Fire unge brødres navne står på en af mindestenene.

En far og hans søn på en anden. Og sådan fortsætter det her ved monumentet over de faldne i Første Verdenskrig på den sønderjyske halvø Broagerland. Men det, som forfatter, kulturhistoriker og museumsinspektør Inge Adriansen hæfter sig ved, er det, der ikke står på mindestenene: »Der står ikke et ord om fædreland og patriotisme«, pointerer hun: Egnens døde kæmpede nemlig på tysk side, så de af dem, der kom fra dansksindede familier, var tvunget til at kæmpe for en sag, der ikke var deres. »Det kan man jo ikke så godt skrive på et monument. I stedet har man valgt at være fælles om sorgen, og så er man gået lidt let hen over det med fædrelandet«, som Inge Adriansen forklarer om en af de mere pragmatiske sider af dansk erindringshistorie. Ti års arbejde For praktiske hensyn tages, pinlige episoder forties, og nederlag italesættes som halve sejre, når der skal rejses et monument, viser hendes mastodont af en ny bog, ’Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder’. I løbet af de sidste ti år har Inge Adriansen fra Museum Sønderjyllands afdeling på Sønderborg Slot i et samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og alle de danske kommuner registreret hvert et nationalhistorisk mindested og monument i landet.