Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Væsensforskelle. Kunst, kultur, historie, forskning. De danske fonde er lige så forskellige som dyr i skoven, og uddeler støtte til vidt foreskellige områder. På billedet ses direktør for Kunstmuseet Heart i Herning, Holger Reenberg, som blandt andet støttes af Ny Carlsbergfondet.
Foto: Lind Ole (arkiv)

Væsensforskelle. Kunst, kultur, historie, forskning. De danske fonde er lige så forskellige som dyr i skoven, og uddeler støtte til vidt foreskellige områder. På billedet ses direktør for Kunstmuseet Heart i Herning, Holger Reenberg, som blandt andet støttes af Ny Carlsbergfondet.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fondsverdenen er et kulturelt mørkeland

De private fonde, som hvert år fordeler store millionbeløb til dansk kultur, vil nu være mere aktive. De vil forandre og sætte deres eget præg på kulturlivet. Velkommen til de store fondes verden. En uigennemtrængelig verden, som regeres af de få. Men forskere advarer mod et demokratisk underskud og et elitært kunstsyn.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Karsten Ohrt peger på to kolossale blå vægplatter.

»Vi har lige indkøbt de to«, siger han.

»Det er Allan Otte. Prøv at gå tæt på«.

Man forventer Royal Copenhagen-idyl og bliver overrasket. Motivet på det kongelige porcelæn er tremmekalve i et industrilandbrug et sted i Udkantsdanmark.

»Jeg har lige haft besøg af Holger Reenberg, der er direktør for Kunstmuseet Heart i Herning«, siger han.

»Jeg spurgte ham: Var det ikke noget for dit museum?«.

Ny Carlsbergfondets betydning for dansk kunst er indiskutabel. Bag den sorte port i Brolæggerstræde midt i det gamle København har den nye formand, Karsten Ohrt, ansvar for fordelingen af store summer. I år skal han fordele 105 mio. kr. med sine to bestyrelsesmedlemmer til dansk kunst og kunstforskning.

Det er netop det, der forklarer Karsten Ohrts beslutning om efter seks år at forlade en af landets allervigtigste museumsposter, direktørjobbet på Statens Museum for Kunst, for at blive formand for fondet i den gamle bryggergård.

Her har han mere indflydelse på dansk kunst, end han nogensinde havde på landets største kunstmuseum, hvor han brugte en stor del af sin tid på at skaffe millioner fra de store fonde. Især udstillinger med samtidskunst var svært, forklarer Karsten Ohrt.

»Her kan jeg arbejde på landsplan. Jeg har mere direkte adgang til kunstnere, institutionsledere og politikere ude i landet«, siger han.

Omkring 1,5 mia. kr. tilflyder årligt det danske kulturliv fra de største danske fonde, viser en ny undersøgelse med tal fra 2012, som Politikens Research har foretaget. Det er knap en fjerdedel af statens samlede årlige støtte til kulturområdet. Til sammenligning har Statens Kunstfond i alt 500 mio. kr. at uddele til kulturområdet om året.

Samtidig slår en ny undersøgelse foretaget af Kulturstyrelsen fast, at der er tale om en stigning. Siden 2009 er de private fondes bidrag til museer og teatre steget med henholdsvis 74 og 84,5 procent.

Fondene spiller nu en fuldstændig afgørende rolle for kulturlivet i Danmark. På Statens Museum for Kunst, hvor man fra staten får 7,5 mio. kr. årlig til både at købe kunst til samlingen og lave udstillinger for, lagde de store fonde sidste år 35 mio. kr. De er med til at sikre det museumsliv, vi har i dag.

»Nogle vil selvfølgelig sige, at det er godt, at der er kommet flere private midler. Men det rejser en vigtig demokratisk problemstilling: For hvilken kultur fremmer fondene, og hvilken kultur hindrer de? Hvad betyder det for dansk kultur?«, siger kultursociolog og lektor ved Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Peter Duelund.

Det har ingen hidtil kunnet svare på. Fondsverdenen er et kulturelt mørkeland, som det er svært at trænge ind i.

Da Folketinget i 1991 nedlagde fondsregistret, mistede man overblikket over, hvor mange fonde der findes i Danmark, hvor store værdier de forvalter, og hvor meget de giver til almennyttige formål. Den ny fondslov, der blev vedtaget i tirsdags af et enigt Folketing, højner kun kravene til revisorernes tilsynspligt en smule.

»Så længe du som fond kan argumentere for, at du lever op til stifters fundats, er der i og for sig frit slag«, siger professor på CBS Anker Brink Lund, der med fondsstøtte fra blandt andet Realdania forsker i fonde i krydsfeltet mellem stat og marked.

Men fondene skal ikke oplyse, hvad der ligger til grund for deres støtte, og har ingen oplysningspligt om deres konkrete uddelinger til andre myndigheder end Skat. Flere af de fonde, vi har kontaktet, afviser at lade sig interviewe om emnet.

»Tak for det smigrende tilbud om et interview, som jeg dog høfligst takker nej til«, lyder svaret fra A.P. Møller Fondens direktør, Henrik Tvarnø.

Især ægteparret bag Annie og Otto Johs. Detlefs’ Fonde er umuligt at få direkte i tale om deres kunststøtte, skønt de har været med til at realisere store projekter på blandt andet Statens Museum for Kunst og Arken.

»Vi ønsker at fastholde vor principielle beslutning om ikke at give interviews«, lyder afslaget i et brev, som er skrevet på vegne af Detlefs-parret, der ejer en virksomhed i Solrød Strand.

Katalytisk filantropi

Det, man imidlertid kan konstatere, er, at nogle af de store danske fonde er begyndt at agere anderledes. De har forladt den klassiske og mere passive mæcenrolle. Nu sætter fondene ord på deres strategi. De ved, hvad og hvorfor de støtter. Og de går efter en effekt, man kan måle.

»Evalueringer og effektmålinger er meget oppe i tiden i fondsverdenen. Der er en kæmpe bevægelse i gang«, siger direktør Henrik Lehmann Andersen, der har ansvaret for Nordeafondens strategi om at støtte aktiviteter, som fremmer ’gode liv’. På kulturområdet betyder det, at projekter kan få støtte, hvis »man nærmest falder over kulturprojektet« ude i virkeligheden, hvis det får folk »op af sofaen« og engagerer dem »både fysisk og mentalt«.

Derfor gav Nordeafonden 4,8 mio. kr. til projektet ’Mindesmærker’, som museet KØS i Køge står bag, og som går ud på, at museet med gæster som Torben Steno og Bjørn Nørgaard kører rundt i landet og involverer de lokale i debatten om udendørsskulpturer.

Den nye strømning i den danske fondsverden er ikke tilfældig. Den er derimod inspireret af en amerikansk metode.

Metoden hedder katalytisk filantropi.

Ordet katalytisk er en metafor lånt fra kemiens verden, hvor en katalysators funktion er at øge hastigheden af en kemisk reaktion. I fondsverdenen betyder det, at en fond ved hjælp af sine millioner kan skubbe voldsommere på en bestemt udvikling.

De ønsker, at støttebeløbet skal have betydning for samfundet, kulturlivet og borgerne. Fondene vil kort sagt være med til at bestemme.

Selv i det 112 år gamle Ny Carlsbergfondet er det et ord, der har sneget sig ind.

Karsten Ohrt peger på en lille publikation på det store Kaare Klint-bord, hvor ordet står på forsiden. Her uddeler man stadig hovedsagelig efter den klassiske måde, hvor ansøgninger besvares med et ja eller nej af den kunstfaglige bestyrelse, understreger formanden.

Men han har netop oprettet en særlig pulje til katalytisk fondsarbejde, hvor han kan være »mere udfarende«.

Karsten Ohrt giver et eksempel.

»Normalt støtter vi ikke udstillinger. Men jeg vidste fra Poul Erik Tøjner, at han har svært ved at skaffe penge til udstillingen med Olafur Eliasson på Louisiana. Han manglede 5 mio. kr. Fordi jeg kom fra Statens Museum for Kunst, vidste jeg, at det var helt umuligt at skaffe penge til museets Elmgreen og Dragset-udstilling . Jeg skrev derfor til begge museer efter vores møde herinde forleden: »Vi har i dag ekstraordinært besluttet – da vi ved, at det er svært at skaffe penge til de to udstillinger – at I hver får 2 mio. kr. Det er noget særligt. I skal ikke sende os en ansøgning. Udstillingerne er vigtige manifestationer af danske kunstnere med international gennemslagskraft, og jeg vil gerne gøre noget for dansk kunst i udlandet i min nye position. Så det får I bare««.

Mens Ny Carlsbergfondet kun har reserveret en mindre pulje til katalytisk filantropi, står begrebet nu mere centralt hos fonde som Nordeafonden, TrygFonden, Realdania og Bikubenfonden.

»Vi har ændret os fra, hvad vi var før i tiden. Det, vi vurderer på baggrund af i dag, er, at vi vil ind og arbejde med projekterne«, siger direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen.

»Det er med vilje, jeg ikke siger støtter, for det kan være ting, vi selv påbegynder og tager initiativ til«.

Fonde og demokratisk underskud

Der er få kilometer fra Ny Carlsbergfondet til det gamle Kommunehospital i Øster Farimagsgade. Men afstanden fra den store pengetank til det sted, hvor ungdommen i dag studerer samfundsforhold, virker længere.

I et trangt, slidt lokale, hvor stolene er ukurante, forsøger sociolog Christoph Houman Ellersgaard at give et svar på, hvad det betyder, at fondene har omfortolket deres samfundsrolle.

»Fondene har nogle økonomiske magtressourcer, som de veksler til kulturelle magtressourcer. Især når fondene begynder at agere mere katalytisk og altså mere styrende, bliver det meget tydeligt. Selv om det bliver gjort i den bedste hensigt, er der tale om, at fondene fører deres egne visioner ud i livet ved hjælp af en pengetank frem for gennem de demokratiske kanaler«, siger han.

Men fondene taler jo selv om at gå mere i dialog og ikke bare sige ja eller nej. Mere dialog er vel godt?

»Der ligger en elitær tankegang bag. Fonden kommer med en vision, som de mener skal realiseres. Inden for kulturområdet betyder det, at der sidder en lille gruppe mennesker, som mener, at de har nogle fede kulturvisioner, der skal spredes. Jeg mener faktisk, at der opstår et demokratisk underskud«, siger Christoph Houman Ellersgaard, der er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om den danske magtelite og de store danske fonde.

Men i takt med at fonde bliver mere katalytiske, er de begyndt at ansætte konsulenter, der har en faglig baggrund i kulturområdet. Er større faglighed ikke at foretrække frem for den klassiske mæcenrolle, hvor det oftere er smag og behag, der dominerer?

»Jo, faglighed er godt. Men ansættelsen af konsulenter er ikke med til at styrke demokratiet nedefra. Og der er risiko for, at der opstår små kulturministerier rundt omkring. Man placerer en meget stor magt i hænderne på konsulenterne, og den almindelige befolkning har ingen indflydelse på, hvem de er«, svarer sociologen.

Et andet sted på Københavns Universitet lyder ligeledes skarp kritik af fondenes betydning for det kulturelle demokrati. De har »en skjult politisk magt«, mener kultursociolog Peter Duelund, der er lektor ved Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og leder af Nordisk Kulturinstitut.

»Den nordiske kulturpolitiske model handler om, at folk skal have lige kulturelle muligheder, og at alle kan være med til at udforme og diskutere indholdet af vores kultur. Men den model er ved at blive ændret til fordel for den amerikanske hjælpermodel. Her satser den offentlige kulturpolitik ensidigt på, at private midler støtter kunst og kultur«, siger Peter Duelund.

Han er specialist i dansk, nordisk og europæisk kulturpolitik efter Anden Verdenskrig og har blandt andet redigeret den 17 bind store ’Kulturens politik’ og ’Nordisk kulturpolitik under forandring’.

Hvorfor er flere penge til kulturlivet ikke en fordel?

»Flere penge er godt. Men det er en kortslutning at tro, at vi ikke betaler. Når fonde donerer, trækkes midlerne fra i skat«, siger Peter Duelund og peger på den regel, der betyder, at fonde kan trække 125 procent fra i skat, når de yder støtte. Hvis de giver 10 mio. kr., kan de således trække 12,5 mio. kr. fra.

»Dermed reduceres det samlede skattegrundlag i Danmark – også til kunst og kultur. Alt andet lige er det os, der betaler som borgere«, siger kultursociologen og peger på, at de kommunale budgetter til kultur samtidig er blevet mindre.

»Når fonde i højere grad betaler, kan de offentlige kulturbudgetter skrues ned. Man risikerer, at de private går ind og vikarierer for de offentlige midler. Og så har vi en nedadgående spiral i den offentlige kulturpolitik. Er det, hvad vi ønsker?«, spørger han.

Også Bent Meier Sørensen, der forsker i kulturøkonomi på CBS, mener, at staten risikerer at afvikle sin rolle som en vigtig spiller på kulturområdet.

»Det er svært at sige noget om, præcis hvordan fondenes donationer samlet set fordeler sig, fordi ingen har undersøgt det. I betragtning af deres begunstigelser i forhold til skat har fonde som sådan en ret begrænset oplysningspligt. De færreste fonde udtaler sig om, hvad de støtter, hvorfor de støtter dem, og hvem der får afslag. For eksempel kan der jo sagtens ligge tusind afslag til støtte af lokalidræt og gemme sig bag en stor donation til en superarena. Filosofien fra statens sider er imidlertid, at så længe det skattemæssige er i orden, er alt i orden, men det korte af det lange er, atfondene unddrager sig demokratisk kontrol«, siger Bent Meier Sørensen«.

En løsning på det problem er, ifølge Bent Meier Sørensen, at staten får mere indflydelse til gengæld for fondenes skattefordel. Et første skridt kunne være en genetablering af Fondsregisteret, der blev lukket i begyndelsen af 1990’erne.

Et noget mere radikalt skridt kunne være observatører fra det offentlige i de største fondes bestyrelser.

»På den måde bliver der givet en vis magt tilbage til Kulturministeriet, og man får mere indsigt i, hvilken retning støtten går. Staten er jo med til at betale musikken, så man kan argumentere for, at den også skal have en form for oplysning og indflydelse«.

Fonde og mangfoldighed

Men uenigheden om, hvad fondene betyder for dansk kulturliv, er stor. At de store pengestærke fonde skulle udgøre et demokratisk problem, afvises af en anden fløj af forskere.

I et andet kontor på CBS sidder Henrik Mahncke, som forsker i offentlige filantropiske partnerskaber på kulturområdet. Han mener, at fondene i kraft af deres mangfoldighed og bredde er med til at styrke demokratiet.

»Man forsøger at fremmane et billede af, at fonde er en samlet magtfaktor med et særligt fokus, der styrer eksempelvis museerne i en bestemt retning. Det er fundamentalt forkert. Fondene er lige så forskellige som dyr i skoven. Der er en enorm variation«, siger forskeren, der er research fellow i et projekt finansieret af Realdania.

At de store fonde kommer til at optræde som små, alternative kulturministerier, i takt med at de går mere målrettet efter at have en større effekt i samfundet, betragter Henrik Mahncke ikke som noget fordækt. Modsat sociologen Christoph Houman Ellersgaard ser Henrik Mahncke de små kulturministerier som en positiv udvikling.

»Det giver en stor styrke. Fondene har penge og kan samtidig se på tværs. Ser man på kulturlivet nedefra, er de enkelte museer jo reelt i konkurrence med hinanden. Hvis fondene for eksempel vil gøre noget for dansk samtidskunst, kan de gøre det på tværs af museerne. Det er lidt samme position som Kulturministeriet, men friheden i fondene er langt større«, siger Henrik Mahncke.

Hans kollega på CBS, professor Anker Brink Lund, der ligeledes med fondsstøtte fra blandt andet Realdania har forsket i fonde i krydsfeltet mellem stat og marked, er enig i, at fondene repræsenterer en »beslutningspluralisme« i kulturlivet.

»Det, den ene fond synes er interessant, ville en anden fond ikke drømme om at give penge til. Der er væsensforskelle imellem fondene. Hvis man derimod lagde alle pengene i et statsligt råd, kunne man lave en prioritering. Det kunne man sige var en fordel, når X-købing havde fået noget, så skulle Y-købing også have. Men omvendt ville man ikke få den mangfoldighed, der ligger i beslutningsprocessen«, siger Anker Brink Lund.

Faren er, anerkender han, at der ikke er demokratisk kontrol med fondenes beslutningsproces.

»I modsætning til vores almindelige politiske beslutningsproces gælder der andre spilleregler her«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men mangfoldigheden, som fondene bibringer, er netop en fordel for de danske museer, mener formand for Organisationen Danske Museer Christine Buhl Andersen. Hun er også museumsdirektør for KØS i Køge – samme museum, som modtog 4,8 mio. kr. for sit landsomspændende projekt om mindesmærker fra Nordeafonden.

»Fondene er ofte meget kvalificerede parter i de projekter, de støtter. Man kan ofte få en rigtig god dialog med dem om, hvordan projekterne kan blive endnu bedre«, siger hun.

Fonden der vil sætte spor

»Alle væggene hos os er af glas, så du kan se igennem dem«, siger fondsdirektør Søren Kaare-Andersen og peger på mødelokalets vægge. Vi er hos Bikubenfonden, der bryster sig af at være åben. Meget åben.

»Jeg tror ikke, du kan finde nogen, der er lige så åbne og transparente som os«, understreger direktøren, der er tidligere bankdirektør.

Bikubenfonden har bevæget sig væk fra den mere klassiske mæcenrolle for at gå målrettet efter indflydelse på dansk kultur, særlig dansk scenekunst.

I 2012 støttede de kulturelle projekter med 47 millioner. De står bag scenekunstens største pris, Årets Reumert. Det er dem, der står bag Kronprinsparrets Kulturpris og Den Danske Museumspris. Og de er en af de fonde, som trolig støtter Det Kongelige Teater.

Men ’støtte’ er i virkeligheden ikke længere det rette ord at bruge, siger Søren Kaare-Andersen.

»Vores projekter skal være nytænkende og udviklende. De skal engagere og involvere«, siger han og kigger ned på sin iPad, hvor fondsbetyrelsens strategi for kulturlivet står skrevet.

»Vi skal transformere og sætte spor«, læser han op.

Derfor er et begreb som katalytisk filantropi blevet centralt for Bikubenfondens arbejde.

»Vi tager udgangspunkt i en problemstilling, vi mener, der skal gøres noget ved«, siger Søren Kaare-Andersen og fortsætter:

»Det var os, der startede Årets Reumert-pris, fordi vi tænkte, at dansk scenekunst skulle udvikles. Reumert er ikke kun en prisuddeling, men består for eksempel også af Reumerts Saloner, hvor branchen debatterer relevante emner. Vi sætter fokus på, hvad der er god instruktion, eller hvordan du kan udvikle en rolle«, siger han og bruger en lignelse til at beskrive fondens katalytiske strategi:

»Hvis en mand er sulten, mener nogen, man skal stikke ham en fisk. Problemet er bare, at han er lige så sulten i morgen, og så er du nødt til at stikke ham en ny fisk. Det er jo et hamsterhjul. Det er ikke godt for manden, det er ikke godt for os. Det, vi gør i stedet, er at lære ham at fiske«.

Hvad siger du til Bent Meier Sørensens forslag om at lukke en offentlig observatør ind i jeres bestyrelse til gengæld for den skattefordel, som staten giver jer?

»Det er et helt legalt synspunkt, men jeg er ikke enig. Vi vil gerne forklare, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Men det er paradoksalt, at fordi man som privat fond har lyst til at give nogle private penge væk, så skal man lade andre folk bestemme, hvad man skal bruge dem på. Det er de færreste mennesker, der ville acceptere det i deres private liv. Folk får jo også håndværkerfradrag; skal vi så bestemme, hvilke fliser folk vælger på deres toilet?«, siger Søren Kaare-Andersen.

Men er det her ikke en anden, mere offentlig arena end toilettet? En arena, der er med til at bestemme, hvilken slags kultur du og jeg og alle andre danskere får adgang til?

»Men hvis vi ikke får fradrag, bliver konsekvensen, at vi deler færre penge ud. Er det alternativet?«.

Det behøver det ikke at være, men det kunne også være, at I var positive over for forslaget om at give indflydelse til gengæld for den skattemæssige fordel, fonden får?

»Vi er åbne og transparente om alt, hvad vi laver«.

At være transparent er vel ikke det samme som at give en indflydelse?

»Men hvem siger, at du skal have indflydelse på mine private penge? Skal jeg have indflydelse på, hvad du bruger dine private penge til?«.

I det kulturpolitiske støttesystem står armslængdeprincippet højt for at sikre kulturens uafhængighed af magten. Hvordan forvalter I jeres magt?

»Vi går ikke ind og bestemmer, hvilket kulturelt indhold der skal være. Vi går ind og forholder os til, om vi bryder os om det, vi ser. Og om vi vil støtte det. Så er det da klart, at vi indgår i en dialog med parterne«.

Men hvad betyder det at være inde i en dialog?

»Det betyder at have en dybdegående forståelse af, hvordan de har tænkt sig at gøre tingene. Det gør os bedre kvalificerede til, om vi vil sige ja eller nej. Men det er ikke os, der fortæller, hvad et teater skal spille«.

Så I har en dialog om, hvordan projektet skal være, inden I vælger, om I vil støtte?

»Ja, om hvordan det kunne være, og hvordan det passer ind i vores strategi«.

Oplever I, at ansøgere går ind og ændrer deres projekt ud fra det, I siger?

»Ja, hvis de synes, det er fornuftigt, det vi siger. De skal ikke ændre det, fordi vi har sagt det«.

Men de skal vel ændre det for at få nogle penge fra jer?

»Men du skal ikke skrive en ansøgning, der passer til os for at få nogle penge. Du skal skrive en ansøgning, der passer til det, du skal lave. Men selvfølgelig skal vi forholde os til det. Alt andet ville være helt uansvarligt, når vi administrerer en masse millioner kroner. Folk har ikke en god given right til at modtage penge fra os. Vi er ikke sat i verden for at holde kunstnere i live. Hvis de gør bedre fyldest som taxachauffører, så må det jo være det, de skal.

Vi støtter og tager initiativ til professionel kunst og kultur, som vi tror kan være en kæmpe gavn for det danske samfund«.

Megaplatter til Herning

På øverste etage i den gamle Bryggergård i Brolæggerstræde midt i København anerkender Ny Carlsbergfondets formand, Karsten Ohrt, at den demokratiske diskussion er relevant.

»Når du deler 100 mio. kr. ud, har du et stort ansvar, lige meget hvad du gør med dem«, siger han og fortsætter:

»Fondet er skabt i et 50 år gammelt demokrati i 1902 og er båret af en idé om folkeoplysning, som jeg synes er væsentlig. Vi er ikke sat i verden for at puge om de penge, vi forvalter, men de skal ud og spadsere, så de kommer samfundet til gavn«.

Men samtidig anerkender han ikke, at den nye måde, hans egen fond og andre danske fonde er begyndt at fordele støtte på, skulle udgøre et særligt problem.

»Netop ved også at arbejde katalytisk, hvor man netværker, finder partnere, inddrager brugere og arbejder strategisk og vidensbåret, tager man ansvaret på sig. Det ansvar står jeg ved«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så Ny Carlsbergfondet skal også have mere indflydelse?

»Ja, samfundsmæssigt. Vi påtager os at give penge til samfundet. Som Carl Jacobsen klogt formulerede det, var det for »at udvikle og tilfredsstille sansen for og trangen til kunst i Danmark««, siger Karsten Ohrt.

I Ny Carlsbergfondets tre mand store bestyrelse forstår man sig på kunst og reflekterer over og diskuterer den magt, man har, forklarer han.

Men hvordan adskiller du den gode og den dårlige magt?

»Jeg er optaget af ikke at være magtudøvende. Vi findes, fordi kunsten har betydning og betyder noget for samfundet«, siger han og fortsætter:

»Bruger du magten til at bøffe noget igennem, bruger du den forkert. Bruger du magten, hvor den har betydning, hvor brugerne efterspørger noget særligt, hvor der er et hul, bruger du den rigtigt«, siger han og nævner et eksempel:

»Jeg er i gang med Efterslægtens Gymnasium og har været i dialog med dem. Vi har fundet frem til FOS (dansk samtidskunstner, red.) som den rigtige kunstner. Det bliver nok et totallandskab«, siger han.

På Heart i Herning har museumsdirektør Holger Reenberg på Karsten Ohrts opfordring allerede afsendt en ansøgning til Ny Carlsbergfondet om de to megaplatter af Allan Otte.

Holger Reenberg har, fortæller han, allerede fundet en plads til platterne.

Hvis alt går, som museumsdirektøren regner med, vil han om nogle uger kunne hænge Allan Ottes megaplatter op på væggen i sit jyske museum.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden