Jan Grarup skramler ad støvede jordveje i en pickup-truck. Det er 1994, og han ruller gennem det lille afrikanske land Rwanda. Varmen trykker, og en ulidelig stank af råddent menneskekød når ham overalt. Han er egentlig i Afrika for at dække det sydafrikanske valg, som alle forventer, vil eksplodere i et kaos af vold. Men valget forløber roligt. Til gengæld løber uhyggelige rapporter ind fra Rwanda. I april bliver præsident Juvenal Habyarimanas fly skudt ned. Fra hovedstaden Kigali breder en massakre sig tilsyneladende. Hutuer - regeringspartiets befolkningsgruppe - slagter tutsier i noget, der ligner et rent folkemord. 'Merry Christmas' De fleste pressefolk nærmer sig hovedstaden Kigali nordfra, fra Uganda. Men Jan Grarup slår sig sammen med en engelsk fotograf og et fransk tv-hold og trænger ind i landet modsat via Tanzania. Deres taktik betyder, at de rammer lige ind i bølgen af folkedrab. 25-årige Jan Grarup har allerede set mere uhygge end de fleste, men det her overgår al forstand. Lig af mænd, kvinder og børn flyder overalt. Han fotograferer et lille barneskelet, der ligger iført en rød-hvid T-shirt med et billede af julemanden og teksten 'Merry Christmas'. Når de gør holdt, går der nogle få minutter. Så kommer børn gående ud af junglen, tavse, som spøgelser. De er alene og forladte og sætter sig tavse i nærheden, mens de suger trygheden fra ham og de andre voksne til sig. Dybe sår Undervejs, i en improviseret flygtningelejr, ser Jan Grarup en lille tutsi-pige, som en læge forsøger at behandle. Kødet i hendes nakke og hovedbund gaber af dybe sår fra macheter. Hun har overlevet, men hun stirrer frem for sig med et forstenet og magtesløst ansigt. Voksne mennesker har hugget løs i hende. Og forladt hende. Han tager et billede. Da han fremkalder det, oplever han præcis det samme som tre år tidligere i Kurdistan. Det har en nerve, som hans andre billeder mangler. Nytår Da han vender hjem fra Afrika, er han om muligt endnu mere ligeglad med livet i Danmark. Billederne fra Rwanda tegner til at høste priser i Årets Pressefoto, hvor han ikke har vundet noget siden 1991 med kurderbillederne. Mens han lever videre i sit tårnhøje gear, nærmer årsskiftet 1994-1995 sig. Nytår fejrer han til gengæld altid i stilhed. Mens alle andre trækker i smokinger og fester løs, foretrækker han at sidde mutters alene og gøre status over året, der gik. Det er også hans plan, da han dagen før nytårsaften falder i snak med en kollega. Hun hedder Zasha Sekjær. De har snakket sammen nogle gange på deres aftenvagter. Hun har ingen planer for nytåret og spørger Jan Grarup, hvad han skal lave. Han forklarer, at han altid sidder hjemme og reflekterer over sit liv. »Du er velkommen til at være med«, ryger det ud af ham. Magisk aften Da han senere ser sig om i sin smadrede ungkarlehybel, modererer han sit tilbud. De må hellere mødes hos hende. Til gengæld lover han at medbringe mad og vin. Næste aften sidder han ved et lille bord i hendes lejlighed i Ravnsborggade på Nørrebro. Det er en af den slags magiske aftener, der ville virke kvalm på alle udenforstående - men måske er så meget mere magisk, fordi Jan Grarup ikke havde drømt om at bruge den med et andet menneske og sjældent har åbnet sig som nu. Senere går de ud i natten med en flaske rødvin og to kaffekrus. De sætter sig på en bænk. Så vender de tilbage til Nørrebro, hvor de snakker videre. Andet sker der ikke. Men da Jan Grarup vandrer hjemad tidligt næste morgen og passerer Dronning Louises Bro og ser fulde mennesker i festtøj, der skændes bravt, føler han sig forelsket. Samme forår flytter de sammen. Efter et halvt år gifter de sig. Jalousi Det er en stormende forelskelse. Men samtidig mærker han en voldsom jalousi. Han melder åbent ud og fortæller det til Zasha. De taler om, at han frygter at miste og har svært ved at binde sig, fordi han selv følte sig svigtet og forladt, da hans forældre pludselig blev skilt. Det er selvfølgelig ren lommepsykologi, men det er en forklaring, han gerne køber. Og godt et år efter deres bryllup, i august 1996, føder Zasha deres første barn. Engagement I 1999 trasker Jan Grarup ved siden af en åben ladvogn i et landskab af marker og nedbrændte huse. To små drenge rækker armene mod en skyet himmel og laver V-tegn. En større pige glor som forstenet. Børnenes mor sidder midt imellem dem og ser frem for sig med et desperat udtryk i ansigtet. Familien vender hjem til et landområde en times bilkørsel fra Kosovos hovedby Pristina. De har levet i flygtningelejre, undtagen kvindens mand, der blev i landsbyen for at kæmpe mod serberne. Nu nærmer de sig det hus, de flygtede fra. Kosovo er Jan Grarups første store reportageopgave, siden han blev far. Tilbage i 1995 dækkede han præsidentvalget i det terrorplagede Algeriet, mens Zasha var alene hjemme i Danmark og opdagede, at hun var gravid med Olivia. Hun blev skrækslagen for hans liv og rasende over, at han var et så farligt sted. Mens Olivia var spæd, droslede han ned på rejserne. Så begyndte han så småt at tage opgaver ude igen. Da krigen i Kosovo brød ud, var de netop kommet hjem fra en ferie i Florida, og Olivias sutter og slik og billedbøger lå stadig i flytasken, da han smed sin egne ting i den og drog af sted. Flere korte ture Han bilder sig ikke ind, at Zasha jubler, når han tager af sted. Men i stedet for at rejse ud i hele måneder, tager han flere korte ture. Han mærker, at han arbejder mere målrettet. Han står op klokken fem om morgenen, fotograferer til midt på formiddagen, tager sig en lur, og arbejder videre resten af dagen. Tidligere kastede han sig også ind i orkanens øje, den hylende plet, hvor hele verdenspressen altid samler sig. Nu søger han efter baggrunden for begivenhederne. Kun ét billede På traktoren rækker familiens yngste dreng en hånd ind foran kameraet. Jan Grarup tager et billede. Pludselig hopper kvinden af og begynder at løbe. Han følger ikke med. Han lader hende styrte alene hen til sit hjem. Huset står som nøgne og afsvedne mure uden tag. Kvinden finder ikke sin mand. Hun er knust. Bag huset, på en eng med højt græs og laver træer, knæler hun. Hun knuger sin lille dreng ind til sig. Hun græder. Jan Grarup tager et billede. Hvorefter han lader familien i fred. Kosovo bliver et fotografisk vendepunkt. Han nærmer sig den nerve, han har manglet, det engagement i mennesker, der giver hans billeder en større værdi end det hurtige foto. Det år vinder han igen Årets Pressefoto. Og branchens mest prestigefyldte konkurrence World Press Photo kårer hans serie fra Kosovo til verdens bedste nyhedsrelaterede billedfortælling dét år. Sammenbrud Uden for koncentrationslejren Birkenau går jødiske drenge langs et gammelt jernbanespor. De svøber sig i israelske flag. Deres sko knaser i gruset, mens de vandrer i tavshed, og Jan Grarup følger med dem mod ruinerne af Gaskammer 2. Det er efteråret 2003. Politikens fotochef Per Folkver har skaffet ham ind på avisen. Samtidig efterspørger internationale aviser og magasiner hans billedhistorier. Han arbejder også på en bog. For et par år siden begyndte han at fotografere palæstinensiske drenge i Ramallah. Tidligere ville han have jagtet hurtige billeder af sammenstød ved fronten, men nu prøver han at tage billeder, der fortæller, hvorfor drengene slås. Han vinder efterhånden deres tillid. Efter succesen med palæstinenserne beslutter Jan Grarup at skildre den anden side af konflikten og samle det hele til en bog. Han opsøger den lille enklave af 450 fanatiske jødiske bosættere, der bor i Hebron i et hav af palæstinensere. Svær opgave Opgaven viser sig at være sværere, end han kunne have drømt om. Han følger en fanatisk yeshiva-skole for drenge og får et ganske godt forhold til skolelederen. Men eleverne og deres forældre ser skævt til ham, og han sidder flere gange på sit usle værelse og er ved at give op - mest fordi han har svært ved at føle noget for mennesker, der i den grad ignorerer og chikanerer ham. Efterhånden kommer han lidt tættere ind på livet af dem. Da han hører, at de snart tager på en slags dannelsesrejse til Auschwitz-Birkenau, spørger han, om han må komme med. Nu står drengene i ruinerne af nazibødlen Josef Mengeles laboratorium. En rabbiner starter en båndoptager med jødisk sørgemusik. På hebraisk beder han drengene læse op af nogle lister, de selv har med. Jan Grarup ser på drengene. De begynder at remse navnene op på deres egne familiemedlemmer, der døde i lejren. Nogle drenge går i stå. De bryder sammen i gråd. De samler sig, læser et par navne og går i stå igen. Skolelederen græder. Rabbineren græder. Tydelige billeder Jan Grarup græder også. Tårerne triller ned ad kinderne på ham. Indimellem går han lidt væk. Han ryger, samler sig, ringer hjem til Zasha med gråd i stemmen. Så græder han igen. Men han fotograferer. For godt nok sagde en berømt fotograf engang, at man ikke kan stille skarpt med en tåre i øjet. Men billederne - som danske Politiken, engelske Sunday Times Magazine, tyske Stern, amerikanske New York Times Magazine, spanske El País, franske L'Express og mange andre blade trykker - står lige så tydelige som den smerte, de jødiske drenge føler, da de står i Auschwitz-Birkenau. Drengens øjne Tilbage i Danmark og nutiden og hverdagen, en martsdag i 2005, træder Jan Grarup ind i en stor stue med hvidmalede bræddelofter og et hvidt spisebord. Store vinduer vender mod en have, der ligger højt med udsigt til Holbæk Fjord. Han pakker en taske og gør klar til at køre mod København. På stuens endevæg hænger en plakat i glas og ramme - en kæmpekopi af forsiden på franske L'Express fra den uge, bladet bragte hans serie med drengene fra Ramallah. Lige bag den væg bor hans datter Marikka mellem lyserøde vægge, prinsessedukker og en lodden kæmpetiger. Så kommer Elias' værelse med spiderman og plasticsabler og Olivias værelse med en guitar på stativ. For snart to år siden købte han og Zasha den store, forslidte 1970'er-villa i to etager, som de friskede op og satte i stand. Olivia går i skole og spiller fodbold, de små går i børnehave ved fjorden. På en måde har han bygget en ramme omkring dem, som minder om den tryghed, der blev slået i stykker, da han var dreng. Skudsikker vest Han går forbi spisebordet. På en hylde ligger kataloget for Årets Pressefoto. Forsiden viser hans vinderbillede af en lille nøgen romadreng, der ligger i en barnevogn og kigger næsten anklagende op mod kameraet. Han tog billedet i Slovakiet som en serie for det tyske magasin Geo og vandt også med den i World Press Photo. Folk kalder ham en af verdens bedste fotografer. Nu rejser han til Sudan for at fotografere flygtninge. Det er ikke ufarligt, og han overvejer, om han skal tage skudsikker vest med denne gang. Nogle gange, når de har deres kriser, forstår Zasha ikke, at han kan rejse, når han har tre små børn. Hun respekterer hans engagement. Men på trods af hans reportager om både Ramallah og Hebron bølger mellemøstkonflikten jo videre som altid. Stiltiende aftale Deres stiltiende aftale er, at han sammenlagt rejser 90 dage om året og altid i kortere perioder. Resten af tiden er han på. Som familiefar. For nylig sad han og snakkede med lille Olivia om billedet af romadrengen i barnevognen. Hun sagde, at det, som betød noget for hende, var drengens øjne. Han tænker, at det giver hans fotografi en ekstra mening, at hans otteårige datter lader sig bevæge af det. For han bærer rundt på mennesker og skæbner, han har mødt i alle årene. Det er historier, han aldrig vil glemme. Men han fik først for alvor historierne ud over rampen, da han lærte at bevæge andre. Og sig selv.