0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Natasja-portræt: Den lille fighter fra Bryggen

Med albummet ’I Danmark er jeg født’ efterlod Natasja Saad sig en stor musikalsk arv, da hun døde i Jamaica i juni sidste år. Albummet er indstillet til fem Danish Music Awards, der uddeles i aften. Men allerede som 13-årig var hun et kæmpetalent inden for reggaemusik. Og så var hun som ung også den første kvindelige vinder af et galopløb i Sudan.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR-foto
Foto: PR-foto
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tidligt om morgenen 24. juni 2007 kørte Natasja Saad sammen med barndomsveninden Karen Mukupa og tre jamaicanske venner hjem mod Kingston, hvor Natasja for en tid havde lejet sig ind i et hus.

Sammen havde de fem været til musikbegivenheden PortMore Awards i en forstad til Kingston. Natasja havde været på scenen og var glad. Der var blevet lagt mærke til hendes talent. I højde og bredde fyldte den 32-årige kvinde minimalt. Men på en scene fik hun med det samme publikums opmærksomhed på grund af sin stærke udstråling og sit poetiske flow. Den morgen nåede bilen som bekendt aldrig frem til Kingston.

Allerede som teenager var Natasja med kælenavnet ’Little T’ et kæmpetalent inden for dansk rap og reggae. Da den karriere ikke blev til så meget i første omgang, kastede hun sig over sin anden store passion, heste, og blev galopjockey. Først som 32-årig brød hun igennem som sanger og sangskriver til et stort publikum med albummet ’I Danmark er jeg født’. Men da det skete, var hun omkommet i en bilulykke i Jamaica.

Natasja Saad voksede op på Islands Brygge. Hendes forældre gik fra hinanden, et par år efter at hun blev født, hvorefter hendes far flyttede tilbage til sit hjemland, Sudan. Hendes mor, Kirstine Saad, er fotograf. Da hun havde været alene med Natasja i tre-fire år, flyttede hun sammen med en mand, der i forvejen havde en datter. De to piger blev tæt knyttet til hinanden.

Natasja Saad var hurtig i hovedet også som barn. Da hun begyndte i 1. klasse i Skolen på Islands Brygge i København, sagde en lærer til hendes mor: »Hvorfor har du allerede lært hende at læse?«. Kirstine Saad havde ikke lært sit barn at læse, svarede hun. Datteren havde gjort det selv.

Skolen på Islands Brygge har ingen klasser for de ældre elever, og derfor flyttede Natasja i 6. klasse til Sølvgade Skole. I en klasse over hende gik Søren Schou. Mange år senere bliver han kendt som Pharfar, der producerer blandt andre Bikstok Røgsystem og Natasja. Søren og Natasja blev venner, mens de gik på skolen i Sølvgade.

»Jeg lagde mærke til hende første gang ved en fest, hvor hun spillede saxofon. Jeg fandt ud af, at hun også godt kunne lide reggae, og at hun var en sjov pige. Vi var for unge til at komme ind mange steder, så i stedet var vi nogle stykker, der hang ud på bænke inde i byen, i Kongens Have, på Klaptræet på Kultorvet og andre steder. Nogle gange tog vi et tilfældigt S-tog og kørte rundt med en pose bajere, vi ikke kunne komme til at drikke derhjemme«, fortæller Søren Schou.

Efter 9. klasse gik Søren og Natasja i hver sin retning. Han begyndte i gymnasiet. Hun skulle have taget 10. klasse på Det Fri Gymnasium, men blev smidt ud efter et halvt års tid. Skolen interesserede hende ikke længere. Det gjorde reggae til gengæld.

Us Sistren
I 1989 mødte Natasja for første gang Karen Mukupa, der blev hendes bedste veninde. Sammen med nogle venner fra København var den dengang 14-årige Natasja på Midtfyns Festival i Ringe. På et tidspunkt mødtes københavnerne med nogle bekendte fra Djursland. En af dem var danskzambiske Karen Mukupa, som med det samme lagde mærke til Natasja, da hun tråde ind i københavnernes telt:

»Der var stearinlys i teltet, men ellers ret mørkt. Det lyder lidt spøjst at sige det, og måske var det skæret fra lysene, men jeg husker det, som om der var et særligt lys omkring Natasja. Hun var meget speciel, og så var hun mulat. Det var der ikke så mange, der var. Fordi jeg selv er blandet, blev jeg nysgerrig. Hvor kom hun fra? Man kunne ikke umiddelbart se, om hun var inder, araber eller afrikaner. Vi faldt i snak og hang ud sammen de der dage i Ringe«.

Samme sommer flyttede Karen til København, og et halvt års tid senere mødte hun Natasja på musikklubben Barbue. Der blev tit spillet reggae på Barbue anført af Københavns utrættelige sound system-mand Supa Mike. I lang tid har Natasja plaget ham for at få lov til at optræde i Barbue. Da han til sidst giver efter, synes Karen, at Natasja er rigtig sej på scenen og siger det til hende. Hun fortæller samtidig Natasja, at hun også har skrevet nogle raptekster sammen med en veninde. Og at Natasja måske skal høre dem:

»Natasja svarede: »Det er så fedt, at du også skriver. Us Sistren – vi søstre«, sagde hun. På det tidspunkt var hun allerede inde i det med rastafaribevægelsen. Jeg ved ikke, om det var for at imponere mig. Men en af de første gange jeg besøgte hende hjemme, sad hun på sit værelse med et tørklæde om hovedet og læste i Det Gamle Testamente. Vi snakkede så godt sammen, at jeg endte med at sove hos hende, og næste morgen havde vi dannet et band«.

No Name Requested
Bandet kom til at hedde No Name Requested. I begyndelsen var de tre piger. Karen kaldte sig Zambone, hendes veninde kaldte sig McEmzee, og Natasja havde allerede taget sig kunstnernavnet Livingstone. Blot et par måneder efter at No Name Requested var dannet, var pigerne opvarmningsnavn for rapstjernen Queen Latifah. Deres blanding af rap og reggae var usædvanlig, og allerede dengang var Natasjas tekster bemærkelsesværdige, siger Karen:

»Natasja var virkelig god til at skrive tekster. Hun elskede eventyr som Tolkiens for eksempel, og hun læste enormt mange bøger. Ved at lytte til og snakke med jamaicanske dj’s i København lærte hun sig at tale patois, altså jamaicanernes version af engelsk. Det er et sprog med mange metaforer, og hun brugte også metaforer i sine tekster«.

Efter opvarmningsjobbet for Queen Latifah fik No Name Requested usædvanlig hurtigt en pladekontrakt med selskabet Mega Records. Kontrakten lød på flere album. Natasja var stadig så ung, at hendes mor måtte med hen på pladeselskabets kontor for at skrive kontrakten under i datterens sted.

I første halvdel af 1990’erne var forventninger til No Name Requested enorme. Efter at McEmzee var gået ud, skabte Karen og Natasja sig et ry for at være dansk dancehalls og hiphops store håb i en periode, hvor dansk rap stort set kun lever i undergrunden. Der udkommer kun få danske hiphopplader i de år. Det er da heller ikke som plade-, men derimod som koncertnavn, at No Name Requested får fans. Pigerne overrumpler gang på gang publikum med deres smittende begejstring, skarphed og udstråling.

Ud over jamaicaneren Supa Mike fremhæver Karen pædagogmedhjælperen Niels ’Turbo’ Jørgensen fra fritidsklubben Klub 47 på Amager som en af dem, de lærte meget af. Ligesom mange andre rappere fra Bryggen og omegn kom Natasja og Karen meget i Klub 47. De havde en fast øvedag i klubben, og de kunne mærke, at Niels ’Turbo’ Jørgensen virkelig troede på de unge, han arbejdede med, siger Karen:

»Niels gjorde lidt det, som et klogt pladeselskabsmenneske burde have gjort. Han kan se, at vi kan et eller andet, og at det skal udvikles stille og roligt. Takket være ham får vi nærmest ugentlige job i Ungdomshuset. I de første to-tre år er betalingen bare en kasse øl, og det er godt, at det er på det stadie. At der ikke er så mange penge i det. Niels er meget vigtig for raphistorien i Danmark«.

Live går det No Name Requested godt, også når de er i udlandet. Både i London, i New York og Jamaica er der interesse for dem. Hver gang må de svare, at de er bundet til pladekontrakten i Danmark. Og her får Mega aldrig udsendt et album med dem.

Mellem koncerterne hænger de indimellem så meget ud på Christiania, at det bekymrer nogle. Tjald var og er en del af rap- og reggaekulturen. Dertil kommer, siger Karen, at pigerne ikke altid på det tidspunkt forvaltede deres talent lige disciplineret:

»Nu griner jeg lidt, for jeg ved, at Natasja ville sige noget andet. Hvis du spørger hende, tog Mega sig ikke nok af os. I stedet brugte de deres tid og penge på Ace of Base, som var deres store navn dengang. Personlig tror jeg nu, det var en blanding. Mega lod os sejle vores egen sø, men vi var også for små til at fatte, at det var en stor chance for os. Vi skrev masser af tekster, men havde nok ikke den disciplin, det kræver at skabe et album, hvor man skal booke studietid, overholde deadlines, holde fokus på målet og den slags«.

To singler er, hvad No Name Requested fik ud af den kontrakt med Mega. Skuffede og trætte af musikbranchen valgte pigerne i 1996 at opløse duoen og gå hver sin vej. I slutningen af 90’erne så de mindre til hinanden end før. Natasja genoptog sin anden store interesse, heste.

Hestepige
Nogle år før Natasja kastede sin kærlighed på rastafari og reggae, var heste hendes et og alt. Hun var med til at passe hestene, mens hun gik i fritidsklub på Islands Brygge, og hun gik også i rideklubben på Artillerivej. I sommerferierne var hun på ridelejre, og hun drømte om at få sin egen pony.

En dag, mens hun var 14 år, gik hendes mor ind i banken i en