I løbet af denne uge har Politiken, på indtil flere forskellige platforme, bragt meddelelsen om, at de sidste pladebutikker i den uafhængige Guf-kæde var blevet erklæret konkurs. Artiklerne har været præget af en vis vemod over lukningen af pladebutikkerne, der især blev fremhævet for det musikentusiastiske personales kvalifikationer og engagement.

LÆS ARTIKEL Guf lukker og slukker

Især konkurrencen fra internettet med dets billigere og nemmere adgang til musikken blev fremhævet som årsag til den storkøbenhavnske kulturinstitutions død.

Men da nyheden om Guf-konkursen ramte samme internet, satte det gang i en veritabel storm af læserkommentarer, der pegede på ganske andre årsager til konkursen og, mildt sagt, mindedes pladebutikkerne i et noget andet lys:

En lukket klub
»Guf havde en butik med et meget arrogant personale. Der måske havde styr på deres 70’er-rock. Det, der forventes nu om dage, er netop ikke den stil, læs arrogant. Men at man guider kunden til et køb«, lød det fra Bjørn Kauffeldt fra København i en af de første kommentarer af de i alt 62, der i løbet af det næste døgn myldrede ind på sitet. En del af dem begræd lukningen og mindedes gode oplevelser i butikkerne. Men langt de fleste var knap så nostalgiske:

»I Guf i Studiestræde havde de mere travlt med at drikke øl og socialisere end noget andet. Det virkede som en lukket klub. De gange, jeg kom der, følte jeg mig til besvær«, skrev Peter Michelsen, København.

»Det eneste, der er ærgerligt med lukningen af Guf, er, at vi har mistet et museum for musikkens afdankede fortidslevn. Der kunne man nemlig se halvfede, småalkoholiserede mænd i 50’erne og opefter, med hestehale og et skævt smil, der sagde: »Hold kæft, hvor er jeg glad for at stå her bag disken og spille smart««, supplerede Erik Svendsen, København.

»Selvfede, selvblinde, afdankede, alkoholiserede rock’n’roll-hippier, der fuldstændig har mistet følelsen med nutidens musik og til og med er pissearrogante. Utroligt de holdt så længe. Bøvs«, skrev en læser ved navn Elvis, The King, Andeby.

Guf-ejer: Ikke godt købmandskab
Bjørn Jacobsen, der åbnede den første Guf-butik i København i 1972 og fortsatte som leder af kæden gennem alle årene, fortæller Politiken, at han ikke selv har fulgt med i læserdebatten.

Men da han bliver konfronteret med nogle af de stærkt kritiske kommentarer over telefonen, siger han:

»Jeg vil da godt give folk ret på mange måder. Det er især i butikkerne i det indre København, at folk har været udsat for den slags oplevelser«.

»Det er selvfølgelig ikke udtryk for godt købmandskab. Måske kunne vi have haft butikkerne kørende et år eller to længere, hvis kunderne havde været fri for den slags. Men hvad vil du have, jeg skal gøre? Jeg har lige fyret dem alle sammen. Jeg kan jo ikke fyre folk to gange«, siger den konkursramte Guf-direktør, der også må forholde sig til blandt andre christianshavner Ralf Christensens kritik:

»Trist, at Guf-folkene har brugt al overskuddet på hair extensions, bandanas og dåseøl«.

Jerk Offenbach fra København fortæller på netdebatten, at han engang fik følgende svar af en ekspedient, da han spurgte til en specifik kunstner:

»Ham så jeg på Roskilde i 1978, og alt, hvad han har lavet derefter, er det rene lort. Men hvis du er så snotdum og har dårlig smag, så køb da bare skidtet«.

Den attitude har intet med kærlighed til musik og glæden ved at dele den med andre at gøre, mener Jerk Offenbach:

»Guf var selvfedme af værste skuffe«.

Nikolaj Ehlers, København, var en kunde, som faktisk elskede at komme i butikken – men kun på grund af udbuddet.

»Må indrømme, at jeg ikke brød mig om den fedhed, ekspedienterne lagde for dagen. Grænsende til det decideret ubehøvlede – hvis man gerne vil konkurrere med nettet, er man nødt til at skabe en god købeoplevelse. Det gjorde Guf desværre alt for sjældent. Det var, som om ekspedienter havde set ’High Fidelity’ lidt for ofte ... sorry«, skriver han på nettet.

Guf-ejer beklager

Guf-ejer Bjørn Jacobsen beklager de mange dårlige oplevelser:

»Den attitude over for kunderne holdt måske i 1980’erne og 90’erne, hvor folk virkelig havde brug for vores knowhow. Men de seneste mange år har folk kunnet hente alle informationer om musikken på nettet, så der har ikke været nogen grund til at spille smart«.

»Efter konkursen har jeg modtaget meget ros for butikkerne fra folk. Men jeg er da ked af at høre, at der også er mange, der har oplevet Guf som et sted, hvor folk stod og spillede smarte. Hvis de har gjort det, har det jo sådan set også været på min bekostning«, lyder det fra Bjørn Jacobsen, der tilføjer:

»Men de fleste af mine ansatte har altså hoppet og danset for kunderne«.

Det er dog heller ikke Peter Clausen fra Valbys oplevelse:

»Guf solgte ikke noget, man ikke kunne få andre steder. Betjeningen i Guf var direkte latterlig: Jeg har set en ung kvinde forlade Guf grædende efter at være blevet svinet til af en ekspedient, fordi hun ikke kunne sin skandinaviske indierock«.