Der hænger et massivt skydække over Amager, så den eneste synlige sol er den, der hænger på Nicolai Howalts opslagstavle i atelieret. Der er faktisk en hel stribe af sole. Røde, blå, grønne. En sol er bare en sort prik i en gullig klat af skyer. Der er noget hypnotisk over de her sole, noget på en eller anden måde dragende ...
»Du har vel hørt om Niels Finsen«, spørger Howalt.
Jeg tvinger blikket væk fra billederne og mumler en form for bekræftelse. Har kun en svag erindring om et institut, der er opkaldt efter en mand med det navn.
»Han helbredte en række hudlidelser. Nu skal jeg vise dig ...«, siger Howalt, idet han farer op fra den kontorstol, han har siddet på i hele 20 sekunder.
