opera. Carl Christian Rasmussen er kunstneren, der læser manuskriptet til sit liv under overværelse af skuespillere og sangere fra 500 års historier i Den Gamle By.
Foto: Aarhus Sommeropera

opera. Carl Christian Rasmussen er kunstneren, der læser manuskriptet til sit liv under overværelse af skuespillere og sangere fra 500 års historier i Den Gamle By.

Kultur

Svend Åge Madsen-opera er skønsang og aarhushistorier på syre

Svend Åge Madsen og datters nye opera har skønhedspletter. Men det gør ikke noget.

Kultur

I Aarhus findes myten om Rosa, der siden 1500-tallet har gået hvileløst og nynnende rundt, fordi hun stak af fra en liderlig katolsk biskop.

Den kombinerer bysbørnene Svend Åge og Maria Madsen med en 1970’er-historie om eksistentiel krise i form af en ansvarsløs midaldrende kunstner, der får at vide, at han skal dø og derfor ser sit liv og sine teaterstykker forklaret på scenen i Helsingør Teater i Den Gamle By.

Altså en opera med en myte og en teaterforestilling om teaterforestillinger indeni.

Og vupti, så bliver Aarhus Sommeroperas nye opsætning til et drama med sangere og skuespillere, der for fuldt knald og ganske ubesværet fletter ind og ud mellem en virkelighed i 70’erne, skæve aarhushistorier fra gamle dage og en teaterforestilling om fremtiden.

Mellem tale og sang – mellem sort humor og poetisk alvor. Klassisk Svend Åge Madsen.

Som en flippet cocktail af hverdagssnak om lortebleer, hurtige, lumre vittigheder og afgrundsdybe pointer om meningen med livet sunget i lange melodier.

Det er en fantastisk forestilling, hvor man kan købe sig til livet af en lummer biskop i 1500-tallet med en iPad og et glas Ketogan, og hvor man kan narre et genfærd til sex ved hjælp af en båndoptagelse af en smuk tenorstemme i 1864. Er man med på den, får man ret meget med hjem.

Og utroligt nok ender den brogede historie, netop som man tror, at der ingen udvej er for meningen med det hele, med at binde sig selv sammen i en enkelt pointe. Skøjter man ansvarsfrit gennem livet, dør man af dybde.

Ikke uden skønhedspletter

Det er et godt hold af ungdom og erfaring, de stiller med i årets sommeropera.

Veteranen Asger Bonfils har nænsomt instrueret den nynnende Rosa og Arthur til stærke hovedfigurer sunget smukt og perlende af sopranen Nina Bols Lundgren over for den fascinerende selvoptagne kunstnerkarakter Carl Christian Rasmussen.

Rundt om dem er gode bipersoner, bl.a. nogle af dem, der gør opera morsomt i disse år fra små kompagnier som Den Ny Opera i Esbjerg og Den Rullende Opera, der huserer over det hele.

Det er ikke en opera uden skønhedspletter. Men det må der godt være – farten og finurlighederne giver en helt anden dynamik, hvor der ikke er tid eller lyst til at lade sig irritere over en stemme, der knirker her og der.

»Jeg er sgu spændt på den moderne musik. Den har jeg lidt svært ved«, lød det bekymret på rækken bag mig, inden tæppet gik op. Men Erik Bachs musik er nu ikke så moderne, at det gør noget. Den er i hvert fald alt andet end grim, hvis nogen skulle være bekymret.

Bach, årgang 1946, har en lang karriere som administrator i musiklivet bag sig, så værklisten er ikke så lang, som den kunne have været. Men der er en god håndfuld operaer på cv’et, og det fornægter sig ikke i Aarhus.

Hans forkærlighed for velklingende, vuggende og piblende sammenhænge giver fængende og poetisk musik, som lægger sig perfekt under sangere og skuespilleres ord som en musikalsk understrøm af klang og som forstærkning af handlingen. Diskret, men afgørende. Imødekommende, men ikke tandløs.

Fra tid til anden er musikken og handlingen så tæt vævet sammen, at bevægelserne på scenen og lydene i orkestergraven mimer hinanden så smukt som i en gammel håndtegnet disneyfilm.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce