Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Alt. Karl Ove Knausgård kredser om litteraturens mulighed for at beskæftige sig med alt.
Foto: ASTRID DALUM

Alt. Karl Ove Knausgård kredser om litteraturens mulighed for at beskæftige sig med alt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Formidable Knausgård kæmper stadig

Forfatteren bag det romanværk, som har vakt mest opsigt i verden de seneste år, er også generøs i sine essays.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det begynder med, at han brækker sig.

I et andet essay skider han. Han er på vej hjem med døtrene og et par indkøbsposer i hånden. Han er næsten hjemme, og han skal sådan skide, lorten er på vej ud, men han kniber ballerne sammen og klarer den. Eller gør han?

LÆS OGSÅ

De næste mange sider går med det lille rumpedrama, vi alle har været igennem – når han frem? Og hvis han gør, kan han så få den ud, hvis ikke han har noget lekture ved hånden?

For Knausgård kan kun skide, hvis han samtidigt læser, oplyser han, hvorefter vi hører om den besørgendes bedste læseoplevelser på kummen og om, hvad filosoffen Hannah Arendt mon har skrevet om vores behov for en privatsfære.

Særlig indsigt
Jo, det her er Knausgård, som vi kender bevægelsen fra det mest private til stadigt mere udfoldede betragtninger om det, vi har til fælles, og det, mestertænkere har sagt om netop det.

Metoden går igen i disse 17 essays fra 1996 til 2013, hvoraf 4 er hidtil upublicerede, og mange andre kun har været offentliggjort i tidsskrifter.

Han starter med kroppen, med følelserne, og lader så sproget gå sin vante omvej via tankerne til skriften. Vi kører den ind med penis – eller pølse.

Så selv om det lyder koket, når han bedyrer, at han »i grunden er et ganske usofistikeret menneske«, tror man ham, fordi selvoptagetheden og den vævre tankekraft hviler på modet til at stå ved sig selv helt ud i det uhumske.

Knausgårds forfatterskab bæres af denne frygtløshed. Og så af denne særlig indsigt i de tilstande, vi mennesker kan bringes i, og de sociale og psykologiske tvangsformer, som former os.

Som når han slår fast, at det kun er, når man ejakulerer, nyser og skider, at man er i de tilstande, hvor det bevidste og det ubevidste mødes.

Diskussionsoplæg
Han var 16, da han første gang mærkede »verdensfølelsen« ved at se ud ad vinduet. Han så skyerne og landskabet under dem og mærkede den intense følelse af at være til.

Han opfattede det som »en kunstnerisk oplevelse«, og man kan godt tillade sig at mene, at Karl Ove Knausgårds drift mod forfattergerningen, som han først sent fik hul på for alvor, har været styret af længslen efter at ramme netop denne tilstand igen.

Vel at mærke med sig selv i den skabende rolle.

En anmeldelse som denne yder ikke retfærdighed til disse mange fremragende tekster, hvoraf mange ville egne sig som diskussionsoplæg både hjemme i stuerne og i litterære saloner

Med denne essaysamling kommer man på et privilegeret besøg i troldmandens værksted. Knausgård fortæller bl.a. om sin totale afhængighed af redaktøren Geir Angel Øygaarden, som han også gør det i sidste bind af ’Min kamp’.

For forfatterspirer er denne tekst et must, fordi Knausgård understreger forfatterens behov for fællesskab. Han har kun kunnet skrive så afslørende – og langt – om sig selv, fordi der hele tiden var ét blik, der så på det hele udefra.

Et blik og en bevidsthed, som han bestandigt har kunnet være i fortrolig og frugtbar dialog med.

En anmeldelse som denne yder ikke retfærdighed til disse mange fremragende tekster, hvoraf mange ville egne sig som diskussionsoplæg både hjemme i stuerne og i litterære saloner.

Borer sig ind i Breivik
Det gælder ikke mindst ’Det monofone menneske’ om Anders Behring Breivik, hvori Knausgård, der har en særlig indædt vilje til at konfrontere alt det, som byder os imod, det onde, det ækle og det grimme, borer sig længere og længere ind i dette menneskes måde at være (u)menneske på, selvom han godt ved, at det er umuligt at begribe det ubegribelige.

Har Knausgård, hvis forståelse af mennesket grundlæggende er freudiansk, ret i, at Breivik har levet i skræk for det grænseløse på grund af sin egen uerkendte homoseksualitet?

Og at han er søgt mod fascismen, fordi den tilbyder et stålsat mandsideal og en fast forståelse af verden?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også i denne tekst, som vakte stor debat, da den blev publiceret, kobler Knausgård til sig selv:

»Seksuel usikkerhed og ambivalens hører puberteten til. Jeg husker, da jeg var fjorten, femten, hvor rædselsslagen jeg var for mine åbenlyse feminine sider. Jeg kunne lide at pynte mig, til og med at sminke mig. Til karnevalet, da jeg var tolv, havde jeg sminket mig, taget bluse og nederdel på, båret en håndtaske og vrikket omkring i lokalet og var helt faldet ind i rollen, som om det ikke bare var naturligt, men også noget attråværdigt. Lige før jeg sover, kan jeg stadig opleve identitetsforskydninger, jeg ligger der og er en kvinde, til jeg med et forskrækket ryk slår tilbage, nej, nej, jeg er mand, som et ekko af den frygt, jeg kunne opleve som teenager«.

Litteraturens totale frihed
Knausgård kender litteraturens og kunstens verden som sin egen bukselomme. Når han tager udgangspunkt i sine egne læsninger (og kunstoplevelser) og den indsigt, de har bragt ham til, føler man sig som læser meget privilegeret.

Men der er også essays, hvor han glemmer sig selv i mylderet af kloge skriftsteder, som det skete i det tunge Hitler-afsnit i sidste bind af ’Min kamp’.

Knausgård insisterer på litteraturens fuldstændige frihed, den skal kunne beskæftige sig med alt.

»En roman er ikke et forsøg på at postulere noget, men et forsøg på at forstå postulaterne«.

Knausgård kender litteraturens og kunstens verden som sin egen bukselomme

I essayet ’Litteraturen og det onde’ harcelerer han mod dem, der ønsker, at litteraturen skal være moralsk korrekt.

»En nymoralistisk bølge går over Skandinavien for tiden, og litterære værker bliver i fuldt alvor og med stor inderlighed vurderet ud fra, om det, de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke med hensyn til kvalitet, men med hensyn til moral«.

At Knausgård har ret, ses aktuelt af den moraliserende måde, Kaspar Colling Nielsens fremragende nye roman ’Den Danske Borgerkrig 2018-24’ blev anmeldt på i Weekendavisen. En tilgang, som ekskluderer store dele af verdenslitteraturen.

Det er rædslen for hans far, som grundlæggende har formet ham, »det lader mig aldrig i fred«, skriver Skandinaviens mest betydningsfulde forfatter. Og dette udgangspunkt, rædslen, mærker man på disse teksters temperatur. Deres store kvaliteter ufortalt er de nemlig kolde, ikke varme.

Længslen

Læst under ét kan Knausgårds essays betragtes som et syvende bind af ’Min kamp’.

Flere af dem rummer nøgler til at forstå det halsbrækkende risikable, men formidabelt vellykkede romanprojekt.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et af dem lyder således:

»Overfladen er mit liv, dybet min længsel. Fornemmelsen af, at det egentlige er muligt, det autentiske en realitet, er stærk, men på hvilken måde, det er muligt og reelt, ved jeg ikke«.

Der var den igen. Længslen efter den verdensfølelse, han mærkede som ung, og som til alt held for os læsere nok skal sørge for, at kompromisløse og længselsfulde Knausgård bliver i kampen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden