Forsanger Simon Kvamm og resten af Nephew er klar med nyt materiale.
Foto: JONAS PRYNER ANDERSEN

Forsanger Simon Kvamm og resten af Nephew er klar med nyt materiale.

Kultur

Nephew giver Danmark en opsang

Nephews 'DanmarkDenmark' er en opsang til danskerne. Albummet udkommer grundlovsdag, ledsaget af 12 musikvideoer.

Kultur

Simon Kvamm lægger en sort plastikpose med ubestemmeligt indhold ned i bagagerummet på sin gyldenbrune Pontiac Firebird. Han sætter sig ind bag rattet og sætter nøglen i tændingen.

Motoren udstøder et brøl, idet bilen farer ud i natten. Et stykke ude ad landevejen samler Kvamm en ung og smuk kvinde op. Sammen kører de dybere ind i mørket. Hurtigere og hurtigere, mens musikken hamrer løs. Vildere og vildere.

Indtil der dukker en modkørende lastbil op ...

»Jeg opfatter det sådan, at det er døden, jeg samler op på min vej. Og så kører jeg ellers ned i den ...«, siger Simon Kvamm.

»Jeg opfatter det også sådan, at det må være mit eget hoved, jeg har i posen. Den pose, jeg lægger i bagagerummet«.

Sådan opfatter han det. Men han er ikke sikker på, at det hænger sammen på den måde.

Det er ganske vist ham, der har skrevet sangen til den musikvideo, som Pontiac’en drøner rundt i. Han spiller også selv hovedrollen. Alligevel aner han ikke, hvad instruktøren – en ung designer ved navn Hjortefar – dybest set tænkte på, da de optog videoen en kold nat på en bar mark på Amager.

»Han ville sgu ikke ud med det. Det kan være, han vil en dag ...«, funderer Simon Kvamm, forsanger i Nephew og en af Drengene fra Angora.

Snak om Danmark
Vi sidder og taler sammen i et hjørneværelse på toppen af spillestedet Vega, på 4. sal, hvor Nephews pladeselskab holder til. Der er vinduer fra gulv til loft, så vi befinder os nærmest oppe i den kun let skyede himmel. Nedenunder ligger Vesterbro og resten af Danmark, som er det, vi skal snakke om.

Ud over de her videoer.

Der er 12 af dem. En til hvert nummer på Nephews nye plade, der hedder ’DanmarkDenmark’. Det er videoer, som Nephew ikke har haft nogen som helst indflydelse på. Sådan da.

12 forskellige kunstnere blev spurgt, om de ville lave en video. Det var unge fotografer, designere, billedkunstnere, filminstruktører – talenter på vej op. Folk, som kunne se udfordring i at samarbejde med Nephew, selv om de ikke ligefrem blev rige af det. De blev, som Simon Kvamm siger, tilbudt et »meget symbolsk beløb«. Mere præcist: 5.000 kroner.

»Vi var meget overraskede over, at alle sagde ja. Forhåbentlig kan det være en pr-platform for dem. Noget, der kan sluse dem videre«, siger han.

Nu er det vel først og fremmest god pr for Nephew?

»Det er det også. Det skal jeg da ikke lægge skjul på. Det gavner forhåbentlig også vores plade ...«.

Voldsom vuggevise
Først var det meningen, at filminstruktøren Michael Noer skulle lave alle videoerne. Han er lige nu aktuel med dokumentarfilmen ’De vilde hjerter’ om en flok knægte, der kører på knallert til Pommern.

Men da Kvamm og Noer satte sig ned sammen, opstod ideen om én kunstner per sang.

Michael Noer forklarer i en mail:

»Idet man ikke kan og ikke skal anskue et lands tilstand alene, så var det oplagt at invitere andre indenfor. Samt at udnytte nettets distributionsmuligheder ... Og da det var lysten, der skulle drive værket, så var det også et must, at kunstnerne fik kunstnerisk frihed«.

Samlingen fik navnet ’VideoVideo’. Michael Noer ville selv skabe en af videoerne og blev en slags tovholder på det samlede projekt.

»Jeg var meget inspireret af pladens titel, som jeg syntes indeholdt en slags antropologisk provokation, som jeg gerne ville udforske dokumentarisk. Men antropologisk mener jeg, at titlen fokuserer på Danmark som en del af verden ...«.

