Du har måske hørt det fra venner eller familie, og du fortæller det garanteret videre, hvis du selv er blevet mor eller far:
»Mine børn gør mig lykkelig«. Eller: »Det er det bedste, der nogensinde er sket for mig«. Og så videre og så videre i utallige varianter.
Men det er løgn. En række nyere undersøgelser fastslår, at dit lykkeniveau dykker kraftigt, når du får små børn, og det genvinder først fordums højder, når børnene er blevet så store, at de flytter hjemmefra.
Koblingen mellem børn og lykke er et urealistisk mantra, som skyldes, at samfundet ville bryde sammen, hvis vi sagde sandheden om de kære små.
Fire af undersøgelserne er samlet i den nye bog ’Stumbling on Happiness’ af Daniel Gilbert, professor i psykologi på Harvard Universitet i USA. Den mest bemærkelsesværdige af dem er et studie offentliggjort i tidsskriftet Science af psykologer fra Princeton, University of California, og en række andre af USA’s førende forskningsinstitutioner.
Forskerne har fundet ud af, hvordan man stort set eliminerer de politisk korrekte svar, der normalt kommer, når folk spørges ud om, hvad der gør dem lykkelige. Ved at bruge den såkaldte Day Reconstruction Method får de knap 1.000 udearbejdende amerikanske kvinder til at fortælle om, hvad de lavede i går, og hvordan de havde det imens.
Det viser sig, at kvinderne har været mest positive/gladest/lykkeligst, når de har haft sex, været sammen med venner eller blot slappet af.
’Tage mig af mine børn’ er meget langt nede på listen – under både ’dyrke motion’, ’købe ind’, ’lave mad’ og sågar også ’se tv’ og ’tale i telefon’. Og kun lige over ’sende e-mail’ og ’gøre rent’.
Virkelig hårdt arbejde Det harmonerer slet ikke med mange tidligere undersøgelser, hvor ’samvær med mine børn’ topper listerne over, hvilke aktiviteter der gør én mest glad, og indkøb ligger næsten nederst. Men det ved forskerne bag Day Reconstruction-metoden godt.
De forklarer forskellen med, at man i de tidligere undersøgelser har spurgt personerne generelt – og så svarer de, hvad de har lært, de skal svare: at samvær med børn er ensbetydende med lykke.
Hvis man derimod spørger konkret om i går, kommer man langt nærmere sandheden. Så får man afmonteret den tillærte første del af sætningen: »Jeg er normalt gladest og lykkeligst, når jeg er sammen med mine børn ... Men i går aftes, da de hylede og skreg og ikke ville i seng, var de altså slemme«.
Det kan være en tilfældighed for nogle enkelte af kvinderne, at forskerne har spurgt dem lige dagen efter, at børnene ikke var til at holde ud. Men når det er næsten 1.000 kvinder – og tusindvis af andre forældre i talrige andre nyere undersøgelser – der lige præcis i går dårligt kunne holde deres børn ud, tegner der sig et tydeligt mønster:
Lykkeniveauet falder markant, indtil ens ældste barn kommer i skole, så stiger det lidt, for så igen at falde, når poderne når teenagealderen. Først når børnene er flyttet hjemmefra, når forældrene deres oprindelige niveau af tilfredshed.
»Modsat hvad vi læser i populærpressen, er det eneste kendte symptom på den såkaldte tomhed, efter at ens børn er fløjet fra reden, voksende smil«, konkluderer Daniel Gilbert i ’Stumbling on Happiness’.
Gilbert, der selv er far til en 29-årig søn, medgiver, at alle forældre selvfølgelig har nogle store og smukke øjeblikke med deres børn. Men, påpeger han, der er primært tale om virkelig hårdt arbejde.
»Hovedparten af tiden som forældre går med kedelig og uselvisk service til individer, der bruger årtier på at blive bare en lille smule taknemmelige for, hvad vi gør for dem«, skriver Gilbert.
Indskrænket frihed
Og det er altså ikke kun amerikanske forældre, der reelt hellere ville bruge tiden sammen med vennerne, ægtefællen eller den øvrige familie. Også europæiske og danske undersøgelser viser noget, der ligner en U-form på livets lykkebarometer.
Den hollandske sociolog Ruut Veenhoven fra Erasmus Universitet i Rotterdam kårer ud fra verdens største database med lykkeundersøgelser gang på gang danskerne blandt de allermest lykkelige i verden. I hans registreringer topper kvinder i tilfredshed, når de er midt i 20’erne, og mænd når de er i 50’erne og 60’erne.
Begge køn tager en ordentlig nedtur i tiden som småbørnsforældre, ifølge Veenhoven fordi vores frihed indskrænkes, og vi har færre valgmuligheder i livet.
For eksempel kan vi ikke bare sige vores arbejde op, fordi vi også har andre munde at mætte. Vi kan ikke bare tage til udlandet og arbejde, fordi vores afkom risikerer at blive rodløse. Og på hverdagsplanet kan vi sjældent få lov til bare at sidde stille og roligt og læse vores avis, for slet ikke at tale om at gå alene i byen med vores partner for at redde vores hårdt pressede ægteskab.
Økonom og lykkeforsker Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Århus har sammen med kolleger i Zürich og London lavet en større undersøgelse af folks lykkeniveau. Heller ikke de har spurgt på den åbne facon – »Hvad gør dig lykkelig?« – men i stedet: »Hvor tilfreds/lykkelig er du?«.
Svarene er så bagefter blevet sammenlignet med folks livssituation, og resultatet er, at allerede det første barn bidrager negativt til folks lykke. Med det andet barn bliver det endnu værre.
For menneskeracens skyld
Tal fra en helt anden kant bekræfter den tendens. Økonom ph.d. Michael Svarer fra Aarhus Universitet har nærstuderet skilsmissetal fra Danmarks Statistik, og hans konklusion er klar: Et par, der får et barn, har 20 procent større risiko for at blive skilt. Et par, der får to eller flere børn, har 40 procent større risiko.
Men hvorfor bliver vi så ved med at fortælle os selv og hinanden, at det primært er vores børn, der gør os lykkelige – også længe efter at børnene er flyttet hjemmefra, og vi faktisk godt kunne indrømme sandheden, fordi vi jo nu endelig er blevet frie og lykkelige. Hvorfor husker også midaldrende forældre, der har været gennem hele trædemøllen, næsten kun billeder af smilende babyer, leende tumlinger og glade teenagere?
