Mysterium. På Køge Museum har man blandt andet fundet dette fotografi. Det var stukket ind i bogen 'Anholt på Vragen' af Knud Langkow. På en af satanmønterne står navnet Dunk Wokgnal, og læser man det bagfra, ender man igen med navnet Knud Langkow.
Foto: Køge Museum

Mysterium. På Køge Museum har man blandt andet fundet dette fotografi. Det var stukket ind i bogen 'Anholt på Vragen' af Knud Langkow. På en af satanmønterne står navnet Dunk Wokgnal, og læser man det bagfra, ender man igen med navnet Knud Langkow.

Kultur

Kapitel 1: Satanisten på Sjælland

Satanmønter, breve og okkulte genstande er gennem fire årtier dukket op i danske kirker og på danske museer.

Kultur

Gravstenene slår kreds om landsbykirken, der ligger på en lille højderyg i det sjællandske landskab.

Kun en sovende due på det hvidkalkede tårn byder velkommen, og så præsten, der er kommet cyklende fra sin anden og mere velbesøgte kirke i Karrebæk. Han åbner den tunge dør ind til Fodby Kirke, skrider gennem våbenhuset og ind i skibet, hvor kulden stråler fra murene.

»Håndværkere gjorde fundet derinde, da de skulle trække ledninger til vores nye højtalere«, siger præsten Jakob Vincens Grandjean og peger mod en af de okseblodsfarvede båse under pulpituret bagerst i kirken, hvor dagslyset aldrig når ind.

’Du skal elske din næste som dig selv’, står der med guldbogstaver på båsens dør. På den anden side af døren, nede mellem trægulvet og væggen, er en udluftningssprække på nogle centimeters bredde og dybde. Man kan skimte perlegrus, når man lyser ned i mørket.

»Folk er jo blevet begravet inde i kirken, og sprækken er lavet for at tage ligstanken«, oplyser præsten.

»Den kan godt stadig mærkes indimellem«.

Han holder en pause.

»Ja, altså det var her, håndværkerne fandt en plastikpose med disse såkaldte satanmønter for omkring ti år siden. Der var også et brev«.

Brevet var, husker Jakob Vincens Grandjean, et forsøg på at kaste en forbandelse over en folkemindesamler. Det er alt, han husker om det. Indholdet af posen blev straks indleveret til kirkeværgen, og siden afleverede menighedsrådet det til Næstved Museum.

Det var årets første selvmord

Den høje mørkhårede præst bukker sig over det fotografi af en mønt, han får stukket frem foran sig. Hurtigt retter han sig op igen.

»Yes!«, udbryder han:

»Det var sådan en«.

Stilheden vender tilbage til kirkeskibet. Her har nogen været. Her har nogen lagt sig på knæ. Her har nogen i et øjeblik af ubemærkethed listet noget ned i en sprække. Også her. Ovenover troner den hellige Christoffer med sin blomstrende stav i et kalkmaleri. Færgemanden, der sejlede over dødens flod, var vidne.

Den lille pose i Fodby Kirke er en ud af ca. 40 fund, som Politiken har dokumenteret er gjort i løbet af de seneste 40 år i især kirker og på museer landet over.

Her er mønter, breve og ofte okkulte effekter blevet placeret under montrer, bag paneler, i sprækker, på alterstole og under knæfald. Fundene varierer, men der er klare fællesnævnere.

De har skabt undren, ubehag og endda frygt. Og oftest refererer de til de samme uopklarede hændelser i maj 1973: Dengang man på Anholt fandt 13 offersteder, som gav politiet anledning til at tro, at der fandtes en satankult på øen.

Bagmanden er aldrig trådt ud i lyset, og ingen har nogensinde fået svar på spørgsmålet: Hvorfor?

Mystik på Nationalmuseet

Det er stadig en af de tidligere efterårsdage. På et skrivebord under taget på Nationalmuseets Kgl. Mønt og Medaillesamling hviler fire satanmønter på en bakke foret med rødt velour. Sølvmønterne er alle lidt større end en femkrone, mens kobbermønten er lidt mindre.

Her i den ældste del af museumsbygningen har man undret sig. Både over hvem der står bag satanmønterne. Og hvorfor de bliver ved at dukke op med jævne mellemrum rundt omkring i landet, især i kirkerne, når de restaureres.

»I foråret fik vi indleveret en sølvmønt fra Sæby Kirke på Sjælland og en kobbermønt fra Reformerte Kirke i København«, siger museumsinspektør Line H. Bjerg og udpeger de to typer.

På sølvmøntens ene side er præget et profilbillede af den hornede Fanden. Der står »13. maj 1973. Anholt Lucifers ø, himmel og helvede«.

På kobbermønten kan man læse: »Civitas diaboli 13. maj Anholt 1973«. Her fremtræder Fanden igen, denne gang med en trefork.

»Vi ved ikke så meget om dem«, siger Line H. Bjerg og rækker et A4-ark over skrivebordet med navne på ni danske kirker, hvor der er fundet mønter.

»Fordi jeg står for danefæ, ender de hos mig. Men de her fund går langt tilbage. Vi har også en mønt, som blev fundet under en montre på museet i december 1976, og en, som blev fundet på Teatermuseet i januar 1977«.

Mønterne er professionelt slået, og en af dem, vurderer museet, er i massivt sølv, mens de andre er forsølvede.

Nationalmuseet mener at vide, at den ene mønt er lavet på spilmøntfabrikken Meka, der lå på Frederikssundsvej. Og så refererer alle mønterne til samme tid og sted: Anholt i 1973. På en af dem står der: »Satankulten på Anholt, annus horribilis 1973«.

Line H. Bjerg læner sig tilbage i kontorstolen. Hun holder inde et par sekunder. Så siger hun:

»Vi har faktisk også, hvad vi måske tror er restoplaget på 23 mønter«.

Hvem har I fået dem af?

»Det er jo det, vi ikke ved«.

Men I plejer vel at notere, hvor I får genstande fra?

»Ja, vi har en gaveprotokol. Men i det her tilfælde har vi slet ikke fundet nogen papirer. Vi ved ikke, hvor de kommer fra«.

På en anden etage på Nationalmuseet sidder presseansvarlig Henrik Schilling. Han var tidligere ansat på Sydsjællands Museum i Vordingborg, hvor man også har fundet mønter, breve og bizarre effekter. Afledt af sin egen voksende undren skrev han selv i 2005 i et internt museumsblad om sagen.

Det er netop ham, som til et møde i sommer gjorde Politiken opmærksom på, at to nyfundne satanmønter just var indleveret til museet.

Og det var ham, som pegede i retning af manden, der kan være hjernen bag. På satanmønterne står flere mystiske navne, nemlig Alice Mandragora, Karl Klunck og Dunk Wokgnal.

»Prøv at læse Dunk Wokgnal bagfra«, sagde Henrik Schilling.

»Så får du navnet Knud Langkow«.

Henrik Schilling er ikke den eneste, der har været på sporet af denne mand. Også den nu lukkede kristne organisation Dialogcentret, der forskede i nyreligiøse strømninger, nævner Knud Langkow i sin rapport fra 2002 om sagen. Centret forsøgte dengang at få hans kommentar, men forgæves. Også en kendt dansk skuespiller og teaterinstruktør har i 1990’erne flere gange forsøgt at opspore Knud Langkow. Også uden at opklare gåden.

Senest har en humoristisk horror-roadmovie, dokumentaren ’Satankulten på Anholt’, udpeget Knud Langkow som satanmønternes enigmatiske bagmand. En møntekspert ved navn Jørgen Sømod udtaler sig i filmen om Knud Langkow og hans samlever og siger:

»De var satanister. Simpelthen!«.

Ifølge filmen tog Knud Langkow sit eget liv i 2002.

Er det den simple forklaring?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At mønterne er spor efter en selvmorderisk satanist fra Sydhavnen, som ville udbrede sin tro? Der fandtes, oplyser Folkeregisteret, en Knud Langkow på Sjælør Boulevard. Han døde imidlertid først i 2004.

»Det var årets første selvmord«, oplyser man hos Københavns Politi.

Hvad politiet ikke vidste var, at den afdøde stod bag hændelser, de tidligere havde efterforsket. Han var manden bag en gåde, de ikke havde løst.

Landbetjenten, der drog til Anholt

4. juni 1973 befandt politibetjent Jens Boelsmand sig på Anholt. Han havde efter ordre fra politikommissær V.H. Rasmussen taget den tidlige færge fra Grenaa for at indhente oplysninger og indsamle »de besynderlige fund, der kunne tyde på en form for satandyrkelse« på øen.

Det står at læse i den gamle maskinskrevne politirapport.

Ved at opsøge øens beboere på deres bopæl eller ved at møde folk på veje og i butikker konkluderede Jens Boelsmand, at reaktionerne varierede fra hovedrysten til frygt. Og at offerstederne optog sindene meget.

Politirapporten er opbevaret i en gullig papirmappe, hvorpå der med fed, blå tusch er skrevet ’Satankulten (gravsagen)’. Den ligger på den gamle politidirektørs egetræsbord på førstesalen på Politimuseet på Fælledvej i København. Her opbevarer man nogle af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende sager, og bordet giver god plads til både chartekker, sagsmapper, breve og fotos fra Anholt.

I betjent Jens Boelsmands rapport kan man læse, hvordan anholterne selv oplevede de bizarre hændelser, som brevene og mønterne henviser til. I sin rapport citerer betjenten en øboer for at sige:

»Ja, jeg har nu aldrig været bange for at færdes ude om aftenen, men jeg kan nu ikke li’ det mere – man kan aldrig vide, om djævlene vil se blod«.

Til betjenten sagde en anden anholter: »Vi kunne selvfølgelig godt holde vagt ved næste fuldmåne, men som min nabo sagde i går, så vil jeg nu ha’ mit gevær med, og i forvejen vil jeg ha’ lov til at skyde på alt, hvad der bevæger sig«.

De 13 offersteder var fundet på den del af Anholt, der hedder Ørkenen. De blev fotograferet og nøje beskrevet. På sin blok noterede betjenten effekter såsom skrumpehoveder, djævlemasker, en død hare og æsker med knogler. De var fundet i dagene omkring fuldmåne.

For eksempel kan man læse, at den syv-årige Henrik Thomsen 17. maj havde fundet offersted nr. 8, og at det blandt andet bestod af et emitteret menneskehoved med krone på en stage, en barnesko, et messingrøgelseskar med sorte perler og ni sorte lys.

Hvordan »djævledyrkerne« var kommet til øen, noterede politimanden, var der mange teorier om. De kunne i smug være kommet ad søvejen. Eller, lød en anden teori, de kunne være kommet med fly, der havde foretaget »illegale landinger på den yderste ende af flyvepladsen«.

På den gamle politidirektørs bord ligger også syv maskinskrevne breve, hvor øen Anholt optræder. Flere handler om en ligvendingsfest 31. oktober og bærer samme stempler: »Tag til Anholt for satan«, står der på det ene. På det andet står der »Alt ondt kommer fra Grenaa«. En af de frankerede og satanstemplede kuverter er adresseret til »Hans Kongelige Højhed Prins Henrik« på Amalienborg. Det udgiver sig for at være skrevet af den kendte folkemindeforsker Iørn Piø på Anholt i 1977.

Og det begynder:

»Kære Henrik!

Maskeret som ’Det borende X’ har jeg den 31. oktober forsøgt at bore mig ind på problemerne omkring Satankulten på Anholt, der gennem årene har fået skyld for mangt og meget. Var der noget om snakken? Dette ville jeg undersøge, og selv om jeg ikke var inviteret, fulgte jeg i hælene på de indfødte anholtere ud til Ostebakken i Ørkenen, hvortil de var indbudt til Ligvendingsfest natten til den 31. oktober«.

Over flere sider udfoldes en lille grotesk fortælling om ypperstepræstinden ved Satankulten, der oplæser et digt, mens der drikkes vin de diable. Hen mod slutningen drives Iørn Piø på flugt over »de forbandede stenrevler«.

Hvor disse syv breve er blevet fundet, står ikke på det chartek, som de befinder sig i. Men både kuverter og breve ser påfaldende velbevarede, nærmest nye ud. De er ikke stemplet af postvæsnet, og er derfor aldrig sendt.

Et af brevene er endda, viser det sig, stilet til den for længst afdøde politimester Ejner Mellerup og adresseret til politistationen på Fælledvej. Politistationen blev siden til Politimuseet. Brevet er således adresseret til netop denne adresse.

Hvor stammer disse breve fra – kan de være blevet fundet på museet? Direktør Frederik Strand, der har hentet akterne i museets arkiv, bøjer sig nu undrende ind over papirerne. Så løfter han blikket.

»Det kan jeg ikke svare på. Det er jeg simpelthen nødt til at undersøge nærmere«.

En uge efter vender han tilbage med et svar.

»Alle de breve, I har set, er placeret her på Politimuseet i tiden mellem 1995 og 2004. De blev fundet bag nogle forfalskede malerier, vi tidligere havde hængende i vores trappeopgang«, oplyser direktøren.

Hundredvis af mønter i Køge

»Den er lidt tung. Det er, fordi der er mønter i«, siger museumsinspektør Inge Christiansen, mens hun løfter en papkasse fra en større stabel og placerer den på et bord.

Bondestuen i det gamle bindingsværkshus fra 1500-tallets Køge er kun oplyst af et lille vindue, og det eneste møbel foruden bordet er en himmelseng med udskæringer og brune uldtæpper.

Især på de syd- og østsjællandske museer i Vordingborg, Næstved og Køge, er nogen gået ubemærket, men målrettet gennem udstillingssalene og har efterladt større mængder mønter, breve og ting. Her på Køge Museum er der efterladt mest, blandt andet i den gamle fattiggård og i købmandsgårdens borgerstuer.

Inge Christiansen tager låget af kassen, og blandt de kuriøse genstande er en stor dyretand, gammelt legetøj og en djævledukke. I kassen er også avispapirspakker, der viser sig at indeholde satanmønter i sølv, sirligt pakket i rækker. Der er mellem 12 og 20 i hver pakke. Og der er 14 pakker.

»Vi har 270 mønter«, siger museumsinspektøren, der blev ansat på museet i 1998. Både før og efter det år er ting blevet fundet i stor stil.

»Deroppe har vi også fundet et brev«, siger museumsinspektøren og vender sig halvvejs rundt og slår armen ud mod sengen. »Vi fandt det mellem sengehimlen og loftet«.

Ude i det fri, på græsset mellem den gamle fattiggård, købmandsgården og det lille hus, beretter Inge Christiansen om nogle af de overvejelser, man har gjort sig internt på museet.

»Brevene er skrevet på den samme gamle skrivemaskine. Og der er jo tale om et menneske, der har haft råd til at bekoste de mange sølvmønter«, siger hun.

Personen har desuden været på museet mange gange, lyder vurderingen. For der er alt for meget til at bære med sig på et besøg.

Ting gemt i gamle senge

Knud Langkows familie har adresse ikke langt fra Køge. I Haslev på Midtsjælland bor Knud Langkows bror, Axel Langkow, og hans niece, Lene Langkow Saeek. Hun har taget telefonen dagen før og sagt, at hun gerne vil fortælle om sin farbror Knud, som hun har haft god kontakt med hele sit liv. Men da hun passer sin 91-årige syge far, der skal opereres nogle dage senere, kan hun ikke tage imod besøg netop nu, og en aftale kan tidligst komme på tale ugen efter.

Men Lene Langkow Saeek giver dog en oplysning om Knud Langkow:

»Han arbejdede i mange år som museumsbetjent på Statens Museum for Kunst«.

På Køge Museum er de mange små møblerede rum i de tre bygninger overvåget af museumsvagter. Men de mange ting, der er fundet på museet, er blevet placeret af en person, der har haft held til at undgå vagtens opmærksomhed, forklarer Inge Christiansen.

»Især i sengene i den gamle bondestue har han lagt ting«, siger museumsinspektøren, mens hun skyder en hånd frem foran sig, som om hun hurtigt gemmer noget under en dyne.

»Men noget af det sidste dukkede faktisk op deroppe«, siger Inge Christiansen og peger på den gamle købmandsgårds overetage, der er ved at få restaureret taget. Inde under en gammel montre fandt man en mønt.

Og da man skilte en silkebetrukket empiresofa med indbyggede sideskabe ad for en måned siden, fandt man en tyk kuvert bag lågen i det højre skab.

En mand iklædt kjole

På Inge Christiansens kontor i den nye nabobygning hiver hun mappen frem og lægger fotos og breve på sit skrivebord. På et sort-hvidt foto står en mand med briller og mørk frakke i en skov. På et træ er malet en lille hvid figur.

På et andet foto står en kraftig person iført brunmønstret kjole, ansigtet malet med hvidt og sort. Personen har djævlehorn i panden og stirrer direkte ind i kameraet. Kjolen antyder, at det er en kraftig kvinde, men ser man nøje på personen, går det op for én: På hans venstre arm er lange sorte hår. Den kjoleklædte djævel er en mand. Under fotoet står teksten »1977, Glædelig jul«.

»Det foto fandt vi inde i denne her bog ’Anholt på vrangen’ af Knud Langkow«, siger hun. »Det har jo fået os til at tænke, at han måtte have noget med det at gøre«.

Den lille bog udgav Knud Langkow selv i 1983. Det er det eneste officielle aftryk, han har efterladt sig.

Den handler om manden Knud Langvrøvl, der drager til Anholt på en okkult magisk-realistisk færd, hvor han møder sære væsner. På side 9 bliver en hugorm for eksempel forvandlet til en heks, og hun kræver, at Langvrøvl, gætter, hvem hun er:

»»Du gætter det aldrig!«, sagde hun hoverende og viste sine spidse tænder frem i et hæsligt grin; »men hvis du gætter det, så skal du få denne her!«.

Heksen tog en stor nyslået mønt frem og viste mig.

Jeg så straks, det var én af de sjældne 'Satanmønter', for der var nemlig en djævel på den ene side af den – og så lod jeg bomben springe: »Ja, så må du være Jotnekvinden Hyrrokkin!«.

Museumsinspektøren stikker en brun kuvert frem.

»Det er den, vi fandt i sofaen«.

Kuverten indeholder, hvad der ligner fem noveller. De er alle underskrevet KL i året 1977.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Krypten i novellen

»Går man en tur rundt om Christians Kirken, vil man opdage, at der under den mærkelige, rektangulære bygning, der er sat med gule Flensborg-sten, findes en stor gravkrypt.

Ad de små tilgitrede vinduer forneden, kan man være heldig at skimte, hvad den rummer af kister og sarkofager. Men bedst ser man det måske fra østsiden, hvor have-anlægget er. Her fører en mandshøj åbning ned til krypten (...)«.

Sådan lyder begyndelsen i en af ’KL’s noveller.

De kredser om Christianshavn, hvor fortælleren, som er en helt almindelig mand, bor. I en af novellerne er han arbejdsløs. Han går på værtshus. De begynder realistisk, men så sker noget uventet. I novellen fra Christians Kirke går fortælleren i dialog med døden.

De upublicerede christianshavnernoveller er lige nu det bedste vidneudsagn om, hvem mennesket Knud Langkow var. For i en mail har hans niece i Haslev, Lene Langkow Saeek, kort oplyst, at hendes far, Axel Langkow, er afgået ved døden. Hun er, fortæller hun, nødt til at have begivenheden på afstand, før hun er i humør til at tale om sin farbror, Knud Langkow.

Men spørgsmålet er, om han selv forsøger at fortælle noget med sine christianshavnernoveller? Om beskrivelsen af nedgangen til krypten har en betydning? Det er ren spekulation, men når der nu er fundet satanmønter i mange andre kirker, kunne der også være fundet nogen i den store kirke på Christianshavn.

Præsten i Christians Kirke, Flemming Pless, tager telefonen og svarer straks bekræftende på spørgsmålet.

»Ja, vi har fundet tre mønter«, siger han.

»De er fundet ved en af kisterne i krypten«.

SE VIDEO

Line Bjerg fra Nationalmuseets møntsamling viser satanmønterne frem.

Foto & klip: Mads Trolle

Kilde: Politiken.tv

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce