Der sad en mand med cowboyhat og hvide skægstubbe ved et vindue i cafeteriet. Han bladrede i et ugeblad, mens julen drog forbi uden så meget som at skæve til ham. I den ene hånd havde han en cigaret, i den anden en pilsner. Han så utilfreds ud, da vi nærmede os bordet. »Må den her nisse have lov til at sidde lidt sammen med dig«, spurgte fotografen og pegede på en ledig stol. »Næ«, svarede manden. Han stirrede på nissen, som om den repræsenterede alverdens djævelskab. »Og har man i øvrigt ikke mere interessante ting at tage sig til på Politiken end at rende rundt med en nisse?«, spurgte manden med cowboyhatten. Jeg kunne godt se, hvor han ville hen. Det må have virket åndssvagt at se to voksne mænd klokken ti om formiddagen på café Terrassen i indkøbscentret Rødovre Centrum i selskab med en nisse. Det føltes faktisk også ret kejtet. Havde det været mig, der sad dér, dybt forankret i mit eget selskab, ville jeg have reageret på samme måde. Hvis man er i et bestemt humør, kan det være en forbandelse at blive mindet om, at julen står for døren. Men jeg skubbede tanken fra mig. Jeg ville grave lidt i, hvad julen egentlig gik ud på. Det havde slået mig, hvor mange der talte om at flygte fra julen, rejse til Timbuktu, bare fordufte. Væk fra gaveræset og de hysterisk opskruede forventninger til alt lige fra træets højde til det fyld, der stoppes i anden. Alligevel blev de fleste af os hængende og fejrede jul år efter år efter år. Så måske var der et eller andet inde i julen, noget særligt, som gjorde det umagen værd? Og måske ville det være en hjælp at have en nisse ved hånden, når den sag skulle undersøges. For at skabe den rette stemning. Men det var nu ikke bare derfor, den var med. Opdagelsen af to populære nisser Fotografen havde et traumatisk forhold til julen. Det blev grundlagt i hans barndom, og det skyldtes den selv samme nisse, vi nu slæbte rundt på. Da fotografen var lille, holdt den til på hans loft. »Jeg havde mareridt om den her nisse. Den skulle absolut have grød til jul. Min far insisterede på det«, sagde fotografen, da vi den morgen kørte ud i et perfekt sneoverdrysset julelandskab. »Var du bange for den?«, spurgte jeg.
»Ja, er du sindssyg mand!«, svarede fotografen. »Og jeg troede jo på den nisse, til jeg gik i anden klasse. Du drømmer ikke om, hvor meget jeg blev mobbet. Så pressede jeg min mor til at sige sandheden ... Det ødelagde julen for mig«. »Det må vi have rettet op på«, sagde jeg. »Nogle gange må man gribe fat om ondets rod«. Derfor standsede vi i Brønshøj, hvor fotografens forældre stadig boede sammen med den pågældende nisse. Fotografen sneg sig ind i huset, proppede fyren i en plastikpose og bar den ud til bilen, inden hans forældre nåede at reagere. Det var forklaringen på, at vi havde en nisse med. Rødovre Centrum Vi kørte ud til Rødovre Centrum, fordi man sikkert gjorde en del ud af julen i sådan et center. I cafeteriaet bestilte vi kaffe og diskuterede, hvordan vi skulle gribe sagen an. Fotografen sad mest og skulede til sin plageånd, nissen, som for sit vedkommende virkede upåvirket af situationen. Så lød en skrattende stemme i højtalerne. »Kom hen til festpladsen og mød to utroligt populære nisser ...«. Det lød som en god ide. Der var mange mennesker på festpladsen. De fleste var små, andre var godt oppe i årene. Et sted stod der også en kæmpestor isbjørn og vrikkede med underkroppen på en bekymrende måde. Kort efter stormede to nisser ind på scenen og begyndte at synge. »Hvorfor er december så fed. Hvorfor er det lige i december, at man aldrig går ned ...«, sang de. Det var Pyrus og Kandis, som jeg kendte ret godt, fordi jeg for en del år siden havde set dem i fjernsynet sammen med mine døtre. Vores nisse satte sig til rette blandt publikum, som ikke tog notits af den. Flere havde selv nisser med. Desuden havde de kun blik for nisserne på scenen. Der blev hujet og klappet og sunget med.
