Danmarks Borgcenter er meget, meget mere end det, du ser

Jeg oplevede én negativ ting på Danmarks Borgcenter. Og det var en gæst.

En midaldrende herre, som sprang mig over i køen til billetsalget, og som derefter trak nej-hatten godt ned om ørerne, da den unge kvinde bag skranken fortalte ham om de iPads, som gæsterne kan få udleveret, og som er kernen i museets formidling. Dem var manden ikke indstillet på at benytte.

»Er der ikke nogle ting, man bare kan se?«, prustede han. Jo, det var der da, og han kunne også få et katalog med i stedet for tabletcomputeren. Hvortil han svarede: »Vil du have, at vi skal gå igen?«.

Pyha. Nogle gange er det op ad bakke at være ansat på et museum. Især når man bare vil forklare sine gæster, at her tilbyder man dem en kulturhistorisk oplevelse i en form, der er enestående i den danske museumsverden. Så længe det varer.

For der går forhåbentlig ikke lang tid, før Danmarks Borgcenters fremragende syntese af den virkelige verden og de digitale mediers univers inspirerer andre museer til at se nye, spændende muligheder inden for elektronisk formidling.

Mere himmel end jord

Danmarks Borgcenter åbnede i april i år: et helt nyt anlæg bygget op omkring Valdemarernes borgruin i Vordingborg. Det er den med Gåsetårnet, og det står endnu.

Det samme gør borgens voldanlæg og de få stykker mur, der har overlevet siden 1100-tallet, samt den gamle museumsbygning, der er blevet shinet op og har fået en ny smart rustfarvet bunker af en tilbygning.

Men ud over de fikspunkter er der ikke meget at se, når man ankommer til Borgcentrets store, åbne område. Her er mere himmel end jord, her på sydkanten af Sjælland.

Bag en række rustrøde søjler, der markerer, hvor borggården engang var, fylder udsigten til Storstrømmen hele horisonten. Vinden stryger fra bugten ind over det tørre græs, hvor der ligger udstyr til middelalderlege, til fri afbenyttelse for børn og barnlige gæster.

Borgcentrets minimalistiske, nærmest strenge design er ikke bare et æstetisk valg. Det er også et udtryk for historisk metode. Her er ingen genskabte bygninger, ingen illusion af en levende fortid.

Borgen, kongen og kampene om magten er bogstavelig talt historie. De eksisterer kun i kraft af det, vi ved, fordi mennesker har husket, nedskrevet og fortalt, hvordan det var. Selv er vi her nødvendigvis i nuet, og i nuet er borgmurens brudstykker ikke andet end mindestene over det, som var engang.

Og samtidig findes der jo så netop de andre dimensioner: tankens, videnskabens, erindringens og fantasiens. Immaterielle parallelverdener, der ikke desto mindre gør os i stand til at erfare og forstå vores eksistens, der er her og nu.

Hvordan synliggør og stimulerer et museum de dimensioner for sit publikum? Det er dét, der er kernen i museumsformidling.

Metoderne er mange, fra en planche på væggen til levendegørelse med udklædte formidlere. Men det, Danmarks Borgmuseum præsenterer med deres iPads, er vejen ind i fremtiden for museerne.

Digitalt supplement til fysiske oplevelser

At bruge en tabletcomputer som guide er ikke i sig selv genialt.

Det er tværtimod et naturligt næste skridt i brugen af digitale medier på museerne. En proces, der er gået pinligt langsomt i forhold til resten af samfundet – måske fordi informationsteknologiens indtog har betydet en sprængning af den kanoniserede historiske fortællings sandhedsmonopol.

Den udvikling har været hård at acceptere i de traditionelt så forskerstyrede institutioner.

Men nu, efter årevis med berøringsangst og halvhjertede forsøg med kedelige hjemmesider og funktionshæmmede touchscreens, er brugen af digitale medier på museerne en solid realitet.

Og ingen steder her i landet har jeg set det faktum konsolideret mere overbevisende, positivt og produktivt end på Danmarks Borgcenter.

Det er ikke det, at de tilbyder publikum en iPad-guide. Det er det, de har fyldt i den, og den måde, hvorpå materialet supplerer og udvider de fysiske oplevelser på museet.

For hvis ikke du bevæger dig rundt i området, får du ikke meget ud af din iPad. Du skal nærme dig de forskellige dele af borgruinen, før iPadens info aktiveres, og du får historien bag de ting, du ser.

Det samme i museumsbygningen, hvor få men fine genstande er iscenesat med visuals, i endnu en fin kobling mellem det materielle og det digitale.

Den gennemgående tanke synes at være: Alt det, du kun kan tænke dig til, gør vi synligt ved hjælp af elektronik. Flere steder kan man ligefrem kigge gennem sin iPad og se, hvordan ens udsigt ville have været, hvis borgen stadig stod.

Det er godt. Men nu kommer vi til det, der er fantastisk. For ud over den historiske fortælling om middelalderens konger og deres borge er iPad’en proppet med ekstraudstyr, der viser, at holdet bag Danmarks Borgcenter har turdet tænke nyt og anderledes.

Jeg har kun plads til at nævne de bedste elementer: Det ene er en række små videoer med forskere, forfattere og filosoffer, der tilfører de historiske begreber et moderne perspektiv:

’Kongemord’ eksemplificeres med nutidens formandsopgør hos Konservative, og ’Dronninger’ går direkte på vores nulevende kongehus’ import af udenlandsk prinsessemateriale. Uden omveje gør det historien relevant som forståelsesramme for publikums nutid, og omvendt.

Det andet hit er et arkiv over 100 borge i Danmark, Sverige og Tyskland, der gør Borgcentrets geografiske rækkevidde betydelig større, end området tillader.

Det tredje og mest markante er et computerspil. Et simpelt skydespil, der går ud på at styrte rundt i borgruinen og nedkæmpe ulækre spøgelser.

Der er intet læringsmæssigt figenblad for spillet, det er ren underholdning for en generation, der ellers ville sætte sig og spille Angry Birds på deres egen telefon, når de begyndte at kede sig.

Og derfor er det så sindssygt smart: Med spøgelsesjægerspillet bliver ungerne trods alt i samme fortælling som resten af familien, og museet har stadig fat i dem, selv om Valdemar Atterdags meritter måske ikke har.

Oldschool analogt

Ud over iPad-formidlingen har Borgcenteret et børneprogram, hvor børn helt analogt kan lave perlekæder, slå mønter og løse opgaver om prins Valdemar og prinsesse Margrethe. Og så kalder selve området og Gåsetårnet på fri leg og fysisk engagement.

Det, som Borgcentret har ramt fuldkommen rent, er sammensmeltningen af disse håndgribelige oplevelser her og nu og det digitale univers, der kan rumme alle steder, tider og hvad-nu-hvis’er.

Museets iPads er ikke alene en guide. Den er en metafor for forskningen, overleveringen, tanken og forestillingsevnen, de redskaber, vi bruger, når vi skaber mening ud af historien.

Det er ikke kun ferm formidling – det er et udsagn om, hvorfor vi overhovedet har kulturhistoriske museer.

Og til manden med nej-hatten er svaret: Der er ikke bare noget, du kan se. Der er meget, meget mere.