Kommaopfinder dropper kommaerne

Svenskerne har skåret kraftigt ned på deres. Islændingene har stort set udryddet dem.

Men den danske retskrivning er fortsat fuld af kommaer. Og af detaljerede og svært gennemskuelige regler for, hvordan de skal sættes.

I efterskriftet til sin doktordisputats om dansk retskrivning foreslår professor Henrik Galberg Jacobsen derfor, at vi helt dropper dem. Eller i hvert fald kun bruger dem ved opremsninger, og når vi i øvrigt finder det strengt nødvendigt.

Det var ellers ham, der i 1996 forærede danskerne et nyt kommasystem, som erstattede pausekommaet og blev indført ved siden af det grammatiske kommasystem.

Der var bare ikke ret mange, der tog imod det. Det var først og fremmest sprogfolkene selv, der undlod at sætte komma foran ledsætninger, hvilket er den mest markante forskel på det grammatiske komma og nyt komma.

SKRIV

Men også i lærerkredse var der til at begynde med sympati for det nye system med dets færre kommaer og dermed med de færre muligheder for kommafejl.

Efter en årelang debat i medierne blev de to systemer fusioneret i 2004. Og for første gang i 85 år kunne Danmark nøjes med ét kommasystem med kun én enkelt valgfrihed – nemlig om man vil sætte komma foran ledsætninger eller ej. Dermed kunne både tilhængere af grammatisk og nyt komma stort set fortsætte med at bruge det kommasystem, de foretrak.

Nogle sprog klarer sig fint uden
Men reglerne for at sætte komma er stadig indviklede og svære at lære. Og måske behøver vi dem slet ikke, mener Henrik Galberg Jacobsen i dag.

»Det vigtigste er at få en mere afslappet holdning til kommaet. Jeg ved godt, at jeg selv har været med til at hidse befolkningen op til at forvente, at man altid kan henvise til en regel. For det var det, vi troede, der var brug for, da vi lancerede det nye komma i 1996. Men i dag ville jeg personligt foretrække, at vi vendte tilbage til pausekomma og grammatisk komma. Eller alternativt stort set sløjfede kommateringen i dansk retskrivning«, siger han.

For i øjeblikket betyder kommaet så mange forskellige ting. Nogle af dem er vigtige. For eksempel dem mellem helsætninger og i opremsninger. Men rigtig mange kommaer betyder ingenting.

»Dem skal man bare se bort fra og se at komme videre«, som Henrik Galberg Jacobsen siger.

Det gælder eksempelvis kommaerne foran ’at’ og ’som’ og ’der’.

»Og hvad skal vi egentlig med de meget stramme regler for netop det tegn? Vi har jo ikke tilsvarende stramme regler for punktum. Nogle sprog klarer sig fint uden.

I Sverige har man i løbet af de seneste 40 år uden en egentlig kommadebat arbejdet sig væk fra den stive gammeldags kommatering og sætter nu meget få kommaer. Og islændingene har stort set afskaffet det. Så det er nok ikke så vigtigt«.

Savner pausekommaet
Egentlig prøver han at holde op med at beskæftige sig med kommaer overhovedet. Og hans doktorafhandling handler da også primært om, hvordan den danske retskrivning har formet sig de seneste 266 år.

Men i sit efterskrift har han alligevel ikke kunnet nære sig for lige at lufte den anarkistiske løsning med kun at sætte opremsningskommaer.

Og direkte adspurgt savner han faktisk pausekommaet, som blev skiftet ud med nyt komma. Og ville personligt foretrække at vende tilbage til det gamle system, hvis anarkiet ikke vinder gehør.

»De fleste af os, der dengang sad og satte pausekommaer, var grammatikere eller sprogfolk. Og vi sad jo alligevel og længtes indvendigt efter et eller andet system og ville helst ikke kunne gribes i inkonsekvens. Og så lavede vi nyt komma, som var et pausekomma med grammatiske regler. Det var mig, der udformede reglerne for det. Men den meget faste grammatik omkring nyt komma har låst det lidt – det irriterer da også mig nogle gange at skulle sætte komma efter en meget kort indledende ledsætning«.

Politik og følelser
Sprogfolk må tilhøre en særlig tålmodig race. Ofte må de vente op til et par hundrede år, før befolkningen tager deres forslag til sig. Så længe gik der eksempelvis, fra det blev foreslået at skrive navneord med småt og at indføre et bolle-å i alfabetet, til det faktisk skete.

Og det kommasystem, Henrik Galberg Jacobsen var med til at bygge til danskerne for 14 år siden, er stort set også blevet ignoreret. I dag er det kun forholdsvist få, der undlader kommaet foran ledsætningerne. Og mest af alt lingvisterne selv.

Hvad tror du, I gjorde forkert?

»For det første tror folk, at de kan reglerne for grammatisk komma, men det kan de som regel ikke, og det lykkedes det os altså ikke at få dem til at erkende. Og i øvrigt er det jo ikke sprogbrugernes fejl, at de ikke kan finde ud af at sætte korrekte kommaer. For reglerne er vanvittige og uigennemskuelige. Jeg tror også, at reglerne for nyt komma blev for svære«.

»Og så var der vel bare ikke et ønske om at få nogle andre kommaer. Andet end hos sprogfolkene og i et vist omfang hos dansklærerne. Og sådan er det også op gennem retskrivningshistorien med eksempelvis bolle-å og de små begyndelsesbogstaver i navneord. I første omgang er det lingvisterne, der gerne vil lave nogle systemer, der er videnskabeligt og strukturelt tilfredsstillende«.

Men normalt er det slet ikke fagfolkenes sproglige og rationelle argumenter, der virker.

»Når jeg ser på retskrivningshistorien, så er det ofte sprogfolk, der gerne vil have, at det, de beskæftiger sig med, udgør nogle pæne, logiske og konsekvente systemer. Men det er som regel ikke sproglige argumenter, der virker. Det er mere følelser, sympatier og politik, der styrer retskrivningen«, siger Galberg Jacobsen.

Bolle-å som en nordisk gestus
Og derfor ville det også have været meget nemmere at få danskerne til at sluge et nyt, overskueligt og konsekvent kommasystem, hvis man havde foreslået det i forbindelse med den seneste retskrivningsreform i 1948. Altså den reform, der gav os bolle-ået, små begyndelsesbogstaver i navneord, og hvor ’kunne’, ’skulle’ og ’ville’ afløste ’kunde’, ’skulde’ og ’vilde’ for at gøre det nemmere for skoleeleverne at stave.

»Det var der, chancen for at få indført et fornuftigt kommasystem i Danmark blev forspildt. Reformen blev lanceret som en nordisk reform. Vi kom af med de store begyndelsesbogstaver, som vi havde til fælles med tysk, fordi tyskerne lige havde været her og var hovedfjenden. Og så fik vi et bolle-å som en ren nordisk gestus«.

»Men det ville have været fedt, hvis der var én, der havde sagt: Vi har altså også det grammatiske komma til fælles med tyskerne. Prøv at se over på det frie parlamentariske England, der har en helt anderledes fri kommatering. Skulle vi ikke også lige gøre pausekommaet til det eneste kommasystem i Danmark?«.

Ö og ø
Bolle-å’et blev første gang foreslået tilbage i 1700-tallet, og igen i 1826 foreslog lingvisten Rasmus Rask i ’Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære’, at man indlemmede et bolle-å i alfabetet ud fra den teori, at der til hver lyd skal svare et tegn i alfabetet.

Men der skulle gå yderligere 122 år, før bolle-å i 1948 fik lov at flytte ind i det danske alfabet. Rasmus Rask ville faktisk også gerne have haft et ekstra ö ind i alfabetet, så der var et ø både til den lukkede ø-lyd i ’dø’ og ’løs’ og et andet ø til den ø-lyd, der er i ’frø’ og ’lørdag’.

»Jeg tror, vi skal være glade for, at vi ikke fik det ö, fordi udtaleforskellen mellem de to ø’er er lige så lille som den mellem e og æ. Og netop de to bogstaver har der har været bøvl med i hele retskrivningshistorien. Altså om ’hæfte’ eksempelvis skal staves med e eller æ. For selv tilhængerne af de to ø-tegn havde problemer med, hvordan de skulle fordele dem, og havde svært ved at bestemme sig til, om for eksempel ’ørn’ så skulle være med løve-ø eller høne-ø, som jeg plejer at kalde de to forskellige ø-lyde«.

»Men igen var det systemerne, lingvisten var ude efter. Og hvis jeg skal forstå min egen og de øvrige sprogfolks handlemåde, så er det trangen til at sætte retskrivningen op i et overskueligt og konsekvent system«.

Majonæsekrig
I 1889 forsøgte daværende kulturminister Jacob Scavenius at få indført små begyndelsesbogstaver i navneordene, men det blev stoppet af en ophidset konservativ kulturelite, der gerne ville blive ved med at udtrykke sig med stort begyndelsesbogstav.

Alligevel udløste Jacob Scavenius’ retskrivningsbekendtgørelse i 1889 noget, der lignede en majonæsekrig, 100 år før den egentlige majonæsekrig. Det var bare ordet seksten, der udløste den.

Frem til 1889 skrev man x i ord som ’voxe’, ’øxe’ og ’sexten’. Men x’erne blev afskaffet som et resultat af det nordiske retskrivningsmøde, fordi de blev betragtet som fremmedelementer. I stedet begyndte man at skrive ’vokse’ og ’økse’– med den undtagelse at ’seksten’ nu skulle skrives ’sejsten’.

»Det fik kulturpersonligheder og dagbladsredaktører til at lave deres egen lille ordbog, der hed ’Den literaire Retskrivning’, og der blev skrevet smædevers om stavemåden ’sejsten’. Så tre år efter blev den ændret til ’seksten’, som jo også er en perversitet i den danske retskrivning. Vi har ingen andre steder hvor ’ek’ udtales ’ej’. Så ud fra et systematisk synspunkt var det jo fornuftigt, at det hed ’sejsten’«.

Så måske varer det også et par hundrede år, før vi får et nyt kommasystem i Danmark?

»Det kan sagtens tænkes. Jeg ved ikke, om der er nogen i Sprognævnet, der tør røre ved kommaerne igen. Oven på den heftige debat for nogle år siden synes man nok ikke, at tiden er moden til det. Den slags tager kolossalt lang tid«.

For vi har tilsyneladende en evne til at fokusere på »meget små, men iøjnefaldende ting i retskrivningen«. Som nu kommaer. Og måske har danskerne bare det kommasystem, de fortjener.

I en alder af 66 år og som kommende doktor i retskrivning er Henrik Galberg Jacobsen i hvert fald mere end klar over, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at opdrage væsentligt på danskerne, når det gælder retskrivningen.

»Gennem tiden har det ofte været litteraterne og aviserne, der er stået af, når sprogfolk og lærere har foreslået ændringer af retskrivningen. Jeg tror simpelt hen, der er for mange i vores land, der kan læse og skrive – og som forbinder nogle værdier med det – til at det kan lade sig gøre at ændre afgørende på noget. Og det er da også lidt urimeligt, at vi lingvister skal have lov at bestemme, bare fordi vi er gode til grammatik og kender det danske vokalsystem«.