Det kan få stor betydning for kampen mod brystkræft, at skuespillerinden Angelina Jolie har valgt at stå frem og fortælle, hvordan hun har fået fjernet begge sine bryster.
Sådan lyder det fra eksperter og kommentatorer i en række internationale medier, som roser Angelina Jolie for at være åben omkring sin beslutning.
»Hun er det største navn af alle. Ikke alene på grund af hendes status og synlighed som en berømt person, men også på grund af hendes skønhed vil det have stor betydning for andre kvinder«, siger lektor på Columbia University Barron H. Lerner til avisen The New York Times.
Ligger i generne
Angelina Jolie er arveligt disponeret for at udvikle brystkræft på grund af en genfejl og har selv mistet sin mor til sygdommen.
På grund af genfejlen har lægerne vurderet, at der var 87 procents sandsynlighed for, at hun ville udvikle brystkræft, hvis hun ikke fik fjernet brysterne.
»Jeg besluttede mig for at være proaktiv og minimere risikoen så meget, jeg kunne«, forklarer Angelina Jolie i et indlæg i New York Times under overskriften 'Mit medicinske valg'.
DOKUMENTATION:Læs Angelina Jolies indlæg i New York Times(eksternt link)
I indlægget fortæller hun nøgternt om sine overvejelser bag beslutningen om at få foretaget indgrebet, om sine tanker i forhold til sin mand og børn, og hvordan hun håber, at andre kvinder vil lade sig inspirere til at søge information om sygdommen og træffe deres egne oplyste valg.
Og netop her ligger det vigtige budskab, lyder det fra de mange eksperter, som i dag kommenterer på historien. Det handler om at træffe oplyste valg.
For Angelina Jolie har det måske nok været det rigtige at få fjernet brysterne, men det er ikke det samme som, at alle kvinder med risiko for at udvikle brystkræft blindt skal følge hendes eksempel.
»Forhåbentlig kan hendes historie gøre andre kvinder mere interesserede i deres families baggrund. Men vi skal være forsigtige. Angelina er et særligt tilfælde. Derfor skal folk ikke straks sige 'jeg skal gøre det samme som hende', for de er ikke nødvendigvis i samme situation som hende«, siger kræft-kirurg Isabelle Bedrosian, der generelt er skeptisk over for udviklingen, hvor et stigende antal amerikanske kvinder får fjernet brysterne.
Stereotyperne lever
Hadley Freeman, der er klummeskribent på den britiske avis The Guardian skriver i en længere kommentar, at Angelina Jolie har gjort alle kvinder en stor tjeneste.
»Hun har ikke alene udfordret sit eget billede i offentligheden, men også den slidsomme kliche af, hvad der gør en kvinde sexet og hvordan en kvinde, der regnes for sexet, taler om sin krop«, skriver Hadley Freeman.
Hun kritiserer Hollywoods stereotype billede af, hvad der gør en kvinde sexet og påpeger, hvordan Angelina Jolie siden sit gennembrud som action-heltinde med svulmende bryster længe har arbejdet ihærdigt på at få andre roller med en dybere karakter.
Også herhjemme roses Angelina Jolie for at stå frem:
Det gør det til en helt særlig situation, at det er en som Angelina Jolie, der får fjernet begge bryster. Jeg tror, at det kan have den effekt, at mange kvinder vil tænke over, at hele ens kvindelighed måske alligevel ikke sidder i brysterne, når nu et sexsymbol som hende tager den beslutning«, sagde overlæge Iben Holten, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, i går til politiken.dk.
»Det, at hun fortæller åbent om det, vil kunne gøre, at danske kvinder får lettere ved at fortælle åbent om det. Det kan gøre det nemmere at have en snak om, hvad man skal vælge at gøre. Hvad fordelene er ved at få fjernet brysterne i forhold til at gå til kontrol - der er en masse svære punkter i den diskussion. Og det at kendte mennesker og måske helt særligt sexsymboler fortæller om det, gør det lettere at tage den diskussion«, lød det fra Iben Holten.
LÆS OGSÅ Begge bryster fjernet: Kræftens Bekæmpelse roser Jolie
Og lad os til slut vende tilbage til der, hvor hele historien startede, The New York Times. Avisen har også talt med brystkræft-specialisten Susan Love, der i en årrække har arbejdet på at nedbringe antallet af kvinder, der rammes af sygdommen.
Også hun roser Angelina Jolie, men siger samtidig, at historien virkelig viser, hvor farlig en sygdom, der er tale om:
»Det, jeg virkelig håber, at folk forstår, er, at vi ikke kan forebygge brystkræft. Det er jo i virkeligheden temmelig barbarisk, at du er nødt til at skære normale kropsdele af for at forhindre sygdommen«, siger bryst-kirurg Susan Love.
fortsæt med at læse








