Historiker. Professor emeritus Bent Jensen.
Foto: Carsten Andreasen (Arkiv)

Historiker. Professor emeritus Bent Jensen.

Kultur

Politiken spørger: Kan man skrive historiebøger, som er hævet over politik?

Bent Jensens bog 'Ulve, får og vogtere' har skabt heftig debat.

Kultur

De seneste dage har der været stor debat om, hvorvidt professor Bent Jensens nye bog om den kolde krig, 'Ulve, får og vogtere’, er for subjektiv.

Vi spørger tre historieformidlere, om det overhovedet er muligt at skrive objektivt om historien?

Claus Bryld, dansk historiker, tidl. professor ved RUC:

»Det mener jeg sådan set ikke, at man kan. Det troede man i gamle dage. Positivisterne troede, at man kunne skrive historien, uden at den var influeret af det miljø og den omverden, man levede i. Men alle historikere vil jo være påvirket af det miljø, de er vokset op i, og det, de lever i, og de vil også være påvirket af politiske synspunkter. Man kan tilstræbe objektivitet – ligesom inden for journalistik: Journalister tilstræber også objektivitet, men de kan jo heller ikke nå frem til den, fordi der ikke findes nogen objektiv sandhed. Man kan tilnærme sig sandheden eller virkeligheden på flere måder, men der er jo ingen, der kan sige: Nu har jeg fundet den endelige sandhed. Fordi den vil altid være subjektivt præget«.

»Jeg har jo også mine politiske synspunkter, og når jeg skriver, prøver jeg at hæve mig op over dem og være så objektiv som overhovedet muligt. Jeg er klar over, at det, jeg skriver, alligevel er påvirket af mine synspunkter. Men det er afgørende, at en historiker lægger sine moralske og politiske holdninger frem, inden han skriver, så læseren er klar over, ud fra hvilket perspektiv han skriver. De fleste, der læser det, jeg skriver, ved, hvor jeg står. Det lægger jeg ikke skjul på. Men det må ikke ødelægge og politisere det, man skriver, sådan at det kun bliver et politisk partsindlæg«.

Peter Øvig Knudsen, forfatter og journalist:

»Så vil jeg nok sige nej. Forestillingen om objektiv journalistik og objektiv historieskrivning er afgået ved døden for en hel del år siden. Hvis der fandtes sådan en form for objektiv historieskrivning, ville det betyde, at hvis man gav de samme 100 kilder til 10 forskellige historikere, ville de skrive den samme beretning om, hvad der er foregået. Men sådan er det ikke. Forskellige historikere ville, trods de samme kilder, skrive meget forskellige historier. Det betyder, at der er et element af subjektivitet hos den enkelte journalist eller historikere. Men det betyder ikke, at alle kan tillade sig at tage 100 kilder og så skrive, lige hvad der passer dem. Man er nødt til at opføre sig fair over for sine kilder. Så hvis nogen kommer og kigger én i kortene, skal de kunne se, at man ikke har forvrænget eller fejlciteret noget. Det er jeg meget bevidst om. Der er en masse mennesker, der er meget uenige med mig, og jeg ved, at de tjekker, om de kan fange mig i at have fordrejet noget«.

»Det er meget vigtigt, at man er meget kritisk over for historikerne og journalisternes brug af kilder. Det er måske der, det går lidt galt for de anmeldere, der kun roser Bent Jensen. Det kan næsten ikke være rigtigt, at man ikke kan kritisere hans brug af kilder. Det vil i hvert fald være mærkeligt i et værk på 1.500 sider«.

Tom Buk-Swienty, forfatter og journalist, cand.mag. i historie:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det første, man lærer på historiestudiet, er, at det kan man ikke. Om vi vil det eller ej, er vi altid bundet af den tid, vi er rundet af. De spørgsmål, vi stiller til kilderne, er præget af vores samtid. Man får jo svar efter det, man spørger om. Man ser, at forskellige generationer ændrer synspunkt. På et tidspunkt var det næsten umuligt at tale om Anden Verdenskrig uden også at tale om den danske heroiske modstandskamp. Men efterhånden som modstandsfolkene døde ud, fik man et mere nuanceret billede. Tiden blev moden til, at man kunne stille andre spørgsmål. Det er klart, at den gode historiker selvfølgelig går til kilderne med en åbenhed og forsøger at skabe den verden, som den så ud dengang på dens samtidspræmisser«.

»Jeg har oplevet med mine bøger om 1864, at de synes at være faldet i hele det politiske spektrums smag. På venstrefløjen har man hyldet bogen som en slags antikrigsbøger, og i de mere borgerlige kredse har man set dem som en hyldest til den danske soldat. Helt ude på den nationale højrefløj har man set dem som et lille folks heroisk fædrelandskærlige krig. Det, tror jeg, er, fordi man har valgt at se på det, der har bekræftet ens egne holdninger. Den faldgrube skal en historiker til gengæld bestandigt arbejde på at undgå«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce