»Alt er tabt«, siger skribenten og slår ud med armene, da reporteren lidt op ad morgenen får snøvlet sig ud på altanen og sætter sig ved bordet under Mallorcas regntunge himmel. »Er det ikke bare vidunderligt?«, tilføjer han og lader sig synke endnu længere ned i det tarvelige plastmøbel. »Vidunderligt?« gentager reporteren desorienteret. »Denne opgave er komplet blottet for ære. Og den kræver ikke antydningen af talent«, svarer skribenten. Han rejser sig op, træder hen og fatter med begge hænder om gelænderet, læner sig frem. Lidt borte ender udsigten i en enorm mur med lange rækker af altaner. »Kan du ikke se det?« siger han og vender sig. »Fra nu af er alting enkelt. Vi behøver ikke at nyde turen. Vi behøver ikke blive klogere på noget. Vi skal bare finde et par berømtheder, nogle almindelige mennesker og en lille smule sex og koge en omgang let sommerunderholdning sammen af det. Jeg ved ikke med dig ...«, siger han og bøjer sig ned over sin søvndrukne kollega og krammer ham, lidt for hårdt og lidt for længe. »... men personligt har jeg tænkt mig at bryde alle lænker«, hvisker han. »I dag vil jeg bare give los!« En rygende ruin af et menneske Der står han så. Skribenten, den rygende ruin af et menneske, der måske, måske ikke har skrevet noget læseværdigt engang i midt-80’erne. Og stadig ikke kan få armene ned. Og der sidder han. Reporteren, det tossegode tågehorn, altid parat til at spæne efter hvad som helst i en hvilken som helst retning. Med en enkelt dag tilbage til at mejsle sig en lille afsats på oplagsfaldets glatte klippevæg. Og redde deres job på avisen. Endelig er det trængt ind hos skribenten, at det ikke er noget skulderklap, de har fået. Men en sidste chance. At rejsen ikke går Jorden rundt, men bare til Mallorca, og at de ikke skal løse gåden om rejsens inderste væsen, bare ryste lidt let sommerstof ud af ærmet. »På en måde forstår jeg dem godt, på bladet«, siger skribenten. »Det eneste, der for alvor sælger nu om dage, er jo ...«. »Gratisaviser«, kommer det dystert fra reporteren, der tager opgaven anderledes tungt. »Jeg har drømt om det hele natten«, siger han og vrider sig fri af kollegaens favntag. »Og nu har vi altså travlt! Er morgenmaden på vej op?« Skribenten ryster på hovedet. »I dag gør vi alting anderledes. Så i dag spiser vi med de andre på hotellet. Det skal være min lille hyldest til historiens store rejsende«. Et kvarter senere lander reporteren en diminutiv omgang morgenmad fra buffeten på den hvide dug. »Okay, hvad mangler vi?«, siger han. »Almindelige mennesker, berømtheder og sex?« »Tænk ikke på det«, råber skribenten hen over et bjerg af røræg, bacon og navnløse grøntsager. »Det kommer af sig selv«. Reporteren måler ham med et blik som gennem en dørspion. »Ja, ja ... «, siger skribenten. »Derfor kan vi jo godt gå det lidt i møde. Jeg har sendt en sms til Alberte. Hun er på Mallorca med en veninde«. Han tager et print frem. »Jeg spurgte i øvrigt Alain (Alain de Botton, britisk filosof og forfatter til ’Kunsten at rejse’, red.), hvordan vi får det maksimale ud af Mallorca. Hør hvad han skrev: ’Forsøg at blive arresteret for en mindre lovovertrædelse. Forsøg at få et job; som om I skulle blive der hele livet’. Og: ’Forlad jeres hotel uden penge og håb på, at I kommer sikkert tilbage’«. Reporteren læner sig tilbage i stolen og læser med. »’Forsøg at komme i seng med en fra Mallorca’«, mumler han og ser op. »Arh, det er nu nok en metafor, skal du se«, siger skribenten. »Ja, og der er mere metafor ... se: ’Selv om sex som aktivitet ofte har et dårligt ry, er det på mange måder en meget rig måde at udforske et andet sted på’. Det kan vi godt bruge«, siger han og taster med fingrene i bordkanten: ’Filosof: Sex giver rejsen mening’. Catwalk på Mars Reporteren sender nervøse blikke rundt i det store lokale, hvor halvt sovende forældre og deres hektiske afkom danner firkantede kernefamilier om hver deres bord. Små gennemsigtige luftakvarier med direkte udsyn til de nære relationers velsignelser. På en bund af skramlende stole, klirrende bestik og mumlen på flere sprog. »Nej!«, udbryder reporteren og rejser sig. »Jeg kan ikke spise, når de har sådan noget tøj på. Prøv lige og se, hvordan de kommer vraltende med deres enorme tallerkner. Det ligner en catwalk på Mars«. »Jeg troede, du elskede badeferie«. »Ikke sådan nogle familiehoteller, hvor poolen er pakket med småkvabsede mappedyr og deres sure kællinger. Med dovne patter ... Og hvis der er noget, jeg ikke har lyst til at vide, så er det, hvordan de mennesker ser ud, når de spiser morgenmad«. Reporteren sætter sig. «Aj, nu bliver jeg helt svimmel. Jeg tror måske, at jeg har fået jetlag«. »Mallorca er samme tidszone som Danmark«, brummer skribenten. »Og?« I det samme bipper en sms ind. »Det er fra Alberte. ’Ja, jeg er vel lige så kendt som Amin’, skriver hun. ’Nej, måske ikke Amin. Mere Dorthe Kollo’«. Skribenten ser op. »Den er hjemme!« »Så! Nu rejser vi rigtigt«, råber skribenten, da VW Poloen kort efter forlader hotellet i en serie abrupte ryk. »Du kan godt mærke det, ikke?«. »Muarh... «, lyder det omme fra bagsædet, hvor reporteren har lagt sig ned. Skribenten får motoren i gang igen. »Nå! Fremad mod nye nederlag«, vrinsker han. Så kører de. Reporteren på bagsædet med en dundrende hovedpine. Skribenten bag rattet, hvor han sidder og fylder sig med billeder fra den rykvise udsigt. Bjergenes kanter i det fjerne. De gule tegltage. Halmens gyldne cylindre på markerne. Og Mallorcas gamle vandmøller, der står i spredt formation, som gjorde de honnør for disse sande rejsende. »Er du sikker på, at det er klogt at tage af sted uden en krone på lommen«, kvækker reporteren. »Du hørte, hvad Alain skrev«, siger skribenten. »Kender du i øvrigt Bruce Chatwin? ... Nej, selvfølgelig ikke. Han skriver ellers noget om, hvad der kan jage melankolien på flugt«. »Det er altså kvalme, jeg har ... «, klynker reporteren. »Adrenalin!«, bekendtgør skribenten. »Hvis vi berøves faren, opfinder vi kunstige fjender, psykosomatiske sygdomme, skatteopkrævere og værst af alt: os selv ... Det er det, du lider af. Dit sind keder sig. Det skal vi snart få kureret«. »Drej!«, siger reporteren, da skribenten tager hul på fjerde omgang i rundkørslen, og centrifugalkraften presser reporteren så kraftigt mod ruden, at han kan ane sin egen kind ud af øjenkrogen. »Eller sæt farten ned!«. »Så tager det jo endnu længere tid at komme rundt«. »Ring lige til Kløvedal« Skribenten langer et opslået bind af Den Danske Encyklopædi om på bagsædet. »Læs!«, siger han. »’En rejse medfører forandring; Man er ikke den samme, når man vender hjem’«, læser reporteren. »’Enhver rejse er således en erkendelsesproces, som giver den rejsende mulighed for at erhverve ny eller måske tabt viden om sine omgivelser og sin egen identitet’ ... Helt ærligt! Jeg troede, at vi var færdige med det her med rejsens væsen og sådan«. »Jarh, jarh ... nu er det bare sådan ... en hobby«. »Stop lige«, råber reporteren. »Jeg tror, jeg skal brække mig«. »Nej, ved du, hvad der er galt med dig?«, råber skribenten gennem det åbne vindue, da reporteren står og tømmer sig i rendestenen. »Du har fået stress!« Reporteren hælder resten af morgenmaden ud gennem svælget. »Det er alle de ender, du prøver at få til at nå sammen. Prøv nu at give op!« »Ring lige til Kløvedal!«, siger skribenten, da bilen igen er oppe i fart. »Jarh, Troels ... «, siger han stolt, da forbindelsen er oprettet. »Nu rejser vi så uden en klink«. »Jamen, på min første jordomrejse havde vi heller ikke nogen penge«, lyder Kløvedals stemme over højttaleren. »Og det er en helt anden måde at lære et sted at kende på. For så er du jo på røven og skal bede folk om hjælp. Jo mere du rejser på 1. klasse, desto mere kan du købe dig fra at opleve noget som helst«. Skribenten smiler. »Lige mine ord, Troels«, siger skribenten. »Alt er forandret«. Så bipper en sms ind. Fra Alberte, der nu har læst skribentens detaljerede beskrivelse af projektet: »Vi vil alligevel ikke mødes«. »En aftale er en aftale«, siger skribenten, da de parkerer i gaden i turistbyen Cala Millor. »Kom! Nu trækker vi trawl langs stranden«. De finder de to blonde piger siddende på en udendørs café med udsigt over vandet. Formummet bag to par solbriller på størrelse med forruderne i en mellemstor bil. »Fik I ikke vores sms?«, spørger Alberte. »Jo«, siger skribenten. »Og tak for, at I vil være med. Det her er Kjeld. Han er også journalist … på en måde«. Har I mødt nogle kendte? Reporteren får hældt sig selv ned i en stol, hvor han sidder og hænger i rygsøjlen med let slagside mod Stina. I et øjeblik er det, som om han vågner. »Jeg er altså en vildt stor fan«, siger han og løfter blikket mod hende. »Det var fantastisk, det der du lavede ... som Kylling i det der Bamse«. Så falder han igen hen i sin døs. »Nå, piger ... «, siger skribenten, der sidder rank som en skolefrøken. »Hvad laver I så her?« »Og har I mødt nogen andre kendte hernede?« mumler reporteren. Pigerne ser på reporteren. »Tag jer ikke af ham«, siger skribenten. De er på afbudsrejse, fortæller de. Men på hver deres måde. »Jeg er dårlig til at rejse«, siger Alberte. »I virkeligheden bliver jeg vanvittig indadvendt og nostalgisk, og derfor er det svært at være på den rejse, jeg er på, synes jeg«. Reporteren vågner, læner sig frem og gør et hastigt notat på sin blok. ’Ærlige Alberte: At rejse gør mig trist’. Og går ud igen. »Jeg bliver sådan lidt rastløs. Sidder på en restaurant og ønsker, at jeg bagefter bare kunne sige: ’Der duftede af safran, og køkkenet havde blå mosaiksten.’ Men i virkeligheden bruger jeg halvdelen af tiden på at tænke: ’Skal jeg ud på toilettet nu?’«, siger Alberte. »I starten er det svært at give slip, så man ender let med at sidde og klamre sig til sin danske tandbørste og en gammel problematik for ikke at miste sig selv. Men når der er gået nogen tid, og oplevelserne begynder at fylde, så skrumper jeg selv. Og det er rart«. En tjener tager imod deres ordrer. »Og jeg er pigen på solsengen«, siger Stina. »I otte timer. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad der er på den her ø, og vil helst ikke snakke. Bare have lov til at ligge, og så åbne øjnene og se ud på havet og lukke dem igen«. »Får I noget med hjem fra sådan en tur?«, spørger skribenten. »Man æder af den chokolade resten af livet«, siger Alberte. »Der dukker stemninger og lugte op henne i livet. Engang jeg sagde: ’Det er jo en rigtig guldalder-himmel’, gjorde min far mig opmærksom på, at det er det, malerne kan. At før de malede landskabet sådan, så folk det ikke sådan. Sådan tror jeg også, at det er med rejser. Man har ikke lagt mærke til den slags lys, før man var på Mallorca, men pludselig ser man det igen i København«. Efter disse åbenhjertige erklæringer er tiden kommet til også selv at gøre sig lidt synlig, vurderer skribenten. »Jeg tror aldrig, at jeg har rejst med nogen, jeg kunne lide bagefter«. Han smiler rundt i kredsen. Så bliver der stille. »Er det rigtigt?«, siger Alberte bare. »Jeg har siddet derhjemme og forestillet mig et bestemt billede af Mallorca«, fortsætter hun så. »Men jeg havde glemt at se mig selv i det. Og når jeg så er her, er det jo bare lidt som derhjemme. Men Stina, du rejser faktisk hjem til dig selv, ikke?« »Jo«, svarer veninden. »For her skal jeg ikke tænke på noget andet end mig og de ting, der ikke kan komme frem til hverdag. Det kan være ...«. »Noget med nogen kendte?«, foreslår reporteren. »Nej, bare sådan nogle hjertetanker, jeg hænger op på en snor og tænker dem til ende. Det gør mig så lykkelig!« »Der plejer at gå et par dage, så har du fundet ud af, hvad problemet er«, siger Alberte. »Og når du kommer hjem, har du fundet en afklaring«. Sex og drypstenshuler Det bestilte kommer. Stor frokost til herrerne. Små drinks til pigerne. »Nå?« siger reporteren. »Hvad siger I til spanske mænd?« Tavshed. »Jeg mener bare: Er der aldrig sex involveret i jeres rejser?« Mere tavshed. »Men I har haft sex, ikke?« »Altså, nogensinde?« siger Stina. »Der er faktisk noget om, at det er på mode blandt berømthederne her på øen at have sex i den der drypstenshule«, siger Alberte og fanger venindens blik. »Det er vist noget spændings noget«, falder Stina ind. »Med at gøre det et offentligt sted uden at blive opdaget«. Reporteren rejser sig. Og går. »Nå piger«, siger skribenten. »Hyggeligt at møde jer. Vi må løbe«. Han rækker langsomt en hånd til baglommen. Meget langsomt. »Den der frokost ...«. »Nej«, siger Stina. »Den tager vi«. »Og nu, til drypstenshulen!«, siger skribenten, da Poloen stejler ud af byen. »Ja«, istemmer reporteren, nu i hastig bedring. »Det kan kun gå for hurtigt«. »Langsomt«, siger skribenten. »Det kan kun gå for langsomt«. Så ringer telefonen. Det er Kløvedal. »Jarh, Troels. Vi har lidt småtravlt lige nu ...«, siger skribenten og lægger telefonen på det tomme sæde. »Der er lige noget, jeg glemte«, siger Kløvedal. »Jeg sad inde i Eventyrernes Klub med en fyr, som var med mig for 25 år siden. Ved Mexicos stillehavskyst. Og han var netop taget af sted i de her tre måneder. Han var ved at blive atomfysiker, men det blev han så aldrig, for han kom ikke hjem, før to-tre år senere. I stedet har han brugt en stor del af sit liv på indianerne i Equador … Det er det, rejser kan«. »Jarh, Troels ... tak for den lille historie ... som sagt, vi ...«. »Og noget af det, der undrer mig, det er sgu da, at de unge ikke rejser mere. At de skal bankes på plads og ind og have gæld og parcelhus. For så har jeg dem jo i røret, når de er 40 år og blevet skilt og har gjort det hele og pludselig skal ud og realisere sig selv«. »Godt set, Troels ... vi ...«. »Hver morgen når jeg vågner, tænker jeg på, at det her ender med et par meter over kistelåget. Det er fuldstændig besynderligt, at vi er her, at vi trækker vejret og er levende. Og vi skal bruge tiden godt«. »Tak, Troels … og nu bruger vi den så lige på en drypstenshule. Hej, hej ... «, siger skribenten, idet han skruer bilen ind på p-pladsen under en lodret klippevæg. »Så du det«, stønner reporteren og halser efter skribenten, som med lange skridt er på vej mod billetkontoret ved siden af det store, sorte hul i klippevæggen. »Vi holder altså lige ved siden af den bil, vi påkørte i går«. »Arh, nu ser du vist syner…«. »Tænk hvis dem med bilen har ringet til det nummer, jeg satte under deres vinduesvisker? Så har de fået fat i hende den lækre finne fra flyet …«. »Se hellere dér!«, siger skribenten. »Ham ovre ved åbningen. Med langt nakkehår og solbriller! Er det ikke ... ?« »Michael Douglas?«, hvisker reporteren. »Tror du?« I det samme vender manden sig og forsvinder ned i hulen. »Hvordan kommer vi ind? Vi har ingen penge«, siger reporteren. Skribenten smækker sit pressekortet i disken. Men så fanger endnu en skikkelse ved hulens indgang hans opmærksomhed. Han ryster på hovedet. »Narh ... det kan jo ikke …«, siger han. »Jeg kunne ellers have sværget på, at det var hende ... finnen...«. »Jeg tror altså, at jeg har fået angst for … dybder«, hvisker reporteren, da de lidt efter iler ned i mørket ad de glinsende stentrapper til lyden af et halv hundrede stykker skotøjs knasende skridt. »Hør lige! Det der Troels sagde ... med to meter jord ...Er det rigtigt?« »At vi skal dø?«, siger skribenten. »Beklager. Den er god nok«. »Men to meter?« Pludselig står de der. I et enormt hulrum under verden. Omgivet af en umådelig blanding af mørke og skønhed. Fra hulens mægtige buede loft højt over deres hoveder peger stalaktitterne mod jorden som sandfarvede istapper i tusindvis. Mens andre søjler, bredere om livet, har rejst sig nedefra, og tålmodigt stablet sig ovenpå sig selv i retning mod loftet. Som digte skrevet i langsomme dryp med limsten og vand gennem årtusinder. »Aj, der fik jeg lige en kuldegysning. Mærk lige min arm«, siger reporteren. »Jo! Mærk nu!« Rundt omkring i grotter og fordybninger er der anbragt lamper, som danner små verdener af varmt, gult lys, der trækker farve og form frem af mørket. Rustfarve, sandfarve og tjære. Nogle at stenene er kantede og rå. Andre svungne og glatte, som om de var kælet frem gennem evigheder. »Det er sgu da det her, en kirke prøver at ligne«, siger reporteren. Så griber skribenten ham i overarmen og trækker ham med sig gennem mængden. »Prøv lige og se deroppe!« vifter reporteren med begge arme. »Det ligner klaser af ... orgelpiber«. Flokken standser ved en høj søjle, der rejser sig fra hulens gulv og knap mangler en meter i at nå loftet. »Her har vi Dronningestalagmitten«, lyder en dyb stemme i halvmørket. Guidens. »Den er 22 meter høj«, siger han. »Den vokser to millimeter på 10 år. Og den vil nå loftet om ... 5.000 år«. »Nu bliver jeg svimmel igen«, stønner reporteren og støtter sig til skribenten. »Det er ligesom at gå rundt i maven på et kæmpe monster«. I det samme genlyder hulen fra gulv til loft af orgelmusik. En opmarch af ranke, dystre toner, som om selve drypstenshulen bliver oversat til lyd. »Bach«, siger skribenten. »Nå, ja …«, siger reporteren. »Huleoratoriet, ikke?«. Så pludselig ser han i et kort glimt den finske pornosild fra flyet mellem to af de stående silhuetter. Hun blinker til ham, synes han. Så sætter flokken igen i bevægelse, og billedet er væk. »Dér!«, hvisker skribenten. »Michael Douglas!«. De bliver stående og skanner, mens gruppen fortsætter fremefter og nedad i hulen. Men da flokken er væk, er berømtheden det også. »Det så ud, som om han ledte efter nogen!«, siger skribenten. I nogle øjeblikke står de og stirrer rundt i mørket. Så pludselig går lyset ud. Og alt er sort. »Her!« siger skribenten, rækker reporteren en lille, hård ting og står selv og bakser med noget ved sit hoved. Kort efter står der et lys ud fra hans pande. »Der var noget, der bevægede sig dernede«, hvisker han og sætter i bevægelse. Reporteren bakser videre med pandelampen. Så opgiver han og skynder sig efter lyskeglen, der danser af sted længere fremme. »Han gik herind«, hvisker skribenten. »Eller her ...«. Skribenten drejer om et fremspring i klippen. Reporteren står ene tilbage i mørket. Der går 15 sekunder, så hører han det. Først bare som en svag stønnen fra flere forskellige retninger. Så tager den til. Menneskestemmer. Men ingen ord. Reporteren famler sig vej henover klippeknolde, prøver snart den ene, snart den anden retning. »Jeg gider altså ikke dø her ...«, stønner han. »Der er så meget, jeg skal ...«, tilføjer han, men ved ikke rigtig, hvordan han skal fuldende sætningen. Han får rejst sig op. Og nu hører han det igen. En undertrykt stønnen. Denne gang tættere på. »Sex«, hvisker han for sig selv, skynder sig fremad, snubler og fortsætter på alle fire i retning af lyden. »Jarh... jarh...«, hører han. Og så: »JAAARH!« Så er der nogen, der skændes tæt ved. »Persereikä! You’re not ... «, siger en mørk kvindestemme. »Well, never mind. When you play, you pay«. »I have no money!«. Stilhed. »Auuug... «, lyder det så. »Nils?«, siger reporteren. Og endelig får han pandelampen tændt. I lyskeglen foran ham står en skikkelse krummet sammen. »Nils?«, siger han. »Hvad er der sket?« »Jeg har fået et knæ ... sluk den lampe. Der er et afsindigt kvindemenneske herinde«.

Flugt til fiskerlejet

Et minut skiftevis kravler, kryber og falder de henover den våde, bulede sten. »Hey! Nu er vi faktisk lige ved Dronningestalagmitten«, udbryder reporteren efter nogen tid. »Tager du ikke lige et billede af mig, mens jeg krammer den?« »Det er der ikke tid til. Og man må slet ikke røre stenene«, hvisker skribenten. »Her er jo ikke nogen«. Skribenten sukker. Og i en brøkdel af et sekund ses reporteren stående som en blændende hvid maddike i tæt omfavnelse med en 110.000 år gammel limstensøjle. Så bliver alt igen sort. »Det er altså vildt, at det har taget så lang tid at lave det her ... «, lyder hans stemme. »Og vi selv ... lever bare sådan .... «. Han tæller på fingrene i mørket. »14-15 millimeter«. Så hører de hastige skridt bag sig. »Løb!« råber skribenten. »Hun har set os«. Dagslyset rammer dem som en mukkert i panden, da de kommer galopperende ud på asfalten, standser, orienterer sig, og fortsætter med kurs mod bilen. »Stop!« siger skribenten så. Længere fremme står en mand med solbriller og langt nakkehår bøjet over deres kofanger og undersøger først den, så bulen i bilen ved siden af. »Stille og roligt«, siger skribenten. De slentrer videre, men ændrer kurs, så det ser ud, som om de er på vej hen til en helt tredje bil. »Nu!«, hvisker skribenten, da de næsten er fremme. Så spurter de. Direkte mod deres egen bil, kaster sig ind, bakker og svinger ud på vejen. Skribenten sparker speederen i bund, og Poloen springer fremad. Den anden bil har udført nøjagtig samme manøvre. Men standser. »Han samler nogen op«, siger skribenten. »Det er sgu hende finnen«. Flugten til det lille fiskerleje Cala Figuera bringer to ting for dagen. At hvide elefanter godt kan galoppere. Bare de er bange nok. Og at en todørs Polo er hurtigere end en Fiat Punto. Når der er rædsel i tanken. Snart er forfølgerne kørt agterud. Skribenten parkerer, og de undslupne slentrer gennem det lille fiskerleje, hvor havet og tiden har gnavet en lang, tynd vig ind i landet. Ser mågerne hænge i opvinden. Hører bølgerne klukke mod den forrevne klippe. Og indånder blandingen af salt og lugten af nyfanget fisk. »Det er som at komme hjem«, sukker skribenten. De sætter sig og bestiller kaffe. »Se!« siger reporteren og peger på et gammelt skib, der ligger for anker lidt ude i bugten. »Er det et dansk flag? Aj, jeg ringer lige til Troels«. Skribenten ser forundret på ham. »Ja .. hej, Troels ... duø ... jeg tænkte på ... Når man er gået igennem den der glasvæg, du talte om, og man rigtig begynder at rejse ... hvad sker der så?«. »Altså, folk spørger mig tit: Bliver du ikke træt af at rejse?«, lyder Kløvedals stemme. »Men det er fuldstændig forkert! Jeg oplever aldrig gentagelser. For jo mere du ved om noget, desto mere finder du ud af, at du ikke ved. Det er slet ikke en tunnel, der går indad. Det er som en vidvinkel på et kamera. Det går udad«. »Men hvordan har man det derovre? På den anden side af glasvæggen?« spørger reporteren. »Dengang vi var unge, lovede vi os selv, at når vi blev gamle, ville vi ikke blive sure og selvretfærdige. Det gad vi ikke. Og det bliver du ikke, hvis du rejser«, griner skipperen. Det giver et lille sæt i skribenten. »Og ved du hvad«, fortsætter Kløvedal. »Folk tror, at det var bedre før i tiden. Men det er det ikke! Den tid, vi lever i, er fuldstændig enestående. Jeg er født under krigen, og dengang var verden lukket. Tidligere endnu var den slags rejser forbeholdt nogle få rige. Nej, ved I, hvad der er det eneste problem her i verden?« De ser på hinanden. »Det er, at livet ikke er længere, end det er. Der er overhovedet ikke noget med, at man bliver træt af at rejse og undersøge og gøre ved«. »Tak, Troels«, siger reporteren. »Altså, som i: Tusind tak«. Skribenten rejser sig. »Jeg går lige ind og afregner kaffen«. »Vi har jo ingen penge«, siger reporteren. »Så må jeg jo finde på noget«. Da reporteren lidt efter stikker hovedet ind i restauranten, står skribenten og konverserer en lille, solbrændt melbolle af en mand, der sidder og tygger af munden over en mindre flåde af skrabede fade og tallerkener. »Duø, Nils, jeg går lige en tur ned til havnen«, råber reporteren fra døren. Da han et kvarter senere kommer halsende tilbage, finder han skribenten stående bag bardisken. Iført mexicanerhat og i færd med at skænke en tequila for en gæst. »Du tror, det er løgn!« siger reporteren. »Er det Nordkaperen, der ligger derude?», siger skribenten. »Nej, men tæt på. Den er spansk. De sejler om en halv time ... til de Kanariske Øer og videre over Atlanten. Og ... jeg tager med«. »Det lyder ... fornuftigt«, siger skribenten. »Alt taget i betragtning. Men taler du spansk?«. »Lidt. Dos cervesas og vamos a la playa og sådan. Resten kan man vel lære. Tager du mine ting med hjem?« »Det bliver lidt svært. For... jeg bliver her«, siger skribenten. »Lorenzo her har tilbudt mig et job«, nikker han over mod melbollen. »Og du ved ... jeg vil også nødig være ... sur og selvretfærdig. Og ærlig talt. Jeg er træt af at ligge som en gammel oppustet drage og vogte på min skat derhjemme«. Han tøver. »Der var også noget, Stina sagde om at … holde ferie. Og få tid til at tænke sine tanker til ende«. Han langer drinken over disken til gæsten. »Og ved du hvad? Jeg har et helt liv fuld af halve tanker, jeg skal have tænkt til ende«. Han tager telefonen frem. »Men vores historier … skal vi sende dem?«, spørger reporteren. »Hvorfor ikke?« siger skribenten. »Så har vi rene linjer«. »Fik vi det hele? Berømtheder, sex og … hvad med almindelige mennesker?« »Alle mennesker er almindelige«, siger skribenten. »I øvrigt ... har du nummeret på hende finnen, så jeg kan afregne?« De tager afsked og bliver stående i håndtrykket et stykke tid. »Hvad har du tænkt dig?«, spørger reporteren. »Jeg har ikke tænkt«, siger skribenten. »Har du?« »Kun en halv time frem«. »Det er rigeligt«. »Kjeld!«, råber skribenten, da den anden er på vej ud. »Og hvad er udgangsreplikken så?«, siger reporteren. »Kort og klar«, siger skribenten. »Tak for turen«.