Mange af sommerhusejerne ser nedslidte og sammenbidte ud, mens de trasker af sted i deres tunge sandaler, bærende på en bøtte Gori, nogle brædder eller et nyt nedløbsrør. De ligner fanger, der lige har holdt pause inde i Silvan i Nykøbing Sjælland, og som nu er beordret tilbage til arbejdslejren. Jeg vil gerne vide, hvorfor de ikke tager den lidt med ro, når de nu har ferie. Og jeg standser flere af dem for at høre, om jeg må stille et par spørgsmål. De fleste af dem ser på mig, som om jeg vil stjæle deres tegnebog. »Jeg er ikke interesseret i at sige noget«, lyder det igen og igen. De vil ikke forstyrres. De vil tilbage og knokle videre. Tilbage til det hus, de så gerne vil have til at ligne drømmen om det fuldendte liv. En enkelt mand standser dog op. Han hedder Anders Knudsen, sælger til daglig industrirobotter og har netop været inde at købe nogle udluftningsdimser til en tørretumbler. Han går og roder med lidt af hvert, lyder det til. »Hvorfor slapper du ikke bare af?«, spørger jeg. »Jamen, det kan jeg nok bare ikke«, svarer han. »Jeg tror, sommerhusfolket hele tiden må have gang i et eller andet. Du drømmer ikke om, hvad der findes af værktøj og maskiner derude ...«, siger Anders Knudsen. Mere får vi ikke ud af byggemarkedet. I stedet beslutter vi at køre ud på genbrugsstationen. Måske bliver folk mere snakkesalige af at rydde op og rive ned og kyle ting i containere, hvem ved. Ved en af de åbne containere står bygningsingeniør Jens Thalund og er ved at tømme en trailer for gamle brædder. Han er lige blevet færdig med at bygge en ny terrasse til sit sommerhus. Det var »sjovt«, siger han. Og var det ikke for hans kone, ville han straks kaste sig over et nyt projekt. Han bliver nemt rastløs. Og det er melodien hos de fleste af dem, vi spørger. En har lige bygget en ny carport. En anden er ved at rydde ud i sit værksted. En tredje har netop bygget hele sommerhuset om. »Jeg fatter det ikke«, siger jeg til fotografen. »Hvad er fidusen ved at knokle som en sindssyg, når man har ferie?«. »Jeg har selv bygget et cykelskur«, siger fotografen. »Det var da ret fedt«. Der er hul i taget Så er det, at Willy Dahl pludselig står foran os. Han er en vejrbidt mand i arbejdstøj og med en masse smilerynker i ansigtet. Hans søn Preben på 19 år er med. Og de har en del, de skal af med: fjernsyn, termokande, citronpresser, radio, foodprocessor ... en ordentlig bunke skrammel. »Man kan ikke have noget gammelt lort i et nyt hus«, siger Willy Dahl. De er ved at rive deres gamle sommerhus på 60 kvadratmeter ned, fortæller han. I stedet bygger de et splinternyt på 140 kvadratmeter. Og vi må meget gerne køre med ud til Højsandsvænget i Rørvig og se, hvad de har gang i. Den invitation kan vi selvfølgelig ikke sige nej til. Familien Dahls sommerhus er et sort træhus fra 1950’erne og ligger på en kæmpegrund, der er fyldt med høje træer, rododendronbuske og alle mulige andre vækster. Willys kone, Elsebeth, er der også. Og datteren Sarah, der er 15 år. Alle lader til at have travlt. Willy Dahl forklarer, hvad byggeprojektet går ud på. »Det er ikke sjovt at skulle ud om natten, når man skal tisse«, siger han. »Og vi vil også gerne have et bad inde i huset. Det er de vigtigste grunde til, at vi bygger nyt«. »Det gamle hus her ser ellers fint nok ud«, siger jeg. »Ah, hvis du kommer med ind, så vil du se ...«, siger Willy Dahl. Han viser de slidte døre, det hullede tag, de trange rum. Udenfor står en stolpe på skrå og støtter et tagudhæng. »Det værste er, at du ikke kan holde varmen, når det er koldt. Huset er ikke isoleret«. Det bliver det nye hus til gengæld. Det bliver med spabad, opvaskemaskine, panoramavinduer og alt, hvad der ellers hører til et topmoderne hus. Inden de kører fra Karlslunde, hvor familien bor det meste af året, vil de endda kunne ringe til en snedig dingenot i huset, som tænder for varmen. »Det lyder som et helårshus«, siger jeg. »Ja, det er også det, der bekymrer mig lidt«, siger Willy og ligner én, der er blevet afsløret i at forråde noget, som hidtil har været helligt for ham og familien: det simple liv. Han fortsætter: »Jeg kan godt blive nervøs for, om det bliver lidt for tjekket. Med egetræsbordplade i køkkenet og alt muligt ... Men huset bliver i det mindste af træ«. Batman-tricket På tirsdag kommer der nogen og river det gamle hus ned. Willy og de andre har brugt ferien på at gøre klar. De har slidt og slæbt. Og det er med lidt af en klump i halsen, de går rundt og demonterer det, de har gået og nørklet med, siden de købte huset i 1988. Grunden vidner om et par årtier proppet med aktivitet. Selve huset er udvidet. Små ekstra hytter er koblet på. Der er bygget brændeskur. Værksted. I vildnisset nede i bunden af haven hænger en slags hytte i et træ. Der er en tovbane. En ret avanceret bålplads. Og i sidste uge byggede Willy og Preben lige et cykelskur. Der er knald på dem hele tiden. Willy skal ganske vist ikke bygge det nye hus selv, men det betyder ikke, at han fremover har tænkt sig bare at ligge og flyde, når han er oppe i sommerhuset. »Jeg skal have bygget et nyt værksted«, siger han. »Så du får stadig ikke fred?«, spørger jeg. »Nej, nej ...«, griner han, »vi har brug for nye projekter hele tiden, Preben og jeg. Ellers keder vi os«. Willy Dahl forklarer, at han har et stillesiddende job som chefkonsulent i skolevæsenet i Høje Taastrup Kommune og derfor synes, at det er »dødlækkert« at komme op i sommerhuset og »være sig selv«. Hvilket tydeligvis i hans tilfælde er det samme som at være i nærmest konstant bevægelse. Jeg halser rundt i hælene på det 57-årige energibundt. Det lader ikke til at være muligt bare at sidde ned og tale sammen. Preben følger med rundt, og pludselig spørger han sin far: »Har du fortalt om Batman-tricket?«. »Nej, ha ha ...«, siger Willy. Og så fortæller han om dengang, han skulle fælde et højt træ og bandt et reb om træet, så han kunne styre, hvor det faldt. Rebet trak han rundt om et andet træ, så han kunne trække med større kraft. Men selv om Willy oprindelig er fysisk- og matematiklærer, havde han ikke regnet det hele rigtigt ud. Da træet faldt, trak det med voldsom kraft i rebet, og Willy, som havde viklet rebet om højre arm, måtte kaste sig fremad for ikke at få hevet armen af. »Jeg fløj gennem luften, ligesom Batman«, siger han. »Det hjalp mig nok, at jeg er gammel håndboldspiller«. »Er du simpelthen ude af stand til at slappe af?«, spørger jeg. »For to år siden havde jeg dårlig ryg ... Det der med at gå rundt uden at lave noget ... det var ubehageligt«, siger Willy Dahl. Stilheden Jeg spørger, om han måske er lidt bange for at se sig selv i øjnene? Om han frygter stilheden? Kan det være derfor, han pisker sådan rundt og graver, planter, saver, tømrer og griller hele tiden? »Nej, jeg får en ro i mig selv ved at gå rundt og lave noget. Her kan jeg koncentrere mig om én ting. Jeg kan efterbehandle ting inde i hovedet, og det er egentlig også rart«, siger han. Det flyder med vandslanger, spande, havestole, cykler, en Weber-grill, stiger, parasoller, afsavede grene. Inde i huset kører et fjernsyn med Tour de France, men ingen ser på det. Sarah står og kæmper med at fjerne fliser fra terrassen, som også skal vige for det nye hus. »Tror du ikke, at vi lige kan sætte os ned et øjeblik?«, spørger jeg. Det er så i orden. Vi slår os ned med Willy, Elsebeth, Sarah og Preben under en parasol. De har også to voksne døtre, så de har brug for god plads. Der er jo også alle gæsterne. Alle mulige myldrer ud og ind hen over sådan en sommer. »Jeg kan lide at lave mad«, siger Elsebeth. »Og det er jo også kedeligt at sidde her og trille tommelfingre og ikke lave noget ... Men jeg synes nu også, at vi er gode til at slappe af. Vi har da fulgt nogenlunde med i Tour de France ...«. »Nå ja, det er rigtigt ...«, siger Willy. »Føler I jer mere knyttet til det her sted end til jeres hus hjemme i Karlslunde? Har I mere sjælen med jer her?«, spørger jeg. »Sjælen ... ja, den er mere med her«, indrømmer Willy. Det er vel også en af grundene til, at de vil have et hus, de kan være i hele året, hvis det passer dem. Jeg forstår på Elsebeth, at hun med tiden godt kunne tænke sig at flytte herop permanent. Men Willy ser skrækslagen ud ved tanken om at opholde sig i Rørvig om vinteren. »Jeg kan godt lide, at der er noget liv. Stilheden kan nok blive for voldsom ...«, siger han. Vi siger farvel til den hæsblæsende familie. »Det er da altid noget, at de ikke har tænkt sig at bygge det nye hus selv«, siger jeg til fotografen. »Det er da lidt slapt«, svarer han. »Et rigtigt sommerhus bygger man sgu da selv«.