Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Formel. Søren Ulrik Thomsen bærer altid jakke, hvid skjorte og slips. Selerne er særligt vigtige.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Søren Ulrik Thomsen: Har man talent på et område, mister man retten til at være amatør på andre

Digter, Søren Ulrik Thomsen, i samtale med Politikens Mette Olsen

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har ikke valgt at skrive poesi. Jeg skriver poesi, fordi det er det, jeg kan. Jeg ville ikke kunne skrive en roman, for jeg kan ikke skabe fiktive figurer. Hvis jeg skrev en roman, ville alle straks kunne se, hvem der var Søren Ulrik.

Jeg har arvet min mors uro. Som hun nok har arvet fra min morfar. Han gik altid op og ned ad gulvet, mens han hørte radio. Jeg går også altid op og ned ad gulvet.

Politik får det værste frem i enhver – og altid i en god sags tjeneste.

Når man er ung, beundrer man nogle mennesker, og så tror man, man kan blive ligesom dem ved at tage noget tøj på eller tale på en bestemt måde, gebærde sig på en bestemt måde, men det kan man ikke, for man bliver aflæst meget klart som ... sig selv.

Der var engang en, der sagde til mig: »Du læser op som en revisor«. Men publikum skal jo opleve digtene, de skal ikke opleve mig stå og føle et eller andet. Det er også derfor, jeg altid har jakke, hvid skjorte og slips på, når jeg optræder, for at formalisere situationen og ikke stå dér i al min privathed.

Hidsighed er et af mine værste karaktertræk. På en restaurant sendte jeg engang bøffen tilbage til køkkenet tre gange

Den store læseoplevelse i år har været Bent Flemming Nielsens introduktion til den schweiziske teolog Karl Barth. Selv om jeg står på tå under læsningen, forstår jeg nok kun 20 procent, som så til gengæld virkelig får låget til at lette. For kun det, man næsten fanger, bringer én videre. I bøger, hvor man forstår hvert eneste ord, står der jo ikke andet end det, man vidste i forvejen.

Hidsighed er et af mine værste karaktertræk. På en restaurant sendte jeg engang bøffen tilbage til køkkenet tre gange, fordi den stadig ikke var ordentligt gennemstegt. Da den kom tilbage fjerde gang, var personalet så forbandet, at de havde givet mig et helt råt stykke kød. Stemningen var, skal vi sige ... anspændt?

Jeg elsker højbaner, fordi det er eventyrligt at køre i tredje sals højde, køre forbi husene. Det er en skøn måde at opleve på, at København er blevet stor.

Jeg bryder mig ikke om at karakterisere mig selv. Jeg bryder mig ikke om at sidde og sige, at jeg er sådan, og jeg er sådan, og jeg er sådan. Jeg kan bedre lide at tale om ’noget’.

Hvis vi er ude i landet, pakker de unge musikere grejet sammen, og så har jeg, den gamle alderspræsident, det privilegium, at jeg går hen på et værtshus, og så får jeg en stift, en bamse og en koger. Og mens de kører til København og er hjemme kl. halv fire om morgenen, ligger jeg på et hotel og sover.

Jeg læser digtene op, som jeg også ville gøre det, hvis der ikke var musik til. Der er jo en indbygget musik i digtene.

Jeg beundrer min far for hans 100 procent positive og tillidsfulde tilgang til alt her i verden. Hans knusende ro. Det kunne aldrig falde ham ind at sende sin bøf ud tre gange.

Der er nogle folk, der spørger: Hvorfor udtaler kunstnere sig ikke mere om politik? Men at jeg er forfatter, gør jo ikke, at jeg har mere forstand på politik end min bror, som er bankmand. Tværtimod har det ofte vist sig, at kunstnere har været til fals for totalitære ideologier, fordi de tit har et æstetisk blik på politikken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jo strammere digtets form er, des mere kaos kan det rumme.

København er den samme som før – og så alligevel. På mine cykelture rundt i byen kommer jeg efterhånden forbi flere og flere steder, hvor der har boet mennesker, som jeg har kendt og nu er døde. Om aftenen, når der er lys i lejlighederne, kan man se fremmede mennesker bevæge sig rundt i stuerne. Det er ikke nogen god idé at tælle dén slags steder på sin cykeltur.

Jeg har meget stor respekt for folk, der kan skrive sange. Man skal ikke bilde sig ind, at poesien er finere end sangskriverkunsten, og så tro, at fordi man kan skrive digte, kan man også skrive sange.

Hawaii-koteletten er nok den seneste gastronomiske innovation, jeg har kunnet goutere, for hvad mad angår, er jeg gået i stå omkring 1963. Mine måltider involverer gerne svinekød i forskellige former og hybridformer, ikke mindst bacon. Af samme grund burde jeg dyrke motion ... på den anden side: »A gentleman will walk but never run«.

Når kunstnere – uanset om det er digtere eller malere eller hvad som helst – bliver interviewet i vore dage, siger de næsten altid, at kunst ikke har noget med inspiration at gøre, kunst er hårdt arbejde. Det er sådan en kliché, der står i næsten alle kunstnerinterview. Og jeg spørger mig selv: Hvorfor siger de altid ’hårdt arbejde’, som om kunst er under mistanke for, at det er sådan en loppetjans, så man skal lige markere, at det er altså hårdt arbejde.

LÆS ARTIKEL

Først var jeg for tynd til at holde mine bukser oppe med livrem. Så holdt jeg op med at ryge, og så blev jeg for tyk til det, så seler har ligesom været løsningen hele vejen igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg tror på fremskridtet og oplysningen og på, at vi ved fornuftens hjælp hele tiden skal gøre verden bedre for så mange mennesker som muligt. Og samtidig synes jeg, at kærligheden er et mysterium, og at der findes en ondskab hinsides enhver fatteevne. Derfor tror jeg også både på Gud og på Djævelen.

Jeg har en internetradio, som kan tage DAB, FM og 17.000 stationer fra hele verden. Men jeg hører kun én station, den hedder Cinemix og spiller udelukkende filmmusik. Den hører jeg, mens jeg drikker min te om aftenen.

Som en eller anden har sagt: Hvis man har et talent på ét område, mister man retten til at være amatør på andre. Hvis du er en god digter, skal du altså ikke skrive en dårlig roman.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden