Man kunne også spørge sig selv: Virker julepynt?
Svaret afhænger selvfølgelig af, hvad ens ærinde er med at hænge lyskæder og hjerter over kørebanen. At øge salget i butikkerne eller bare sprede julestemning. Med valgplakater forholder det sig nogenlunde som med juleudsmykning: Ingen ved, om lortet virker. Men omvendt: Ingen tør lade være. For tænk nu, hvis det gør. Og det er nok den enkleste forklaring på, at folkestyret efter det meste af et århundrede stadig trofast ifører sig samme krigsmaling valg efter valg. Med grønne C’er, røde A’er og det lange bånd af ansigter og navne, der løber igennem det offentlige rum. Selv i en tid, hvor man skulle tro, at der var mere slagkraftige måder at råbe hinanden op på. End med papskilte og stive smil. LÆS OGSÅValgplakater: Blikfang eller spild af pap? Men der er måske også andre, dybereliggende årsager til den politiske skiltekrig end kandidaternes respektive forsøg på at indfri personlige og politiske ambitioner. Måske har folkestyret ligefrem sin egen fornøjelse ved at pynte sig med uenighedens mange ansigter. For, som Lars Dybdahl, overbibliotekar ved Designmuseum Danmark og forfatter til bogen ’Den danske plakat’, siger: »Der er altså en demokratisk kvalitet i, at ni politiske partier fører en visuel plakatkrig i byens rum. At gaderummet på den måde er et legitimt rum for mange forskellige opfattelser. For sådan er det jo ikke alle steder i verden«. Massemedie Indtil slutningen af det 19. århundrede var stemmeretten forbeholdt et fåtal. Vælgerne mødte kandidaterne ansigt til ansigt. Og først i takt med at flere samfundsgrupper fik del i demokratiet, voksede partiernes behov for et medie, hvor de kunne præsentere kandidaterne for masserne.
