For ikke så mange år siden var et hus et hus. Børn kunne bygge det i klodser, den firkantede struktur var til at få øje på, også da de højglanspolerede glasfacader kom, og væggene blev gennemsigtige.

Nu er vi på vej ind i et nyt, aldeles uhåndgribeligt kapitel af arkitekturhistorien: Klodser, vægge og bastante facader er ved at gå i opløsning. Håndgribelige materialer som tegl, træ, stål og glas fortrænges af flygtige, digitale signaler, og konkrete mure afløses af formidlingsfacader eller mediefacader, skabt af lys og levende displays. Facaden den ene dag er anderledes end den, der ses dagen efter, eller den ændrer sig med dagslys og omgivelser.