poul Henningsens ’Danmark’, som den måtte have set ud oprindeligt.

Han baserede arbejdet på udenlandske versioner af filmen på spansk, engelsk og fransk, samt stumper af en dansk version – en kopi af filmen med dansk tale og et velbevaret, men slidt lydspor.

Rekonstruktionen var forkert

Indtil i dag har mange regnet Børge Høsts rekonstruktion for at være tæt på den originale ’Danmark’.

Paul Hammerich har kaldt den »næsten oprindelig« i sin Poul Henningsen-biografi ’Lysmageren’. Og i en dokumentarfilm fra 2007, ’Den store fiasko’, bliver der sagt om Børge Høsts rekonstruktion: »I slutningen af 1960’erne lykkedes det at rekonstruere en kopi af den oprindelige film«. Men det er forkert. Faktisk viser de gamle sagsakter fra Udenrigsministeriet, at der er stor forskel på den originale ’Danmark’ og Børge Høsts rekonstruktion – men næsten ingen forskel på rekonstruktionen og den censurerede udgave.

Det er ikke Børge Høsts skyld, for han arbejdede inden for det givne materiales muligheder.

Børge Høst siger i dag, at han hverken havde et originalt manuskript eller en billedfortegnelse til rådighed

Desuden kunne han ikke finde en del scener fra den oprindelige film, og andre scener kunne han ikke tage med, fordi de manglede i det lydspor, han rådede over.

Krav fra Industrirådet Da den udskældte originalversion blev ændret, blev der eksempelvis indlagt 38 sekunder ekstramateriale fra en kunstindustriudstilling efter krav fra Industrirådet.

Sekvensen indeholder alene 13 klip, der burde være udgået.

Men Høst har bevaret den, fordi der ellers ville mangle materiale i forhold til det lydspor, han havde til rådighed. Det fundne lydspor dikterede altså indholdet – vel at mærke lydsporet fra den reviderede version med de danske sange.

Den rekonstruerede version, Høst fremstillede i 1962, er med andre ord langt tættere på den censurerede end på den originale version. Den giver et sødt portræt af Danmark uden det PH’ske bid. Systemkritikken er væk. Meget af sarkasmen er forsvundet.

Men faktisk kan det stadig lade sig gøre at komme tættere på Poul Henningsens oprindelige værk.

Med billedfortegnelsen i Udenrigsministeriets arkiver kan man søge målrettet efter scenerne. Og de viser sig stadig at eksistere – dels i en kopi af ’Danmark’, som hidtil har været opbevaret i Landbrugets Rådgivningscenters filmarkiv. Og dels på en nitratfilm, der har levet en beskyttet, men glemt tilværelse på Det Danske Filminstituts arkiv.

Chokoladefabrikken
Man vil aldrig kunne genskabe den oprindelige film fuldstændigt, fordi vi ikke kender den nøjagtige længde af de enkelte klip. Men man kunne genskabe en version, der bevarer PH’s underliggende kritik og lunefulde humor.

Scenerne kan sætte Poul Henningsens gebis på plads igen og gøre det lettere at identificere hans bid. Samtidig giver de et bedre indblik i 1930’ernes liv og moral.

Som i en af de fraklippede scener, der foregår på en chokoladefabrik. Den viser marcipanstænger, som ruller ind i en maskine og kommer ud overtrukne med chokolade. Her lyder Poul Henningsens speak:

»Man bliver puttet ind af den ene ende og kommer helt forvandlet ud af den anden«.

Hvorefter der klippes til en stor gruppe gymnaster, der helt ensartet foretager samme bevægelser.

Palle Bøgelund Petterson er ph.d. og cand. mag. i filmvidenskab. Han undersøgte Poul Henningsens ’Danmark’ ud fra en undren over, at en film tæt på den restaurerede version fra 1960’erne kunne skabe ballade i 1935. Han leder desuden et forskningsprojekt om instruktøren Theodor Christensen med støtte fra Kulturministeriet.