»Tal, menneske!«, knurrer skribenten, mens reporteren, den utrættelige pestilens, skubber ham sidelæns foran sig ind på rækken af røde plastsæder i det åbne fartøj. Og bænker dem begge. »Så!«, smiler reporteren stort. »Nu skal vi to på havnerundfart!«. »Jeg lader mig ikke fragte én eneste meter på denne 3. klasses turistpram, med mindre du giver mig en god grund til det«, siger skribenten. I det samme sætter båden i bevægelse og stævner ud gennem Nyhavn – som et let vuggende biografgulv – under gråvejrets umådelige hvælving. »Jeg skal nok forklare alt«, siger reporteren. »Men lad lige først din hånd hænge ned i vandet«. Skribenten ser vantro på ham. »Min hånd? Du må være fra forstanden! Er du klar over, hvilke sætninger disse fingre har frembragt?«. Færten af at rejse I et par sekunder overvejer reporteren at trække redaktørens mail frem og simpelt hen læse deres marchordre højt: »Rejs ud. Ikke for langt, ikke for længe og for Guds skyld ikke for dyrt. Tag ham det selvforelskede rokokomøbel med. Og vend tilbage om max en uge med tre sprælske sommerhistorier om: 1. Læserne selv. 2. Kendte mennesker. 3. Sex«. Men han ved, at sarte sjæle kan fortolke selv den mindste krusning af kritik som et væbnet anslag mod deres hele person og virke. Og vælger derfor en mere nænsom løsning: Omvejen. Skribenten skal bare lige have færten af rejse, tænker han. Så går resten af sig selv. »Prøv og tænk på, at det her vand fortsætter helt til Bali. Uden pause«, siger han. »Og til Antalya. Ja, på en måde helt til Kreta ... «. »Tak! Det rækker!«, siger skribenten. Han svinger armen over rælingen og må øjeblikket efter lide den tort at se sin præmiehånd skyde gennem vandet som et hvilket som helst andet stykke tankeløst kød. »Få så det her overstået!«. »Snus ind«, storsmiler reporteren. »Mærk søen i din næse«. »Jeg har en bedre idé ... «, vrisser skribenten. »Nu kommer du med den forklaring«. »Aj, okay«, griner reporteren nervøst. »Jeg har talt med chefen. Og ... «. Han sætter sin hule næve for munden og trutter et: »Vi skal væk!«. »Man fyrer ikke denne hånd!« Al farve forsvinder fra skribentens ansigt. »Væk?«, gentager han. »Du altforbarmende. Nu er de begyndt at sælge ud af arvesølvet«. I fire lange åndedrag ligner han noget, nogen har glemt på sædet. Så husker han, hvem han er. »Man fyrer ikke denne hånd!«, råber han og løfter sin kolde, dryppende næve i vejret. »Den siger selv op!«. For fanden, Nils! Vi er ikke fyret!«, siger reporteren og serverer – som den garvede nyhedshund, han er – den mest attraktive del af historien i små håndfulde af fede, letlæselige typer: »Vi skal ud og rejse!«.»Bladet betaler!!!«. Og da reaktionen stadig udebliver, griber han skribentens hoved med begge hænder: »Det er lige os!«. Skribenten ser frem for sig. »Min jordomrejse?«, siver det ud af ham. »Efter alle de år«. »Altså ... det, chefen vil have os til, helt præcis, er nu mere ... «, forklarer reporteren, »Nej, sig det ikke«, bryder skribenten af. »Jeg har forstået. Og det kalder jeg sgu format. Sådan hæver man sig over døgnfluernes ligegyldige summen. Sådan letter man ben op ad tidsånden. Man tager den bedste, man har. Sender ham Jorden rundt. På 1. klasse. Ingen smalle steder. Og voila!«. »Jeg samler handsken op!« Han rejser sig og lader en hånd hvile på reporterens skulder. »Jeg samler handsken op!«, erklærer han, som bøjede han sig for et voldsomt folkeligt pres. »Nu skal vi sat’me lære dem, hvordan man rejser. Vi filosoferer dem sønder og sammen. Vi skal helt ned og have fat i udlængslens dybeste rødder«. Han bukker sig og griber om kollegaens ankel. »Hvad er det, vi flygter fra?«, råber han ned i sædet. Reporteren nikker forskrækket. »Os selv?«, prøver han. »Hinanden? Vejret?«. »Bliver vi overhovedet friere af at flytte os? Eller er rejsen bare en djævelsk indretning, der skal få os til at elske trædemøllen? Kan det virkelig passe, at vi er lykkeligere mennesker, når vi indtager vores røræg i Beijing eller Buenos Aires?«. Han slipper sit tag om den andens fod. Og er igen væk. På rejse gennem ørkener og over verdenshave. Imens fortsætter reporteren på sin egen frekvens. »Det kan altså godt være, du lige selv skal tale med chefen«, siger han. »Hun havde også noget sindssygt konstruktiv kritik af det, vi lavede sidst. Noget i retning af ... vent, jeg har noteret det ned ... «. Han finder blokken frem: »Jo, her: ... ’det mest studentikose, selvgratulerende, narcissistiske hjulspind, vi længe har trykt’ ... «. Han bladrer. »Det er lidt knudret skrevet ... men ... godt, ikke? Og hør her: ’En nyhedshund og en hvid elefant. Jamen, for fanden, venner: I er morgendagens ådsler. Den slags dødvægt kan vi altså ikke slæbe rundt på, mens gratisaviser og internet og realityshows bliver bedre og bedre til at give folk, hvad de vil have’«. Mere bladren. »Vent! Her er mere af det fede: ’Det her er jeres sidste chance’, sagde hun. ’Nu får I et tilbud, ingen andre ville give jer. Og hvis ikke I viser jeg omstillingsparate som ind i helvede’ ... Nå ... resten er vist bare detaljer«. En allersidste chance Han løfter blikket og ser lige ind i skribentens tomme øjne. »Noget af et skulderklap, hva’? For hvad er det, hun siger? Altså dybest set? Her er en chance, siger hun. Måske endda den allersidste. Og hvem skal have den? Det skal de to, sgu!«. Guidens stemme knaser i mikrofonen: »Mind your head under the bridge!«. »Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først ... «, synger reporteren sagte. »Aj, nu ved jeg præcis, hvor vi skal forberede den jordomrejse«, udbryder skribenten. Han rejser sig. Fylder lungerne med luft. Og falder ind: »OH, DEN VEJ TIL MANDALAAAY, FULD AF FLYVEFISK I LEG«. Reporteren nikker fremad i kanalen. »Nils!!!«. »Hjem til Knud« Hold dig til mig, siger skribenten, da han nogle timer senere fører an op over klitterne med kurs mod et besynderligt stråtækt hus, der knejser højt over Kattegat. »Det her kan godt kaste en publicistpris af sig«. »Du er blødt igennem«, stønner reporteren, der stakåndet forsøger at følge med i en uskøn blanding af halve og hele skridt. »Måske skulle vi skifte forbindingen igen«. Skribenten standser, vender sig og skuer ud over havets stålgrå flade: »Hvad søger vi i virkeligheden, når vi rejser ud?«, spørger han ud i vinden. »Finder vi det nogensinde? Og hvor?«. »Ja, nok ikke i Hundested«, siger reporteren. »Hvad skal vi her?«. »Hjem til Knud«. Skribenten gør omkring og fortsætter sin march op ad bakken. »Knud-hvem?«, råber reporteren. I det samme ringer hans telefon. »Hej ... Stig Elling«. Han kanter sig rundt om huset og klemmer sig ind mellem to hundeslæder i en carport. »Vi skal af sted på søndag. Lige meget hvorhen«, hvisker han. »Og: Det skal være billigt«. »I er godt nok sent ude«, siger rejsekongen. »Forventningens glæde er jo ellers den største«. »Ja, den må vi tage senere«. I mellemtiden er skribenten forsvundet ind i huset, har besteget trappen til førstesalen og hjemmevant taget plads ved det store rødbejdsede bord. »Øj!«, siger reporteren, da han lidt efter træder ind. »En hule med udsigt«. »Ja«, nikker skribenten. »Her kan man ånde«. Størknede forestillinger rives ned Stuen ligger hen i et halvmørke, kun brudt af den vifte af lys, der falder ind i karnappen gennem en bue af højtsiddende vinduer, hvorfra man skuer ud over havet. Væggene er beklædt med mørkt træ, og overalt hænger billeder af grønlandske ansigter og landskaber.

I et hjørne står et gammelt klaver. I en vindueskarm en globus på høj fod. Her er to senge, den ene dækket af et isbjørneskind, den anden af moskusokse. Og hist og her hænger og står forskelligt løsøre fra opdagelsesrejser i det højeste nord. »Du spørger, hvorfor vi er her«, siger skribenten og giver sig til at trave frem og tilbage på gulvet. »Lad mig udtrykke det helt simpelt: For at bortbrænde mærkerne efter vanens seletøj på hud og sjæl. Rømme det fængsel, som bærer vort navn. Nedrive størknede forestillinger om os selv og verden. Stille os til rådighed for det nye. Og ikke mindst udstikke en retning for vores færd«. »Okay. Men skal vi ikke også finde ud af, hvor vi skal hen, eller hva?«. »Som sagt! Og hvor gør man det bedre end her, i Knuds eget arbejdsværelse, hvor så mange andre ærefulde togter er begyndt?«. »Helt ærligt! Ved ham Knud overhovedet, at vi er her?«, siger reporteren. »Og hvem er han?«. »Brug dog øjnene, mand!«. Lukker klokken 17 Reporterens blik springer rundt i stuen. »Det er ikke ham fra Nordkaperen, vel?«, siger han så. »Knud ... Kløvedal?«. Men tilføjer eftertænksomt: »Naiii ... Den er der ikke helt«. »Brillant idé!«, udbryder skribenten. »Ringer du lige ham Kløvedal op?«. Lidt efter har de forbindelse. »Det er Troels ... «. Længere når de ikke. For i det samme lyder der trin på trappen. »Hvad er klokken?«, hvisker skribenten. »Fem over fem«. »Og hvad tid lukker de?«. »Først klokken 17«. De ser på hinanden. Som én mand, der stirrer på sit eget ansigt i et spejl. »Hurtigt«, hvæser skribenten. »Skunken!«. Knuds gemmested Skribenten åbner en skabsdør i et hjørne og forsvinder ind i væggen. »Det er Knuds gemmested«, kommer det hult derindefra. »Så er det måske ikke det smarteste sted at gemme sig«, indvender reporteren. »Knud (Rasmussen, polarforsker, red.) døde i 1933«. »Fuck! Hvem er det så, der går derude?«. »Kustoderne, velsagtens«. Den sidste lysstribe forsvinder, da reporteren i største hast trækker døren til. »Nej! Lad den stå på klem!«. »Hvorfor?«, fniser reporteren. Der lyder et lille klik, og alle afstande forsvinder. Kun ét rum bliver tilbage: Det i deres egne hoveder. »Øh, jeg har faktisk et lille problem med små rum«, siger reporteren. »Og mørke. Verden bliver så lille«. »Det er da lige omvendt«, hvisker skribenten. »I mørke bliver verden større«. Herefter høres kun lyden af negle mod træ. Og af trin, der forsvinder på trappen. Så bliver der stille i huset. Bortset fra et lille, skrattende »Hal-looo?«. Og så igen: »Hal-lo!«. »Jarh, undskyld Troels«, siger skribenten, da han får samlet telefonen op. »Nu skal du høre ... det er blevet os pålagt at foretage en jordomrejse og på læsernes vegne søge indsigt i, hvordan en sand rejsende møder verden. Sig mig, hvorfor rejser vi overhovedet?«. »I virkeligheden har vi kun været bofaste i ganske kort tid af menneskenes historie«, lyder Kløvedals stemme over højttaleren. »Men i dag har den bofaste magten. Det er nærmest blevet sådan, at man skal undskylde sig, hvis man flytter sig nogen steder hen«. »Hørt!«, hvisker reporteren. »Kender I ikke også det, når man kommer hjem fra en uge sydpå og sgu næsten skal sige undskyld, bare fordi man ser lidt godt ud«. »Jarh, undskyld, Troels ... «, siger skribenten. »Fortsæt endelig«. Vi er nomader »Fra naturens side er vi nomader«, siger Kløvedal. »Det ved enhver af os, når vi sidder og ser ind i ilden. Vi har nogle gener, noget ildens erindring i os, og det er, fordi vi har vandret i tusinder og atter tusinder af år, før vi blev bofaste ... «. »Ildens erindring ... «, nikker skribenten betydningsfuldt. »Det får mig til at tænke på Camus, der engang sagde: ’En rejsende er en mand uden hud’ ... Og vi mennesker trænger nogle gange til at tage huden af, ikke sandt, Troels?«. »Det kan man da ikke i virkeligheden«, hvisker reporteren. »Vel?«. »Altså helt ind til benet«, siger Kløvedal, »så betyder det at rejse for mig, at man rejser ud, og at det forandrer én. Man ser, at livet kan leves på en anden måde end den, man er støbt i, at der er andre lugte, en anden himmel, andre moralbegreber ... Første gang det kolde, nordiske europæiske menneske ser Middelhavets blå farve, er ingenting det samme mere, har Otto Gelsted skrevet. Ingenting er nogensinde det samme mere«. »Du, Troels, jeg tror lige, at vi fordøjer«, siger skribenten. Det bliver nu en kort fordøjelse. For kort efter runger et skrig i skunken. Skribentens. »HER! Et håndtag!«. Reporteren begynder at grine, allerede inden døren går op. Fortsætter, mens de tumler ud af skunken og rejser sig op i lyset. Og knækker helt sammen, da deres blikke mødes. »Aj, prøv lige og hør … «, siger han, mens latteren kortvarigt synes under kontrol. »Jeg tænkte bare lige: Hoveddøren, den kan vi godt komme ud ad«. »Ikke?«. Sne, søkort og fire harpuner Reporteren har – ud fra kollegaens omhyggelige anvisninger – samlet det mest nødvendige udstyr på den store bordplade. Et gammelt kompas, et solur, indtil flere søkort, to par snesko, en sekstant, en spæklampe, fire harpuner og et stykke tørret sælkød. Hertil en dynge gulnede bøger og en Royal Portable rejseskrivemaskine. I et lille uberørt øje af denne orkan af tid og bevægelse er der også – efter nogen diskussion – blevet plads til reporterens Star Tours katalog. »Går det der ur rigtigt?«, spørger reporteren. »Er det ikke lige meget«, siger skribenten. »Vi kommer alligevel ikke ud, før det bliver lyst«. Klokken er 00.34. Og forberedelserne er i fuld gang. På gulvet ligger landkort spredt ud, kant ved kant i stuens fulde udstrækning. Skribenten er gået på knæ halvvejs inde under skrivebordet, mellem Kap Horn og Antarktis, hvor han ligger og slår en serie begejstrede cirkler med en passer. »Geografi irriterer mig«, siger reporteren, der står midt ude i rummet og betragter det store puslespil. »Der er simpelt hen for mange lande. Det er virkelig dårlig tænkt«. Skribenten kommer på benene. »En stor rejse kan ikke tænkes småt. Og en jordomrejse står og falder med, om man begynder det rigtige sted. Jeg kunne godt tænke mig lige at spørge Troels, hvad han synes. Men ... gad vist, om han er vågen endnu?«. »Selvfølgelig! Han er sgu da på kinesisk tid«. Søvndrukken Troels Kløvedal »Det at rejse er en tilstand«, siger Troels Kløvedal søvndrukkent. »Når folk spørger mig: Hvor er der smukkest? Så siger jeg: Hold nu op! Grønland er Grønland, og Småland er Småland. Og jeg sidder selv og kigger ud i den mest bedårende bondehave, der findes på Jorden. Der er ikke nogen steder, der er bedre end andre«. »Hvis han ikke véd det, hvorfor siger han det så ikke bare ligeud?«, siger reporteren, da de lader skipperen vende tilbage til dynerne. »Ja, ærlig talt! Sådan en omgang langhåret udenomssnak. Småland? Hvem i alverden har sagt noget om Småland ... «, siger skribenten, da han får øje på noget, reporteren sidder og vender mellem fingrene. »Hvad er det? Noget af Knuds?«. Skribenten studerer omhyggeligt den lille brunlige genstand. »En tidlig tupilak måske?«, mumler han. »Narh ... snarere en slags urt? Måske til påkaldelse af jagtens ånder. Men hvordan gør man? Skal den bæres om halsen, måske? Eller graves ned foran huset?«. »Jeg ville så nok ryge den«, siger reporteren. »Ja, så bliver det uden mig«, siger skribenten. »Den slags rører jeg af princip aldrig, skal jeg sige dig!«. » Aldrig!«. Ti minutter senere stiger røgen op under de skrå trælofter. » Skal den lugte sådan?«, siger skribenten. »Den hørmer nok lidt ekstra, når man fyrer den af i en hvalrostand«, svarer reporteren. »Men du patter godt nok også meget på den«. Chefen ringer Skribenten ligger slænget hen over moskusoksen med armene ud til begge sider. Som et dyr, der er krøbet ud af sit skind. Reporteren ligger i benenden med sit katalog og betragter med et lille smil poolen, restauranten og det stramme linned på et græsk badehotel. Udenfor læner mørket sig ind over huset, og bølgerne slår tålmodigt nattens takt mod stranden. I mellemtiden er hvalrostanden gået ud. »Det virker jo slet ikke«, fniser skribenten. Så ringer telefonen. »Det er chefen«, mimer reporteren og rækker ham telefonen. »Hun vil tale med dig«. »Hej, Nils. Julie her. Jeg vil bare lige sikre mig, at du forstår situationens alvor«. »Bedre end nogen, kære. Bedre end nogen. Når fjenden står opmarcheret på alle sider af fæstningen, er den eneste værdige løsning nogle gange at sadle op og ride overmagten i møde. Bare stole på, hvad ens instinkt siger en, at læserne vil have. Og Julie ... dit klarsyn gør dig ære«. Han slår højttaleren til. Så lægger han telefonen på soklen under en træbuste af en eskimokvinde for enden af sengen. Og lægger sig igen. »Knalddygtig pige«, hvisker han. »Lige en sidste ting inden I smutter, drenge«, lyder chefens stemme. »DR søsætter et nyt talentshow. Villy Søvndals kusine stiller op! Vi har sat et helt hold på sagen. Og I er med«. Pludselig er det, som om eskimokvinden bevæger munden. »Så I skal være hjemme senest torsdag«, kommer det fra det runde, brune ansigt. Skribenten peger stumt. Men reporteren stirrer allerede på hende. Dut-dut-dut, siger telefonen, chefen har lagt på. »Og lige én ting til ... «, siger eskimoen. »Det er ikke døren, der binder. Det er noget i jer selv«. Øjeblikket passerer i tavshed. Så knækker reporteren sammen i et fnis. »Aj, gid piben havde virket«, kvækker han. »Det her havde været vildt syret, hvis man var skæv. Måske skulle vi ryge noget mere«. De fylder tanden igen. Og ryger. »Du har ellers helt vildt røde øjne«, siger reporteren. Ilden klarer rejseberetningerne Længe ligger de bare og trækker vejret i samme tunge takt. Akkompagneret af en buldren fra den monumentale sølvskinnende brændeovn, som reporteren har fyldt med lidt fra reolen – for, som de er blevet enige om, er det ikke menneskeligt muligt at læse alle de rejseberetninger på en enkelt nat. Mere eksperimentelle metoder må i brug: De vil lade ilden gøre arbejdet. Mens de selv bare ligger og stirrer ind i flammerne, mens de venter på, at klassikerne skal sætte så meget blus på ildens erindring, som Kløvedal kalder det, at deres urgamle nomadenatur springer frem. »Måske skulle du lægge lidt mere på«, foreslår skribenten. Reporteren tager endnu en tur med brændekurven og sætter sig på hug foran den åbne ovn. »’Rejsen til Jordens indre’?«, siger han og løfter en læderindbundet førsteudgave mod ovnens brølende gab. »Er den signeret?«, spørger skribenten. »Nej, men ham der Jules Verne har sgu skrevet i den«. »Ind med den!«, kommanderer skribenten. »’Erik Den Rødes Saga’?«. »Ind!«. Reporteren løfter en hel stak mod ovnens hede ånde. »’Marco Polos rejse?’ ... ’Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien? ... ? Henry Morton Stanley: ’Hvorledes jeg fandt Livingstone’? ... ... «. »I ilden med dem alle!«. Skribenten slutter sig til kollegaen foran ovnen. Og sammen stirrer de andægtigt ind i flammerne. »Kan du mærke noget?«, spørger skribenten. »Måske skal man inhalere det«. De trækker vejret i lange, dybe drag. »Vi skal have flere bøger på«, siger skribenten. »Hold kæft, der er også rigtig gamle ting ... «, lyder det ovre fra reolen. »Ugens Rapport oktober 1976 ... Og her: Turen går til Mallorca fra 1969?«. »Ind!«, siger skribenten.