Foto: PR-foto
Kultur

Natasja-portræt: Den lille fighter fra Bryggen

Med albummet ’I Danmark er jeg født’ efterlod Natasja Saad sig en stor musikalsk arv, da hun døde i Jamaica i juni sidste år. Albummet er indstillet til fem Danish Music Awards, der uddeles i aften. Men allerede som 13-årig var hun et kæmpetalent inden for reggaemusik. Og så var hun som ung også den første kvindelige vinder af et galopløb i Sudan.

Kultur

Tidligt om morgenen 24. juni 2007 kørte Natasja Saad sammen med barndomsveninden Karen Mukupa og tre jamaicanske venner hjem mod Kingston, hvor Natasja for en tid havde lejet sig ind i et hus.

Sammen havde de fem været til musikbegivenheden PortMore Awards i en forstad til Kingston. Natasja havde været på scenen og var glad. Der var blevet lagt mærke til hendes talent. I højde og bredde fyldte den 32-årige kvinde minimalt. Men på en scene fik hun med det samme publikums opmærksomhed på grund af sin stærke udstråling og sit poetiske flow. Den morgen nåede bilen som bekendt aldrig frem til Kingston.

Allerede som teenager var Natasja med kælenavnet ’Little T’ et kæmpetalent inden for dansk rap og reggae. Da den karriere ikke blev til så meget i første omgang, kastede hun sig over sin anden store passion, heste, og blev galopjockey. Først som 32-årig brød hun igennem som sanger og sangskriver til et stort publikum med albummet ’I Danmark er jeg født’. Men da det skete, var hun omkommet i en bilulykke i Jamaica.

Natasja Saad voksede op på Islands Brygge. Hendes forældre gik fra hinanden, et par år efter at hun blev født, hvorefter hendes far flyttede tilbage til sit hjemland, Sudan. Hendes mor, Kirstine Saad, er fotograf. Da hun havde været alene med Natasja i tre-fire år, flyttede hun sammen med en mand, der i forvejen havde en datter. De to piger blev tæt knyttet til hinanden.

Natasja Saad var hurtig i hovedet også som barn. Da hun begyndte i 1. klasse i Skolen på Islands Brygge i København, sagde en lærer til hendes mor: »Hvorfor har du allerede lært hende at læse?«. Kirstine Saad havde ikke lært sit barn at læse, svarede hun. Datteren havde gjort det selv.

Skolen på Islands Brygge har ingen klasser for de ældre elever, og derfor flyttede Natasja i 6. klasse til Sølvgade Skole. I en klasse over hende gik Søren Schou. Mange år senere bliver han kendt som Pharfar, der producerer blandt andre Bikstok Røgsystem og Natasja. Søren og Natasja blev venner, mens de gik på skolen i Sølvgade.

»Jeg lagde mærke til hende første gang ved en fest, hvor hun spillede saxofon. Jeg fandt ud af, at hun også godt kunne lide reggae, og at hun var en sjov pige. Vi var for unge til at komme ind mange steder, så i stedet var vi nogle stykker, der hang ud på bænke inde i byen, i Kongens Have, på Klaptræet på Kultorvet og andre steder. Nogle gange tog vi et tilfældigt S-tog og kørte rundt med en pose bajere, vi ikke kunne komme til at drikke derhjemme«, fortæller Søren Schou.

Efter 9. klasse gik Søren og Natasja i hver sin retning. Han begyndte i gymnasiet. Hun skulle have taget 10. klasse på Det Fri Gymnasium, men blev smidt ud efter et halvt års tid. Skolen interesserede hende ikke længere. Det gjorde reggae til gengæld.

Us Sistren
I 1989 mødte Natasja for første gang Karen Mukupa, der blev hendes bedste veninde. Sammen med nogle venner fra København var den dengang 14-årige Natasja på Midtfyns Festival i Ringe. På et tidspunkt mødtes københavnerne med nogle bekendte fra Djursland. En af dem var danskzambiske Karen Mukupa, som med det samme lagde mærke til Natasja, da hun tråde ind i københavnernes telt:

»Der var stearinlys i teltet, men ellers ret mørkt. Det lyder lidt spøjst at sige det, og måske var det skæret fra lysene, men jeg husker det, som om der var et særligt lys omkring Natasja. Hun var meget speciel, og så var hun mulat. Det var der ikke så mange, der var. Fordi jeg selv er blandet, blev jeg nysgerrig. Hvor kom hun fra? Man kunne ikke umiddelbart se, om hun var inder, araber eller afrikaner. Vi faldt i snak og hang ud sammen de der dage i Ringe«.

Samme sommer flyttede Karen til København, og et halvt års tid senere mødte hun Natasja på musikklubben Barbue. Der blev tit spillet reggae på Barbue anført af Københavns utrættelige sound system-mand Supa Mike. I lang tid har Natasja plaget ham for at få lov til at optræde i Barbue. Da han til sidst giver efter, synes Karen, at Natasja er rigtig sej på scenen og siger det til hende. Hun fortæller samtidig Natasja, at hun også har skrevet nogle raptekster sammen med en veninde. Og at Natasja måske skal høre dem:

»Natasja svarede: »Det er så fedt, at du også skriver. Us Sistren – vi søstre«, sagde hun. På det tidspunkt var hun allerede inde i det med rastafaribevægelsen. Jeg ved ikke, om det var for at imponere mig. Men en af de første gange jeg besøgte hende hjemme, sad hun på sit værelse med et tørklæde om hovedet og læste i Det Gamle Testamente. Vi snakkede så godt sammen, at jeg endte med at sove hos hende, og næste morgen havde vi dannet et band«.

No Name Requested
Bandet kom til at hedde No Name Requested. I begyndelsen var de tre piger. Karen kaldte sig Zambone, hendes veninde kaldte sig McEmzee, og Natasja havde allerede taget sig kunstnernavnet Livingstone. Blot et par måneder efter at No Name Requested var dannet, var pigerne opvarmningsnavn for rapstjernen Queen Latifah. Deres blanding af rap og reggae var usædvanlig, og allerede dengang var Natasjas tekster bemærkelsesværdige, siger Karen:

»Natasja var virkelig god til at skrive tekster. Hun elskede eventyr som Tolkiens for eksempel, og hun læste enormt mange bøger. Ved at lytte til og snakke med jamaicanske dj’s i København lærte hun sig at tale patois, altså jamaicanernes version af engelsk. Det er et sprog med mange metaforer, og hun brugte også metaforer i sine tekster«.

Efter opvarmningsjobbet for Queen Latifah fik No Name Requested usædvanlig hurtigt en pladekontrakt med selskabet Mega Records. Kontrakten lød på flere album. Natasja var stadig så ung, at hendes mor måtte med hen på pladeselskabets kontor for at skrive kontrakten under i datterens sted.

I første halvdel af 1990’erne var forventninger til No Name Requested enorme. Efter at McEmzee var gået ud, skabte Karen og Natasja sig et ry for at være dansk dancehalls og hiphops store håb i en periode, hvor dansk rap stort set kun lever i undergrunden. Der udkommer kun få danske hiphopplader i de år. Det er da heller ikke som plade-, men derimod som koncertnavn, at No Name Requested får fans. Pigerne overrumpler gang på gang publikum med deres smittende begejstring, skarphed og udstråling.

Ud over jamaicaneren Supa Mike fremhæver Karen pædagogmedhjælperen Niels ’Turbo’ Jørgensen fra fritidsklubben Klub 47 på Amager som en af dem, de lærte meget af. Ligesom mange andre rappere fra Bryggen og omegn kom Natasja og Karen meget i Klub 47. De havde en fast øvedag i klubben, og de kunne mærke, at Niels ’Turbo’ Jørgensen virkelig troede på de unge, han arbejdede med, siger Karen:

»Niels gjorde lidt det, som et klogt pladeselskabsmenneske burde have gjort. Han kan se, at vi kan et eller andet, og at det skal udvikles stille og roligt. Takket være ham får vi nærmest ugentlige job i Ungdomshuset. I de første to-tre år er betalingen bare en kasse øl, og det er godt, at det er på det stadie. At der ikke er så mange penge i det. Niels er meget vigtig for raphistorien i Danmark«.

Live går det No Name Requested godt, også når de er i udlandet. Både i London, i New York og Jamaica er der interesse for dem. Hver gang må de svare, at de er bundet til pladekontrakten i Danmark. Og her får Mega aldrig udsendt et album med dem.

Mellem koncerterne hænger de indimellem så meget ud på Christiania, at det bekymrer nogle. Tjald var og er en del af rap- og reggaekulturen. Dertil kommer, siger Karen, at pigerne ikke altid på det tidspunkt forvaltede deres talent lige disciplineret:

»Nu griner jeg lidt, for jeg ved, at Natasja ville sige noget andet. Hvis du spørger hende, tog Mega sig ikke nok af os. I stedet brugte de deres tid og penge på Ace of Base, som var deres store navn dengang. Personlig tror jeg nu, det var en blanding. Mega lod os sejle vores egen sø, men vi var også for små til at fatte, at det var en stor chance for os. Vi skrev masser af tekster, men havde nok ikke den disciplin, det kræver at skabe et album, hvor man skal booke studietid, overholde deadlines, holde fokus på målet og den slags«.

To singler er, hvad No Name Requested fik ud af den kontrakt med Mega. Skuffede og trætte af musikbranchen valgte pigerne i 1996 at opløse duoen og gå hver sin vej. I slutningen af 90’erne så de mindre til hinanden end før. Natasja genoptog sin anden store interesse, heste.

Hestepige
Nogle år før Natasja kastede sin kærlighed på rastafari og reggae, var heste hendes et og alt. Hun var med til at passe hestene, mens hun gik i fritidsklub på Islands Brygge, og hun gik også i rideklubben på Artillerivej. I sommerferierne var hun på ridelejre, og hun drømte om at få sin egen pony.

En dag, mens hun var 14 år, gik hendes mor ind i banken i en anden anledning. »Har du ikke lyst til at tage et banklån«, blev hun spurgt. Kirstine Saad var tilbøjelig til at svare nej. Hun var deltidsansat som fotograf, hun var Natasjas eneforsørger og havde ikke lige overvejet et banklån. Men da banken ligefrem selv spurgte, bad hun om at låne 15.000 kroner, siger hun:

»For så kunne jeg købe en hest til Natasja. Måske var det ikke så smart af mig, fordi det gik ud over lektierne, men det var det, hun allerhelst ville på det tidspunkt«.

Natasja fik en hest, der stod i Humlebæk hos en familie, hvor hun havde været på ridelejr og brød sig godt om at være. Der er langt fra Islands Brygge til Humlebæk, men Natasja passede ponyen, indtil den blev for lille til hende, og musikken overtog hendes opmærksomhed.

Efter opløsningen af No Name Requested havde Natasja hængt meget ud på Christiania og Christianshavn i en periode. Indtil hendes mor en dag prikkede til hende og sagde:

»Du var så glad for heste. Hvorfor laver du ikke noget med heste i stedet for at daske rundt«.

Allerede morgenen efter begyndte Natasja at arbejde på Galopbanen i Klampenborg. Hun skulle op klokken 6 om morgenen, tage toget til Klampenborg, slæbe fodersække og passe heste. Som ny var hun den nederste i hierarkiet og skulle knokle ekstra hårdt, men hun holdt af det alligevel.

Galoptræner Søren Jensen kunne se, at hun havde talent til at blive jockey. Da hun havde arbejdet i Klampenborg i et halvt år, skrev han lærlingekontrakt med hende. Men da hun havde været i jockeylære et halvt år, blev hendes viljestyrke alvorligt udfordret. En hest stejlede, og Natasja nåede ikke væk. Hun fik 500 kilo hest ned over sig. Hendes hofte og bækken fik adskillige brud. Hun tilbragte lang tid på hospitalet og måtte efterfølgende gå med krykker i en lang periode. Da hun langt om længe kunne gå selv, havde hun store smerter og haltede.

Natasja elskede at danse, men efter ulykken kunne hun ikke bevæge sig, uden at det gjorde ondt. Meget langsomt og kun i kraft af en enorm stædighed lykkedes det hende alligevel at træne sig op til at kunne sidde på en hest igen. Hun ville. Og i 2002 afsluttede hun fire år som jockeylærling med at få et uddannelsesbevis.

Samme år fik hun en ny hofte og blev smertefri. Hun blev som et nyt menneske, siger hendes mor. Det var også i 2002, at hun søgte om og fik licens til at løbe galop i sin fars hjemland, Sudan.

Hyldet i Sudan
Natasja følte sig især hjemme tre steder: på Bryggen, i Jamaica og så i Sudan, hvor hendes far efter bruddet med Kirstine Saad havde stiftet ny familie. Faderen, hans hustru og Natasjas halvsøskende var der alle sammen, da hun i 2002 kom først over målstregen til hest. I Sudan er der normalt ikke kvindelige jockeys på banen. Natasja Saad var en undtagelse. Hun var den første kvindelige vinder nogensinde af et galopløb i Sudan.

I 2004 vandt hun et endnu mere prestigefyldt løb i Sudan. Også da var hele hendes sudanske familie til stede, da hun efter det løb side om side med hestens ejer gik op på en tribune for at modtage sin pris med Sudans sportslige etablissement som øvrige vidner. Dagen efter det løb bringer Sudans aviser artikler om og billeder af kvinden, der til manges overraskelse strøg forbi de mandlige konkurrenter. Ved hjælp af talent, viden og vilje.

Når noget kedede hende, eller hvis hun ikke kunne se meningen med det, var hun ikke til at drive til arbejdet. Omvendt gav hun ikke op, når der var noget, hun simpelthen ville.

»Hun var en lille fighter«, siger Peter Skovsted, som blev hendes manager i 2006, hvor hun var i gang med at lave musik igen.

Da hun havde vundet løb i Sudan, kom lysten til at lave musik langsomt tilbage. På et tidspunkt stødte hun ind i sin folkeskolekammerat Søren Schou, som nu var blevet producer af reggae og arbejdede med Bikstok Røgsystem under kunstnernavnet Pharfar. Hans studie lå på Islands Brygge lige i nærheden af den lejlighed, hvor Natasja boede og altid havde boet. Hun var nemlig flyttet hjemmefra, siger hendes mor:

»Nej, det var mig, der skulle flytte hjemmefra. Min mand havde et hus i Værløse, allerede da vi lærte hinanden at kende i 1980, og der flyttede vi ud, hvorefter Natasja overtog lejligheden«.

Pharfar overtalte Natasja til at besøge ham i hans studie.

»På det tidspunkt arbejdede vi på Bikstok Røgsystems album. En dag, hvor de to andre fra Bikstok ikke var i studiet, fik jeg Natasja til at skrive og rappe noget til det nummer, som blev til ’Cigar’. Da Bikstoks album udkom, var ’Cigar’ et stort hit, og det gav Natasja blod på tanden til at lave mere musik. Tidligere havde hun skrevet på engelsk. Nu begyndte hun at skrive på dansk også, og det gjorde hun virkelig godt«.

I 2005 debuterede Natasja med det engelsksprogede album ’Release’, der fik anmelderroser, men ikke vakte så bred genklang herhjemme, som Bikstok Røgsystems dansksprogede reggaealbum ’Over stok og sten’ fra samme år. I Jamaica var holdningen til numrene fra ’Release’ mere begejstret. Som den første udlænding nogensinde vandt hun i 2006 den prestigefyldte jamaicanske musikpris Big Break.

I juni året efter tog hun til Jamaica igen. Denne gang for at arbejde på to album, hun allerede var langt med. Dels et dansksproget og dels et engelsksproget.

Veninder igen
15. juni 2007 lander Karen Mukupa i Jamaica, hvor Natasja allerede har opholdt sig en uge. De to har optrådt som korpiger under hinandens koncerter og holdt kontakt, men det er første gang i et par år, at de har rigtig god tid til at være sammen. For Natasja er opholdet i Jamaica denne gang ikke bare arbejde. Halvvejs er det en ferie, hun har set frem til efter et par års hårdt arbejde med at komme tilbage på musikscenen. Hun har lejet sig ind i et hus ejet af dancehallstjernen Sean Pauls far, hvad hun »selvfølgelig er enormt stolt af«, som Karen siger. Deres samvær minder Karen om dengang, hvor de havde No Name Requested, og hvor hun næsten hver weekend overnattede hos Natasja på Islands Brygge.

Siden er Karen blevet solist, børnebogsforfatter, tv-vært og også samboende med en mand. Natasja har »gjort mange mænd ulykkelige«, men har ikke knyttet sig til en bestemt i årevis.

I huset i Kingston i juni sidste år kan Karen og Natasja ikke holde op med at snakke om musik og om kærester og se videoer sammen, før de falder i søvn. De dage minder Karen om dengang, de var No Name Requested sammen:

»Jeg tænker, at det er mange år siden, vi har haft det sådan sammen, og at det er fantastisk og mærkeligt, vi kan finde tilbage til det igen. Det er en venindeferie, vi er på, og det føltes rigtig dejligt«.

PortMore Awards 23. juni 2007
Karen har været hos Natasja i Jamaica en uges tid i juni 2007, da pigerne tager til bydelen PortMore uden for Kingston for at overvære årets PortMore Awards.

De to kvinder mødes med tre af Natasjas mandlige jamaicanske venner. Jamaica er et sted, hvor man bliver buet eller kylet fra scenen, hvis folk ikke bryder sig om en. Alligevel prøver en hel masse folk på vej frem altid ihærdigt at komme op på scenen.

Denne her aften prøver Natasja, og reggaestjernen Lady G., som hun har mødt før, tager hende med op. Hun klarer det godt, og hun er glad, da hun sammen med sine venner skal køre i bil tilbage mod Kingston.

På det tidspunkt er det mere morgen end nat. På vejen tilbage til Kingston kører bilen galt, og Natasja omkommer i ulykken.

Først nogle måneder derefter udkommer hendes første dansksprogede i Danmark. Anmelderne er begejstrede. Et halvt år senere synes flere af hendes venner stadig, det er mærkeligt, at Natasja er væk, og at de har overlevet i stedet for hende. Da ’I Danmark er jeg født’ udkommer, bliver det en succes. På det tidspunkt hitter hun i USA sammen med Enur med nummeret ’Calabria’. I USA er hendes bortgang ukendt af mange, og hendes manager Peter Skovsted er overbevist om, at Natasja ville være blevet et endnu større navn, hvis hun stadig havde været i live:

»Så havde folk kunnet se, hvor karismatisk hun var. Efter hendes død har vi været meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle udgive den musik, hun havde indsunget. Men der er ikke rigtig nogen argumenter for at lade være. Hvis hun kunne sige det, er vi sikre på, at hun ville have sagt: Hvad fanden laver I? Kom da i gang«.

»Det ville nok nogenlunde ordret have været hendes kommentar«.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce