Roer har opgivet sine kajakture på grund af fartbøller

LOVLØSHED. Kajakroere oplever stor hensynsløshed fra hurtigtsejlende speedbåde og jetski i Københavns Havn. Det skræmmer roere væk fra det aktive havneliv.
LOVLØSHED. Kajakroere oplever stor hensynsløshed fra hurtigtsejlende speedbåde og jetski i Københavns Havn. Det skræmmer roere væk fra det aktive havneliv.
Lyt til artiklen

Projektleder Mikkel Brandorff har stort set opgivet sine elskede kajakture i Københavns Havn.

I dag benytter han i stedet større robåde med flere personer om bord.

En væsentlig årsag er hensynsløse motorsejlere.

»En af hovedårsagerne er alle de idioter, der tonser rundt i deres både. Det er den med hensynsløsheden. Kajakroningen har jeg så godt som droppet. Jeg synes ikke, at det er til at ro kajak i havnen længere.«, siger han til politiken.dk.

LÆS OGSÅ Politiet fanger 15 fartsyndere ud af 14.000 lystbåde

Brandorff er en af de mange brugere af havnen, der over for politiken.dk har beskrevet problemerne med fartbøller i Københavns Havn - problemer, der udsætter mindre både, kajakroere og kanoer for fare.

»Selv om de har set én, tror de det, at det er o.k. at drøne forbi én med fem meters afstand, selv om man vælter ved det«, lyder hans beskrivelse af forholdene på vandet.

»Det er en træls situation, som er unødvendig, og som bliver skabt af hasarderet opførsel. Det svarer til, at man kører med 80 km/t gennem gågaden, for: 'Du kan jo bare springe for livet'«, siger Branddorff, der ellers har roet i fem års tid.

'Sindssyge' forhold
De hurtige både skaber store bølger, der kaster rundt med små joller, kajakker og kanoer og kommer alt for ofte meget tæt på mindre sejlere i for eksempel kajakkerne.

»Det er fuldstændigt sindssygt, det, der foregår dernede. Især hvis man vil have liv i havnen. Så er man nødt til at sikre, at det ikke er så farligt«, mener den københavnske roer, der efterlyser en politiindsats for at få bugt med fartbøllerne.

»Det eneste, der virker, er nærvær af nogle, som udsteder bøder, der er tilpas store til, at de på et eller andet tidspunkt holder op med det«.

Kommune: Vi kan se hasarderet sejlads med det blotte øje

Han illustrer problemet med det uheld, der skete i august. Her sejlede en 36-årig mand med særdeles høj fart ind i en betonpille ved Langebro. Mandens båd blev smadret, og han brækkede selv alle ribben.

At det overhovedet kunne ske, undrer Mikkel Brandorff.

»Hvem kan ikke se en bro? Så er der noget galt. Kan man ikke se en bro, så kan man heller ikke se de andre i havnen«, lyder hans reaktion.

LÆS MERE

Motorbådsfører hamrer ind i betonpille og brækker alle ribben

Racersejlads ud for kajakklubber
Heller ikke kajakroeren Jannik Kappel er tryg ved at tage ud i havnen.

»Jeg synes, at bådene sejler meget hurtigt. Problemet er, at bådene er blevet større. De kan lave utroligt store bølger«, siger han om de populære speedbåde, der sejler alt for hurtigt i havneløbet.

Han er træner for børn i en kajakklub på Islands Brygge. Og den kæmper med høj fart fra de forbisejlende - måske fordi en del motorbådssejlere tror, at der ikke er andre, der bruger den del af havnen.

LÆS MERE

Skræmt kajakroer: »De gjorde ikke på noget tidspunkt ansats til at sætte farten ned«

Men det er der, understreger kajaktræneren.

»Vi har ligget der siden 1930'erne. Og det er blevet et hotspot for at sejle hurtigt. Der giver de den rigtigt meget gas.«

Savner præventiv fartkontrol
Han savner også, at myndighederne griber ind over for uvæsenet og eventuelt lavede fartmålinger inde fra land, hvorefter bådejerne blev opsporet.

»Det ville være rigtigt rart, hvis der var en teoretisk muliged for at blive taget. Hvis der bare en gang imellem stod en politimand tror jeg, at det hurtigt kunne tjene sig ind«, siger Jannik Kappel til politiken.dk.

»Som det er nu er der absolut ingen konsekvenser ved at bryde loven«, konstaterer han.

Forsøgt sejlet ned af speedbåd
Samme konklusion når den meget aktive kajakroer og roklubsfrivillige Nicole Valentin frem til.

»Hvis politiet laver mere patruljering på vandet i sommermånederne - målrettede aktioner, især på de dage hvor det er godt vejr - ville de, der sejler i havnen, forstå, at det ikke bare er en legeplads. Men lige nu kan de gøre, som de vil«, siger hun.

Hun har været en særdeles aktiv kajakroer og har haft sine ubehagelige oplevelser med motorbåde - som den dag, hvor en speedbåd forsøgte at få hende til at vælte under en tur i havnen.

Bekymring i havnen: »Det er et spørgsmål om tid, før der sker en alvorlig ulykke«

»Pludselig begyndte en motorbåd at sejle rundt om mig og lave meget høje bølger. De gjorde det kun for at få mig til at falde i vandet. De var nogle kæmpe idioter. Og det var enormt ubehageligt«, fortæller hun.

Dropper at sejle ud midt på sommerdagene
I dag er hun påpasselig med at tage en kajaktur i Københavns Havn.

»Jeg har ikke så meget lyst til at ro om dagen, når det er højsommer. Der er for mange tosser ude at vise deres både frem og sejle for stærkt. Det er utrygt«.

Hun arbejder også som guide på turistbådene, der bringer københavnske gæster rundt i byens kanaler.

TIP OS

Tip os: Har du også oplevet vanvidssejlads i de danske havne?

»Der har været et par episoder, hvor motorbåde sejler for tæt på, så gæsterne får en skylle. Det er ikke rart«, mener hun.

Jetskiførere har et skidt ry

Og så peger hun især på ejerne af jetski som en gruppe, der optræder hensynsløst i havnen.

»Nogle af dem sejler fuldstændigt bevidst for stærkt gennem havnen«, vurderer hun.

Nicole Valentin oplever næsten hver gang, hun tager en kajaktur om sommeren, episoder, der illustrerer lovløsheden i havnen.

»De sejler for stærkt. De kigger sig ikke for. De er provokerende og sejler bevidst mod andre bløde trafikanter i havnen«, konstaterer kajakroeren.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her