Foto fra Bogforum i København. Tre dages bogfest, hvor mange kritikere laver venlige interview med de samme forfattere, som de anmelder i aviserne.
Foto: MARTIN ZAKORA

Foto fra Bogforum i København. Tre dages bogfest, hvor mange kritikere laver venlige interview med de samme forfattere, som de anmelder i aviserne.

Kultur

Dobbeltroller plager bogbranchen

Politiken-boganmelder er under anklage for at være i lommen på forlag. Men findes den helt uafhængige anmelder overhovedet?

Kultur

En af redaktørerne ser dyster ud denne tirsdag morgen, hvor der er fyldt godt op med journalister og kritikere omkring det store runde mødebord på kulturredaktionen.

»Hvad skal vi gøre ved den?«, spørger redaktøren.

Med den mener hun en artikel i dagens udgave af Information, en lang historie, der serveres under overskriften:

Nedenunder står der:

»Kan man være ansat af Gyldendal og samtidig anmelde forlagets bestsellere i en af landets mest indflydelsesrige aviser? May Schack fra Politiken kan – men det er langt over stregen, mener flere kolleger«.

En mumlen bevæger sig hele vejen rundt om bordet.

»Hvor mange af jer laver egentlig ikke noget ved siden af ... for et forlag, eller noget af samme skuffe?«, spørger en anden redaktør.

Vi ser på hinanden. Vi ser ned i bordet. Jeg kaster et blik mod vinduet ... som for at finde et passende svar i det tunge skydække over Rådhuspladsen.

»Hvad med dig«, siger redaktør nummer 2 og ser på mig.

»Jo ... jeg har vel nok redigeret en bog ... eller to«, svarer jeg.

Han sukker. Bliver tom i blikket. Men et sted inde i tomheden kan jeg godt se, at han allerede har besluttet sig: Den her sag ender hos mig.

»Når nogen farer i flæsket på os, bliver vi nødt til at skrive om det. Vi må lægge det hele frem«, siger redaktøren. »Den klarer du«.

Jeg bliver tør i munden. I et glimt ser jeg Al Pacino for mig i rollen som en ubestikkelig politimand, der svigtes af sine kolleger og får lov at ligge med et blødende skudsår, fordi han har forsøgt at afsløre alle de korrupte strømere i New York.

Alligevel nikker jeg, modstræbende. Og begynder at overveje, hvad det her egentlig handler om.

Det handler om, når jeg frem til, hvorvidt I læsere kan tro på det, I læser i avisen. I må helst ikke mistænke alle os, der skriver, for at være i lommen på den ene eller den anden uden for avisen. Det dur ikke.

Så meget er sikkert.

Sagen Avisen Information anklager litteraturkritiker May Schack for at være alt for venlig, når hun anmelder bøger fra Gyldendal, fordi hun gennem 14 år har haft »kontor og fast telefonnummer på forlaget«.

Her arbejdede hun først med encyklopædien og siden med Gyldendals Litteraturhistorie, som hun lige nu er ved at gøre færdig.

May Schack anmeldte for nylig og med kort mellemrum de nye bøger af to af Gyldendals bestsellerforfattere, Hanne-Vibeke Holst og Jens Christian Grøndahl.

Schack skrev – i lighed med anmelderne på de fleste andre aviser – pænt om begge bøger.

Og det dokumenterer, at hun er inhabil, mener Information, som fik Berlingske Tidendes litteraturredaktør, Jens Andersen, og ikke mindst Weekendavisens boganmelder Bo Bjørnvig til at bekræfte synspunktet.

»Selvfølgelig kan du ikke være ansat på et forlag og samtidig anmelde dets bøger«, siger Bjørnvig til avisen.

Han har tidligere gransket May Schacks produktion af anmeldelser og mener at kunne se en skamrosende linje over for Gyldendal-bøger.

Jens Andersen undrer sig i Information over, at Politiken kan leve med en kritiker, der er »så tæt knyttet til et forlag«.

Det var aldrig sket på hans avis. Det er svært at være en hård anmelderhund, siger han, »hvis kritikerne jævnligt sidder i frokoststue sammen med alle redaktørerne og forlagscheferne og forfatterne på et forlag«.

I artiklen forsvarer Politikens litteraturredaktør, Peter Christensen, sin anmelder. Han betragter May Schack som »uafhængig«.

Selv udtaler May Schack:

»Jeg anmelder bøger både fra Gyldendal og alle mulige andre forlag. Jeg skelner ikke mellem, hvilke forlag bøgerne kommer fra. Jeg forholder mig til bøgerne«.

Jeg lægger Information fra mig og ringer til pressejurist Oluf Jørgensen på Journalisthøjskolen. Han fortæller, at der ikke er nogen skarpe regler for habilitet i pressen.

»Det enkelte medie må gøre op, hvor påpasselig man vil være i spørgsmålet om habilitet«.

»Okay, vi har faktisk nogle regler«, siger jeg og læser op af avisens etiske manifest:

»Alle ansatte på Politikens redaktion skal undgå sammenblanding af journalistiske arbejdsopgaver og private forhold, uanset om disse forhold er af politisk, økonomisk eller idealistisk art. Medarbejderne skal derfor afholde sig fra enhver disposition, herunder privatøkonomiske investeringer, der kan skabe tvivl om denne uafhængighed«.

»Ja, det er jo ikke en knivskarp formulering«, lyder det fra Oluf Jørgensen. »Anmelderen kan jo sige, at der overhovedet ikke er tale om at blande tingene. Man kan vurdere det sådan, at det kun er et problem, hvis det direkte angår en konkret arbejdsopgave«.

Så siger pressejuristen, lidt tøvende:

»Men jeg vil nok mene, at det svækker tilliden og troværdigheden, når en litteraturanmelder er på lønningslisten hos Gyldendal. Især hvis den pågældende anmelder bøger fra Gyldendal«.

Det kunne godt lyde, som om Politiken har en skidt sag.

Incestuøst
Om onsdagen bliver det værre.

Nu er det kulturredaktøren på Kristeligt Dagblad og litteraturredaktørerne på Weekendavisen og Jyllands-Posten. May Schacks dobbeltrolle er et kæmpeproblem, er de enige om.

»På samtlige andre store dagblade tager man skarpt afstand fra konstellationen«, står der.

Politikens kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, erklærer sin uforbeholdne tillid til May Schack.

Anmelderen er blot »tilknyttet en projektopgave« på Gyldendal og er i øvrigt »lønnet af fondsmidler«, argumenterer redaktøren.

Hun står alene. Alle andre mener tilsyneladende, at sagen om Schack er et enestående grelt eksempel på inhabilitet.

Jeg tænker, at det nok er bedst at kradse lidt i det billede.

Så jeg begynder at ringe rundt til de andre aviser. Jeg beslutter at koncentrere mig om litteraturredaktionerne. Ellers bliver vi aldrig færdige.

Først får jeg fat i Berlingerens litteraturredaktør, Jens Andersen.

»Det hele kunne godt virke som én stor sump«, siger jeg til ham.

»Fuldkommen«, bekræfter han. »Vi færdes i et incestuøst miljø, hvor alle ligger i med alle. Kulturdanmark er så lille et område, at alle på en eller anden måde har noget i klemme. Men shoot, shoot!«.

»Jo, jeg tænkte bare, at hvis det med May Schack er over stregen, så er der måske også andet, der er?«.

»Ja, mon ikke! Jeg udgiver bøger på Gyldendal, og det er i og for sig også et problem … Der er ikke noget at rafle om. Jeg har et forhold til et forlag, der har med penge at gøre. Og det har rigtig mange. Det er ikke nogen hemmelighed«.

Jens Andersen har skrevet bøger igennem årtier, og især hans værker om H.C. Andersen har været store sællerter. For to år siden modtog han Søren Gyldendal Prisen på 150.000 kroner.

Men han gør sit bedste for at »gøre sig så uafhængig som muligt«, blandt andet ved at holde sig væk fra Gyldendals efterårsreception, som er et af årets sociale højdepunkter i bogverdenen.

»Som kritiker vil jeg ikke kunne blive ved med at give nogen det glatte lag, hvis jeg færdes for meget sammen med de folk«, siger han. »Men måske er det ikke nok. Måske skulle jeg sige: Jens, du kan ikke være kritiker på et stort dagblad«.

Og det samme burde May Schack nok sige til sig selv, mener Jens Andersen.

Ups
Hans kollega på Weekendavisen hedder Klaus Wivel. For ham er der overhovedet ingen tvivl:

»Der skal være nogle skotter, et skel mellem kritikeren og forlaget. Det er klart, at der er nogle flydende overgange, men hvis man får sin løn af det forlag, hvis bestsellerbøger man anmelder og oven i købet ofte roser, så kan man i den grad blive anklaget for at være inhabil, det er ikke så mærkeligt. Det bør man også«.

»Jo«, siger jeg i telefonen, »men det kan man vel finde stribevis af eksempler på?«.

»Jamen, så må du nævne dem«, siger Klaus Wivel.

»Godt, lad mig nævne et eksempel, der vedrører dig. Du har en anmelder, der hedder Frederik Stjernfelt?«.

»Ja«.

»Han er mig bekendt redaktør af et tidsskrift, der hedder Kritik?«.

»Ja«.

»Det tidsskrift er udgivet af Gyldendal?«.

»Ja«.

»Okay, hvorfor er Frederik Stjernfelt mindre på lønningslisten hos Gyldendal end May Schack?«.

»Jamen ... anmelder han Gyldendals bøger?«, spørger litteraturredaktøren.

»Ja, det gør han«, svarer jeg. »Så hvad er forskellen på Stjernfelt og Schack?«,

»Ja … det ved jeg heller ikke, altså … Det kan da godt være, det også er problematisk ... Jeg synes jo, at I (Politiken, red.) har et problem, derved at I slet ikke vil anerkende, at der er noget her. Det vil jeg da godt. Måske skal han ikke anmelde bøger fra Gyldendal. Det vil jeg da overveje. Men i modsætning til May Schack tør Stjernfelt godt anmelde en bog fra Gyldendal dårligt«.

Kysseriet
Da jeg har lagt røret på, finder jeg ud af, at en anden af Klaus Wivels anmeldere, den ildsprudende Lars Bukdahl, er redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn, der udgives af Borgens Forlag.

Men det nænner jeg ikke at fortælle Wivel.

I mellemtiden ville han måske også være kommet i tanke om, at Frederik Stjernfelts medredaktør på Kritik hedder Lasse Horne Kjældgaard ... og er boganmelder på Politiken.

»Det hele er syltet sammen«, som Klaus Wivel nåede at sige.

I stedet ringer jeg til Frederik Stjernfelt.

Stjernfelt synes ikke, at det gør ham inhabil at arbejde for Gyldendal.

»Jeg er ellers vældig touchy om den slags«, forsikrer han. »Men det er jo primært indholdet og forfatteren, der er genstand for kritik. Jeg sidder ikke og tænker på, hvilket forlag bogen kommer fra. Det spiller ikke nogen rolle«.

Som de fleste anmeldere, der arbejder som freelancere for dagbladene, har Frederik Stjernfelt en del kasketter at skifte imellem.

Han er professor ved Aarhus Universitet og er også tilknyttet universitetet i København. Og han anmelder ikke sjældent forfattere fra de to universiteter.

»Jeg får den største check fra universitetet, så det er på en måde endnu mere uldent«, siger han. Og fortsætter:

»Men det bidrager jo også til at undergrave anmeldernes autonomi, at honorarerne fra dagbladene bliver mindre og mindre. Du kan stille større krav til de få anmeldere, der er fastansatte, end til folk, der bare får lidt lommepenge«.

Jeg skynder mig videre til Jakob Levinsen, der er litteraturredaktør på Jyllands-Posten.

Han er enig med Stjernfelt i, at de usle honorarer til anmelderne spiller en rolle, når man diskuterer habilitet.

»I et miljø, der er så lille som det her, kender alle selvfølgelig hinanden. Og hvis det skulle være fuldstændig idealistisk, så skulle anmeldere være fuldtidsansatte på aviserne og ikke gøre noget som helst andet end at sidde i elfenbenstårnet og aldrig se et menneske. Sådan er virkeligheden ikke indrettet«, siger Levinsen.

May Schack er »et ekstremt eksempel«, mener han.

En anmelder må ikke have noget, der ligner et ansættelsesforhold på et forlag. Og den går heller ikke at have »nære personlige relationer«.

»Hvis jeg begyndte at kysse med en forlagsredaktør, så ville jeg nok synes – i særdeleshed hvis det var et af de store forlag – at det ville være stærkt problematisk efter mit etiske kodeks at fortsætte som litteraturredaktør«, siger Jakob Levinsen.

Lidt efter tilføjer han:

»Og det vil være til diskussion, om jeg overhovedet kunne anmelde bøger, synes jeg«.

»Du ville ikke bare holde fingrene fra at anmelde forlagets bøger?«, spørger jeg.

»Jeg ville selv have det mærkeligt med det, for det er også et spørgsmål om, hvad man ville kunne blive kritiseret for, altså uanset hvor ordentligt man opfører sig. Jeg ville kunne blive kritiseret for at forfordele eller lade det influere på en eller anden måde ... Hvis der nu en dag kommer ti bøger fra flere forskellige forlag, hvad gør man så?«.

Det spørgsmål må jeg hellere sende videre til Peter Nielsen, der er kultur- og litteraturredaktør på Information. Og gift med en forlagsredaktør på Gyldendal.

Gråzonen
Peter Nielsen har ikke forsøgt at skjule det med konen.

Ved siden af artiklen med det første angreb på May Schack er der en boks, hvori der gøres rede for, hvilke af Informations medarbejdere der har – eller har haft – noget med Gyldendal at gøre.

Flere har udgivet bøger på Gyldendal.

Anmelderen Torben Brostrøm arbejdede sammen med May Schack på Gyldendals encyklopædi, mens han anmeldte forlagets bøger på livet løs – men det sluttede for fire år siden.

En er konsulent, og en anden er redaktør på Gyldendal, men ingen af dem anmelder noget, som de har haft fat i på forlaget.

Nederst i boksen står der så, at »kulturredaktør Peter Nielsen er gift med en redaktør på Gyldendal«.

»Hele den litterære verden er en lidt underlig verden, hvor man er fedtet ind i hinanden«, siger Peter Nielsen, da jeg får ham i røret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi befinder os faktisk i en permanent gråzone. Ud over de åbenlyse tråde, der knyttes, så findes der sikkert også en hel masse, vi aldrig får afdækket. Og når man befinder sig i en permanent gråzone, er det meget vigtigt at have nogle standarder og nogle spilleregler, ikke? Jeg mener, at May Schack åbenlyst har en dobbeltrolle. At hun overskrider grænsen ved at anmelde Gyldendal-forfattere så rosende«.

»Fint nok«, siger jeg.

»Så er der dig selv og din kone … Hvis der er en for tæt forbindelse mellem May Schack og Gyldendal, hvordan er det så forskelligt fra at være gift med en forlagsredaktør på Gyldendal?«.

»Det er et rigtig farligt felt. Det er derfor, det er vigtigt ikke at gøre det, May Schack gør. Hun sidder der og anmelder de her meget prominente bøger … Det kunne jeg selvfølgelig aldrig drømme om«.

»Men du anmelder bøger fra Gyldendal?«, siger jeg.

»Jeg har anmeldt … ikke mange … men indimellem. Og selvfølgelig kunne jeg aldrig nogensinde tænke på at anmelde bøger, som min kone har haft med at gøre«.

Kafkask
»Så dit personlige princip er, at du ikke anmelder bøger, som din kone har været involveret i?«, spørger jeg Peter Nielsen.

»Ja«, svarer han.

»Okay. Men du er stadig redaktøren, der for eksempel beslutter, hvordan en bog som ’Franz Kafkas fortællinger’ skal præsenteres?«.

»Mmm … det vil sige, vi er fire redaktører, som sidder og bestemmer over bogtillægget«.

»Men du er kulturredaktør, så du er øverst, ikke?«.

»Ja«.

»Mig bekendt har din kone redigeret den bog?«.

»Ja, hun har været forlagsredaktør på den … Jeg ved også godt, hvad du vil sige: Den var sat flot og stort op og så videre, ikke?«.

»Jeg har aldrig set en bog sat så stort op …«, indrømmer jeg.

Da tobindsværket ’Franz Kafkas fortællinger’ udkom for godt en måned siden, afsatte Peter Nielsen fire hele sider til omtale, otte små interview og en storslået anmeldelse skrevet af Erik Skyum-Nielsen.

»Hvad er forskellen på at anmelde en bog og så afsætte fire sider i sin egen avis, som med syvtommersøm slår fast, at her har vi en fantastisk bog, som min kone i øvrigt har haft en finger med i?«, spørger jeg.

»Det er ikke for at promovere … Svaret er, at det jo ikke er min kone, der har opfundet Kafka«, siger Peter Nielsen.

»Den er jeg med på, men hun har vel en interesse i, at bogen bliver flot præsenteret?«.

»Ja, men … jeg behandler … jeg er nødt til som … der er en dobbeltrolle, ikke? … eller ikke en dobbeltrolle. Jeg er nødt til som kultur- og litteraturredaktør selvfølgelig at se på alle forlags bøger og se, hvad der er interessant«.

Og mange bøger er så interessante, at de skal have det fulde udtræk i avisen, forklarer Peter Nielsen. Han giver en bog skrevet af pokerspilleren Gus Hansen som eksempel ... Den bog måtte dog nøjes med to sider, finder jeg senere ud af.

Jeg forsøger at få kulturredaktøren til at forklare, hvorfor May Schacks tilknytning til Gyldendal er tættere og mere problematisk end hans egen. Hvad er forskellen?

»Med min kone har jeg en privat relation. Det er en klar forskel«, siger han.

»Men jeres samlede indtægt er jo også påvirket af, hvordan hun har det på Gyldendal, ikke?«.

»Nej, den kan jeg simpelthen ikke gå ind på!«.

»Hvorfor ikke?«.

»Nej, altså, det, at jeg er gift med min kone … det er jeg for det første glad for … men det har intet … Jeg har jo sagt, det er en gråzone. Og igen: Det er selvfølgelig vigtigt, at jeg selv lever op til alle de kriterier, vi arbejder med«.

»Så du mener ikke, at der er noget problem?«.

»Nej, det gør jeg ikke«.

»Du siger, at de private relationer ikke er så alvorlige som de økonomiske relationer?«.

»Jeg synes, at tingene bliver blandet sammen … Nu tror jeg simpelthen ikke, at vi kan komme det nærmere«, siger kulturredaktør Peter Nielsen.

Nå ja, det er selvfølgelig ikke barnemad at bo i et glashus. Især ikke, hvis man godt kan lide at kaste med sten.

Sumpen
Som nyudnævnt chef for avisens Internal Affairs slentrer jeg lidt rundt i mit eget glashus for at opsnuse, hvad kollegerne sådan i al almindelighed har af relationer til det, de skriver om.

Jeg opdager en brønd fyldt med smågrumset vand.

Der er alle de bøger, cd’er og dvd’er, som anmelderne slæber med hjem til den private reol, når de er færdige med at anmelde sagerne.

Der er de gratis billetter til teatret og biografen.

De veldækkede borde til diverse pressearrangementer. Rejserne, som man inviteres med på og ofte deltager i for at skrive om noget, som den, der betaler rejsen, godt kunne tænke sig, at der bliver skrevet om.

Der er priskomiteerne, som flere anmeldere og reportere sidder i, så de kan være med til at bestemme, hvem der skal have en Bodil eller en Reumert.

Der er de gratis drinks på Roskilde Festival og den store lysfest i Tivoli, hvor en mindre hær af pressefolk hvert år lader sig traktere så grundigt, at det vist ikke er usædvanligt at finde enkelte af dem ligge og sove branderter ud i havens tulipanbede den følgende formiddag.

Og så er der den store bogmesse i Forum, hvor årets forfattere udvælger sig en venligsindet journalist, så de kan få sig en hyggelig passiar foran publikum.

Her blander den litterære scene for alvor blod, og journalisten stikker en check i lommen for indsatsen.

Derudover er der selvfølgelig de mere eller mindre løse bijob som oversætter, forlagskonsulent, ekstern redaktør på bøger, og hvad der nu ellers kan være. For slet ikke at tale om de personlige relationer mellem kunstnere, kritikere og journalister.

Ikke alle er rodet ind i den slags, men mange er. Og hvor går grænsen så? Hvornår bliver man inhabil?

Grænsen

Nu kan det ikke udskydes længere ... Jeg må have fat i min kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard. Hun bliver nødt til at forklare, hvor Politiken trækker grænsen, når det gælder habilitet.

»Det er svært at give én grænse«, siger hun.

»Vi har nogle anmeldere, hvis indkomstforhold er fuldstændig forskellige og individuelle, og derfor tager vi stilling til vores anmeldere en for en, kan man sige. De har jo alle sammen andre hverv for overhovedet at kunne overleve. Det der med at sætte skillelinjen ved et skrivebord eller en telefon, det er en mærkelig linje at drage, fordi det gør ikke en mere afhængig eller i lommen på nogen, end hvis man ikke har det«.

»Hvad så hvis en erhvervsjournalist havde et skrivebord på Novo Nordisk og samtidig skulle skrive om økonomisk stof i Politiken?«.

»Det må erhvervsredaktionen svare på. Jeg har en grænse for litteraturanmelderne og de andre kritikere«, siger Anita Bay.

Og så forklarer hun, at May Schack er projektansat – om end i en meget lang årrække. Og at det er nogle fonde, der betaler hendes løn – selv om det er Gyldendal, der klarer udbetalingen.

»Og det mener jeg ikke gør, at hun er i lommen på det forlag eller ikke kan skrive om skønlitteratur, der udkommer på det forlag«, siger kulturredaktøren.

»Men hun anmelder et produkt fra et firma, som hun selv i en eller anden grad er økonomisk afhængig af?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det gør hende ikke inhabil i forhold til at bedømme et litterært værk. Hun skriver om en bog og om en forfatters værk, som er udgivet på Gyldendal, men det er jo ikke forlaget, hun anmelder«.

»Men kan læserne ikke komme i tvivl om uafhængigheden, når der er den her økonomiske forbindelse?«, bliver jeg ved.

»Man skal altid vurdere det i hvert enkelt tilfælde, som redaktør og som anmelder. Og i tilfældet May Schack har vi vurderet, at det er forsvarligt«.

Her vender jeg et øjeblik tilbage til Oluf Jørgensen, pressejuristen. Jeg fortæller ham, at det er helt almindeligt, at journalister og kritiker har noget kørende ved siden af. Og jeg spørger ham:

»Hvor går grænsen?«.

»Ja, det er det, der er spørgsmålet, og det er op til Politiken selv«, siger han.

Oluf Jørgensen råder os til at gøre habilitetsreglen mere præcis. Hvor tæt må forholdet mellem det private og de journalistiske arbejdsopgaver være? Og hvis der stadig skulle være tvivl, kunne man jo bringe et link til skribentens blå bog under artiklen, så læserne selv kan klikke sig ind og se, hvad vedkommende måtte være rodet ind i.

»Det ville generelt være fornuftigt«, siger Oluf Jørgensen.

Hvis man havde kunnet slå May Schack op på Politikens hjemmeside, ville hendes arrangement på Gyldendal have været i orden, mener han.

»Det er der, jeg lander. Sagen er ikke så klar, at jeg bare kan sige, at hun er inhabil«.

Anita Bay Bundegaard kan umiddelbart godt lide tanken om sådan en blå bog:

»Det kan være, at det i virkeligheden er løsningen på det. At lave et link til de kritikere med de relevante informationer. Og skabe lidt mere gennemsigtighed og åbenhed omkring det«.

Og mere når jeg så ikke at gøre ved den. Længere kommer jeg ikke ned i sumpen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce