Mysteriet om rundkirkerne

Forsvarsværk eller observatorium? Erling Haagensen har i 15 år efterforsket baggrunden for de bornholmske rundkirker. Politikens Kim Skotte har besøgt Erling Haagensen for at komme mysteriet nærmere.

Kultur

Bornholm, Bornholm, Bornholm Du, min dejligste ferieø!

Den glade feriemusik skratter ud af højttalerne, da Villum Clausen lægger til i Rønne. Det er sol, og det er sommer, og der er mobiltelefoner i lommen og GPS i bilen, da vi snart efter sætter kursen mod Olsker og Østerlars.

Afstandene er små på Bornholm. I det mindste de geografiske. På andre måder er afstandene enorme på en ø, hvor fortidens tavshed vejer tungt bag hvert et muntert knæk i markvejen.

Ikke længe efter lukker jeg øjnene og forestiller mig selv stå med brynje, hjelm og bue af aske- eller takstræ. Parat til at forsvare Østerlars Rundkirke mod vendiske pirater eller hvem det nu er, der hujer og slår på skjolde uden for de tykke, hvidkalkede mure.

Så åbner jeg øjnene igen. De vilde barbarer viser sig bare at være et trindt tysk ægtepar og en jysk lejrskole med bumser i panden og bøjler på tænderne.

Gud ske lov! Thi jeg må give den bornholmske rundkirkekætter Erling Haagensen ret, når han hævder, at den traditionelle forklaring på de usædvanlige rundkirker må være skrupforkert. Rundkirkerne kan umuligt være bygget som kombination af kirke og fæstning.

Læser man om øens historie på Bornholms Museums hjemmeside, står der imidlertid vanen tro, at der fortsat er enighed om, at rundkirkerne er bygget som forsvarskirker.

Det er en enighed, som bestemt ikke omfatter Erling Haagensen, når han energisk med hvide ankelsokker i kondiskoene fører an i en rundvisning på jagt efter sandheden i Østerlars Rundkirke denne blæsende bornholmske junidag.

Erling Haagensen er en ihærdig herre og en stædig krabat. I maj måned skrev han således til overinspektør Michael Andersen fra Nationalmuseet og inviterede ham til Bornholm.

Så overinspektøren ved selvsyn kunne konstatere, at den traditionelle fortolkning af rundkirkernes funktion altså ikke kan passe. En konklusion, der faktisk på ingen måde er ny.

Smitsom nysgerrighed
Allerede i 1954 affærdigede Nationalmuseets undersøgelser i ’Danmarks Kirker VII, Bornholm’ forsvarsteorien. Det har bare ligesom ikke gjort indtryk på den populære forestilling om barrikaderede bornholmere i rundkirkerne, der spejder efter fjenden, mens de lever på en streng diæt af røgede sild og Krølle-Bølle is.

Ligesom det åbenbart ikke gjorde større indtryk, da en Oberst Otto Blom så tidligt som i 1895 detaljeret afmonterede forsvarsteorien i Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie.

Michael Andersen takkede høfligt nej til invitationen. Der er nok at se til andre steder i den danske historie. Så nu er jeg taget herover i stedet.

For som en slags uvidenskabelig stand-in at give Erling Haagensen en lejlighed til at fortælle, hvorfor han nu lægger 15 års rundkirkelig nysgerrighed på hylden. En nysgerrighed, der er temmelig smitsom.

De usædvanlige bornholmske rundkirker er den mest inciterende gåde i det danske landskab, og Erling Haagensens forsøg på at løfte sløret har ikke gjort dem mindre spændende. Men først skal forsvarsteorien skydes i sænk.

Fugleskydning og knæbeskyttere
Et stykke uden for Østerlars standser Erling Haagensen bilen og viser med fagter klart og tydeligt, at øens største rundkirke ganske som de andre bornholmske ’forsvarskirker’ er placeret fuldstændig ulogisk, hvis forsvarshensyn har vejet tungt.

Skal man forsvare sig, bygger man på et højtbeliggende punkt i landskabet. Men de fleste ’forsvarskirker’ ligger i så henseende tilsyneladende helt tilfældigt placeret og for fleres vedkommende decideret uhensigtsmæssigt.

Da vi først er kommet op til kirkens tredje stokværk, kommer næste argument. Erling Haagensen peger på overgangen i murværket. Hertil gik det oprindelige murværk.

Herfra kunne man se ud over det bornholmske landskab. En forsvarer vil have været glimrende beskyttet, hvis man altså ser bort fra den ikke uvæsentlige del af kroppen, der rager mere end 80 cm i vejret!

Inde i kirkens svale mørke sætter Erling Haagensen trumf på. I korte bukser og med målrettet mine fører han os hen til de såkaldte skydeskår i de tykke mure.

Her behøves ingen forklaring. For hvis man skulle få den tanke at skyde med bue og pil ud ad disse huller, så ville fordums forsvarere højst kunne gøre sig håb om at ramme en uheldig allike, der tilfældigvis kom flyvende forbi uden at ane, at det var middelalderen, den befandt sig i.

Hvad hullerne i murene til gengæld kunne bruges til, var at bestemme vinter- og sommersolhverv og andre kalendermæssigt praktiske lysindfald. Hullerne er nemlig anbragt med stor omhu og nøjagtighed i forhold til solens bane.

Så hvad er meningen med Østerlars?

Ifølge Erling Haagensen er Østerlars et solobservatorium, der indgår i en kompliceret geometrisk figur, som med fikspunkt på Christiansø forvandler Bornholm til en 36 km lang astronomisk forsøgsopstilling fra 1100-tallet.

En stædig krabat
Det lyder vildt, og flere har prøvet at affærdige Erling Haagensen som amatør og fantast. Men det betyder ikke, at han ikke kan vise sig at have ret.

Det er snart mange år siden, Erling Haagensen satte spørgsmålstegn ved rundkirkernes funktion. Det førte naturligt videre til spørgsmålet om, hvad der så var forklaringen på de runde kirker.

Her opdagede han som sagt, at rundkirkerne og de øvrige middelalderkirker på Bornholm med mærkværdig nøjagtighed passede ind i en usædvanlig geometri.

Ifølge Erling Haagensens teori er de bornholmske rundkirker anlagt som et astronomisk observatorium, der næsten på centimeteren ville gøre en kyndig videnskabsmand i stand til at måle Jordens omkreds, størrelse og form.

Men hvem pokker ville finde på den slags på Bornholm, 400 år før Galilei blev truet med bålet for at tage hul på fremskridtets Europa med beslægtede kætterier?

»De bornholmske bønder havde næppe den viden, der skulle til for at arbejde med avanceret geometri i dét format«, konstaterer Erling Haagensen tørt, da vi sidder bænket med basser og kaffeslabberas ved bordet i huset uden for Rø.

Tempelherrerne står bag
Erling Haagensens svar på spørgsmålet om, hvem der stod bag geometrien, blev tempelherrerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den mystiske ridderorden, som blev udraderet af Philip den Smukke i 1307, men som siden har spøgt i Europas esoteriske historie.

Kunne de mystiske tempelherrer have været på Bornholm i forbindelse med korstogene i Østersøen? Det er en funky teori, hvilket alene den popularitet, børnefilmene om ’Tempelriddernes skat’ har opnået, vidner om.

Selvfølgelig er den slags sjovt og spændende. Det mest spændende er dog, at de historiske brikker viser sig at passe besnærende godt sammen. Lidt for godt, måske?

Er der ikke sådan en alarmklokke, der ringer, når ordet ’tempelridder’ dukker op? At der så er vidtløftige konspirationsteorier på banen?

»Jo, og det er jo på en måde meget naturligt. Vi har ikke tempelherrernes arkiv, og så kan man jo påstå alt muligt. Det skal man ikke som videnskabsmand. Man skal være skeptisk og kritisk«, siger Erling Haagensen.

Han ved godt, at han som amatør ikke er videnskabsmand i akademisk forstand, men til gengæld nu nok mener, at han med lige dele skepsis og fordomsfri nysgerrighed efterlever en ægte videnskabelig ånd.

»Men jeg havde jo nok håbet, at man havde set lidt mere alvorligt på, hvad jeg siger, i stedet for bare at afvise det«, siger han og tænker her nok ikke mindst på professor Jes Wienberg, der i 2001 i artiklen ’Arkæologi, pseudoarkæologi og sakral topografi’ gav bornholmeren denne begmand:

»Med 16 punkter (15 kirker samt Christiansø), en computer, fritid, ingen klare regler og lidt ad hoc-løsninger er der statistisk utallige muligheder for at bygge geometriske modeller«.

Vi snakker ikke om ufoer
Erling Haagensen understreger, at det vigtigste for ham ikke er tempelridderne, men at påvise den særlige bornholmske geometri.

Men tempelridderne passer ind i et logisk mønster, uanset at tempelridderne for mange står parkeret lige ved siden af ufoerne på fantasteriets holdeplads.

»Ja, der er straks nogle, der tænker på rumvæsner, når man snakker om den slags. Men det behøver vi jo slet ikke. Det er gammel viden. I det østlige middelhav har denne viden om, hvordan man opmåler verden, været kendt siden Eratosthenes 250 år før Kristus. På samme tid kunne man også lave stjernekort med stor nøjagtighed. Men i Vesteuropa forsvandt denne viden om, hvordan man måler verden, i mange hundrede år«.

Men i 1120’erne dukker de gamle kundskaber op igen i ’Practica Geometria’ skrevet af munken Hugo af Victoire.

Peter den Ærværdige af Cluny i Burgund satte netop på den tid gang i oversættelser af arabisk litteratur. Man ville kende sin fjende og opdagede ad den vej, at en af grundene til, at araberne var så meget længere fremme, var, at de allerede i 800-tallet havde oversat den videnskabelige græske litteratur fra Antikken.

»Spørgsmålet er, hvordan denne viden kunne være kommet til Bornholm, og her opdagede jeg snart, at tempelridderne var en oplagt mulighed«.

Tempelridderne var eliten i korstogene i middelhavsområdet. Der var også korstogsaktiviteter i Østersøen, hvor togene kørte mod hedningerne i øst.

Ærkebiskop Eskil fra Lund havde Bornholm som en del af sit stift. Eskil var en del af inderkredsen omkring cisterciensermunken Bernard af Clairvaux fra Burgund. Eskil opholdt sig samlet mindre på Bornholm end i Burgund hos Bernard af Clairvaux, der var Tempelherreordenens beskytter og manden, der i 1147-49 opflammede til det andet korstog.

Det var i 1149, at hans bonkammerat Eskil fik overdraget Bornholm af den danske konge som en særlig gave. Man udnævnte også en biskop af Estland, som blev lagt under ærkebiskop Eskil. Estland var mål for næste korstog, og Bornholm var et logisk sted at organisere sådan et korstog.

Alt i alt passer timingen gevaldigt godt til Erling Haagensens bud på den rigtige historie om rundkirkerne. At de usædvanligt konstruerede rundkirker med den hule rotunde i midten ganske nøje ligner de få kendte tempelridderkirker i andre lande, svækker ikke just argumentationen for, at rundkirkerne og tempelherrerne har noget med hinanden at gøre.

Bevis for tempelherrer i Danmark
At tempelridderne kan have været til stede på Bornholm, er således ikke spor urimeligt at antage. Man har tidligere undret sig over den noget forvoksede fæstning Hammershus.

Nye undersøgelser tyder imidlertid på, at Hammershus er ældre end tidligere antaget. Hammershus kan meget vel have været en del af en stor korstogsoprustning på øen sidst i 1100-tallet.

»Man har sagt, at det ikke kan være tempelherrerne, fordi ingen historiske dokumenter fortæller, at der nogensinde har været tempelherrer på Bornholm eller i Danmark for den sags skyld. Men det passer faktisk ikke«, afslører Erling Haagensen.

»Tempelherreordenen bliver opløst i 1312 ved et paveligt dekret. Samtidig besluttes det, at tempelherrernes ejendomme skal overgå til en anden orden, Johanniterne. Paven skriver et brev til samtlige biskopper, som har tempelherreejendomme, om straks at overdrage dem til Johanniterne«.

»Brevet bliver kun sendt til de relevante biskopper. Der bliver sendt brev til biskoppen i Roskilde, biskoppen i Lund og biskoppen i Riga. Vi har ni bispesæder i Danmark på det tidspunkt. De øvrige får ikke noget brev. Så alt tyder på, at der har eksisteret tempelridderejendom i det danske rige«, siger Haagensen og peger igen på ’korstogstrekanten’ Lund-Bornholm-Riga med Biskop Eskil som samlingspunkt.

Kommer ikke længere
I mere end 15 år har Erling Haagensen forfulgt sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han udgav i 1993 ’Bornholms mysterium’, og i sidste års ’Sigtet for tavshed’ opsummerer han sagens akter, som han ser dem. Nu sætter han altså punktum for sin undersøgelse. Foreløbig passer puslespillet. På egen hånd kan han ikke komme længere.

Men er det ikke sådan, at hvis man leder efter noget, så har man en tilbøjelighed til at finde det, der understøtter det, mens man har sværere ved at få øje på noget, der taler imod? Ville du have set tegn på modbeviser?

»Ja, det synes jeg selv, jeg er meget opmærksom på. Der skal jo ikke meget til, før korthuset vælter. Men der har ikke været noget. Tværtimod. Da jeg først undersøgte geometrien, mente jeg, at unøjagtigheden var 1/10 grad. Det har vist sig at være helt nede på 1/100 grads unøjagtighed. Der har været masser af muligheder for at falsificere min teori, men den er i stedet kun blevet bekræftet«, hævder Haagensen og kaster sig ud i detaljerede geometriske forklaringer, som er langt hinsides min lasede børnelærdom.

Så jeg afbryder og spørger til den professor Niels Lind fra universitetet i Waterloo i Canada, som flere gange er kommet Haagensen til hjælp, når den akademiske skepsis har været mest afvisende.

Kan det ikke være tilfældigt, at der ligger nogle kirker strøet lidt pudsigt ud over Bornholm?

»Professor Lind har offentliggjort en artikel i det svenske, arkæologiske tidsskrift Meta (Medeltidsarkeologisk tidskrift, 2002;2, red.), hvor han konkluderer, at der ud fra hans beregninger er en meget stor sandsynlighed for, at kirkerne med vilje er placeret i forhold til Christiansø. At præcisionen er så stor, gør det langt mere usandsynligt, at det ikke skulle være tilfældet. Østerlars, Nylars, Nyker og Olsker udgør sammen med Christiansø ét sammenhængende observatorium med 36 km i udstrækning«, mener Erling Haagensen at kunne konkludere.

»Og det er altså på et tidspunkt, hvor man ikke anede, man havde observatorier i Europa. Jeg tror, at når man er færdig med at undersøge Bornholm, vil man vide, hvad man skal lede efter, og så vil man finde tilsvarende observatorier andre steder i Europa. Det er derfor, det er så utroligt betydningsfuldt at komme videre med det«.

Hvordan er den lokale stemning? Vil turistforeningen give dig en medalje, eller skal du rulles i tjære og fjer?

»Ja, Menighedsrådet i Østerlars er ikke så begejstrede for mig. De bryder sig ikke om tanken om, at deres kirke skulle være bygget af de ’ukristelige’ tempelherrer. De bryder sig ikke om mine forsøg på at få afsløret, hvad der befinder sig i det ti meter lange skjulte hulrum, der, som det nu bl.a. med hjælp af georadar er veldokumenteret, befinder sig under kirkegulvet. Men jeg må indrømme, at jeg har forståelse for, at de synes, de nuværende 120.000 turister om året i Østerlars Rundkirke er mere end rigeligt, når man også skal passe de kirkelige handlinger«, siger Erling Haagensen.

Tempelherrerne er i de mellemliggende år blevet en slags international dille, og en ny slags turister er begyndt at opsøge de bornholmske attraktioner.

Hvis nu det i morgen viser sig, at det hele alligevel ikke passer. Hvordan vil du have det med alle de år, du har brugt på det?

»Ja, så ville jeg jo have gået og spekuleret forkert. Men jeg kan godt love dig, at det er meget udviklende at beskæftige sig så meget med geometri. Og at læse historie er jo heller ikke dumt«.

Hvad er det kommet til at betyde for dig?

»Det er jo kommet til at betyde alt for meget. Jeg har brugt alt for meget tid på det. Men jeg har ikke kunnet lægge det til side. Ikke før nu. Med det, jeg nu har fundet frem til, hænger tingene sammen«.

Hvis du kunne få bevilget tre ønsker til den videre efterforskning?

»Som nummer et ville jeg gerne have nedsat en ekspertgruppe med ekspertise i arkæologi, astronomi og geodæsi – altså landmåling. Det er de tre ting, der skal til for at undersøge det her ordentligt«.

»Jeg ville håbe, at man nede i Vatikanets bibliotek vil åbne for de arkiver, som jeg er helt sikker på, at de har. Vi er i historisk tid. Der må findes historisk materiale! Og når det ikke er, hvor det burde være – nemlig i Lund – så må det være et andet sted«.

»Og så ville jeg jo godt have lov til at kigge ned i krypten i Østerlars. Beskeden fra Nationalmuseet er, at de ikke rigtigt har nogen, der interesserer sig for rundkirker i øjeblikket. Men hvis man er interesseret i at forstå de bornholmske middelalderkirker, er det jo utroligt vigtigt. Disse krypter, hvis det er krypter, indeholder sandsynligvis begravelser og er efter alt at dømme forseglet meget tidligt. Måske helt tilbage i 1200-tallet. I så fald ville det jo kunne gemme på nogle meget væsentlige arkæologiske fund, der måske kunne forklare mangt og meget«.

Så du forstår ikke helt, hvorfor der ikke er arkæologisk udrykning på dette her?

»Nej«.

Erling Haagensen har afsluttet sit rundkirkeeventyr. Med afmonteringen af forsvarsteorien, den geometriske teoris ekstreme nøjagtighed, de stadig mere detaljerede indicier for tempelherretilstedeværelse på Bornholm og ikke mindst den skjulte krypt under kirkegulvet i Østerlars er der frit slag for at følge forestillingen om de astronomiske tempelherrer på Bornholm til dørs.

Men foreløbig holder Nationalmuseet sig i ro. Måske ryster man bare på hovedet ad halløjet på øen med de mange badehoteller. Eller også har Michael Andersen fra Nationalmuseet allerede læst Erling Haagensens ’Da Vinci på bornholmsk’-krimi ’Mordet på Ordet’, som starter med, at direktøren for Nationalmuseet i København findes myrdes brutalt og rituelt.

Og Erling Haagensen? Ja, han skal vel vænne sig til at se på landskabet uden at se riddere til hest og skyggebilleder af ukendte astronomiske konstruktioner i landskabet, der nu til dags mest er til golf, fadøl, økologisk is og glaskunst. Men der var engang. Måske.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden