0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Elskovsbørn er stærke

Hittebarn, frihedskæmper som 14-årig, enke med to børn i 1950'erne, klog kone med forstand på kønnenes samliv, kunstmaler og operaelsker. Forfatteren og ægteskabsrådgiveren Karen Zimsen, 73, kan se tilbage på et stort liv.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Atelieret i haven er fyldt med malerier. Karen Zimsen vimser rundt og fremviser stolt alle de nøgne numser, hun blev sat til at male i sin hobbys første lærlingetid. Øjnene slår smut, da hun meddeler fotografen, at hun ikke kan huske, hvordan man skal holde hovedet for at skjule en dobbelthage.

»Jeg bliver mere og mere forfængelig med årene. Nu har jeg jo tid til det. Den dag, jeg ikke længere er forfængelig, er jeg blevet gammel«, konstaterer hun.

Naturligvis skjuler frisuren høreapparaterne. Den dårlige hørelse er en gammel skade, der blev grundlagt under krigen. Faderen var modstandsmand, og 14-årige Karen hjalp ham. Faderen var inspektør hos H.I.K. i Hellerup, og i kælderen kunne ingen høre det, når far og datter øvede sig på at skyde med pistoler og maskingevær.

»Jeg var med til at hente våben, som englænderne havde kastet ned. Jeg var så bange, så bange. Men jeg talte aldrig om det. Jeg sov i timerne i skolen, for jeg fik aldrig søvn nok. I vores stue blev der holdt rettergang. Der var samtaler med stikkere, og de foregik altid om natten. I lange perioder boede jeg hos en kammerat. Far og mor var under jorden. Jeg anede ikke, hvor de var. Det var en forfærdelig tid«.

Faderen sagde, at hun skulle holde kæft. Det blev hun god til. I stedet skrev hun små stikord til sig selv og gemte dem i en skotøjsæske:

»Jeg skal være en stærk pige. Jeg skal nok klare mig selv. Jeg skal nok holde kæft ... Jeg vil træffe mine egne beslutninger og vælge mine egne veje. Jeg har også ret til at være i verden«. Håndfæstningen blev dateret: Hellerup, Danmark 1944.
At tie stille

Kammeraterne i gymnasiet syntes, hun var 'så mystisk'.

Først da hun i 1984 skrev den selvbiografiske børnebog 'Maries Verdenskrig', opdagede de hendes hemmelighed. For Karen Marie Zimsen har aldrig glemt værdien af at kunne tie stille. Som en af landets meget søgte samlivsterapeuter har hun altid pålagt sig selv en streng tavshedspligt. Når en rådgivning er slut, bliver alle papirer brændt i ovnen.

»Men i dag tager jeg kun ganske få klienter. Jeg er jo ingen vårflue, og jeg bliver så træt i min tredje alder. Der skal være tid til at male, spille golf, tage på højskole og høre opera rundt omkring i Europa«.

Karen Zimsen har skrevet ni bøger. De handler om sociallovgivning, jura, kommunikation, familier, samliv, børn og teenagebørn. Hun var fra starten hos Netdoktor og blev for nylig i sin høje alder headhuntet til apotekernes webside sundhed.dk. Her har hun en brevkasse om sex og samliv. I kontorskuffen ligger et manuskript til en roman. I den anden ende af det store hus i Hareskoven har den jævnaldrende ægtemand Jon sit eget kontor. Her pusler han med noveller. I stuen ligger der stakkevis af inden- og udenlandske aviser.

»Vi er på vej til Frankfurt«, siger hun. »Her skal vi møde Heinz, der kom til Danmark som tysk flygtning i krigens sidste måneder. Han var kun 16 år og blev arresteret af Gestapo som desertør. Min far reddede ham ved en dramatisk aktion, så han kunne blive forenet med sin mor, der var interneret i tennisklubben sammen med 2.000 andre tyske flygtninge«.

Heinz, der nu også er en ældre mand, kontaktede for nylig Karen Zimsen.

For han har aldrig glemt, hvad Karen Zimsens familie gjorde for ham. Begge blev mærket af krigen for livstid. Og sammen har de besluttet at skrive en bog om de tyske flygtninge - et pinagtigt kapitel i danmarkshistorien, som først for nylig er blevet genstand for debat.
»Jeg var begyndt på bogen. Men så kom Irakkrigen, og pludselig kunne jeg ikke skrive mere. Det er nok sådan, at alle krige vækker en gammel angst til live i mig«.
Arbejderpigen

I 1930 kom en lille pige til verden hos en læge på Østerbro. Moderen var en ung kvinde fra de bedre kredse, som var kommet i ulykke. Tre timer efter fødslen spurgte lægen sin rengøringskone: »Vil De have et barn?«. Det ville konen da gerne. Hun var gift med en matros og vidste, at de ikke selv kunne få børn.

Karen voksede op i uvidenhed om, at hun var adoptivbarn. Hun var havnet i en broget familie, og klassebevidstheden blev veludviklet. Moderen sagde: »Du skal aldrig spise kirsebær med de store, for så får du stenene i øjnene«. Det var nemt nok. For Karen fik aldrig kirsebær.

»Jeg følte mig anderledes. Men jeg fik noget, som er det vigtigste for børn. Jeg var nemlig elsket. Min mor var en meget kærlig kvinde. Og jeg har nok været et stærkt barn, som råbte højt og forstod at sige fra. Så sagde bedstemor: »Elskovsbørn er stærke børn«. Men dengang anede jeg ikke, hvad hun hentydede til«.

Familiens held indtraf, da faderen fik tilbudt stillingen som forvalter for den fine tennisklub i Hellerup. De boede i klubben, i to værelser med et kammer.

Moderens job bestod i at smøre mad til de sultne tennisspillere. De fine damer kunne banke på en søndag aften: »Vi trænger sådan til et stykke med Deres dejlige hjemmelavede leverpostej efter vores anstrengende double«. Så måtte Karen og moderen i sving. Ved de store tennisturneringer var hele lejligheden omdannet til smørrebrødsstue. I dag hader Karen Zimsen stadig lugten af roastbeef og flæskesteg.
»Jeg var rystende angst«

Tidligt i krigen kom faderen med i Gruppe Lange, der tilhørte den større modstandsorganisation Holger Danske. Gruppen var startet af en kvinde, der havde dæknavnet Frøken Lange. Hendes 'drenge' lavede sabotage og likviderede stikkere. Karen syntes, hun kunne lugte deres angst, når de dukkede op i tennisklubben efter en natlig aktion. De var blege, svedende og stive i blikket, mens de slugte den mad, som Karen hjalp moderen med at lave.

Under tennishallens gulv var der gemt to ton våben. En dag kl. 12 i foråret 1945 fik man besked om, at klubben skulle huse tyske flygtninge. De første ville ankomme kl. 16. I løbet af kort tid myldrede 300 frihedskæmpere fra Holger Danske ind i hallen. Våbnene lå på flade kasser, som faderen havde monteret med barnevognshjul. Og så drog man af sted i fuldt dagslys med den farlige last. Karen fandt sin gamle legevogn og flyttede en engelsk radiosender.
»Det gik så stærkt, at jeg slet ikke nåede at blive bange. Det lignede et cirkus. Men for det meste var jeg rystende angst. Og de tyske flygtninge hadede jeg. Indtil jeg så deres magre gamle ansigter. Mange døde af tyfus, og deres lig blev smidt op på en lastbil, som var de døde dyr på et slagteri«.

»Så blev hadet afløst af medlidenhed. Min mor sagde: »Fjender eller ikke fjender - børnene skal i hvert fald ikke sulte«. Så hun kogte havregrød til dem i gruekedlen, selv om hun kunne være blevet hængt for det som landsforræder«.

»Efter krigen ville jeg i gymnasiet. Men far sagde: »Hvorfor skal du det?«. Han var dengang kommunist og brød sig ikke om, at jeg 'mængede mig med de fine'. Allerhøjst kunne jeg komme i en bank. For det var arbejde 'med pension'. Men jeg tog mine opgør med ham, for jeg drømte om at blive læge eller skuespiller«.
»Det var et chok«

I gymnasiet tjente hun lidt ved at undervise i tennis. Hun arbejdede også i Illum og Magasin og gik mannequin i bluser og badetøj. Senere blev hun gift med Keld, der var søn af det radikale folketingsmedlem Kirsten Gloerfelt-Tarp. Det var en 'fin' familie, men snobberi kendte de ikke. Dog var der en slægtning, der kaldte ægteskabet en 'mesalliance'. Men Karen elskede sin forstandige svigermor, der opfordrede hende til at blive socialrådgiver.

Men så indtraf ulykken. Keld fik en hjernesvulst og døde i 1958. Karen måtte alene forsørge to børn med sit job i Mødrehjælpen. Enkebørnspenge kunne hun ikke få, for hun tjente 548 kroner om måneden.

»Om dagen var jeg i Mødrehjælpen. Om natten var jeg i Danmarks Radio, hvor jeg lavede reportager og hjalp den senere Cavlingprismodtager Willy Reunert med at klippe bånd til hans udsendelser. Alligevel måtte jeg nogle gange give børnene havregrød tre dage i træk. Uden gode venners hjælp havde jeg ikke klaret det. De passede børn for mig, strøg og bagte brød«.

Faderen var død i begyndelsen af 1950'erne. Hans papirer blev gennemgået, og Karen opdagede sin sande herkomst.

»Det var et chok. Jeg mistede jordforbindelsen og hang i en tynd tråd oppe under loftet. Det viste sig, at den dame, som havde født mig, havde været advokatsekretær. Og hun blev antagelig forført af en jurist, der senere blev dommer. Men jeg ved det ikke, for jeg blev aldrig lyst i kuld og køn. Jeg mødte min biologiske mor nogle gange. Men min rigtige mor er altså min adoptivmor«.