Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Indignation. Den uddannede jurist skabte i efteråret debat, da han under falsk identitet stillede spørgsmålstegn ved det danske skattesystem.
Foto: Per Folkver

Indignation. Den uddannede jurist skabte i efteråret debat, da han under falsk identitet stillede spørgsmålstegn ved det danske skattesystem.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk kunstner vil forgylde liget af en morder

Provokatør Martin Martensen-Larsen vil udstille en dødsdømt amerikaners lig.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I en celle på seks kvadratmeter i Livingston, Texas, sidder Travis Runnels og taster på sin skrivemaskine.

Han er i hvidt tøj. På ryggen af ham står bogstaverne ’D R’. I rummet er der også et toilet med en vask, og fra væggen hænger en metalseng. Cellen ligger på dødsgangen i fængslet Allan B. Polunsky Unit. Death Row. Her sidder han alene 23 timer i døgnet og venter på at dø.

Fordi han skar halsen over på en ansat i det fængsel, hvor han var i gang med at afsone en dom på 70 år for væbnet røveri.

Travis Runnels er 40 år gammel og afroamerikaner. 183 centimeter høj og vejede omkring 94 kilo, da han flyttede ind i sin celle. Det er snart otte år siden.

Det, han skriver på, er et brev. Et brev, der skal sendes til Danmark. Til en person, han aldrig har mødt. Den person hedder Martin Martensen-Larsen. De to har skrevet sammen i tre år.

LÆS OGSÅ Martin Martensen-Larsen blev uddannet jurist sidste år. Det tog ham 12 år, fordi han altid har haft gang i projekter ved siden af studiet. Et af de projekter er Travis Runnels. Amerikaneren har testamenteret sit henrettede lig til ham.

Det har han, fordi Martin Martensen-Larsen vil udstille det og skabe debat om USA's brug af dødsstraf. Men en debat uden skyttegravsretorik og for og imod, og du er inhuman, og han er morder.

»Dødsstraffen har eksisteret i årtusinder, men den er stadig en abstraktion. Jeg vil konkretisere den og konfrontere folk med den og bringe den fysisk tæt på dem. Sige: ’Det her balsamerede lig var en engang rask mand. Men han døde, fordi der blev sprøjtet gift ind i hans krop. Det er, hvad en stat kan. Hvad synes I om det’?«.

Dødsstraf ophøjer forbryderen
To konservatorer har lovet at hjælpe med at balsamere liget. Først skal det fyldes med formalin for at stoppe forrådnelsesprocessen.

Så skal det belægges med guldfarve og placeres siddende på en stol af marmor fra Georgia således, at den bliver en miniatureudgave af Lincoln-statuen i Lincoln Memorial i Washington. Og så skal den på turné. Først på et lille galleri i Texas og så et i Washington.

Abraham Lincoln bliver i USA set som en præsident, der forenede landet, da han afskaffede slaveriet i 1865. På samme måde mener Martin Martensen-Larsen, at den dødsdømte og henrettelsen af ham har en forenende effekt.

Det er ikke en hyldest til en morder



Det bliver en form for ritual, det amerikanske (lokal)samfund kan samles om. Tidligere rejste man langt for at overvære henrettelser, og i dag samles både tilhængere og modstandere stadig foran dødsgangen, når en skal henrettes.

Han mener også, at amerikanerne forsøger at fortælle en historie om, at der først kommer orden i samfundet igen, når retfærdigheden er sket fyldest. Når forbryderen er henrettet, og blodet er sonet. Det bliver en art rituel ofring, man er nødt til at foretage for ikke længere at have blodsynden på sig. Et øje for et øje.



Den forgyldte forbryder skal også vise amerikanerne, at de med dødsstraffen selv ophøjer forbryderen.

»Man får at vide, at den dødsdømte er værdiløs og et umenneske. Men det bliver enormt vigtigt, at denne værdiløse person bliver henrettet, og så får han alligevel en værdi. Man giver ham masser af opmærksomhed, poster millioner i ham og fremlægger det, som om han skal skabe balance i et større regnskab. Med al den opmærksomhed sker der er en ufrivillig mental forgyldning af ham«, siger han.

Men ophøjer din statue ham ikke bare endnu mere og gør en morder til et symbol?

»Det er ikke en hyldest til en morder. Jeg prøver at vise, at det er amerikanerne selv, der gør det. Jeg spørger dem, om de med dødsstraffen virkelig er interesserede i at ophøje en morder til et symbol«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et stort Disneyland
Martin Martensen-Larsen fik interessen for den amerikanske dødsstraf, da han i 1990’erne så advokatserien 'L.A. Law' på tv.

Han husker en episode, hvor en mand blev dømt til døden. Det ændrede fuldstændig hans syn på USA. Indtil da tænkte han, at det var verdens fedeste land. Et stort Disneyland.

Men nu eksisterede dødsstraf pludselig der i Disneyland.



Det både skræmte og fascinerede ham, at der fandtes en gruppe mennesker, der kunne dømme andre til at dø. Han begyndte at læse bøger om dødsstraf og se film om dødsstraf.

Da han følte, han vidste nok om det, fandt han pennevenorganisationer på nettet, og i 2005 skrev han for første gang til en dødsdømt. Så skrev han en bog om dødsstraf, lavede en dokumentarfilm og skrev debatindlæg.

Og nu handler det altså om projekter, der skal sætte endnu mere fokus på emnet og på, om dødsstraf overhovedet er en nødvendighed i et demokratisk land.

Hans fascination bunder lige så meget i den amerikanske kultur som i den amerikanske dødsstraf. Et land baseret på absolutter, og som gerne fortæller historien om sig selv som et moralsk ledelys, et chosen people og et mulighedernes land.

Kun et land med sådan et billede af sig selv kan håndtere dødsstraffen, mener han, for det kræver en grundlæggende selvtillid at turde tage dét moralske ansvar. Aske med pakkepost


Udstillingen af Travis Runnels' lig er hans seneste projekt og samtidig afslutningen på en dødsstraftrilogi.

I 2011 solgte han fem billetter til Runnels’ henrettelse for at sætte spørgsmålstegn ved, at henrettelser ikke er offentlige for alle. Det fik medlemmer af Etisk Råd til at kalde projektet »sygt, uetisk og amoralsk«. Ikke desto mindre blev billetterne solgt og indbragte 80.000 kroner, der alle skal doneres til et værested for hjemløse dyr efter Runnels’ ønske.

Året efter modtog han asken fra den henrettede amerikaner Karl Chamberlain med pakkepost, så han kunne udstille det i et timeglas i Christians Kirke i København. Da Chamberlain skulle modtage sin dødelige sprøjte, sagde han, at han ønskede, han kunne dø flere gange for at vise, hvor meget han fortrød.

LÆS OGSÅ

Det fik Martin Martensen-Larsen til at tænke på, hvor mange gange Chamberlain skulle dø, før offerets familie fik den forløsning, de ikke virkede til at få efter henrettelsen. Til udstillingen af asken vendte han timeglasset og sagde til publikum, at de kunne vende det lige så mange gange, de følte, Chamberlain fortjente at dø igen.

Ingen andre vendte timeglasset.

Ondskab er ikke absolut
Nu skal trilogien altså afsluttes. Men der er et men. Liget er ikke et lig endnu. Liget er levende og sidder i sin celle.

Og det skulle det gerne blive ved med, hvis det står til Martin Martensen-Larsen, der er stor modstander af dødsstraf. Men Runnels er i gang med sine sidste appeller i den stat, der sidste år stod for 35 procent af alle USA’s henrettelser.

Bliver han henrettet, mister Martin Martensen-Larsen en ven. En ven, han aldrig har mødt, men som han har skrevet med, siden han søgte en dødsdømt, der kunne deltage i hans projekter. Det kunne Runnels, der tidligere havde sultestrejket over forholdene på dødsgangen.

Har du sympati for ham?

»Først havde jeg kun sympati med hans situation. Det var derfor, jeg skrev til ham. Men nu betragter jeg ham som en ven. Jeg har ingen sympati for hans forbrydelse, men jeg tror heller ikke på ondskab som et absolut. Uanset hvordan vi snakker om dem, er de stadig mennesker«, siger han.

»Dermed ikke sagt, at tog man Travis Runnels ud af dødsgangen og med på fisketur, ville han ændre livsbane. Men jeg vil prøve at forstå ham og hans situation. Lærer man ikke forbryderne at kende, kan man aldrig stoppe dem«. Ideer kommer af provokationer


En morgen vågnede Martin Martensen-Larsen og så, at to personer sad i Go’ Morgen Danmark og diskuterede, om hans projekter var kunst eller ikke kunst.

Den diskussion gider han ikke tage, så i stedet for kunstner kalder vi ham det, han er. En nyuddannet jurastuderende mand på 34 år, der lever af dagpenge og laver projekter, andre kalder for kunst.

LÆS OGSÅ

De skal ikke provokere, være kunst eller afskaffe dødsstraf i USA. Han nærer ingen illusion om, at en amerikansk stat tænker, at de hellere må droppe dødsstraffen, fordi en dansk fyr udstiller et lig.

Det handler om at få mennesker til at tage stilling til dødsstraffen. For det kan godt være, at der ikke er dødsstraf i Danmark, men vi skal alligevel forholde os til det faktum, at en af vores vestlige alliancepartnere stadig har en kultur med mulighed for at udskille enkelte personer i deres samfund, mener Martin Martensen-Larsen.

Det provokerer mig, at folk ikke vil tage stilling til dødsstraf

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Projekterne skal minde os om, hvorfor vi ikke har den mulighed i Danmark mere, og om, at danskere og europæere ofte rejser til USA og selv kan blive dømt til døden, hvis de kvajer sig nok.

Fremtvinger stillingstagen

Han synes ikke, at projekterne er særlig kontroversielle. De fremtvinger reaktioner, det ved han, men hans ideer kommer netop, når han selv bliver provokeret. »Det provokerer mig, at folk ikke vil tage stilling til dødsstraf eller vide ret meget om den, men gerne siger okay til, at staten kan gøre det af med en person. Tag dog del i det og forhold dig til det i stedet for bare at kigge væk«, siger han. Skal vi til at gå til henrettelser igen?LÆS OGSÅ »Nej. Men dødsstraffen var offentlig i USA frem til starten af 1900-tallet, fordi befolkningen skulle have del i det, de havde stemt på, og fordi det skulle have en præventiv effekt. Hvis amerikanerne stadig tror på den præventive effekt, er det så ikke meningen, at de skal kunne se det? Når man bliver ved med at stemme for og betale skattekroner til dødsstraf, hvorfor må folk så ikke se den? Der er nogle selvmodsigelser, som skal efterprøves«. Kan det ikke gøres uden at sælge henrettelsesbilletter og forgylde en morder?»Jo, men det her er en fredelig og konkret måde. Jeg kan ikke tegne, male eller bygge noget, men jeg kan formulere det på en bestemt måde. En måde, hvor jeg kan udtrykke min indignation over noget, jeg ikke synes giver mening«.











Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden