Natten til lørdag
Jeg har i temmelig lang tid haft en aftale om at være barnepige for – øhh, mit barnebarn, ja, egentlig har vi aftalt, at jeg ikke skal sige hendes navn, men det har været fremme alle vegne alligevel, så altså, jeg passer Stephanie, mens hendes forældre er i biografen for at se den der nye film, ’Avatar’.

Jeg har passet hende flere gange før. Vi kan godt lide at hygge os. De afleverer hende ved 19-tiden og kører, da vi lige har snakket lidt. Hun har benet i gips, så vi sætter os bare og har en helt almindelig, banal barnebarnsaften og hygger os og spiser juleslik – eller det er nu mest hende, der spiser slik.

Vi ser blandt andet den der gamle film ’Troldmanden fra Oz’ med Judy Garland. Den synes Stephanie er morsom. Hun er tosproget på engelsk og dansk og forstår, hvad de siger, så det er en fin film at se. Vi sidder i stuen og har en hyggelig stund. På et tidspunkt går jeg ud på badeværelset, som også er vores sikringsrum. Da jeg kommer ud derfra, hører jeg det første brag. Det foregår ved vores glasdør, som har det her noget seje glas, må jeg nok sige, man kan ikke uden videre slå hul på det, fordi det giver efter.