I Sverige har flere aviser trykt en tegning af profeten Muhammed som hund. I Norge trykte man først de danske, dernæst sine egne karikaturer. Men hvorfor står fronten mellem ytringsfrihedens bannerførere og krænkede muslimer netop i Skandinavien? Og er Politikens forlig med profetens efterkommere en vej ud af konflikten?
Vi har spurgt en kreds af skandinaviske forfattere. Lars Saabye Christensen, dansk statsborger, opvokset i Norge. Født 1953. Debuterede i 1986 med romanen ’Beatles’, har skrevet flere romaner og novellesamlinger bl.a. romanerne ’Halvbroderen’ og ’Bisættelsen’.Hvorfor tror du, at konflikten om Muhammedtegningerne i vidt omfang har udspillet sig i Danmark, Sverige og Norge? »For det første er vi ikke vant til den type konflikter. Det er helt nyt. Og jeg er sikker på, at der er nogen, der synes, at det er interessant at drive denne type konflikt i Skandinavien, fordi vi i udgangspunktet er tolerante lande. Der gik jo lang tid, før disse karikaturer blev et problem, og da havde man en ganske gennemtænkt slagplan fra de krænkedes side. På godt og ondt kom det bag på os, at reaktionerne kunne blive så stærke, og det var i og for sig lærerigt, så længe denne læreproces gik nogenlunde fredeligt for sig«. Føler du dig på nogen måde selv begrænset af konflikten i dit arbejde? »Ikke personligt, men det kan godt ske, uden at man selv bemærker det. Og man har set mange eksempler rundt omkring i Europa, en vis form for selvcensur, som er ubehagelig at være vidne til. Og det er vældig farligt«. Hvad tænker du om, at Politiken har indgået forlig med en advokat, der repræsenterer efterkommere af profeten Muhammed? »Jeg er umiddelbart ukomfortabel med det, og jeg forstår faktisk ikke helt, hvad der er sket, fra karikaturerne blev trykt og til forliget blev indgået. Hvis jeg har opfattet sagen korrekt, så føler jeg mig utryg ved, at man giver en undskyldning for noget, som man har trykt, og som holder sig indenfor lovens rammer«. Hvordan kan man løse denne her slags konflikter? »Jeg synes, det er forkert formuleret, at man skal løse konflikter. Man må lære at leve med konflikter. Og leve civiliseret med dem. Uenigheden er jo fundamentet i demokrati. Altså at lære at leve med det, man er uenige om«. Janne Teller, dansk forfatter med tysk/østrigsk familiebaggrund. Født 1964, uddannet cand. polit. Debuterede med romanen ’Odins ø’ (1999) om tro og tvivl og politisk og religiøs ekstremisme. Senest romanen ’Kom’ (2008).Hvorfor har Muhammedtegningerne og deraf følgende konflikter i vidt omfang udspillet sig i Danmark, Sverige og Norge? »At vi ved så lidt om Islam, som vi gør, at alskens mytedannelse får lov at vokse sig store inde i vores skandinaviske hoveder – ligesom spøgelser i børns fantasiverden. Dermed bliver vores adfærd omkring islam frygtelig infantil. Det er ikke de væsentlige intellektuelle opgør eller samfundsrelevante strukturer, der præger tvisterne. Men om hvorvidt man må tegne den anden parts store hellighed med hundekrop eller bombe i turbanen. Sådan en slags: Æv, bæv, din far er en bussemand -niveauet«. Føler du dig selv begrænset i dit arbejde på grund af konflikten? »På ingen måde. Jeg skriver meget om religion i mine romaner, og udgav f.eks. i 1999 ’Odins ø’, der netop handler om religiøs fanatisme, og som citerer koranen vidt og bredt. Jeg har boet i muslimske lande, og jeg var meget bevidst om hvad jeg gjorde, men havde ingen problemer med at sige, hvad jeg ville om fanatisme uden samtidigt at mene, at jeg partout måtte fornærme bare for fornærmelsens skyld«. »Senere, da Odins ø skulle udkomme i England i 2007, var den engelske oversætter bange for en fatwa og ville have mig til at skrive den muslimske fanatisme ud af romanen. Det sagde jeg selvfølgelig nej til – og mit engelske forlag bakkede mig heldigvis op og fandt en anden oversætter. Ellers har jeg mere mærket censur som et problem fra kristne grupper i forbindelse med min ungdomsroman ’Intet’, der er forbudt på skoler i det meget kristne Vestnorge, og i lang tid var bandlyst på Viborg Amtscenter. Så jeg synes vi skal huske ikke kun at fokusere et sted hen, når vi taler censur og selv-censur«. Hvad synes du om Dagbladet Politikens forlig med en advokat, der repræsenterer efterkommere af profeten Muhammed? »Der er aldrig noget forkert i at undskylde en utilsigtet krænkelse og at række hånden frem til gensidig forståelse. Det er at tage ansvaret på sig. Det betyder ikke, at man samtidig fritager den anden part for deres andel i problemet. Jeg synes dog, der er noget forkert i, at undskyldningen er en del af et retsforlig. Særligt fordi det ordførende advokatfirma, som jeg forstår det, er kendt for en stærk konservativ og kvindenedgørende praksis i Saudi Arabien. Det gør undskyldningen meget lidt værd for de mange millioner mere progressive muslimer, der også følte sig krænkede af tegningerne«.
