Sorte  metaller er med til at indramme de gule mursten og træet, der på facaden med tiden bliver gråt. Nederst til venstre aner man den ny elegante gangbro i glas og sort stål, der forbinder forhuset og nybygningen.
Foto: Adam Mørk/Rørbæk og Møller arkitekter

Sorte metaller er med til at indramme de gule mursten og træet, der på facaden med tiden bliver gråt. Nederst til venstre aner man den ny elegante gangbro i glas og sort stål, der forbinder forhuset og nybygningen.

Kultur

Nyopført studiemiljø inspirerer til at tænke ud af busken

Generøs donation har gjort universitetsbygning til rart og inspirerende sted.

Kultur

Der er intet kækt over Rørbæk og Møllers design til en ny universitetsbygning på Frederiksberg; det virker blot som en gedigen løsning med stor indlevelse i opgaven.

Set udefra er det et skarpt, rationelt hus: fladt tag uden udhæng, hjørnevinduer og store glasflader med lameller til solafskærmning - der er ikke sket meget, siden den tyske arkitekt fra Bauhaus Mies van der Rohe for snart hundrede år siden definerede den internationale stil.

LÆS OGSÅ

Man skal tættere på og indenfor i nybygningen for at opdage dens kvaliteter. Materialerne er nemlig bløde, varme og stemningsfulde, klart bedre, end man er vant til i vor tids offentlige byggeri.
Mærkbar højere budget

Villum Fonden har forhøjet det offentlige budget en halv gang, og det mærkes på resultatet.

På instituttet Geovidenskab og Naturforvaltning, hvor man blandt andet forsker i træ og uddanner landskabsarkitekter, kalder de deres nybygning for Fælleshuset. Det får sine dimensioner fra det foranliggende tidligere Kjøbenhavns Hospital fra 1859, som nu kaldes Forhuset. Det er angiveligt en kopi af et romersk palads, et klassicistisk palæ i streng symmetri.

Fælleshuset fortsætter symmetrien fra Forhuset; dets plan er et fladt U, der rummer cellekontorer i etagerne over laboratorierne i stuen. U’et favner bygningens centrale glasdækkede atrium, hvor søjler løfter en stor træklædt æske med auditorium, møderum og administration.

Atriet er bygningens store sociale rum, som al husets aktivitet forholder sig til. Her er der et godt dagslys fra ovenlyset og de gennemlyste cellekontorer med glasdøre. Men på en grå dag mærker man desværre også, at universitetet imødekommer kravene til bæredygtighed ved at supplere med kunstbelysning fra sparepærer.

Det giver altså et fladt lys, selv på de fine overflader, det falder på her.

For selvfølgelig skal der være træ - og masser af det - i et hus, der forsker i skovprodukter! Trææsken er klædt i asketræ mod atriet og i tuja på facaden, og alle gulve på nær i kælder og i laboratorier er belagt med eg i højkantsparket.

Tekøkkener for enden er som auditoriet og det store mødelokale klædt i krydsfiner af birk. Og ved en ekstra privat fondsbevilling er der blevet råd til nye Wegnerborde og -stole i birk.
Konceptuel inkonsekvens

Alle træsorterne i atriet bliver modstillet af en fin gul tegl på væggene omkring cellekontorerne, og atriets balkoner, gangbroer og trapper er opbygget af sorte stålkonstruktioner. Virkningen er kontrastfyldt, og materialerne giver sammen med naturlig ventilation et rart indeklima med en god akustik.

Men det er ikke helt konceptuelt konsekvent, når kontorerne på bygningens facade mod nord er beklædt med træ. Det slører i hvert fald ideen om et teglhus, hvor der er skudt en trææske ind fra syd.

Det er dog en fin detalje, at nybygningen både optager grundens niveauspring i sig og samtidig formidler overgangen mellem de to bygningers forskellige etagehøjder.

Man har simpelthen ladet trææsken have tre etager ligesom Forhuset, mens tegldelen udenom har fire med en lavere loftshøjde. Niveauspringet formidles af trapper i atriet og er med til at give det ganske rationelle hus en rigere rumlighed.

LÆS OGSÅ

Atriet er udsmykket af Marianne Grønnow med et stort kunstværk af opspændte klyngeformer, hvor slyngplanter af passionsblomst og figen vokser. Grønnows asymmetriske former går igen i betonbelægningen i haven mellem husene.

Både kunstværk og have er virkelig vellykkede, og det er her, projektet slipper sin mere rationelle stramhed og begynder at danse. Det er modigt af Schønherr Landskab at lave så skæve former og bryde med den strenge klassicisme i anlægget.

Bliver det lige så vellykket fortil, når hækken mod Rolighedsvej er væk og græsset er vokset til, vil anlægget med sine skæve stier og ditto siddeplinter virkelig inspirere de landskabsarkitektstuderende til at tænke ud af busken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce