Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kopier. Medlemmer af Fronthistorisk Forening Danmark har brugt 10.000-12.000 kroner på deres udstyr,  fortæller de.
Foto: Ditte Valente

Kopier. Medlemmer af Fronthistorisk Forening Danmark har brugt 10.000-12.000 kroner på deres udstyr, fortæller de.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danske mænd klæder sig ud i nazi-uniformer og genopfører krigen ved Østfronten

Fronthistorisk Forening Danmark laver historiske genopførsler. Gruppen kalder sig apolitisk.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tusmørket indhyller de nøgne træer. Kun en skov-skade giver sig til kende på den anden side af marken. Ellers er alt stilhed.

Et øjeblik føles det næsten, som om jeg befinder mig alene her i skovbrynet. Men det er jeg ikke.

Foran mig synker unge mænd i SS-uniform og tysk camouflagetøj ned i skovbunden, mens de tager sigte mod marken med deres Mauser Karabiner 98. En drikkedunk klukker sagte, da Oberschütze Christian flytter en smule på sit MG42. Så er alt tyst igen.

Vi er på patrulje i Oranienbaum-kedlen nær Leningrad, og vi ved, at der er observeret partisanvirksomhed i området.

Overgivelse
»Ivan! Ivan!«, har de to mænd med maskingeværet for cirka fem minutter siden hvisket og gjort opmærksom på russeren, de har fået et glimt af på marken 100 meter væk.

Pludselig blafrer en fasan befippet ud fra sit skjul tæt på os mod markens venstre side, og så følger den unge russer i løb. I det samme trækker Panzergrenadier Kenneth sin pistol, krydser den lille å langs skovbrynet, nogen råber russeren an, og han overmandes og får fjernet sine våben.

»Vi har ham«, råber den øverstbefalende for gruppen, Sturmmann Jacob, mens næstkommanderende, Sturmmann Mads, på russisk beder ham om at forholde sig i ro.

Det gør han, den unge partisan. Længe. På knæ og med hænderne over hovedet og en pistol rettet mod sig. SS-soldaterne har fået ordre til så vidt muligt at bringe ham uskadt tilbage til lejren.

Sådan skal det ikke gå, viser det sig.

I virkeligheden befinder vi os i en skov på Sjælland. De syv mænd i SS-uniform er unge danske mænd, der alle er medlemmer af Fronthistorisk Forening Danmark. For et år siden tog vi kontakt til dem. Dengang sagde de tøvende ja til at lade os følge dem, men siden trak foreningen invitationen tilbage.

I oktober, kort tid efter at tyveriet af Anden Verdenskrigs-dokumenter fra Rigsarkivet blev politianmeldt, modtog jeg imidlertid et telefonopkald fra foreningens formand.

De to sigtede mænd, der havde relationer til nynazistiske miljøer, havde optrådt som Waffen-SS-soldater i forbindelse med det årlige besættelsesarrangement på det historiske oplevelsescenter Andelsbyen Nyvang i Holbæk. Her havde Fronthistorisk Forening Danmark også deltaget som Waffen-SS-soldater.

»Men det er meget vigtigt for os at forklare, at de intet har med foreningen at gøre. Vi er ikke politiske. Vi ønsker på ingen måde kontakt til politisk ekstremistiske personer, hverken fra venstre- eller højrefløjen«, sagde formanden i telefonen.

Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Foto: Ditte Valente


Næsten 1944
Efter en samtale på en café i Brønshøj med foreningens københavnske repræsentant fik fotografen og jeg lov til at deltage i det årlige vintertræf. En betingelse var, at vi ikke offentliggjorde adressen på stedet af hensyn til de personer, der ejer området, og at vi ikke nævnte medlemmernes efternavne.

Det er med den aftale og en stor og voksende undren, at vi holder i fotografens lille røde Peugeot 107 pakket med telt og soveposer i kanten af skoven lørdag morgen.

Dyrkelse af reenactment (genoplevet levende historie) er en voksende hobby. Flere og flere iklæder sig vikinge- og middelaldertøj i deres fritid for at opleve fortiden på egen krop. Det er til at begribe.

Men hvorfor klæde sig ud som de politiske soldater, der deltog i folkemordet på jøderne og var med til systematisk udryddelse af sindslidende, sigøjnere og aktive kommunister?

Hvorfor identificere sig med SS-soldater på Østfronten, hvor man anslår, at det samlede antal ofre for nazistiske voldsforbrydelser i Sovjetunionen var på ca. 8-9 mio. mennesker?

Hvorfor dyrke de danske østfrontfrivillige, der meldte sig til kamp for Det Tredje Rige, der førte Europa og hele verden ud i historiens største og blodigste krig?

Historien om de danske frivillige er blevet syltet

Fotografen og jeg haben keine Ahnung.

To skikkelser i fuld uniform træder frem fra skoven 100 meter fremme. De kommer nærmere. »Velkommen«, siger de velopdragent med sieg-runer på kravespejlet og hagekors på bæltespændet. De fører os ad en sti mod deres lejr i en gammel forladt lade.

Indenfor befinder sig resten af enheden, som denne weekend består af i alt 8 mænd mellem 17 og 37 år, der mødes til felttræf for at simulere livet ved Østfronten. De vender sig om, da vi træder ind, og jeg synker en gang: mænd med frisurer, ulduniformer og støvler som tyskerne under krigen.

På bordet står kogekar, brødposer og petroleumslamper. Vi er nu blandt mænd, der dyrker SS Panzergrenadier Regiment 24 ’Danmark’. Året er på en måde 1944.

Soldater i virkeligheden
Stykker af en pølse steger i kogekarret på bålet. De unge mænd står foran laden, som ligner resultatet af et bombenedslag. Her er gamle kakkelovnsrør, og en sofa fra sidste århundrede ligger på maven.

»Der er jo nogle, der skal være de onde«, siger en af mændene, Oberschütze Christian, spørgefuldt, da jeg kigger undersøgende på hans tyske uniform.

Den 27-årige har dyrket reenactment i mange år, men forlod vikingetiden og middelalderen for tre år siden.

»Jeg fandt pludselig ud af, at 6.000 danskere tog til Østfronten og kæmpede under Anden Verdenskrig. Fordelen ved reenactment i den periode er, at man ikke selv skal sy sit tøj«, griner han.

I det daglige er han kampsoldat. Og skal snart tilbage til Afghanistan.

Sturmmann Mads, der er 21 år og i februar begynder som værnepligtig i forsvaret, støder til samtalen:

»Vi er meget interesserede i Østfronten og skal også deltage i et arrangement som russiske soldater, men vi er specielt interesserede i de danske frivillige i Waffen-SS. Fordi det var dér, at der var flest danskere i kamp«.

Og, siger, Oberschütze Christian:

»Mange var ikke nazister, men meldte sig, fordi de havde eventyrlyst og ønskede at bekæmpe kommunismen«.

Foto: Ditte Valente

Foto: Ditte Valente


Landsforrædere
Det er mit første møde med foreningens historieforståelse. En forståelse, der er i modstrid med det eftermæle, som de danske østfrontfrivillige fik i offentligheden efter krigen, hvor de blev anset for at være landsforrædere.

Sådan så de ikke sig selv, og sådan ser Fronthistorisk Forening Danmark dem ikke.

De frivillige var derimod professionelle soldater, der forsvarede Danmark og Europa mod kommunismen. Unge mænd, der drog i krig, da den danske samarbejdsregering i 1941 gjorde det muligt for soldaterne midlertidigt at træde ud af den danske hær for at gå i tysk krigstjeneste, men som efter krigen blev dømt som landssvigere.

Da jeg siger, at jeg har læst et sted, at cirka halvdelen var medlemmer af det danske nazistparti, DNSAP, da de meldte sig til tysk tjeneste, svarer Oberschütze Christian:

»Jo, men de fleste valgte Waffen-SS, fordi de kunne melde sig allerede som 17-årige, og fordi det var den enhed, der optog andre europæiske frivillige. Regeringen solgte den samtidig godt«.

»Og«, siger hans kammerat Panzergrenadier Jens, der støder til os, »vi mener jo, at historien om de danske frivillige er blevet syltet«.

Død og ødelæggelse
»Achtung. Hinnlegen«, råber Sturmmann Mads.

Soldaterne smider sig straks ned.

»Achtung. Aufstehen!«.

De rejser sig.

»Meine Herren, das war aber Scheiss!«, råber Sturmmann Mads, der ligner en ung Poul Reichhardt. Han leder øvelsen med en blanding af spøgefuldheder og seriøs militærjargon.

Sammen med den 19-årige Sturmmann Jacob, der til daglig er værnepligtig, har han allerede demonstreret, hvordan man pakker sit Zeltbahn – der kan fungere som både telt, regnslag og båre.

»Man skal kunne løfte armene, så man kan smide en håndgranat«, siger Sturmmann Mads, da han demonstrerer regnslaget.

Alle lader og sikrer deres Mauser Karabiner 98. Når foreningen en gang årligt mødes med de 30 medlemmer i Fronthistoriska Föreningen i Sverige, må de bruge løst krudt. Det er ikke muligt i Danmark, så her simulerer de skud ved at råbe ’bang!’.

En soldat er en håndværker
En del af medlemmerne har deres egne, indregistrerede våben. Derudover anvender de attrapper og airsoft-våben.

»Jeg bliver kraftedeme sur, hvis jeg ser en eller anden gå rundt med piben nede i mudderet. Ens liv afhænger af det her våben«, siger Sturmmann Mads.

Sturmmann Jacob supplerer:

»En soldat er en håndværker, et gevær er hans værktøj, og død og ødelæggelse er hans produkt«.

Jeg noterer ordene på blokken efterfulgt af et spørgsmålstegn. Død og ødelæggelse? Er han i rollen nu?

Sturmmann Mads forklarer målet for eftermiddagens patrulje. Vi skal nordpå for at forberede en mulig fremrykning og oprettelse af en lyttepost.

»Der er observeret Ivan-aktivitet i området«, informerer Sturmmann Jacob, der er øverstkommanderende på turen. »Vi kender ikke antallet af partisaner, men vi forventer ikke, at det overstiger vores. Vi forsøger at tage fjenden i live og bringe ham med tilbage«.

»Men det er bedre, at I kommer tilbage, end at han kommer tilbage«.

Bang, du er ramt
Sturmmann Mads, den næstkommanderende på patruljen, har allerede råbt det russiske »Zdes’ podozjdi« og dermed fået den unge partisan til at sætte sig ned.

De andre fem mænd er forsvundet længere ind i skoven med fotografen, og jeg venter med fangen, Oberschütze Christian med maskingeværet og den yngste mand på holdet, 17-årige Panzergrenadier Kenneth. Nogle grågæs flyver larmende over himlen. Nu ånder alt ro igen.

Men så, i det øjeblik fortroppen kommer tilbage gennem det høje krat, og skoven lyder af knækkede grene, sker der pludselig noget. Fangen har rejst sig og sat i løb, den unge Panzergrenadier Kenneth sætter efter ham stadig med sit våben rettet mod ham. »Bang!, bang!«, lyder det, og fangen falder til jorden.

»Arhhhhh, arhhhhh«.

Han vrider sig af smerte. De andre kommer løbende til.

»Hvor er han ramt«, råber Panzergrenadier Jens.

Fangens krop ligger forvredet, og han ryster af chokket. Det er venstre ben, der er ramt.

Foto: Ditte Valente

Foto: Ditte Valente


»Vi skal have ham over i aflåst sideleje«, siger Panzergrenadier Jens. Han er på weekendens træf den ældste med sine 37 år og har været en årrække i forsvaret, hvor han blandt andet er uddannet som sygehjælper, har han fortalt. Som udsendt til Afghanistan har han mistet en kammerat.

»Arhhhh«, skriger fangen igen i smerte, da han bliver vendt. Mens nogle af de andre laver en båre af deres Zeltbahn og lange, tykke rafter, foregiver Panzergrenadier Jens, at fangen får 10 mg morfin.

»Vodka, vodka, da-da«, spørger Sturmmann Jacob og tilbyder fangen noget vand fra sin drikkedunk. Jeg ved, at den er original fra Anden Verdenskrig og har kostet 3-400 kroner på eBay.

»Nein«, siger en svag stemme.

»Stalin kaput, da?«, fortsætter Sturmmann Jacob. Men fangen svarer ikke længere.

Det er nu halvmørkt, da han bæres gennem skoven tilbage til lejren.

Uhyrligheder
Rundt om bordet sidder de unge mænd, nogle med piber, i mørket og rekapitulerer, hvad der skete på patruljen.

Panzergrenadier Klaus, som er programmør til daglig og den mest fåmælte af de ni, tilbyder mig et stykke chokolade fra dåse, hvorpå der står ’Scho-Ka-Kola’.

Jeg sætter mig på en trækasse ved siden af den 19-årige Sturmmann Jacob. Ude i skoven ændrede hans ansigt sig midt i kampen, kæberne var sammenbidte og blikket determineret, da han bevægede sig forbi mig, lynhurtigt og lydløst. Nu ligner han den gymnasieelev fra Randers, han var sidste år, idet han siger:

»Krig er i sig selv en frygtelig ting. Det er jo død og ødelæggelse, og der kommer ikke andre produkter ud af det. Men det spændende er de menneskelige aspekter. Hvad tænkte den enkelte soldat? Hvordan var det ved fronten?«.

Som seksårig så han en kirkegård i Normandiet. Som syvårig fik han sin første bog om Anden Verdenskrig. I mange år var det de allierede, der havde hans interesse, men da han mødte Sturmmann Mads, gik der ikke længe, før han stod i uniform.

»Når man sidder med en bog, kan man læse, at der var -15 grader ved Østfronten, og at soldaten havde korte støvler på. Jamen, nu har jeg prøvet at være i -15 grader og i korte støvler. Man får et adrenalinrush, og det skaber indlevelse. På den måde bliver historien levende«.

Vi bliver tilbudt noget fra et kræmmerhus. Små pølser, får jeg at vide. »Er du nazist«, spørger jeg Sturmmann Jacob.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er vigtigt i vores hobby, at vi ikke benægter noget. Holocaust er sket

»Øh nej, det kan man ikke ligefrem sige. Jeg er ikke nazist, og jeg kunne aldrig blive det. Jeg er meget apolitisk«, svarer han. Ved valget i 2011, som var hans første, stemte han på Det Radikale Venstre.

»Mit syn på de allierede har ikke ændret sig. De fleste var good guys, men gjorde også grumme ting såsom at udbombe Dresden. Nazismen var fyldt med ondskab, men forskellen på de almindelige soldater var ikke større end de uniformer, de havde på«.

Jeg indskyder, at netop Waffen-SS jo stod for nogle af uhyrlighederne.

»Men så vidt jeg er orienteret«, siger Sturmmann Jacob, »er det ikke bevist, at de danske soldater deltog i den type«.

Sturmmann Mads, der er i gang med at forberede sin mad i et kogekar, siger:

»Af krigsforbrydelser begået af Regiment 24 Danmark findes der enkelte eksempler fra Kroatien, hvor regimentets enheder under partisanjagt nedbrændte mindre landsbyer«.

Hitler var en stor taler
Sturmmann Jacob har tidligere nævnt computerspil. Jeg spørger, om der er nogen forbindelse mellem at spille og at sidde her.

»Det tror jeg. Computerspil er bare et af vor tids medier. Jeg spiller altid spil, hvor der er en historie bag. En eksplosion er ikke i sig selv interessant. Det er spørgsmålet: Hvorfor den eksplosion?«.

»Men hvordan forholder I jer egentlig til jødespørgsmålet«, spørger jeg.

»Det er vigtigt i vores hobby, at vi ikke benægter noget. Holocaust er sket. Det er frygteligt. Men man må heller ikke glemme, at Rusland har slået meget mere end seks millioner civilister ihjel i forskellige former for gulag-lejre. Ondskaben har også været der«, svarer han. Det er et argument, jeg har mødt hos andre af de unge mænd.

Jeg spørger, hvad den unge mand synes om Hitler.

»Jeg synes, at han var en idiot«, svarer han straks, og øjeblikket står og dirrer i en mærkelig paradoksalitet, fordi alt her, alt, er så gennemført SS-disciplineret. På armen lyser ørnen og hagekorset hvidt i mørket, da han hudfletter føreren.

Nazismen var fyldt med ondskab, men forskellen på de almindelige soldater var ikke større end de uniformer, de havde på

»Efter Stalingrad fjernede Hitler sin øverste ledelse og tog alle beslutninger selv, og snilde havde han ikke meget af«, fortsætter .

»Det eneste, jeg vil give ham, er, at han var en stor taler. Det er jo det uhyggelige: Formår man at bruge retorik til sin fordel, kan man få folk til at begå folkemord, simpelthen få folk til at stå så meget sammen, at man begynder at udrydde folk fra en anden religion«.

Soldatersange
Fotografen og jeg har været nødt til at køre en tur for at få varmen. Nu står vi uden for laden i aftenmørket. En tysk soldatersang når os:

»Ob’s stürmt oder schneit, ob die Sonne uns lacht/

Der Tag glühend heiß, oder eiskalt die Nacht«.

Vi træder indenfor. En gammel kakkelovn, der er placeret midt i laden, lader temperaturen krybe op på måske 8 grader og sender røgen ud i rummet via et kort skorstensrør.

»Det var ’Panzerlied’«, siger Sturmmann Mads et sted i mørket. En af fyrene bøvser efter en tår øl.

Den unge russiske partisan, Jurij Galerkin, sidder ved siden af mig.

Foto: Ditte Valente

Foto: Ditte Valente


»Hvordan er det at være ene russer«, spørger jeg. Han hedder Johannes og går på hf i Nordjylland.

»Jo, det er lidt hårdt«, siger han. »Jeg vil gerne have flere med«.

»Vi kan jo ringe til Enhedslisten og høre, om nogen har tid«, siger Panzergrenadier Anders, og flere af de andre griner.

»Sort humor er alfa og omega her«, undskylder Panzergrenadier Jens..

De stemmer nu alle i igen, og sangen kulminerer i omkvædet:

»Falderi, faldera, faldera-la-la, Rosemarie!«.

Den ultimative kamp
Sturmmann Mads udbryder: »Danke, meine Herren!«, og henvendt til mig siger unge Sturmmann Jacob.

»En hurtig oversættelse vil være, at en soldat er en soldat, og han er altid sin pige tro«.

»Og det er Hitler«, griner Panzergrenadier Anders igen.

Jeg vender uden egentlig overgang tilbage til folkemordet på jøderne.

»Det var sindssygt. Sindssygt«, siger Panzergrenadier Jens.

»Som dansk soldat, der har været udstationere flere gange og prøvet lidt af hvert, ligger det dybt i mig at hjælpe andre mennesker, så jeg kan slet ikke sætte mig ind i det«.

Jeg ved, hvad det vil sige, at adrenalinen kører så meget, at man er tæt på at kaste op

Bygningsarbejdere i München fandt for nylig en amerikansk bombe fra anden verdenskrig. Kilde: /ritzau/AP

Sturmmann Mads supplerer:

»Jeg har utroligt svært ved at forstå, at man kan føre sådan en politik. Der er ingen af os, der taler politik, når vi har uniform på«.

Panzergrenadier Jens tænker lidt.

»Jeg står her, fordi jeg er soldat. Jeg ved, hvad det vil sige, at adrenalinen kører så meget, at man er tæt på at kaste op. Jeg har ikke prøvet det, som de danske frivillige har prøvet, men der er ingen tvivl om, at jeg søger den ultimative kamp«, siger han..

Fotografen og jeg trækker os tilbage til vores telt og falder i dyb søvn. En mand i en SS-uniform holder bålvagt hele natten.

Afvist to nynazister
Uglen tuder stadig, da vi står op søndag kl. 7. I laden ligger enkelte af de unge mænd stadig på deres leje af halm med tæpper på. En af mændene gaber, en anden snører langsomt sine støvler, mens havregrøden bliver forberedt. De sidder i stilhed og spiser, og Sturmmann Mads virker ængstelig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I virkeligheden er det her svært at forklare. Jeg håber bare ikke, at du skriver, at vi er politiske«, siger han.

»Vi beder ansøgere om at sende skriftlig ansøgning og et foto, og så screener vi dem. Vi har afvist to nynazister på den måde. En af dem havde et jernkors tatoveret på sin hånd. Den slags typer tager vi skarpt afstand fra«.

Sturmmann Mads ligner et øjeblik en vært, der lidt har fortrudt sin invitation.

Var det mine spørgsmål? Hvor meget mere løssluppent ville de have opført sig, hvis ikke vi var dukket op? Mens dagslyset langsomt lægger sit grå slør over skoven, kigger vi på deres forskellige våben. Dér en Tokarev Svt 40 og dér den 12 kg tunge MG 42, en attrap fremstillet i Japan.

Rehabilitering
Jeg tænker, at vi ikke entydigt har fået besvaret vores undren med ét svar. Vi har derimod fået en række forklaringer, der nærer sig ved et ønske om at rehabilitere den østfrontfrivillige soldat ved at holde fokus på det kamptekniske:

Det handler for dem ikke om nazistisk dyrkelse, men om at identificere sig med den enkelte soldat.

Det handler ikke om folkemord, men om danskeren, der kæmpede i flere af krigens mest dramatiske brændpunkter. Det handler om at blive klogere på de 6.000 danske statsborgere, der ikke har fået en plads i de danske historiebøger om Anden Verdenskrig. Det handler om soldaternes frygt for kommunistisk fremmarch.

Det er blandt andet sådan, at Fronthistorisk Forening Danmark forsvarer, at de kan iklæde sig det 20. århundredes mest forkætrede uniform, selv om »det var grænseoverskridende første gang«, som flere har sagt.

Og det er, hvad vi forlader skoven med søndag middag.

Fotografen og jeg kigger på hinanden, da vi har sat os i bilen. »Men«, siger hun med et skævt smil »de er ikke politiske«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden