Engang gik de i ens uniformer og viftede med en lille rød bog.
Nu er alt forandret i verdens folkerigeste nation, som forbløffer igen og igen. Men selv om supermagtsambitionerne er tydelige, og Kina kan fremvise flotte vækstrater, kommer vi ikke på fornavn med kineserne, som vi er kommet det med amerikanerne. I hvert fald ikke lige med det samme, for kineserne evner ikke at spille på den bløde magts kælne klaviatur. Før de slipper den kunstneriske og politiske frihed løs, vil Riget i Midten ikke kunne skabe en fortælling med appel til resten af kloden. LÆS OGSÅDen amerikanske drøm har mistet glansenKinesisk drøm - for kineserne Det mener internationalt anerkendte kulturforskere, historikere og politologer, som Politiken har talt med. Winfried Fluck, der er professor på J.F. Kennedy Instituttet på Freie Universität i Berlin, lægger ikke fingre imellem: »Kina har ikke gjort sig attraktiv uden for sine grænser. Hvad står Kina for? Hvad er den kinesiske drøm? Svaret er: Der er ingen kinesisk drøm!«. LÆS OGSÅKina er et grusomt forbillede for DanmarkMen der var en sofistikeret kinesisk kultur årtusinder før, der udviklede sig noget lignende i Europa. Kan der gemme sig en kerne, som vestlige kulturforskere overser? »I den gamle kinesiske civilisation boede kejseren langt væk fra folket omgivet af en snæver cirkel af aristokrater. Helt modsat den amerikanske drøm, som er baseret på det almindelige menneskes muligheder for et gyldent liv. Jeg kan ikke se, hvordan moderne mennesker i andre lande skulle kunne blive tiltrukket af feudalismen i den kinesiske kulturarv«. Modsat Winfried Fluck kan Joseph Nye, der er professor i politologi på Harvard Universitet i USA, godt få øje på en kinesisk drøm – men heller ikke han øjner én med global appel: »Den kinesiske drøm er at skabe velstand for kineserne, og den kinesiske ledelse skal have respekt for at have trukket hundrede af millioner af mennesker ud af fattigdom. Men det er ikke nok til at tilfredsstille folks håb og længsler i det lange løb. Og slet ikke nok til, at vi andre føler os tiltrukket«. Om et par hundrede år ... Forfatteren Felipe Fernandez-Armesto kaldte i kæmpeværket ’Millennium' (1995) de seneste to-tre hundrede års europæiske dominans for en parentes i en verdenshistorie, som grundlæggende er domineret af impulser fra Øst. Han forudser, at verden nok skal komme på fornavn med kineserne. Men det vil tage lang tid. »Først vil vi lære sportsstjerners navne, så politikeres og så de væsentligste kunstneres. Det er uundgåeligt. Vi taler om det land, der bliver dominerende økonomisk, demografisk og formentlig også militært. Vi vil være fikseret på Kina med en blanding af ængstelse, fascination og lyst til gevinst. Vi vil samarbejde med dem, så selvfølgelig vil vi komme på fornavn med dem. Men først om et par hundrede år. Initiativerne skifter historisk. Vi lever stadig i en amerikansk epoke, men den vil uundgåeligt mindskes i betydning«, siger Fernandez-Armesto.
