Vinderhold. Med sin kombination af progressiv arkitektur, moderne kultur- formidling og hjemlig hygge lokker Biblioteket Rentemestervej hver dag  Nordvests beboere på biblioteket.
Foto: Martin Lehmann

Vinderhold. Med sin kombination af progressiv arkitektur, moderne kultur- formidling og hjemlig hygge lokker Biblioteket Rentemestervej hver dag Nordvests beboere på biblioteket.

Kultur

Forgyldt Nordvest-bibliotek vinder Årets Kant

Brugerne på Ibyen.dk har givet Ibyen-prisen til Biblioteket Rentemestervej.

Kultur

I en tid domineret af sociale medier, streamingtjenester og flashmobs vil de færreste i dag placere de gode gamle biblioteker blandt de kulturelle frontløbere.

Men at den ældgamle institution langtfra har aftjent sin værnepligt, beviser de på Biblioteket Rentemestervej, der med en kombination af progressiv arkitektur, moderne kulturformidling og hjemlig hygge hver dag fylder huset med områdets beboere.

Derfor kan biblioteket i dag tilføje årets kant 2013 til deres allerede betydelige række af priser, som især har hædret husets nytænkende arkitektur, der også her i avisen blev belønnet med fem hjerter af Politikens arkitekturredaktør, Karsten R.S. Ifversen.

LÆS ANMELDELSE

På et ellers halvkedeligt hjørne af Rentemestervej og Tomsgårdsvej lyser biblioteket nemlig op som en stabel forgyldte bøger, der er udtænkt af tegnestuerne Cobe og Transform.



Fastelavnsfest med Ungdomshuset
»Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg første gang så tegningen, selv om der var mange flotte bud«, fortæller biblioteksleder Tine Garsdal, der har været en del af processen, helt fra det blev besluttet, at området skulle have et nyt bibliotek og kulturhus: som en slags gulerod for de borgere, der risikerede at blive bekymrede over en anden af områdets nytilflyttere, da Ungdomshuset i 2008 blev flyttet til Dortheavej.

Faktisk hænger biblioteket fysisk sammen med Ungdomshuset, og de to institutioner har i dag i et velfungerende samarbejde.

»En gang om året holder vi en stor fastelavnsfest, hvor vi åbner ind til Ungdomshuset, og så slår 4-500 mennesker katten af tønden og får veganerboller«, siger Tine Garsdal. »Og til maj åbner vi noget, vi kalder ’Heavy days in doomtown’, hvor folk fra Ungdomshuset kommer ind og udstiller i huset her«.

Biblioteket skal være på forkant

At biblioteket skal have plads til anderledes initiativer, har været en del af visionen fra starten, understreger hun. »Det skal være et hus, der hele tiden udvikler sig og er lidt på forkant«. Derfor er hele husets øverste etage dedikeret til en stor, højloftet koncertsal, der lægger sortbejdsede gulve til alt fra jazzkoncerter til børneteater. Og det går godt i spænd med husets øvrige aktiviteter ifølge bibliotekslederen: »Det er tit, at folk lige napper en bog med, når de har været til koncert. Eller omvendt«. En stemning af nybagte boller Et andet af husets centrale tilløbsstykker er Café Glad i underetagen, der blandt andet beskæftiger unge udviklingshæmmede.






Her kan man få sund mad til rimelige priser, der kan indtages enten ved et stort langbord eller et af lokalets spredte caféborde, hvor besøgende bladrer i magasiner, og studerende arbejder ved deres bærbare computere.

Den uformelle dagligstuefølelse er noget af det, gæsterne især sætter pris på, fortæller Tine Garsdal.

»Der er en stemning af nybagte boller i huset. Der er noget med arkitekturen, som gør, at folk kan lide at være her«.

Stadigvæk et bibliotek
Men selv om Biblioteket Rentemestervej kan meget andet end bare at låne bøger ud, skal der ikke herske tvivl om hovedformålet.

»Det er stadig et bibliotek. Vi tilbyder stadig informationer, folkeoplysning og formidling, men på anderledes måder, end man ellers er vant til«.

Og det gør de godt, mener altså Ibyens læsere, der har valgt biblioteket som årets kant. Et anerkendende nik, som kommer hele området til gode, mener Tine Garsdal.

»Det betyder, at vi har endnu en god historie at fortælle herudefra. Og det har Nordvest trængt til«.

Få mere info om Biblioteket Rentemestervej

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce