Næ. De skal sgu ingen steder. Festen er jo her og slet ikke dernede på fortovet. Politibetjenten må desværre insistere, de skal ned, og det er der nu engang ingen vej uden om. Paraden er slut for Tom og hans veninder, og nu må de altså være så gode at hoppe ned fra lastbilen, siger han. Okay. De føjer betjenten og danser ned af ladet. Stadig en lille smule modstræbende. Tom, som for resten hedder Nielsen til efternavn, og hans veninder er til Pride Parade i København denne weekend og er netop ankommet til Rådhuspladsen. Forud for den trodsige sidste dans er gået en tur på et par timer. Ned langs Frederiksbergs evigt rengjorte alleer, så et kækt sving til venstre ad Vesterbrogade, og så er man der jo næsten. Tom har glimmer i ansigtet, glimmer på armene og endda lidt glimmer på brystkassen. Glimmer, glimmer, glimmer. LÆS OGSÅ15.000 deltog i balladefri homoparade Han er glad og lidt larmende, og turen, siger han, har været fantastisk, for den lastbil, han var på, må da have været paradens største, bedste og vildeste fest. Tom læser jura, det er tredje gang, han er med til Pride Parade, og så har han en kæreste, der hedder Steven. Omkring ham på Rådhuspladsen står hundredvis af bøsser, lesbiske, transpersoner, biseksuelle, drag queens, homoaktivister i flade sko, queers i høje sko, mangfoldighedsforkæmpere helt uden sko og så en bunke politikere og en gruppe piger, der vist nok sælger mobiltelefoner. Om paraden er noget, så er det da i hvert fald for alle. Mainstream. Mildred Pierce og Lady Gaga Og netop mainstream er det, homokulturen – især den mandlige – er ved at udvikle sig til, mener den amerikanske professor og forfatter David Halperin. I bogen ’How to be Gay’ fremfører han tanken, at homokultur mere end noget andet er en kultur, der ligger uden om det rent seksuelle. Han mener, at man for at definere homoseksualitet bliver nødt til at tænke ud over, at bøsser er til mænd, og at lesbiske er til kvinder. Seksualiteten er overvurderet. Kulturen betyder mere. FOTORegnbuefarvede bryster og numser af guld indtog København »Det er værd at kigge på mandlig homoseksualitet som et kulturelt fænomen i stedet for blot som en seksuel orientering«, siger professoren. »Der er altså stadig nogle kulturelle normer, der er karakteristiske for bøsser. Hvis tanken om, at bøsser er lige præcis som heteromænd, leder til fornægtelse af forskellighederne, så har vi et problem«. For vi er forskellige, mener David Halperin. Og selv om medierne og folkedybet i den vestlige verden ifølge professoren gør sit for at udjævne forskellene, så er de voldsomt vigtige for bøssers selvforståelse. Han tegner forskellene op med en stereotyp, som ligger lige til det lækkert barberede højreben. Bøsser, det er da sådan nogle, der bare elsker musicals, indretningsblogs på internettet og små hunde med åh så bedårende hundeøjne. LÆS OGSÅSminkede mænd kæmper om at blive årets bøsse Sådan nogle, der kan sidde i håndtasken, mens far i overdrevet affekt fortæller sine veninder om weekendens eskapader (han var bare SÅ sød, ham jeg kyssede lidt med). Desuden elsker bøsser Lady Gaga, Kylie Minogue og Joan Crawford og kan citere hele scener fra sidstnævntes film noir-klassiker 'Mildred Pierce'. Fabulous, ikke? Bøsseproblemet Jo, David Halperin kan godt selv se, at hans billede af den moderne bøsse er fyldt med klicheer og er skarpt tegnet op, men det er død og pine det, der karakteriserer homokulturen, mener han. Og det er vigtigt at holde fast i.

For hans pointe er, at den moderne bøsses offentlige image efterhånden består af skole-hjemsamtaler, Ikea og grillaftner med de smukt smilende naboer. Og som han sarkastisk skriver: »Se, det er ligestilling!«. I kampen for at blive set lige præcis som alle andre er bøsser blevet, ja, lige præcis som alle andre. Assimileret. Men sådan er realiteterne ikke, mener Halperin, og det er på tide, at den moderne homoseksuelle mand og samfundet omkring ham indser det. »Verden anerkender bøssekulturen som et faktum, men afviser den som en sandhed«, siger han. »Der er en officiel diskurs, som fortæller os, at bøsser er ligesom alle andre. Den ligger i politik, i det, vi kalder sund fornuft, og i medierne. Blandt bøsserne selv ligger den i en tendens til at lykønske sig selv for, hvor godt man er blevet integreret. I øjeblikket ser det ud til, at der er en konsensus om, at vi har løst det, jeg kalder bøsseproblemet. Bøsserne er nu assimileret«.
Homoseksualitet er spildt på bøsser Det er altså den officielle diskurs, siger professoren. Men bag den ligger som altid den uofficielle: den diskurs, der flyder mellem venner i afslappet samtale eller vittigheder. Den anerkender, at de klichefyldte bøssestereotyper er en stor del af det at være bøsse. »Problemet er så bare, at mennesker ofte taler om det her som en vittighed. Og en vittighed kan godt anerkende noget, men den lukker samtidig ned for, at vi reelt tror på det. Det er jo bare en vittighed, ikke?«, siger David Halperin.
LÆS OGSÅMuslimsk bøsse vinder Mr. Gay Mens langt de fleste mennesker, homo- såvel som heteroseksuelle, nok ville medgive, at en mand, der arrangerer sin stue, som skulle den foreviges i et dameblad, og synger med på den der sang fra 'West Side Story', meget vel kunne være bøsse, er det helligbrøde og homofobi at påstå, at disse ting udgør en bærende del af homokulturen som sådan. Professoren skriver i 'How to be Gay', at han nogle gange synes, at homoseksualitet er spildt på bøsser. For de er da blevet lidt kedelige, ja, konforme sgu. Den i Vesten så udbredte Pride-bevægelse, der arrangerer ikke blot parader, men også hele festivaler, har ændret bøssernes flamboyante og kampklare kampråb til en selvtilfreds mumlen: Her går det godt, og vi har endda købt ny Webergrill. Så spørgsmålet er, om den homoseksuelle kamp har overlevet sig selv? »Oprøret er forsvundet for manges vedkommende. Rigtig mange har ikke brug for det længere, men der kommer alligevel et nyt oprør indefra, når nogle homoaktivister husker andre på, hvor bevægelsen var for 50 år siden, og at det er farligt at stoppe kampen«, siger Christian Groes-Green, der er antropolog og kønsforsker ved RUC. »Nogle kritiserer andre for at blive borgerlige eller endda bedsteborgerlige og kedelige. Nogle mener, at bøsserne har sejret sig selv ihjel, og at priden er blevet for pæn. At homoseksualitet er blevet for pænt«.
LÆS OGSÅMr. Gay i omklædningsrummet Christian Groes-Green mener ligesom David Halperin, at billedet på den moderne bøsse er den assimilerede mand. »Assimileringen kan ses i, at Copenhagen Pride er blevet en folkefest, hvor alle kan være med. En fest, som partier fra hele det politiske spektrum omfavner. Det er et tegn på, at bevægelsen er meget integreret«, siger han. Jeg synes, jeg er fabulous Tom og hans to veninder sætter sig på det falske græs i Studiestræde få hundrede meter fra Rådhuspladsen. Solen skinner, livet er, som sådan et skal være. Ja, kolde øl har de endda også. Omkring dem forsøger musikken som så mange gange før at vælte Pisserendens butiksfacader, og en særdeles høj drag queen fra Norge marcherer forbi og siger tuttelu og hejsa til alle, der vil sige det tilbage. Tom er lidt træt nu. Han har festet siden klokken ni, og sådan en omgang er som bekendt ikke for børn. Men han er glad. Og har stadig glimmer over det hele. Normalt, siger han, går han klædt som alle andre, og han føler sig ikke som værende anderledes end sine heteroseksuelle venner. LÆS OGSÅBøsser og lesbiske vil også feste om torsdagen På den måde kan han godt mærke assimileringen. Den eneste forskel er, at Tom er til mænd. Men når han skal feste og går på homobar i det indre København, er han del af den kultur, der ligger omkring hans seksualitet. »Pigerne synes, jeg er fabulous, og jeg synes, jeg er fabulous. Man kan ikke komme uden om den kultur, vi har, og det ville da være synd, hvis vi glemte den. Men den er der dog ikke så meget, som den har været. Der er mange homoer, der synes, at det skal være mig, ham og så Ikea, du ved, men det er da ærligt talt lidt kedeligt«, siger han. Og griner lidt med de to veninder, der i øvrigt begge er lesbiske. Måske har vi sejret os ihjel »Vores kultur er så åben. Alle kan være med, og der er ingen hæmninger. Hvis ABBA spiller, så danser alle med. Der er ingen facade og ingen skam ved at gå amok. Der er derimod frit slag«. Tom ved ikke, hvor assimileringen kommer fra, og han har faktisk selv tænkt over det.
LÆS OGSÅHomoseksuelle springer ud i 72 meters højde I et Danmark anno 2012, hvor homoseksuelle aldrig har haft bedre rettigheder, er det underligt, mener han, at bøsser foretrækker at glemme deres outrerede kultur. »Jeg kan forestille mig, at det er en slags nypuritanisme, som har ramt os, og jeg forstår det ikke. Det kan godt være, at vi har sejret os selv lidt ihjel, men jeg synes på den anden side ikke, at kampen er slut endnu. Den slutter nok ikke, mens jeg lever. Den slutter nok aldrig helt. For det kan da godt være, at stemningen over for homoseksuelle er god her, men der er jo stadig mange steder i Danmark, hvor jeg ikke ville blive accepteret så let«.