Skrabet budget I lyset af det skrabede budget fik kunstnerne lov til at bruge eller genbruge, hvad de havde liggende i skuffer og skabe. Det var der nu ikke mange, der benyttede sig af. Men Michael Noer gjorde. Han brugte stumper fra et projekt på nettet, hvor unge havde filmet sig selv og sendt materialet til instruktøren. I Noers video til ’Sov for Satan mand’ møder vi en ung fyr fra Fredericia, som indleder med at sige: »Jeg er kraftedeme ikke andet end ... jeg er bare endnu en teenager på afveje«. Simon Kvamm kalder sangen en »form for voldsom vuggevise«. Og siger: »Den handler om, at dér, hvor man skal have ladet batterierne op, der går man nærmest i panik ... Michael har brugt en, der er søvnløs, fordi han tager stoffer. Man snakker så meget om, at de unge tager stoffer rundt omkring i provinsen, men man ser det aldrig. Her ser man det. Man ser ham fucking sniffe alt det her sne. Man ser ham pulse løs på joints hele tiden. Men det virker slet ikke tiltrækkende eller glamourøst. Det virker kedeligt«. Selv skriver Michael Noer i sin mail om videoen: »Den overholder på alle måder konventionerne for en musikvideo: hurtige klip, stoffer, råben og skrigen samt ungdommelighed«. Men der er én konvention, som Noer ikke overholder: konventionen om, at man helst skal se musikerne synge eller banke løs på deres instrumenter. Selv om der var fri adgang til at bruge medlemmerne af Nephew, er alle 12 videoer renset for udøvende musikere.

Så godt som.

Simon Kvamm optræder hist og her, men synger stort set ikke i billedet. Og et par af bandets øvrige medlemmer render i en video rundt i en skov og leder efter en forsvundet pige.

Men hvad er der ellers på disse videoer?

VideoVideo
For musikerne har videoerne været som et indendørs fyrværkeri. De har ikke helt vidst, hvor raketterne ville flyve hen. Og de har selv lagt stue til, som Michael Noer udtrykker det.

Simon Kvamm betragter sig som modtager – ikke afsender – af fyrværkeriet. Og det er som modtager, han giver sit bud på, hvordan nogle af videoerne skal opfattes.

Åbningssangen hedder ’D.T.A.P.’, hvilket står for Decideret Træt Af Pis. Den handler om hykleri. Om at »stemme på rød, men betale sort«. Om at se »glamour« i fjernsynet, men kræve mere »dokumentar«. Videoen består af klip fra livet på en boreplatform, hentet på YouTube, tilsat et lige så grynet klip af Simon Kvamm i orange kedeldragt.

Med hvad har en boreplatform med dansk hykleri at gøre?

»Ja, det virker som en absurd kobling. Ikke mindst når boreplatformen, så vidt jeg har forstået, ligger i Aserbajdsjan«, siger Kvamm. »Men jeg forestiller mig, at de her folk på boreplatformen ikke siger mere, end de kan stå inde for. De handler. De står med de her rør. De spiller billard. Jeg tror ikke, der er så meget pis med dem«.

På samme måde kan det umiddelbart være svært at regne ud, hvad nogle skatere har at gøre med pladens næste sang, ’007 Is Also Gonna Die’. Sangen er en slags hyldest til janteloven, forklarer Kvamm.

»Altså selv ham den smarte med butterflyen og damerne og bilerne skal herfra en dag. Så husk lige at holde fødderne på jorden«.

’007 Is Also Gonna Die’
Kvamm kan ikke sige, hvad skaterne lige har med den sag at gøre. Ud over det med døden. Fotograf og instruktør René Johannsen har dedikeret sin video til en afdød skaterven.

»Jeg tænkte: Hold da kæft! Og det har han jo frihed til«, siger Simon Kvamm, som indrømmer, at det ikke har været nemt for en flok »kontrolfreaks« som ham selv og de andre i Nephew at slippe kontrollen over videoerne. Men så kunne de heldigvis bare lave en selv.

’007 Is Also Gonna Die’ er som det eneste nummer på ’DanmarkDenmark’ også blevet udstyret med en kommerciel video, som Kvamm selv har instrueret.

»Der er total kontrol«, siger han. »Der er kun spillebilleder. Den video er ligesom en anden ting. Den er til MTV og hele det sleske kapel ...«.

Så den gider vi ikke beskæftige os med. Lad os hellere besøge Hjortefar.

Hjortefar
Han byder indenfor i sin toværelses i Københavns Nordvestkvarter.

Strengt taget hedder han Mads Hjort. For tre år siden var han færdiguddannet som designer med speciale i visuel kommunikation. Siden har han lavet børne-tv og andet, som meget har handlet om animerede dukker, robotter og andre sære figurer.

Hjortefar fik tildelt ’Gong Gong’. En sang om, hvordan man af og til kan få lyst til at kaste sig ud fra en altan. Eller dreje ind i en modkørende lastbil. I sangen er Simon Kvamm kun lige ved at slå på »the great gong gong«. Han destruerer kun næsten sig selv. Og det irriterede Hjortefar.

»Han synger: »I almost did it again ...«. Men jeg tænkte: Så få det dog gjort for helvede«.

Så Hjortefar lod Pontiac’en med Simon Kvamm og skuespilleren Beate Bille banke ind i lastbilen. Lidt dystert, måske. Men så alligevel ikke helt.

»For de kommer videre ... Som to dødningehoveder. On the dark side ... For mig handler det om at acceptere, at det hele ikke er harmoni. At det hele ikke er perfekt. Og i og med at han vælger døden, har han ligesom accepteret, at sådan her er det også. At man ikke skal være bange for at se sine dårlige sider i øjnene. Blive venner med dem. Udnytte dem ... som en energi«.

Det var første gang, Hjortefar prøvede at instruere mennesker af kød og blod. Og han nød det. Han gik bevidst efter at lave en video proppet med referencer til alt muligt, han synes er fedt: Queens of the Stone Age, Indiana Jones, Sin City ... og meget andet.

Resultatet overraskede Michael Noer, fordi det lignede en dyr musikvideo, men jo var lavet for »to gamle sko og en middag til holdet«.

Grundlovstalen

’Gong Gong’ hører til i den ende af Simon Kvamms danmarkssange, han kalder »rapport fra et følelsesliv«. I den mere samfundsrevsende ende er sange som ’D.T.A.P.’ eller ’Danmark Man Dark’. I sidstnævnte synger Kvamm for eksempel, at det er ret så »fy fy« at melde sig syg. Og hvis man endelig gør det, kan man vælge at blive »fixet på privat hospital«. Og så lyder det: »Man har jo selv et ansvar/ og hvis man ikk’ har råd er dét ens egen skyld/ det’ ikk’ samfundets men din egen skyld!/ ... Da dam da da da da Danmark ...«. Sangen handler om »det selvtilfredse lille liv, man kunne gå rundt og fortabe sig i bag hækkene rundt omkring«, siger Simon Kvamm. »Med mig selv som medskyldig«, pointerer han. »For jeg kan da godt tage mig selv i at være lovlig optaget af, om nogen har parkeret for tæt på min bil ... Det handler om retskaffenhed ... om selvtilstrækkelighed«. Er det her så din grundlovstale til nationen?»Ja, haha ... det er jo ikke tilfældigt, at pladen udkommer grundlovsdag. Det er for at puste lidt til det støv, der for mig og min generation har lagt sig over grundlovsdag. Der er jo ikke nogen, der kan huske, hvornår det er. Det er derfor, vi har lavet plakater, hvor der ikke står en dato. Vi har bare skrevet, at den er ude grundlovsdag. Så er der en masse, der spørger: »Hvornår fanden er det nu, det er?««. Pladen rummer lidt af en opsang til danskerne, erkender Kvamm. »Men ikke kun. Det er lige så meget en hyldest til ting, der er gode i Danmark, noget opbyggeligt. Jeg synes, at et nummer som ’Police Bells & Church Sirens’ handler om det gode ved, at ting kan være skæve. At det kan være meget fedt at gå på bar om dagen og i skole om natten. På den måde har vi talt om i bandet, at det er vores antisvenske sang«. Stemningsreportager Hvad mener I med det?»Jae, at tingene i Sverige er så fandens rigtige. De formår ligesom at sætte tingene rigtigt sammen, hvor vi mere er den klodsede fætter sydpå, hvor der også gerne skulle være plads til nogle skævheder ... Det er en hyldest til den del af os. På den måde er det lige som 12 stemningsreportager fra en, der bor i DanmarkDenmark«. Men det havde ikke været det samme uden de 12 videoer. »Det er, som om musikken får en helt tredje dimension, som gør, at man pludselig kan se noget i en sang, som man måske ikke havde hørt så meget i. Man ser nogle billeder, som tænder et eller andet ... De her meget forskellige billedsider har simpelthen givet en ny vinkel på pladen«, siger Simon Kvamm. Og det er så det, det handler om?»Det er det, det handler om, ja«.




























Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden