Être né sous l’signe de l’Hexagone, c’est pas c’qu’on fait d’mieux en c’moment(At være født i Sekskantens tegn er ikke det bedste, man kan være lige nu) Sangeren Renaud En cirkel i en sekskant, det er formlen for Tour de France. For franskmænd kalder deres land for l’Hexagone, ’Sekskanten’, og Touren går Frankrig rundt i en cirkel, der nogle år cykles med uret og andre år mod. I år cykles der med , når det 99. løb køres fra og med i dag. Men cirklen i sekskanten er også formel for noget mere, en fransk modsætning mellem den rene abstraktion og den runde kropslighed. Der er noget ’kartesiansk’ over sådan at se sit land som en sekskant – kartesiansk efter René Descartes: Jeg tænker, ergo er jeg. Til gengæld er der noget sanseligt og lystfuldt over det årlige cirkelslag rundt i et land, hvis vine, oste, cassouleter og hele gastronomi emmer ud af de duftende marker og landskaber, som svedende ryttere med go’e ben cykler gennem og viser frem: Jeg sanser, altså er jeg. Både i fransk selvforståelse og i fordomme mod franskmænd er der dette paradoks: De synes særligt abstrakte og særligt sanselige på én gang. Ikke så nemt at forholde sig til for os danske, der virkelig hverken er særlig abstrakte eller særlig sanselige og slet ikke spor sekskantede, bare forholdsvis firkantede. Men under Tour de France forenes modsætningerne i en ny formel: Jeg cykler, altså er jeg. Her kan vi være med! For resten cykles der næste år sandsynligvis mod uret, når Tour nr. 100 skal fejres. Ganske vist er det så 110 år siden, den første Tour blev kørt i 1903, men der blev ikke kørt under Første og Anden Verdenskrig, så 2013 bliver den store fest for de hundrede gange. Noget særligt bliver det under alle omstændigheder næste år, for det er allerede afsløret, at Touren starter på Korsika, og efter tre dage på Napoleons fødeø går feltet i land i Nice og arbejder sig nordpå. Tour de France plejer ellers altid at starte med at cykle den anden vej, nordfra og ned. Men uanset nord, syd og rutens retning, er Touren hvert eneste år en fest for Frankrig og ikke mindst: for frankrigs kortet. »AT ELSKE CYKLING ER at elske geografi«, skriver løbsdirektør Christian Prudhomme netop nu på Tourens hjemmeside og tilføjer, at kærlighed til Tour-cykling også er en kærlighed til alle de forskellige egne af Frankrig. Det er så sandt, som det er sagt, og når Frankrig nu atter får den store krammeTour af klodens millioner af tv-seere samt et par hundrede cykelryttere og Jørgen Leth, kan man godt sende en globaliseret tanke til den danskfranske geograf Malte-Brun, som på Napoleons tid blev alverdens Google Earth med sin beskrivelse af den ganske verden i ’Grundrids af den universelle geografi’, ’Précis de la Géographie Universelle’. Denne beskrivelse når i ottende og sidste bind frem til Frankrig og begynder sådan her: »Som den ædle uddeler af ærens palmer, som smagens og de skønne kunsters asyl, øver Frankrig en indflydelse på det intellektuelle univers, som svarer til den, Grækenland engang øvede på den civiliserede verden«. VoilÀ, Malte-Brun levede, 100 år før cyklen blev opfundet, men hans geografi var lige så meget af en kærlighedserklæring til kloden og dens geografi, men især til Frankrig og franskmænd, som den erklæring, direktøren for Tour de France skriver på sin webside her i 2012. Skønt noget jo ellers er sket, siden Malte-Brun kunne skrive, at »det franske sprog, som det tales i alle verdens lande, er diplomatiets og lærdommens sprog«. I dag tales fransk ganske vist af betydeligt flere end på Malte-Bruns og Napoleons tid, men flertallet af de frankofone bor i Afrika, ikke i Sekskanten, og som internationalt lingua franca har engelsk for længst taget førertrøjen. Gå ind på Tour de Frances hjemmeside og se selv: Man skal aktivt klikke væk fra engelsk, hvis man vil have den franske version. Men det vil vi! Altså have den franske version. For mens løbet køres, vil vi hver dag citere et par linjer fra løbsdirektør Prudhommes beskrivelse af dagens rute og bringe linjerne både på fransk og dansk: Alle taler om franskens forfald, Politiken gør noget ved det! KLIKKEDE MAN ENGANG i det 19. århundrede ind på Frankrig i Malte-Bruns verdensomspændende geografi, læste man også, at »den franske litteratur nærer i alle nationer de oplyste ånder. Inden for videnskaberne har Frankrig kun få rivaler, og kronet med altid grønne laurbær har dette land mere end én gang dikteret sin love for et Europa, som var skræmt af dets militære overlegenhed«. Spørgsmålet var selvfølgelig – spørgsmålet er! – hvoraf al denne herlighed kommer? Gror den simpelt hen frem af Frankrigs geografi? Geografen selv tvivler: Klima og jordbund kan næppe forklare »de dominerende karaktertræk, som adskiller en nation fra så mange andre nationer i nabolaget«. Malte-Brun frygter også at overdrive klimaets indflydelse, for »det franske klima opviser ikke den ekstreme kulde og varme, som kan påvirke indbyggerens fysiske og moralske habitus«. Og han synes heller ikke, at Frankrig har »de udstrakte sletter og høje bjergkæder, som kan være bestemmende for, om mennesket bliver hyrde eller landbruger, og som er så afgørende for den grad af civilisation, der kommer til at råde«. Her kan man nu godt undre sig over, at hverken Alperne eller Pyrenæerne kan kvalificere til at være høje bjergkæder, eller at det parisiske bassin, Le bassin parisien, ikke skulle være »en udstrakt slette«, men enfin: Vor verdensberømte danskfranske geograf mener ikke desto mindre, at der faktisk kan findes geografiske forklaringer på, at alt i Frankrig er så fremragende – men de forklaringer lader vi ligge og vender tilbage til vores Tour, der nu skal køres både på de franske landeveje og som daglige enkeltstarter her i Politikens spalter. TOUR DE FRANCE 2012 gør nemlig en dyd ud af at vise storheden i netop de bjerge, som ikke er alt for høje. Og her sender løbsdirektør Christian Prudhomme er særlig kærlig tanke til sin gamle geografilærer i skolen, en vis madame Boisseau, der plantede noget i skoleknægten, som stadig sidder i den voksne direktør: en ustyrlig lyst til at studere alle slags kort. Men mme Boisseau brugte begrebet massif intermédiaire, ’mellemliggende bjergmassiver’ eller ’overgangsmassiver’ om visse bjerge, og i dag tør direktøren godt sige, at det er synd for bjergene: »Det vil ikke glæde madame Boisseau (...) men de talrige cykelløb, jeg siden flittigt har fulgt, har fået mig til at se anderledes på geografien. Under Tour de France kan bjergenes relief ses fra nye vinkler. Der findes ikke overgangsbjerge, altså underforstået andenrangs eller ligegyldige bjerge. De erfaringer, feltet har gjort i Centralmassivet, i Vogeserne eller Jurabjergene, har for længst lært os, at magtdemonstrationer og heltegerninger ikke nødvendigvis venter på Alperne eller Pyrenæerne«. Nej, det gør heltegerningerne ikke, og så har cykelløbsdirektøren ikke engang nævnt de grønne, blide Cevennerbjerge, hvor helte både i gule førertrøjer og hvide skjorter har gjort store ting – kamisarderne i skjorterne førte grusom guerillakrig mod Frankrigs katolske konge og flertal først i 1700-tallet. Her først i 2000-tallet vil vi følge cykelrytternes store gerninger de kommende tre uger, men gøre det mere med blik for det nye og aktuelle Frankrig, som feltet kommer igennem, end for de daglige præstationer derude i solen og regnen, hvor Tramontanen og Mistralen blæser. Frankrigskortet er de senere måneder blevet tegnet politisk op hele fire gange, først ved et præsidentvalg i to runder og siden ved at parlamentsvalg i to runder eller tours, som det faktisk hedder med samme ord som cykelløbet, og hver gang har alle medier bragt det sekskantede kort belagt med blå og røde felter – flere og flere af de sidste. Dette politiske frankrigskort vil vi jævnt hen skele til de kommende tre uger, og en enkelt gang eller to skal vi endda smage på det, for det har traditionelt været sådan, at den finere franske gastronomi lå politisk til højre, mens de almindelige kødgryder med dagens kylling, le poulet du jour, stod og simrede til venstre. VENNER, SEr PÅ FRANKRIGS KORT: Træk lige linjer sådan cirka mellem Dunkerque, Strasbourg, Menton, Perpignan, Biarritz, Brest og tilbage til Dunkerque igen: Kortet er sekskantet, og Frankrig har henholdsvis tre kanter langs kysterne (ud til Middelhavet, Biscayen og Kanalen) og tre kanter inde på landjorden (to mod øst og én langs Pyrenæerne i sydvest). Så vidt, så godt, men når vi cykler, cykler vi jo ikke efter sådan en sekskantet abstraktion eller et hvilket som helst kort, vi cykler efter Michelin-kort. Her siger jeg ’vi’, for også jeg har cyklet Frankrig tyndt, til tider endda på de klassiske Tour-etaper. Enkeltstarten fra Clermont-Ferrand op til Puy de Dôme, som rytterne klarer på en halv times tid, brugte min lillebror og jeg for eksempel en god lang arbejdsdag på engang for nogle år siden. Clermont-Ferrand er jo hovedstaden i Auvergne med de lækre cantaloste, og rent politisk er selve valgkredsen Puy-de-Dôme så ræverød, at den lige har sendt tre socialister, en grøn og en kommunist op til parlamentet i Paris. Men det røde skyldes nok ikke mindst, at Clermont-Ferrand er hovedsæde for et mægtigt industriforetagende, dækfirmaet Michelin, stiftet af brødrene André og Édouard i 1889. Firmaet var kun to år gammelt, da det fik sit første formidable opsving, fordi en engelsk herre trak sin cykel ind på fabrikken og sagde, at han var punkteret. Brødrene benyttede lejligheden til at opfinde et cykeldæk, som kunne af- og påmonteres fælgen, og hu hej: I dag er der 123.973 ansatte, heraf 31.000 i Frankrig. Den lille tykke Michelinmand blev firmaets maskot allerede i 1899 (han hedder Bibendum efter sit latinske slogan, Nunc est bibendum, ’Nu skal der drikkes’), men nok så afgørende: Fra og med år 1900 begyndte Michelin at udgive kort og guidebøger, så bilisterne kunne komme trygt og lækkert rundt ind Frankrig. Guidebøgernes stjernesystem har siden bredt sig med epidemisk effektivitet – vi kan uden tvivl takke brødrene Michelin for, at man i dag ikke kan få lov at skrive en boganmeldelse i Politiken, uden at den skal forsynes med et antal stjerner, altså hjerter. Personligt vil jeg hellere takke Michelin for de fantastiske kort, som livslangt har været min kæreste læsning, både når jeg har cyklet på de franske hoved- og biveje, routes nationales og départementales, og når jeg har siddet hjemme i Danmark og glædet mig til at gøre det. Der er symbiose mellem mig og sådan et kort, jeg kan mærke, meter for meter, hvordan ruten, stigningen, landskabet, duften, farverne og vinden er, hvis bare jeg får et Michelinkort i hånden, helst et af de gule i størrelsesforholdet 1/200.000. Ingen andre kort giver mig samme fornøjelse og forståelse, alle andre kort er i mine øjne rodede, uoverskuelige og fyldt med fejl. For resten er Michelinkortene nemme at folde både ind og ud, selv i modvind: Også her forstår vi hinanden, Michelin og mig. SPØRGSMÅLET ER SELVFØLGELIG, om vi også bliver ved med at forstå hinanden, for i dag har jeg jo Michelin i lommen på min smartphone. Det er smart, men ikke nær så smukt, gå selv ind og se på www.ViaMichelin.fr, som naturligvis kan åbnes både på engelsk og fransk. Websiden fortæller også om den nye generation af gule Michelinkort, som hedder Local, er i endnu større skala og følger de franske departementers grænser. Under alle omstændigheder åbner ViaMichelin.fr her i Le Danemark med et kort over København, hvis vejnet pludselig ser lige så logisk og struktureret ud, som hvert et hjørne af det sekskantede land ser ud på et Michelinkort. Men nu skal vi altså ud i dette land sammen med et felt af cykelryttere fra hele verden samt nogle få franskmænd, som nok vil vise flaget i bleu, blanc og rouge, men ikke have en chance for at vinde og køre i gult på sidste etape op ad Les Champs-Élysées søndag 22. juli. Løbet er globaliseret, og det er gamle Frankrig også. Ja, om det så er de giftige gopler i Middelhavet, kan de findes og bekæmpes via en franske hjemmeside, som hedder Jellywatch.fr. Mere om Middelhavets brandmænd, når Touren rammer Côte d’Azur – og det nye franskengelske sprog, franglais, vil vi holde et vågent øje med langs hele ruten. Den græske geograf Strabon sagde for 2.000 år siden om gallerne, at de var muntre, spirituelle, åndfulde, satiriske, hurtige til at træffe beslutninger, frygtløse i kamp, stolte af deres fædreland og ømme om deres frihed. Og Cæsar tilføjede, at de godt kunne lide at tale om deres gloire. I dag siger sangeren Renaud, undskyld mit franske, at man ikke længere ligefrem får rejsning af at være født i Sekskantens tegn: On peut pas dire qu’ça soit bandant. Men selv om de franske får dette og meget mere at vide i Renauds berømte chanson om Sekskanten, så traller de lystigt løs på den alligevel. Lige så lystigt som Tour de France fra i dag cykler Sekskanten rundt. Nu skal der drikkes! Både i fransk selvforståelse og i fordomme mod franskmænd er der dette paradoks: De synes særligt abstrakte og særligt sanselige på én gang