Vi er lige kommet ned på stranden, da jeg fanger et glimt af noget hvidt ud af øjenkrogen.
Jeg drejer hovedet og ser en yngre mand, som lynhurtigt skifter fra underbukser til badebukser. De utroligt hvide balder reflekterer lyset og kaster det over i synet på mig. Få sekunder efter skifter hans kæreste til badedragt. Hun er mindst lige så bleg. Og det er al denne hvidhed, der får mig til at tænke på, at der mangler noget her i ferielandet. Kun tyskere og nordmænd Jeg vender mig mod fotografen. »Indvandrerne. Hvor pokker er de henne?«, siger jeg. »Hvad taler du om?«, spørger han. »Kan du få øje på nogen, der ligner tyrkere, pakistanere, somaliere, irakere, afghanere, marokkanere, palæstinensere ...?«. Fotografen kigger sig omkring. Der er hvidt over det hele. »Nej«, indrømmer han. »Kun tyskere og nordmænd. Og hvad så?«. »Det er bare underligt. De er jo alle mulige andre steder, indvandrerne«. Vi har et ansvar... Han synes ikke at kunne se det interessante i denne observation. Det er tilsyneladende kun inde i mit hoved, at der tårner sig en slags sammensværgelse op. Jeg ser for mig, hvordan danskerne sidder i deres loger og grundejerforeninger og aftaler, hvordan de skal holde indvandrerne ude af sommerhusområderne, så man slipper for den multikulturelle ballade og i fred kan svælge i alt, hvad der er hundrede procent dansk. Jeg kommer til at tænke på et skilt, der står foran en grill oppe i hovedgaden: ’Nyhed: Gammeldaws grillkylling!’ Det er sådan vi elsker det: Vi vil helst udfordres af noget velkendt. Fotografen fornemmer vist, hvad jeg står og tænker på. »Du vil ikke skrive om det her, vel? Det er for langt ude«, siger han. »Bare fordi vi kommer fra Politiken, behøver vi vel for helvede ikke altid skrive om indvandrere. Det virker især sygt, hvis de ikke er her!«. »Det er sgu da synd for dem, hvis de ikke kan komme i sommerhus. Vi har et ansvar her ...«, siger jeg. Jagten på en indvandrer Og så går vi i gang med at undersøge, om der findes indvandrere i det vidtstrakte sommerhusreservat i Marielyst. Jeg får øje på et par livreddere, som har et ret højt udkigstårn på stranden. Hvis der er indvandrere, er der vel gode chancer for, at de har set dem. »Jeg synes faktisk ikke, jeg har lagt mærke til nogen«, siger den ene livredder, som hedder Henriette. Hun siger det lidt undskyldende, som om jeg i det skjulte anklager hende for ikke at have øjnene med sig. »Så I har ikke reddet nogen med fremmed baggrund?«. »Nej, ikke endnu i hvert fald. Men vi har også kun været her et par dage«, siger hun. Lidt længere henne spørger vi to mødre med en del børn. De har ikke set én eneste. Vi spørger flere. Samme svar.
