Yves Klein var en af de besynderligste kunstnere i det 20. århundrede. Et lille forlag har turdet udgive en samling af hans tekster fra 1959. Da franskmanden Yves Klein var atten år, modtog han en åbenbaring om det, han kaldte himlens energiske uendelighed - han brugte mange besynderlige ord for at krydre sine sanseindtryk. Yves Klein stod og stirrede op i himlen, op i det blå, da nogle fugle fløj hen over hovedet på ham. Hans reaktion var voldsom. Han blev rasende og ville skyde fuglene. For de forstyrrede hans oplevelse. De forstyrrede renheden i det blå. Yves Klein (1928-62) var en af mest besynderlige begavelser i kunstens nyere historie, hvad man slet ikke er i tvivl efter at have læst hans skrifter. Episoden med fuglene er ikke fortalt af ham selv, men af den franske kritiker, Pierre Restany. Restany var det kritiske talerør for den franske nyrealisme (nouveau realisme). Det var den unge radikale retning i efterkrigstidens franske kunst, som ønskede det traditionelle maleri sendt på historiens fjernmagasin. Yves Klein kom til at tilhøre denne retning. Men ellers faldt han uden for de fleste retninger og normer. Nogle mener, at han gjorde det med vilje for bedre at blive bemærket. Som en mester i blikfangets strategiske kunst var han fuldt på højde med amerikaneren Andy Warhol, tyskeren Joseph Beuys og italieneren Piero Manzoni (ham med kunstnerens lort på dåse). Den engelske kunsthistoriker Edvard Lucie-Smith skrev i oversigtsværket 'Kunsten i dag': »Klein var en af sin tids mest talentfulde skabere af kunstskandaler, og det lykkedes ham, indtil sin tidlige død i 1962, at holde den europæiske kunstverden i konstant ophidselse«. Andre fastholder, at Klein kun faldt uden for normerne, fordi han som en af de første løftede sig højt over dem. Ingen anden kunstner har benyttet så få farver med så stor en virkning. Og ingen anden har tilmed præsteret at få patent på en bestemt farve. Det var en særlig ultramarin, den, man i dag kalder 'International Klein Blå'. Med denne ene farve ville han udtrykke farvens transcendens og vejen til den rene sansning. Farven ultramarin var farven, der rakte ud over det fysiske. Den var det usynlige, gjort synligt. Den kunne nok symbolisere hav og himmel, men i modsætning til alle andre farver var den, for Klein, ikke tynget af referencer til den fysiske verden. Som så mange revolutioner i kunsten opstod også den ultramarine mani ved et tilfælde. Begge Kleins forældre dyrkede maleriet, faderen arbejdede figurativt, mens moderen foretrak abstraktionen, og det ene valg var på det tidspunkt ikke mere radikalt end det andet. Yves, der allerede havde malet et stykke tid, var blevet så fascineret af renhed, af ren sensibilitet, af intethed, at han gav sig til at male - med kun én farve. Det skete nærmest som i trods. I løbet af et lille års tid havde han overbevist sig selv om, at disse ensfarvede malerier både kunne laves - og udstilles. Det var gjort før, især af Kasimir Malevitsj, men det var aldrig gjort med den hensigt, som Yves Klein havde. Malevitsj malede billedets indhold væk, han reducerede. Klein derimod var interesseret i den rene farve: »Jeg er imod linien og alle dens konsekvenser: konturer, former, komposition. Alle billeder, uanset hvilke, om de er figurative eller abstrakte, virker på mig som fæng-selsvinduer, hvor linjerne netop er tremmer. Langt borte i farven, i det væsentlige, findes friheden!«. Dermed var Klein nået frem til det monokrome rum, og her - og kun her - fandtes billedets umådelige følsomhed. Han var kommet ud over »maleriets problematik«. 'Yves le Monochrome' blev hans navn. Klein 'malede' ikke, som de andre gjorde, eller med de samme materialer. I stedet for pensler kunne han f.eks. finde på at bruge flammekastere, hvorved billedet nærmest brændte væk. Han kunne også overlade det til regndråber at danne tilfældige strukturer på sine lærreder. Eller han lod en række tegninger opstå som de spor, en person ville sætte på dem, dersom denne person forinden var blevet dyppet i blå farve. Denne 'Antropometrie' var både happening-kunst og Fluxus, før det i billedkunsten blev sæson for happenings - og Fluxus. Til eksperimentet foretrak Klein at benytte yngre piger med yppige former. Han var ikke helt blind for erotikkens evne til at vække den nødvendige opsigt. I 1958 - tre år før sin død - foranstaltede Klein i et lille parisisk galleri på ca. tyve kvadratmeter en af de særeste udstillinger, der nogensinde er holdt. Stedet var Iris Clerts galleri på adressen 3, rue des Beaux-Arts. Udstillingens titel var 'Le Vide' (Tomheden), og denne titel dækkede virkelig over indholdet. Yves Klein havde, hvis han selv skulle sige det, altid beskæftiget sig med 'tomheden'. Og nu skulle tomheden have sin debut i kunstlivet. Klein havde malet rummet fuldstændig hvidt for symbolsk at slette sporene fra alle tidligere udstillinger. Dels skulle det renses. Dels skulle det indvies som hans - Kleins - arbejdsrum og atelier. Åbningen fandt sted på Kleins 30-års fødselsdag den 28. april 1958. Der var forinden sendt 3.500 invitationer afsted, deraf de 3.000 til Paris, og invitationen var vedlagt et lille entrékort til udstillingen. Glemte eller mistede man sit entrékort, ville et besøg hos Madame Iris Clert koste 1.500 francs. Med så svimlende et alternativt gebyr begyndte folk at tro, at det måtte dreje sig om hel usædvanlig udstilling. Næsten tre tusind mødte op den aften. Fire sikkerhedsfolk - to uden for - og to inden for - prøvede at holde orden på gemytterne. En del personer var forståeligt nok ude af sig selv af raseri, fordi de havde givet 1.500 franc for kun at se det rene ingenting. Men det var Kleins opfattelse, at de besøgende i det store hele var vrede, når de trådte ind på galleriet, men fuldt tilfredse, når de gik ud igen. En mand begyndte at tegne på de bare vægge, men han blev smidt ud med hård hånd. Der var kun plads til én provokatør. Klein havde håbet, at han også kunne berede pariserne endnu en oplevelse. Og på et vist tidspunkt i forløbet havde Seinens politikreds også givet ham tilladelse til at illuminere obelisken på Concordepladsen med blåt projek-tørlys. Men da klagerne over det annoncerede projekt begyndte at vælte ind over politimyndighederne, annullerede politiet tilladelsen. Først seks år efter Kleins død blev denne happening realiseret i sit fulde omfang. Det skudsmål, Klein gav sig selv, ligner ikke ligefrem dét, som andre gav ham. Han sagde: »Jeg opfatter under ingen omstændigheder mig selv som avantgardekunstner. Jeg vil gerne præcisere, at jeg tværtimod mener og tror at være en klassisk kunstner, måske en af de sjældne klassikere i dette århundrede.« Denne selvkarakteristik var et paradoks, der ville noget. Klein var sjælden i den forstand, at hans lille, tætte, intense person inkarnerede mange forskellige interesser. Først havde han været optaget af jazz. Så blev det zenbuddhisme og japansk filosofi. Denne interesse opstod, efter at han havde boet i Japan i 1952-53 for at studere judo. Og den japanske kampsport gik han virkelig op i: han opnåede at få det sorte bælte fjerde dan, på en skole i Japan. Klein blev desuden instruktør i disciplinen og udgav også en håndbog i judo. Fra 1955 levede han i Paris. Men han tog den zenbuddhistiske tankegang med sig hjem fra Japan og ind i billedkunstens rum. Han erklærede, at billederne kun var 'asken' af hans kunst. Så snart billedet er skabt, befinder dets autentiske kvalitet, selve dets 'væren' sig et helt andet sted. Det faktiske billede er slet ikke noget, man kan se. Se selv. Den blå farve er måske sporet efter det forsvundne billede.