Det er svært at bortforklare det her.
De to journalister er kommet så dårligt fra start med at afdække konflikten mellem Christiansborg og baglandet, at de nu søger hjælp det pinligste, det mest forbudte sted, man overhovedet kan forestille sig: hjemme hos mor.
Hos Emils mor, for at være mere nøjagtig.
Hun bor lang pokker i vold ude på landet, et stykke vej fra Sorø.
Væk fra motorvejen, igennem en landsby, så igennem en mindre landsby og videre forbi en klynge huse, der tynder ud og bliver til klatter af beboelse spredt over markerne.
Så siger Emil til kollegaen bag rattet:
»Vejen slutter her. Du skal bare køre videre«.
»Jeg bryder mig ikke om det«, siger den anden, Kjeld, mens de bumper hen ad en nødtørftigt hjemmelappet asfaltvej, som bliver til en grusvej, som bliver til en markvej og ender ved et lille gult hus så godt som inde i skoven.
Abelone Bergløv kommer brusende ud til havelågen og krammer sin søn. Hun har rødt hår og rød kjole og passer fint til forestillingen om en kvinde på venstrefløjen, så på en måde virker det lovende nok.
Det er trods alt, fordi hun er medlem af Enhedslisten, og ikke bare fordi hun er Emils mor, at de to er kørt helt derud i midten af så godt som ingenting.
Enhedslisten er det første punkt på den liste, som de to har taget med sig ud i landet. På listen står en lang række politiske partier.
De har en teori om, at alle de politiske partier på Christiansborg på den ene eller den anden måde er raget uklar med deres baglande. At der med andre ord hersker en betydelig utilfredshed blandt fodfolket. En dyb frustration.
De har allerede talt med nogle stykker fra Enhedslistens bagland inde i København, men de har ikke bekræftet teorien.
»Men min mor er afsindig skrap og ikke bange for at sige sin mening. Hende kan vi garanteret godt få til at skælde ud på partitoppen. Hvis vi er heldige, ender det med en eksklusion«, sagde Emil på Café Bankeråt i Nansensgade, hvor de to sad og evaluerede dagens foreløbige resultat, der ret beset så noget magert ud.
Derfor sidder de nu i Abelone Bergløvs stue og får en bid brød, mens de hører hende sige:
»En af grundene til, at jeg er medlem af Enhedslisten, er, at partitoppen er tro mod partiprogrammet, og det har jeg stor respekt for«.
»Føler du slet ikke, at dem inde på Borgen sælger ud af principperne for at få indflydelse?«, fisker Kjeld.
»Hvis jeg blev dikteret noget fra mit parti, som var stik imod min sunde fornuft, så ville jeg ikke være der«, svarer Abelone Bergløv.
Emil siger ikke noget. Han bøjer sig bare ned for at klø gravhunden Trine på maven. Den virker lalleglad tilfreds med det hele og ormer sin meterlange krop rundt på gulvet.
Et humør, der ligger langt fra det, som de to har oparbejdet hen over dagen.
Slut med fup og fidus
Det er ikke, fordi de slet ikke har fået noget ud af at tale med folk i København.
Fra morgenstunden kører de som det første ud til Sydhavnen for at finde Michael Schølardt. Han bor et sted, som bilens gps ikke kan finde, men beskeden lyder på, at han bor i en form for kolonihavehus.
Et lille skur, måske sådan et med røde slidte brædder og brændenælder helt ind i stuen. Hvis det da ikke er hash, der vokser derinde.
Det er i hvert fald det, de to tænker på vejen.
Huset viser sig at være tjekket, 16-kantet, lyst og bygget af træ. Der er god plads og et rundt vindue i taget, som giver frit udsyn til himlen fra alle værelser.
Michael Schølardt er typograf. Han meldte sig ind hos Venstresocialisterne i 1975 og var med til at danne Enhedslisten i 1994. Nu er han gået på efterløn og har god tid til at passe sin 6-årige adoptivdatter, sine duer af arten kobbergimpel og trykkeriet Solidaritet inde i Solidaritetshuset, som ligger på Nørrebro.
»Hvad er der sket med Enhedslisten i de 20 år, du har været med?«, spørger Kjeld, da de har sat sig i en krog af den frodige have, hvor der lugter sødt af blomster.
»Vi er kommet ind til kaffebordene uden at blive mainstream«, svarer Michael Schølardt. »Og vi er blevet landsdækkende«.
I begyndelsen var Enhedslisten en »potemkinkulisse af rang«, fortæller han. Det var en meget tynd skal, der omgav de mange venstrefløjspartier, som slog sig sammen, selv om de strittede i alle mulige retninger.
»Der var meget fup og fidus. Og hvis du tog til Vestjylland og sagde, at du var fra Enhedslisten, kiggede de på dig, som om du var en burkaklædt muslim. Men nu sidder almindelige mennesker ved kakkelbordet og taler om noget, Johanne Schmidt-Nielsen har sagt. Vi er blevet en enhed. Nu hænger det sammen. Og det er sindssygt vigtigt, at man ikke længere skal skamme sig over at være medlem«.
»Er der nogen negative sider ved at være blevet accepteret og have fået større gennemslagskraft«, spørger Emil.
»Jeg kan ikke se nogen negative sider«, svarer Schølardt. »Man skal jo have flertal for at kunne gennemføre socialismen«.
»Man kan vel også gennemføre den ved hjælp af en revolution ...«, bemærker Kjeld.
Vi er slagkraftige, ikke?
Det er ikke tilfældigt, at Kjeld bringer lige netop revolutionen på banen. Medierne kan godt lide at stikke det ord op i synet på dem fra Enhedslisten.
Intet begreb har skabt så stor opstandelse og debat i partiet som revolutionen, der er så fasttømret en del af venstrefløjspartiet, at det står i deres principprogram. For nylig talte man i partiet om, om man skulle slette ordet, så de ikke sad ved de meget omtalte kakkelborde og troede, at det ville ende med et blodbad, hvis de støttede Enhedslisten.
»Jeg synes ikke, man skal skrive revolutionen ud af programmet. Man skal jo være ærlig«, siger Michael Schølardt.
»Men begrebet er misforstået«, fortsætter han.
»Alle er enige om, at revolution er lig med vold, mord og optøjer, men det er det overhovedet ikke. For os er det en fredelig og demokratisk revolution. En omvæltning. Det bliver nødvendigt at lave fuldstændig om på det hele. Mere magt til folket. Men der skal være et politisk flertal bag det ...«.
Præcis hvordan fremtidens socialistiske samfund skal se ud, kan Schølardt ikke svare på, for det bliver ikke til noget i hans levetid. Lige nu handler det om at være »en slagkraftig opposition«.
»Er I stadig en slagkraftig opposition«?, spørger Kjeld.
»Ja, synes I ikke, vi er det?«.
»Jeg synes selv, jeg er meget mainstream, og jeg genkender meget af mig selv hos jer«, siger Emil.
Den tygger Michael Schølardt lige lidt på. Han rykker sin stol fra solen over i skyggen.
»Altså, du har en baggrund som typograf. Må jeg gætte på, at du har været forbi noget fagforening?«, spørger Emil så.
Schølardt bekræfter.
»Og så har du været politisk aktiv i, jeg ved ikke hvor mange år. Nogle af Enhedslistens stjerner for tiden er på min alder og har baggrund ude på RUC eller sådan noget. Ikke i fagbevægelsen eller på arbejdsmarkedet. Kommer der ikke nogle gnidninger?«, prøver Emil videre, nu let inkvisitorisk.
Her må sprækken, der får stenen til at flække, ligge.
De er for pæne på Borgen
»Der er da taktiske uenigheder, og jeg har da lyst til at sige »Hallo, kammerat. Du har ikke engang læst Marx. Du har stadig noget at lære« til nogle af de unge. Men de taler til den brede befolkning, og vil man skabe socialisme, må man have alle i tale«, siger Michael Schølardt.
Selv foreslår han for det første, at de unge medlemmer af Enhedslisten, frivilligt naturligvis, indtræder i en kursusrække i venstreorienteret tænkning, så de kan blive skolet, og for det andet, at vi tager ind til Solidaritetshuset.
Der har Schølardt et møde, og der kan vi måske træffe et ungt medlem af partiet. Han tager sin blå Pedersen-cykel, hvor sadlen svæver over stellet i en rem, og jokker derudad.
»Nå, vi må nok hellere følge efter«, siger Kjeld og låser den lille sorte sardindåse af en udlejningsbil op. Egentlig havde de to fisket efter at få et noget mere labert fartøj, om ikke andet noget uden tag, at fragte sig rundt i, men Politikens værdibestyrere mente ikke, at tiderne var til den slags excesser.
De to kører ind ad Enghavevej, krydser Gammel Kongevej, så Åboulevard og ender kort efter ved Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade, hvor den blå cykel allerede holder parkeret.
Michael Schølardt er ude bagved i trykkeriet, der har lyserøde vægge og et billede af Karl Marx på væggen. Hele det kommunistiske manifest er skrevet i baggrunden. Bag offsetpressen står også et billede af Rosa Luxemburg.
»Nu har jeg tænkt over det på vejen«, siger Michael Schølardt med skjorten åben et godt stykke ned ad brystet og ærmerne smøget op.
»De sidder hele tiden og måler og vejer, hvad de skal sige inde på Christiansborg. De må ikke sige ligeud, hvad det drejer sig om, fordi de skal have folk i tale ude ved kaffebordene«, siger han.
»Det passer sikkert rigtig mange gange, men nogle gange, så mangler den her kant ... Jeg var da stikhamrende tosset, da de stemte for at angribe i Libyen. Det var en total hjerneblødning«, siger han med tryk på begge stavelser i total.
»Men så er det bare at bombardere hovedkvarteret, når du mener noget andet«.
Revolutionen ligger ikke så langt inde under skjorten, lader det til, men det er måske ikke så underligt, når man har været venstresnoet i 40 år. Spørgsmålet er, hvordan det ser ud i den yngre del af baglandet.
Dansk politik er kedeligt
Derfor opsøger de to en af de yngre, 26-årige Marie Hagensen, som Michael Schølardt introducerer dem for foran Blågårds Apotek, som ligger på Blågårds Plads og kaldes Kroteket. Det er det lokale samlingssted.
Cafeen lige overfor ville sådan set være mere velegnet, for solen er skoldende, og der er ingen plads i skyggen på Kroteket. Men overfor reklamerer de for Nørrebro Bryghus. Den går ikke. Bryggeriet har godt nok fået styr på overenskomsterne, men sådan har det ikke altid været, og på venstrefløjen glemmer de ikke så let.
»En af grundene til, at jeg er med i Enhedslisten, er, at partiet er så stærkt i sit bevægelsesarbejde. Man bruger virkelig organisationerne. De er virkelig gode til at lytte til baglandet. Og gode til at rette sig ind«, siger Hagensen.
Hun fortæller, at hun meldte sig ind under valgkampen 2011 og især har benyttet sig af partiet, når hun har haft brug for venstreorienterede fællesskaber de gange, hun har boet i den danske provins.
»Jeg følger ikke så meget med i dansk politik. Jeg synes ikke, det er så spændende«, siger hun.
Alligevel har hun en klar holdning til, om Enhedslisten stadig skal bruge ordet revolution i principprogrammet.
»Jeg kan faktisk godt lide at bruge ordet 'revolution', at revolutionere noget, når jeg snakker om mit arbejde ... Og det betyder noget for mig, at ordet stadig står i principprogrammet, selv om jeg går mere op i den daglige politik. Jeg identificerer mig meget med det antikapitalistiske og går ind for store samfundsforandringer, som man godt kan kalde revolution, så ja, jeg kan godt lide, det står der«, siger hun.
Hendes nordiske pigment er tydeligt plaget af heden, og hun roder i sit hår, der er klippet kort i den ene side.
»Ville du selv bruge vold, hvis det gavnede revolutionen?«, siger Kjeld.
»Ja, det ville jeg«, siger hun prompte og med klar stemme.
»Men ikke i den aktuelle danske kontekst. Jeg har aldrig selv brugt vold, men jeg kan godt forstå frihedsbevægelser og den væbnede revolution i andre egne af verden, som for eksempel i El Salvador«.
Troede, mor var skrappere
Så er det, de kører til Sorø – eller lang pokker i vold uden for Sorø – for at få Emils mor til at sætte tingene på plads. Og det er så det, hun ikke rigtig gør.
Faktisk tegner Abelone Bergløv snarere et billede af, at Enhedslistens bagland, lokalpolitikerne, er mindre rabiate og mere midtersøgende end partitoppen på Christiansborg. Måske kunne man også kalde det mere smidige.
»Hvad synes du så om revolutionen«, spørger Kjeld.
»Altså nu står der faktisk ikke længere ’revolution’ i principprogrammet«, svarer hun.
»Gør der ikke?«.
»Nej, der står »demokratisk revolution«. Jeg afviser ikke, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at slå ihjel, men for os er en revolution bare en omvæltning. Og jeg synes, det er pisseirriterende, at man diskuterer revolution i stedet for bare at komme videre.
Man burde pille det helt ud og bare skrive ’demokratisk omvæltning’, for det er en rød klud. Vi er uenige. For nogle er det rigtig vigtigt, at det står der. For mig er det vigtigt, at det ryger ud. Og så er man endt med det der åndssvage kompromis »demokratisk revolution« ...«.
I det mindste er det da noget, de skændes om i Enhedslisten, det med revolutionen. Det er så bare ikke partitoppen mod baglandet, som vi havde forestillet os. Virkeligheden er mere rodet.
»Jeg troede egentlig, at min mor var mere rabiat. Hun må være blevet blød på sine gamle dage. Det må du undskylde, jeg troede altså virkelig, hun kunne levere noget fyrværkeri«, siger Emil, da de igen bumler ned ad vejen i den lejede Nissan.
»Men måske fronterne er trukket hårdere op i de andre partier«.
»Man har lov at håbe ...«, siger Kjeld.
Så kører de ind til Sorø for at finde nogle SF’ere.
fortsæt med at læse
