Sporskift. Tv-manden Mads Brügger vikarierer i øjeblikket som vært på DR 2's 'Deadline'.  Foto: Niels Christensen

Sporskift. Tv-manden Mads Brügger vikarierer i øjeblikket som vært på DR 2's 'Deadline'. Foto: Niels Christensen

Kultur

Mads Brügger: Dansk journalistik er meget kedelig

Dansk presse mest krøllede hjerne forsøger at beherske sig på ’Deadline’.

Kultur

»Kom du med herind i det allerhelligste. Det er så her, det sker. Ja, jeg har fået det allermindste garderobeskab. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal lægge i«.

Mads Brügger tager usædvanligt casual imod. På strømpesokker og i jeans fører han ind i DR’s værtsgarderobe. På dørene til de store garderobeskabe står navneskilte med tv-folk som Kåre Quist og Lillian Gjerulf, hvis skabe ganske rigtigt er dobbelt så store som Brüggers.

Frem hiver han et meget formelt gråt jakkesæt med smalle ben og tilsætter lyseblå skjorte, stribet silkeslips og sko så blanke, at man kan spejle sig i dem. Det er i aften første gang, Mads Brügger skal være vært i det nye ’Deadline’-studie.

»Jeg kunne godt tænke mig at starte en udsendelse en dag med at ligge og kæle i sofaen«, joker han under henvisning til det nye sofahjørne, da vi inspicerer det store 1970’er-agtige studie.

Der er lige tid til en smøg, inden klokken slår 22.30, og Brügger skal lægge ansigtet i de rette og seriøse folder til en debat om ytringsfrihed og Iran med de indbudte gæster.

Vi går ud på en iskold, sneklædt rygerterrasse, et sted i DR Byens indre maveregion.

»Det er virkelig et rakkerliv at være ryger nu«, siger han med et smil og finder en fornem gul papæske med græske George Karelias and Sons-cigaretter frem tilsat en smuk sølvlighter af ældre dato.

»Jeg ville egentlig gerne stoppe med at ryge. Men der skete det under optagelserne til ’Quatraro Mysteriet’, hvor vi jo ellers virkelig udstillede den onde tobaksindustri, at jeg lærte en masse om tobak og kvalitet og faktisk endte med at ryge endnu mere. Og bedre«.

En dansk stjernejournalist
Mads Brügger er manden med æggehovedet og de krøllede ideer.

Siden 90’erne har han stået bag højtprofilerede journalistiske projekter som ’Danes for Bush’ og ’Den 11. time’, og han vandt for nogle uger siden prisen for ’bedste udenlandske dokumentarfilm’ med ’Det røde kapel’ på den prestigefyldte filmfestival Sundance i Utah.

Mads Brügger er idemand og instruktør på filmen, hvor han i selskab med to komikere, under dække af at være en fiktiv kommunistisk teatergruppe, rejser til Nordkorea og giver et unikt indblik i det ellers så lukkede regime.



I en tid, hvor alverdens mediearbejdspladser skærer ned, effektiviserer og steriliserer, er Mads Brügger en af Danmarks få yngre stjernejournalister. En af den slags bylines, man stopper op ved, fordi man ved, at nu kommer der noget særligt.

Brüggers trademark har gennem årene udviklet sig til en blanding af Günter Wallraff-undercover, gonzo a la Hunter S. Thompson og en god portion satire.

Bedst kendt er han nok for sammen med vennen og kollegaen Mikael Bertelsen at dele rollerne som ’good cop/bad cop’ mellem sig i ’Den 11. time’ og lade det pinlige og de stille pauser regere i de sene aftentimer på DR 2.

I karens på Deadline Siden sommeren 2009 har tv-seerne skullet vænne sig til Mads Brügger som værtsvikar på ’Deadline’.

En rolle, mange har haft svært ved at forbinde med manden, der ellers oftest optræder med en skjult dagsorden eller i hvert fald med en slet skjult sarkasme.

»Jeg befinder mig jo stadig i en eller anden form for karensperiode, fordi jeg tager så meget bagage med over i ’Deadline’. Jeg kan godt forstå, at der er folk, der ikke kan holde det ud, fordi de har en oplevelse af, at jeg … hvad skal man sige … ligesom driver gæk med dem, ikke? Men jeg forsøger virkelig at være så straight som muligt og skrue ned for alle mine virkemidler«, siger han.



Vi sidder i hans samtalekøkken i et nytilflyttet hus på Amager. Omgivet af et stille villakvarter, hvor de tunge dynger sne lydisolerer mod omverdenen.

Indenfor er der også blødt. I den tilstødende stue ser fireårige Viggo ’Alfons Åberg’. Mads Brügger og sønnen er hjemme, fordi Viggo er syg, og Thomas Windings rare stemme lover, at alt nok skal blive godt igen.

På bordet står en Star Wars-kop. Hjemmet er indbegrebet af god smag i den kreative klasse. Med kubelysestage i karmen, knitrende brændeovn i hjørnet og gammel, unika-firhjulstrækker af mærket Lada ude på fortovet er det her forstadsliv opdateret til år 2010.

Og på en eller anden måde passer den her hverdag ret godt til Brüggers nye rolle som Mister News.

Fantomets onde ring
»Jeg hørte om en kvinde oppe i Aalborg, der havde udviklet en fobi i forhold til ’Den 11. time’. Hun kunne simpelthen ikke klare den der usikkerhed. Den gjorde hende rædselsslagen. Uvisheden om hvorvidt det var sjovt eller alvorligt. Og den usikkerhed tager jeg jo på en eller anden måde med ind i ’Deadline’, ikke?«, siger han.

Derfor forsøger Mads Brügger at lade være med at smile sit indforståede, til tider diabolske smil i ’Deadline’. Han holder sig fra ironi. Og han sørger for at tage sin store Fantomet-fingerring af inden sendetid.

Den sidder ellers altid på højre hånd. Et stort dødningehoved i sølv. Det er den maskerede tegneseriehelt Fantomets såkaldte onde ring, som han slår sine fjender med og derved efterlader et permanent mærke, banket ind i huden.

Brügger har også Fantomets ’gode ring’, som superhelten markerer sine venner med, men den går han sjældent med.

»Som du kan se, så ligner den lidt et hagekors, hvor enderne er blevet bøjede … Så hvis jeg har dem begge på, tænker folk, at den er virkelig gal. Der er jo i virkeligheden ret meget nazi over Fantomet. Det er lidt den hvide mands fantasi, levet helt ud«, siger han, mens vi betragter de to ringe.

Hvis en historie skal have staying power, så skal der være noget ramasjang i den



Mads Brügger er 37 år, men læser stadig en del tegneserier. Han ligner også lidt noget fra en tegneserie.

Som barn var det mest Alfred E. Neuman fra Mad Magazine, den fregnede, rødhårede nørd med de voldsomme stritører. Ørerne fik Mads Brügger dog opereret ind som 13-årig, og den røde hårpragt er siden svundet ind til et par millimeters kortklip på toppen.
I panden bor to kraftige bølgestreger over øjnene, der især træder frem, når Brügger skal sige noget alvorligt.
Så ligner hans pande lidt det mystiske tegn fra Tintin-albummet ’Faraos Cigarer’.

Ligesom tegneseriejournalisten Tintin er Mads Brügger også altid utroligt velklædt, selv her på en ’barn syg’-dag er skjorten glat og akkompagneret af et rødt, strikket slips.

Så mens de fleste mænd flår slipset af ved hjemkomst, skifter Brügger altså til en lige så stilig hjemmehyggeudgave.

»Jeg elsker at gå med slips. Man kan sige, at tillid går med slips. Det er forbløffende, hvor meget mere seriøst man bliver taget, når man har slips på. Der er bare mere, der kan lade sig at gøre, når man har skjorte og slips på«.

Euromans bedst klædte
I ’Den 11. time’ dyrkede Brügger og Bertelsen også det velklædte look med matchende kortærmede skjorter og slips, altid nystrøgne og med ranke rygge.

Og i øjeblikket kan man finde et Go Card-postkort med Mads Brügger på landets cafeer, hvor han sidder på ryggen af en glinsende, sort hest klædt i brun skjorte, høje læderstøvler og skrårem i ren nazistil.

Billedet blev taget, da han for et par år siden kom på Euromans årlige liste over ’bedst klædte mænd’.



»Jeg tænkte: Hvilken beklædningsgenstand ser man aldrig længere? Og kom frem til, at det måtte være skråremmen. Når først man har valgt skråremmen, så giver resten ligesom sig selv«, joker provokatøren Brügger om det militante udtryk.

For det er nok især rollen som provokatør, mange forbinder ham med. Og en, der sprænger rammerne for, hvad journalistik må og kan.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som da han gik undercover som klovn på en klovnemesse. Eller sendte kunstneren Jakob S. Boeskov til våbenmesse i Beijing medbringende det fiktive dødbringende våben ID Sniper. Eller udgav sig for at være højreorienteret, neokonservativ Bush-fan, der kørte USA rundt i autocamper og foregav at føre kampagne for den amerikanske præsident.

Sin egen konsekvensekspert
Med det bagkatalog kunne man godt få fornemmelsen af, at journalistik i Brüggers verden skal være konfrontatorisk, ubehagelig eller direkte farlig for at være interessant.

»Hvis en historie skal have staying power, så skal der være noget ramasjang i den. Jeg har altid haft det sådan, at man skal være sin egen konsekvensekspert og prøve tingene selv, før man kan skrive om det. Det er derfor, jeg tit selv er med, uden at jeg synes, at jeg laver decideret gonzo-journalistik. Men man skal hyle med de ulve, man er iblandt, og arbejdet bliver jo alt andet lige sjovere, når man selv deltager i løjerne«.

Som journalist er Brügger berygtet for at gå hele vejen for at få sin historie hjem. Derfor kan han virke kynisk, når han udgiver sig for at være noget andet, end han er, for at vinde sine kilders tillid.

Men når man møder ham uden for skærmen, er det hans venlighed og humor, der stjæler billedet. Hvilket står lidt i kontrast til hans nogle gange brutale facon på skærmen, hvor han ikke bliver skræmt af det pinlige eller ubehagelige.

»På mange måder elsker jeg det pinlige. Det fungerer så godt på tv, fordi det bliver smerteligt at se på. Men det er tit i det pinlige, at sandheden åbenbares. Fordi det har kontroltabet i sig. Men det er altså kun arbejdsmæssigt, at jeg har det sådan. Jeg ville jo være et forfærdeligt menneske, hvis jeg også privat opsøgte det pinlige og afsøgte grænser hele tiden«, siger han.



Men det med at afsøge sit fags grænser har været der hele tiden. Mads Brügger fik hul på sin journalistiske karriere, da han som 20-årig i 1992 vandt en essaykonkurrence i Berlingske Tidende med en rejsereportage fra Brasilien.

I artiklen fortæller Brügger om en hæsblæsende druktur blandt lommetyve, strippere og forbrydere, og hvordan den unge dansker ender med at dyrke ubeskyttet sex med en lokal pige på et hotelværelse og vågner op med galopperende aids-angst.

Artiklen blev i øvrigt til Brüggers store fortrydelse censureret af Tanten, da avisen mente, at de seksuelle beskrivelser var for skrappe.

Siden har Brügger heller ikke været bange for at involvere sig selv i sine journalistiske projekter, i en sådan grad at han i ’Det røde kapel’ endte med at gå heilende i spidsen for en militærparade. Han er grænsesøgende som få, men hvor kommer al fandenivoldskheden fra?

»Når man først har prøvet det med at gå hele vejen for en historie, så er det øjeblikkeligt afhængighedsskabende. Men det er jo også noget, der kommer til at skabe en ubalance i ens liv. Der er altid et efterspil, hvor man skal sunde sig«.

»Når man skal lave det, som Hunter S. Thompson kalder edge work, altså arbejde på kanten, er det meget godt først at have en fornemmelse for, hvor kanten er. Og det synes jeg, jeg har. Jeg bliver meget ked af, når jeg opfattes som en, der lyver. For i realiteten er meget af det journalistik, jeg laver, helt almindelig journalistik, på helt reelle præmisser«.

Vovemod og tosseheld
Når det er sagt, så er Brügger absolut ikke bange for at blive opfattet som mediekritiker via sine specielle metoder.

»I forhold til, hvad man kan med journalistik, så er dansk journalistik meget kedeligt. Jeg tænker på de muligheder, som faget rummer. Det at man kan ringe til eller opsøge hvem som helst i verden i tide og utide og stille dem spørgsmål, og så svarer de. Det er jo en fantastisk magt at være i besiddelse af«.

Derfor keder Mads Brügger sig ofte som medieforbruger og efterlyser mere vovemod.

»Det er sjældent, at noget gør indtryk på mig. Hvis man sammenligner med den meget vilde generation i dansk presse i 60’erne og 70’erne med Jan Stage, Lasse Ellegaard og Haldur Sigurdsson, så er det blevet meget kedeligt. Der er ingen festoriginaler længere og ingen tolerance over for afvigere. Før i tiden var det nærmest en kvalifikation, at man afveg«.

Flere af de historier, som Mads Brügger har arbejdet med, har været decideret farlige.
Som for eksempel at rejse ind i Nordkorea, hvor to kvindelige journalister sidste år blev dømt til 12 år i arbejdslejr ’for at have til hensigt at bagvaske og tilsmudse Nordkoreas renommé’. For at lave den slags historier skal man have en vis følelse af usårlighed.

»Jeg tror meget på det, man kalder tosseheld. At jo mere hasarderet et projekt er, des mere immun bliver du over for faren ved det. Engang i en slumforstad i Honduras, hvor der nærmest lå lig i gaderne, så jeg to amerikanske mormoner komme gående i perfekt pressefoldede flannelsbukser, nystrøgede skjorter og slips.«

»Og det var på papiret det farligste sted, sådan to fyre kunne gå rundt, men der var en slags aura af noget urørligt over dem. At intet ondt kunne ske dem. Fordi det, de lavede, var så idiotisk, at de på en eller anden måde ikke kunne komme til skade. Jo mere fremmed man er i et miljø, des mere beskyttet er man også på nogle måder«.

En familie af journalister
Brügger kommer ud af en journalistfamilie. Hans mor, Ingeborg Brügger, redigerede Ekstra Bladets kultursider ’Vinduet’ og skrev store portrætinterview, mens hans far Jan Cortzen var chefredaktør på Dagbladet Børsen.

Mads Brügger Cortzen er derfor opvokset med iltre journalistiske diskussioner over middagsbordet.

»Når mine forældre holdt fester, var det jo sådan nogle som Pedro fra Ekstra Bladet og Gyda Uldahl fra Danmarks Radio, der kom. De vilde journalister fra den generation har klart præget mig, og ens forældre er jo et eller andet sted altid ens forbilleder, ikke?«.

I Mads Brüggers beundring for forældrenes arbejde ligger dog også en følelse af at have noget at leve op til. At skulle præstere noget inden for deres fælles fag.

»Jeg har ligesom andre journalistbørn været bange for, at folk skulle tro, jeg har fået særbehandling på grund af mine forældre. Alle børn vil jo gerne anerkendes af deres forældre, og da de selv er journalister, har jeg ofte følt, at jeg skulle gå et par kilometer ekstra for at få deres accept. Fordi de er så kvalificerede kritikere, som de er«, siger han småtøvende.

Forældrene tilhører den generation af journalister, der på mange måder var gift med jobbet og faget.

»Især min far levede det der klassiske journalistliv, som det så ud i 70’erne, og røg hele tiden Kings og drak bajere med typograferne. Det var dengang, man snakkede om at ’lægge avisen i seng’. Han har altid sagt, at du skal gøre mere, end hvad folk forventer sig af dig. Så jeg har fået en grundlæggende idé om, at man ikke skal give op«.

Den stigmatiserede sønderjyske by
Mads Brüggers forældre har ikke altid været »udelt begejstrede« for det, deres søn bedrev journalistisk, men han har fået meget af sit journalistiske engagement med hjemmefra.

»Min mor har mange gange sagt til mig, at journalistik ikke behøver at være gakgak i gågaden, og at man ikke nødvendigvis skal opsøge det helt vilde og outrerede. At det væsentlige ofte er et par timers kørsel fra København, og at en af journalistikkens vigtigste opgaver er at forsvare og hjælpe de svageste«.

Det var faktisk med moderens ord i baghovedet, at Mads Brügger, sammen med kollegaen Nikolaj Thomassen, for et par år siden skrev bogen ’Grænselandet’ om den såkaldte Tøndersag om omfattende sexmisbrug af to småpiger i den nu så stigmatiserede sønderjyske by.

Et projekt, der skiller sig noget ud på Brüggers cv.

»Det er en af dansk journalistiks største tragedier, hvor ringe vilkår socialjournalistikken har i dag. Det findes jo nærmest ikke længere. Der er tilsyneladende ingen, der gider skrive det, og heller ingen, der gider læse det. Men når man kommer ud i de der udkantskommuner, finder man et helt andet Danmark«.

Så er Viggo blevet sulten, og Mads Brügger smører på bestilling »pølsemadder på franskbrød« til os alle tre. Han får også sneget sig udenfor på trappen til en hurtig rygepause, for »det går jo ikke at ryge indenfor, når man har børn«.

Altid et element af leg
Mads Brügger er en arbejdshest, der altid har gang i 110 forskellige projekter. Bøger, magasiner, freelanceartikler, tv-koncepter og dokumentarfilm myldrer rundt inde i hovedet på ham.

Ved siden af fuldtidsjobbet i DR er Brügger indskrevet på Københavns Universitet, for »det ligger jo så tæt på«, som han siger, og om tre eksaminer og et speciale vil han have taget en fuld uddannelse i filmvidenskab med sidefag i historie.

»Jeg hørte ham Steve Jobs fra Apple sige, at man skal forblive fjollet og sulten. Og derudover skal man passe på med at tage tilværelsen for alvorligt. De to ting hænger sammen, for ellers mister man i virkeligheden appetitten på livet. Man skal på en eller anden måde beholde lysten til at lege. Og i meget af det, jeg laver, er der jo på en eller anden måde et element af leg«.

I øjeblikket leger Brügger også med adskillige nye ideer. Blandt andet vil han og Mikael Bertelsen gerne ud og jage de 782 aldrende nazister, der stadig er efterlyst ifølge Simon Wiesenthal-instituttet i Jerusalem.
Han vil også gerne omdanne ’Det Store Ædegilde’ til »den mest dekadente dokumentarfilm nogensinde«, hvor han vil indrykke annoncer efter livstrætte, nihilistiske levemænd, der gerne vil æde, ryge, drikke og hore sig til døde.

Og så vil han gerne skrive en bog om Svend Thevis, der var konge af Istedgade i 70’erne. Foruden alle de 110 andre projekter, der cirkler rundt i Brüggers indre idébank.

Det virker nærmest, som om han trækker vejret gennem arbejde.

»Jo, men grundlæggende synes jeg, at hvis der skal være mening i at være journalist, så er det også vigtigt at bruge det, som faget giver en mulighed for, til noget. Og så er jeg grundlæggende meget protestantisk. Jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke laver noget«.

Familiemenneske

Men skal man så aflæse den midlertidige, mere rolige, rolle som ’Deadline’-vært som en form for falden til patten eller blot en pause, inden stormen blæser op igen? Og hvordan påvirker det en grænsesøgende ener at få familie?

Mads Brügger blev gift i 2008 og er nu far til sønnerne Viggo og Werner med en fast vagtplan med fridage, der bliver brugt på at være familiefar.

Om lørdagen spiser hele familien Christiansø-sild omkring frokostbordet, og Brügger er så småt ved at få styr på det mavesår, der ellers har plaget ham som en eftervirkning af det høje tempo.

»Jeg tror, man bliver mere disciplineret. Fordi børn tvinger en til ligesom at … hvad skal man sige, at have et privatliv. Et liv hvor man ikke arbejder. Og det har været rigtig godt for mig«, siger han og indrømmer, at han under optagelserne til ’Quatraro Mysteriet’, der blandt andet indebar flere ugers rejseri rundt i Europa, nok fik brugt »al min kassekredit på hjemmefronten«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Fa-ar?«, råber Viggo inde fra sofaen. »Nu kommer monstret!«, med en lille undertone af panik i stemmen.

Mads Brügger springer op og spoler hen over den uhyggelige del af ’Alfons Åberg’. Så er der igen fred i huset.

I bogreolen står bogstaverne ’dti ne’ i reolen, som små skibsbrudstykker fra boet efter ’Den 11. time’. Måske betyder det, at de resterende ’11 me’ står hjemme hos Mikael Bertelsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce