Enhver forøgelse af viden og kunnen er forbundet med øget ansvar. Vi lader det stå et øjeblik. Dette krav til videnskaben om at påtage sig ansvaret for konsekvenserne af sin nysgerrighed. Historien har gang på gang vist, at det er et alt andet end indlysende standpunkt. Men Niels Bohrs videnskabsetiske synspunkt er omdrejningspunktet i den nye film 'Kernen' om 'Niels Bohrs rejse i atomet og bevidstheden'. Den danske kernefysiker, som indgående kom til at kende det dilemma, videnskabsmanden møder, når nye erkendelser rummer potentiale til en dramatisk og måske til og med frygtindgydende forandring af verden. Som leder af Manhattanprojektet blev J. Robert Oppenheimer atombombens 'far', men det er stærkt tvivlsomt, om en atombombe i 1945 overhovedet havde været en realistisk mulighed uden Bohrs forudgående teoretiske arbejde. Bohr havde sin andel i bomben. Det var der mange, der havde. I modsætning til de fleste af sine kolleger indså Niels Bohr også hurtigt atombombens frygtindgydende potentiale. Men Bohr mente også at kende den eneste farbare vej frem. Kun i en åben og fordomsfri verden, hvor man frit udvekslede videnskabelige ideer, kunne man i fællesskab tøjle atomernes kraft, så man kunne undgå de altødelæggende konsekvenser og i stedet høste frugterne, mente han allerede i 1944. Der blev lyttet høfligt til den på det tidspunkt måske mest respekterede videnskabsmand i verden. Og så gik tingene ellers deres skæve gang i retning af koldkrig og nervepirrende atomkapløb. Københavnerånden Niels Bohr havde været en stor kanon i atomfysikken siden 1912. Bohr var kvantemekanikkens ophavsmand. Bohr og Einsteins debat om stoffets inderste væsen blev det tyvende århundredes vigtigste videnskabelige holmgang. Bohr vandt på point, mente de fleste kolleger. Fra 1921 blev 'Atominstituttet' - Institut for Teoretisk Fysik - på Blegdamsvej i København et internationalt kernefysisk centrum for banebrydende, fordomsfri forskning. Her prøvede man med stor succes at forene den tyske tradition for teoretisk fysik med den engelske skoles eksperimentelle force. Københavnerånden blev et begreb i international videnskab. Ikke mindst efterhånden som diktaturerne i syd og øst strammede grebet. Som den østrigske forfatter Robert Jungk skrev i sin bog 'Stærkere end tusind sole', så anerkendte de nye diktatorer »intet ved siden af deres programpunkter og straffede selv den mindste tvivl grusomt. Københavnerånden derimod krævede tvivl. Den tvang menneskene til at betragte alle ting fra flere sider og postulerede, at selv indbyrdes modsigende erkendelser fandt sammen til et hele på et højere plan«. 1930'erne var årtiet, hvor kerneforskningen gik frem med stormskridt. I 1933 påviste Leo Szilard muligheden af at spalte atomer og bruge spaltningen militært. I 1938 spaltede Otto Hahn det første atom, og året efter offentliggjorde Bohr og John Wheeler deres teori om spaltningsprocessen. Ved et foredrag i Birmingham samme år gav Bohr udtryk for sin klare holdning: Ved hjælp af uranspaltning ville man kunne lave en bombe med en sikker og skrækindjagende virkning. Efter dét foredrag blev der løbet hurtigt til telefonerne. Var det atomvåbenkapløbets reelle startskud? Heisenberg på besøg Desværre var 1930'erne også årtiet, hvor de totalitære styreformer voksede sig stærkere. Tyske atomforskere, mange af dem jøder, måtte flygte. »Kom til os, bliv her i nogen tid og overvej i fred og ro, hvor De så vil hen«, lød typisk Bohrs invitation. Nogle takkede ja. Andre satte straks kursen mod USA, hvor Hitlers lange arm var på mere betryggende afstand. Mange mente, at den halvt jødiske Bohr burde gøre det samme. Men han foretrak at blive og holde fortet for den frie tanke og forskning. Den dag de tyske tropper rykkede ind i Danmark, vendte Bohr tilbage fra en udlandsrejse. Så længe som muligt forsøgte han at fortsætte forskningen, som om intet var hændt. I begyndelsen lod det sig gøre. Tyskerne lod Bohr og hans institut være i fred. Måske gjorde de sig håb om at overtale Bohr til at arbejde for Europas nye herrefolk. I 1941 kom Werner Heisenberg i selskab med kollegaen Carl Friedrich von Weizsäcker til København. De to tyske kernefysikere kendte Bohr udmærket fra instituttet på Blegdamsvej. Heisenberg havde været Bohrs yndlingselev. Nærmest hans søn i forskningssammenhænge. Nu var Heisenberg leder af det tyske atomprogram. Hvad der blev sagt på mødet er uklart. Ville Heisenberg rekruttere Bohr til tysk tjeneste? Ville Heisenberg i det gedulgte fortælle Bohr, at tyske atomvåben ikke var en realistisk mulighed og altså heller ikke udgjorde nogen trussel? At det ville tage så lang tid og være så bekosteligt at udvikle atomvåben, at det ikke ville få nogen betydning i krigen. At der med andre ord ikke var nogen grund til, at heller ikke modparten brugte enorme ressourcer på et våben, som ikke ville kunne nå at få betydning. Om mødet varede minutter eller timer er uklart. Det står nogenlunde fast, at mødet endte i forblommede hentydninger og misforståelser. Med et brev fra Heisenberg som kilde fremlagde Jungk det i 'Stærkere end tusind sole', som om Bohr tragisk havde misforstået Heisenbergs nogenlunde noble intentioner. Det er denne fremstilling, der blevet stående og har dannet baggrund for bl.a. Michael Frayns succesfulde teaterstykke 'Copenhagen'. Stykkets gennemslagskraft fik i 2001 Bohr-familien til at sløjfe en klausul og fremskynde offentliggørelsen af Niels Bohrs notater, kladder og ikke-afsendte breve til bl.a. Heisenberg. I et ikke-afsendt brev fra 1957 undrer Niels Bohr sig over Heisenbergs selektive hukommelse: »Jeg husker selv hvert ord af vore samtaler, der jo fandt sted på en baggrund af yderste sorg og spænding for os heroppe i Danmark. Især gjorde det et stort indtryk på både Margrethe (Bohrs kone, red.) og mig og på alle på Instituttet, som I talte med, at du og Weizsäcker gav udtryk for jeres bestemte overbevisning at Tyskland ville sejre og at det derfor var ganske tåbeligt af os andre at opretholde håbet om en anden udgang på krigen og stille os tilbageholdende overfor alle tyske tilbud om samarbejde. Jeg husker også ganske nøje vor samtale i min stue på Instituttet, hvor Du i vage vendinger talte på en måde der måtte give mig det bestemte indtryk, at man i Tyskland under din ledelse gjorde alt for at udvikle atomvåben ...«. Bohrs konklusion var klar nok. Heisenberg havde arbejdet for en tysk atombombe, så længe han endnu havde troet på en tysk sejr. Senere havde hans hukommelse barmhjertigt modereret billedet. Manhattanprojektet Hvis Bohr stadigvæk nærede tvivl om, hvorvidt han var at betragte som et eftertragtet hemmeligt våben, så forsvandt den snart. Da jødeforfølgelserne tog til i 1943, fik Bohr af den svenske ambassadør i København at vide, at nu var situationen nået dertil, »hvor selv professorer flygter«. Bohrfamilien flygtede til Sverige. Her forblev familien, mens turen for Niels Bohr gik videre til England. Liggende som et veritabelt hemmeligt våben på bombelemmen i bugen på en engelsk mosquito-maskine hen over Nordsøen i nattens mulm og mørke. Af frygt for tysk antiluftskyts i Norge fløj man højt. Bohr, hvis hoved ikke passede til hjelmen med høretelefonerne, kunne ikke høre opfordringen til at iføre sig iltmaske, men besvimede og knaldede panden i bombemaskinens væg. Først ved ankomsten til England fik han at vide, at USA og England havde besluttet sig for at koordinere deres atombestræbelser. Det amerikansk-engelske program havde gjort fremskridt, der var sket langt hurtigere end de tidshorisonter, Bohr i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Han havde levet isoleret i det besatte Danmark og vidste ikke, at Enrico Fermi i Chicago i 1942 havde iværksat en succesrig kædereaktion. Eller at man i stedet for mange ton uran-235 kun behøvede et halvt hundrede kilo. Da Bohr kom til London, var en atombombe ikke længere et fremtidsfantom. Den var næsten en realitet. Bohr blev krydsforhørt af den engelske efterretningstjeneste. Deres vigtigste spørgsmål: Hvad ville Heisenberg i København i 1941? Fortalte Bohr noget, der var med til at forstærke frygten for tyske atomvåben og dermed sætte skub i atomkapløbet? Det har næppe været nødvendigt. Siden 1939, hvor Tyskland sikrede sig kontrol med Tjekkoslovakiets uranmalm, havde alarmklokkerne ringet blandt kernefysikere i amerikansk eksil. Snart gik turen videre over Atlanten til Los Alamos i New Mexico og det tophemmelige Manhattanprojekt. Bohr fik eget kontor og med mødetid kl. 8 om morgenen ansvar for det overordnede opsyn med forskningsdetaljerne. Men på det tidspunkt var det teoretiske arbejde gjort. Det, der stod tilbage, handlede mest om teknologi og ingeniørarbejde. Bohr hjalp dog til med at løse et teknisk problem i forbindelse med afskærmning i bombens indre op til øjeblikket inden detonationen. Bohr havde tid til at tænke på bombens konsekvenser. Han forudså tidligt et våbenkapløb, hvis ikke man efter krigen skabte et åbent samfund, hvor man frit udvekslede forskningsresultater, ideer og atomteknologi. Hvad Bohr ikke vidste, var, at realpolitikerne i 1944 allerede var godt i gang med at stille op til krigens efterspil. Og her havde man ikke stor lyst til at dele sine atomhemmeligheder med Stalin, som Bohr foreslog. Denne Bohr, som ikke lagde skjul på, at han var gode venner med Stalins bedste atomfysiker, Peter Kapitza. I audiens »Taler manden nu om politik eller fysik?«, vrissede Churchill, da Bohr omsider fik foretræde for den engelske premierminister. Den konservative statsmand havde dyb mistro til 'bolsjevikkerne' og anså ikke Stalin for mange hak bedre end Hitler. Storbritannien havde en fremtid som stormagt, hvis man indgik i et tæt parløb med USA. Atomvåben krævede ganske rigtigt samarbejde, mente han. Men kun imellem Storbritannien og USA. »Det vil være mig en ære at modtage et brev fra Dem - blot ikke om politik«, lød Churchills afskedssalut, da Bohr havde forespurgt, om han efterfølgende måtte fremsende et memorandum. Over for sine embedsmænd undrede Churchill sig højlydt over, at en mand med Bohrs synspunkter og russiske venner var blevet inviteret med til Los Alamos. Bohrs memorandum mødte større forståelse hos den amerikanske præsident Roosevelt, hvor han fik foretræde i august 1944. I sit memorandum fra juli 1944 skrev Bohr bl.a.: »Jo mere udforskningen af de pågældende videnskabelige problemer skrider frem, desto klarere bliver det, at ingen forholdsregler af sædvanlig art vil være tilstrækkeligt for formålet, og at de forfærdende udsigter for et fremtidigt kapløb mellem nationerne om et våben af så frygtelig karakter kun kan undgås ved en almen overenskomst i virkelig tillid«. Resultatet af Bohrs politiske indsats var imidlertid nogenlunde den samme: til at overskue. Den nødvendige bombe Niels Bohr var ikke imod a-bomben. Han anså den for nødvendig i situationen. Den kunne afslutte krigen. Under alle omstændigheder var han helt på det rene med, at videnskabelige opdagelser er irreversible. Man kan ikke 'af-opfinde' nye våben. Hvad der kan forandre sig, er holdningen og samfundsstrukturen. Nationalstaternes rolle i forhold til et internationalt civilsamfund. Hvad Niels Bohr hurtigere end andre indså, var, at atombomben ikke bare var endnu et våben. Den var en gennemgribende forvandling af alle spilleregler. Synspunkterne fra hans memorandum til Roosevelt i 1944 gentog han over for offentligheden, da han allerede dagen efter atombomben over Nagasaki i The Times i London slog til lyd for en ny verdensorden. Atomvåben og atomkraft var et redskab, der ville ændre menneskehedens situation fundamentalt. Atomkraften gav nye muligheder. Men en af dem var menneskets nye mulighed for at udslette sig selv. Situationen krævede nye etiske standarder for videnskabsmænd. Den krævede nye måder at samarbejde på nationerne imellem. Skulle den nye verden blive fager snarere end en rygende ruinhob, krævedes absolut åbenhed. Et koncept som hverken Stalin, Churchill eller for den sags Roosevelts efterfølger, Harry S. Truman, gav mange flade 25-ører for. Som Wilhelm Christmas Møller gør rede for i sin bog 'Niels Bohr og atomvåbnet', så landede Bohr i en klassisk konflikt. Menneskeheden har sine interesser. Men menneskeheden er opdelt i nationalstater, der har sine ganske særlige interesser. Og så længe lammene og løverne ikke græsser ved siden af hinanden, har de sidstnævnte det med at få førsteprioritet. Atombomben blev bygget af frygt for, at Hitler skulle få bomben først. Tysklands kapitulation satte imidlertid ikke en stopper for atomprogrammet. I stedet blev arbejdet med bomben gjort færdigt i al hast og brugt til at afslutte krigen i Stillehavet. Bomben faldt. Den skulle afprøves. To gange. De bløde mål blev i god tid udvalgt med omhu og skånet for almindelige bombardementer, så man tydeligere kunne registrere effekten af det nye våben. Kun en feberredning forhindrede, at den ældgamle kejserby Kyoto blev et af bombemålene. Men bomben skabte ikke en ny og åben verden. Mistroen mellem Stalin og de vestlige ledere skulle hurtigt bevæge sig ind i nye faser af stadig mere velbegrundet mistillid. Jerntæppet sænkede sig. Brintbomben eksploderede. Også russerne fik bomben. Krigen blev kold. I 1950 gentog Bohr sin appel. Denne gang til FN. Der blev igen lyttet høfligt til Niels Bohrs ord. Og snart var der krig i Korea.