Rie Rasmussen leger instruktør i en filmoptagelse i Palermo, Sicilien, i halvtredserstil. Billedet er et af de mange, der er trykt i hendes fragmentarisk selvbiografiske bog 'Grafiske historier by Lilly Dillon'. Foto fra bogen

Rie Rasmussen leger instruktør i en filmoptagelse i Palermo, Sicilien, i halvtredserstil. Billedet er et af de mange, der er trykt i hendes fragmentarisk selvbiografiske bog 'Grafiske historier by Lilly Dillon'. Foto fra bogen

Kultur

Rie Rasmussen: Jeg vil have guld i et eller andet

Få i Danmark kender den 31-årige model og instruktør bag den rå, sexede spillefilm ’Human Zoo'.

Kultur

Fra fotomodel til filmskaber.

Fra feteret dukke til seriøs kunstner. Den kolossale afstand på den karrieremæssige rejse var netop tilbagelagt på bedst tænkelige måde med alle de afsavn og opofrelser, det kræver at bevæge sig over så store mentale kløfter.

I en alder af 31 år kunne Rie Rasmussen stå i en stopfyldt biografsal i Berlin og byde velkommen til verdenspremieren på sin første spillefilm, ’Human Zoo’.

Så kom regningen. Eller måske rettere hævnen.

»Den danske model, der er blevet skuespiller og instruktør, Rie Rasmussen – bedst kendt for sin medvirken i Luc Bessons ’Angel-A’ – forsøger at udvide sit repertoire ved at producere, skrive, instruere, spille og være stjerne i sin spillefilmsdebut, ’Human Zoo’. Resultatet vil ikke begrave hende i hæder og ære«.

»Skuffet og røvrendt« Allerede i tredje ord i sin nedsablende anmeldelse i det indflydelsesrige magasin Variety trækker filmkritikeren Leslie Felperin ordet ’model’ op af sit pennalhus og kaster det som en giftpil mod Rie Rasmussen.

Hun nåede at have en stolt aften, efter at hendes film fik den store ære at åbne den prestigefyldte Panorama-serie på filmfestivalen i Berlin i sidste uge.

Morgenen efter måtte hun kravle ned fra baronens seng og stirre hadefuld kritik i øjnene.

»Jeg følte mig så skuffet og røvrendt. Overalt på internettet bliver denne kvindes bitre bræk spyttet ud, og det vil blive citeret vidt og bredt, så folk vil tro, at hun har ret. Jeg føler, at hun har ødelagt mit livs største chance. Hendes ord er som en kaffeplet på et par hvide bukser. Og så har hun ikke engang sine facts i orden«.

Et par dage efter de stærkt kritiske anmeldelser i branchebladene Variety, Hollywood Reporter og Screen, da vi mødes på en café ved Potsdamer Platz, hvor festivalen Berlinalen har sit centrum, har Rie Rasmussen sundet sig.

Men skuffelsen lyser stadig ud af hendes usminkede ansigt over den rå læderjakke, hun aldrig giver sig tid til at tage af under interviewet.

»Jeg kommer lige fra et seminar med den polske filmfotograf Janusz Kaminski, der trøstede mig lidt ved at sige: »De kalder anmeldelser kritik og ikke ros«. Men alligevel har det ramt mig hårdt. Anmelderen er sur over, at der kommer en fotomodel og blander sig i hendes lille verden af fin kunst. Det kan jeg godt forstå. Men hun overser fuldstændig det, min film kan«.

Kvindeundertrykkelse
Ordene springer fra Rie Rasmussen i en rasende fart på et dansk med amerikansk accent og betoninger og farer af sted i alle tænkelige retninger som de mange projektiler, der fyres af i hendes film.

Den handler om kvindeundertrykkelse på mange fronter og opleves gennem en pige, der kæmper sig fri af borgerkrig, seksuelle fornedrelser, traumer og en gangsters fangenskab i Jugoslavien for at komme til Frankrig og en form for frihed.

Som dog ophører, da hun må gå i aktion, fordi hendes veninde handles som en vare i sexbranchen. Alt sammen emner, Rie Rasmussen mener, at anmelderne har overset.

»Tænk, hvis nogen havde set, at det er en film med politiske holdninger til for eksempel, hvad prisen bliver på menneskekød i fremtiden. Tænk, hvis nogen havde lagt mærke til, at den viser sexscener og vold set fra kvindens synsvinkel. Tænk, hvis anmelderne havde hæftet sig ved, at der er en sexscene i halvandet minut uden et eneste klip. Der er ikke noget med at klippe til læberne, til en hånd, til en brystvorte og ih og åh – det er bare lige på, meget mere virkeligt«, siger Rie Rasmussen.

Opvokset i »umulig« flække
Så stopper hendes ordstrøm et kort øjeblik, inden hun slår ud med armene og kaster sit konstant fokuserede blik hen over cafebordet:

»Er du sikker på, at det er klogt, at jeg drikker en kop kaffe?«.

For 31 år siden kom et barn til verden på Nørrebro i København. For straks at blive eksporteret til Dragstrup, »en samling af cirka 12 huse« på den sjællandske nordkyst.

Efter forældrenes skilsmisse mente Rie Rasmussens mor, at det var usundt for børn at vokse op i København.

»Det var så fucked. Det skulle være fedt for mig, og det var det også, indtil jeg var 10 år. Men så var det bare umuligt. Der var ingenting derude. Der var grå marker, grå træer, grå huse, grå fugle og grå elektriske linjer hen over det hele. Det er Danmark på landet, hvor det er vinter otte måneder om året. Selv vores fjernsyn var sort/hvidt. Det var ligesom at vokse op i halvtredserne i USA, vil jeg tro. Det var helt åndssvagt«.

Barndommens mange timer med at vente på den enlige buslinje eller blot at forsøge at slå kedsomheden ihjel tilbragte Rie Rasmussen med at skrive og tegne sine historier.

»Det var sådan nogle store teenagedramaer. Jeg er jo en pige, ikke? Enten var jeg maniodepressiv eller dagdrømmer. I hvert fald drev jeg min søster til vanvid med mine fortællinger, der nok ikke lige var præget af en stram komposition«.

USA forandrede alting
Fortællingen om Rie Rasmussens eget liv tog en helt afgørende drejning, da hun på sin 15-års fødselsdag fik en rejse til USA med sin papmor, der skulle arbejde som læge i New York i en periode.

Det var meningen, at Rie skulle med og gå i skole der.

Men hun mødte en fyr fra Californien og valgte i stedet at rejse med ham til Vestkysten med forældrenes opbakning. Fordi de ifølge datteren er nogle »hippier med åbent sind« og tillid.

»Det var fantastisk, mand! Jeg kørte rundt i den sejeste landcruiser uden kørekort – det har jeg først fået for nylig. Jeg surfede, skrev, læste, malede, gik på filmskole og dagdrømte. Når jeg ikke havde flere penge, ringede jeg til en agent og lavede nogle billeder som model. Så kunne jeg tage hjem med 10.000 dollar på lommen og ikke tænke på arbejde, indtil min lomme var tom igen. Det var meget bedre end at være servitrice eller sådan noget«, erindrer Rie Rasmussen.

Fritidsjobbet som fotomodel var det nødvendige onde i et ungt liv, der ellers var badet i californisk solskin.

»Modeller er dumme«
Rie Rasmussen får efter eget udsagn »kvalme« ved at tænke på sin tidligere branche. Hun både forstår og bekræfter fordommene om den.

»Fotomodeller er dumme. Men hvordan skulle de også blive andet? Man tager helt unge piger på 13-14 år – ellers er de for gamle – fra lande som Rusland, Polen eller Brasilien ud af skolen og så former man dem ved konstant at fortælle dem, hvor fantastiske de er. Gu’ er de ej. Det eneste, der er sket, er, at en mor og en far med gode gener har bollet sammen og fået et smukt barn ud af det. Det er bare ikke modellernes skyld, men redaktørerne på de der blade, som præsenterer os for bulimi, kvindebilledet, selvhadet og alle de andre ting, der gør det svært at være kvinde«.

Selv om hun var model for blandt andet Gucci og sagde nej til langt de fleste opgaver og dermed tusindvis af dollar hvert år, fik Rie Rasmussen efterhånden et image som den besværlige dansker i modebranchen.

Ville ikke holde kæft
Hun ville ikke følge det indforståede kodeks, være sød og holde kæft under optagelserne, men kom altid med forslag til billederne.

»Jeg vil bruge min hjerne og min krop og min femininitet til det yderste. Jeg vil gerne have, at billeder af mig virkelig viser mig med alle de små ting, der er galt. Mine små rynker, og hvad der ellers er. Men det vil de ikke se. De vil se modeller uden rynker, uden muskler, uden bryster og røve. De er ikke interessante, hverken at tegne eller at tale med, for der er ingen glæde i deres liv. De dater mænd, som går mere op i deres hår end alverdens problemer. De opdrages til at være uansvarlige og får alt, hvad de peger på. Jeg har engang lavet et undertøjskatalog for Victoria’s Secret bare for at gå ind, fange en supermodel, score hende og fortælle om, hvordan det var at være sammen med hende. Det var røvirriterende, men jeg gjorde det«.

Selv om mange danske magasiner gerne ville fortælle historien om den langbenede nordsjællænder med international succes, har Rie Rasmussen indtil nu sagt konsekvent nej til interview med medier fra hjemlandet.

»Jeg elsker Danmark og har altid haft de fedeste tider derhjemme. Netop derfor ville jeg ikke fremstå som en eller anden bimbo, der holdes fast i modeverdenen resten af livet. Jeg ville først sige noget, når jeg virkelig havde noget at fortælle, og det føler jeg, at jeg har nu«, understreger hun.


Paris
Da Rie Rasmussen havde fået nok af modelverdenen, rejse hun til Paris for at forsøge sig som forfatter.

En af hendes tekster om to kvinder, der dyrker sex på businessklasse i et stort passagerfly, havnede i hænderne på filminstruktøren Brian De Palma, som blev så begejstret, at han ville møde skribenten.

Mødet gav Rie Rasmussen en rolle i De Palmas film ’Femme Fatale’, og det gav afkast.

Alle de store modehuse ville tilknytte den rå filmchick, og den franske instruktør Luc Bresson gav danskeren hovedrollen i sin actionfilm ’Angel-A’ og lod Rie Rasmussen skrive og instruere sin egen kortfilm, ’Thinning the Herd’, som kom med på filmfestivalen i Cannes i 2004.

Tarantino imponeret
Filmen imponerede blandt andre Quentin Tarantino, som inviterede den og Rie Rasmussen til sin filmfestival i Austin, Texas.

»Der sad jeg så mellem to kendte instruktører og hørte på, at Tarantino skamroste mig, til mit ansigt simpelthen brændte. Jeg er ligesom alle andre moderne filminstruktører, der ikke lyver, meget inspireret af ham. Han er den eneste, der har lavet noget nyt i amerikansk film i de sidste mange, mange år. Siden har vi været venner, og han har modelleret dræberbilen i sin seneste film, ’Death Proof’, efter min bil. Det er en matsort Chevy Chevelle fra 1969 med brede hjul og alt det der«, siger Rie Rasmussen med en begejstring, som breder sig ud i hele kroppen og får det store sorte kors, hun bærer i en stram kæde om halsen, til at dingle.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som en sprællemand, der desperat kæmper for at hænge fast i hendes ivrige ordstrøm.

Bilen er parkeret hos en ven på Huntington Beach i Californien.

Hendes »overbelånte« lejlighed i New York er lejet ud. Hendes 14-årige hund, »mit livs bedste ven«, døde under optagelserne til ’Human Zoo’.

Rie Rasmussen har det ene af de to par jeans, hun ejer, og et par fire år gamle sneakers på. Hendes rygsæk er så slidt og hullet, »at pengene ville falde ud, hvis jeg ellers havde nogen«.

Mobiltelefonen i hendes lomme er udlånt af Quentin Tarantinos filmhold, som netop er ved at afslutte optagelserne til krigsfilmen ’Inglourious Bastards’ i Babelsberg uden for Berlin.

»Jeg bor hjemme hos min familie på Frederiksberg lige for tiden. Hvis ikke de gav mig mad, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle overleve. Det er rigtig hårdt, og jeg kan umiddelbart ikke se noget lys for enden af tunnelen lige nu«, indrømmer Rie Rasmussen.

Ingen fortrydelser
Hun har betalt prisen for sine kunstneriske ambitioner, men fortryder trods den hårde medfart i Berlin ikke et sekund indsatsen for ’Human Zoo’.

Filmen var egentlig tænkt som et personligt dokument til hendes søster, Camilla, som familien har adopteret fra Vietnam, efter at pigen havde opholdt sig i Rusland og oplevet barske og traumatiserende begivenheder.

»De danske myndigheder ville ikke give hende lov til at være i Danmark, og jeg tænkte, at hvis jeg med min film viste, hvad sådan en ung pige kan blive udsat for, ville det måske hjælpe på forståelsen. Hun kom til Danmark efter et ophold i Moskva på en måde, jeg ikke vil sige så meget om, men som var virkelig hård. Heldigvis fik hun tilladelse til at blive i Danmark, inden min film blev færdig. Men der er så mange andre kvinder, der bliver behandlet helt urimeligt. Jeg har i min research til filmen besøgt organisationen Revolutionary Women of Afghanistan i Kabul. Det er totalt uacceptabelt, at kvinder nogle steder skal gå rundt i burka og kigge ud på verden gennem et net i 45 graders varme«, siger hun.

Dårlig til alkohol
Sex, vold, skydevåben og vilde fester fylder meget i ’Human Zoo’.

Men det er ikke en afspejling af Rie Rasmussens liv, hverken nu, eller da hun var fotomodel.

»Når de andre gik ud at drikke, gik jeg ud og tog nogle billeder. Jeg er meget dårlig til alkohol, fordi jeg er så let påvirkelig. Hvis jeg har drukket alkohol, kan jeg ikke lave noget og er deprimeret, så de film, jeg ser, ikke føles nær så gode. Jeg ryger ikke og tager ikke stoffer. Det eneste, jeg gør, er at drikke en kop kaffe. Men kun hver anden dag. Jeg er måske lidt for sund til at være dansker? Jeg kan godt lide mine grøntsager, jeg spiser mine proteiner, og jeg elsker at præstere noget fysisk«, siger hun.

Og fortsætter ved at tage et solidt tag om en anden af de fordomme, en model, der går ind i filmbranchen, møder.

»Og nej, jeg har heller ikke bollet med Luc Besson for at få en rolle i hans film. For en gangs skyld ville han have en pige med, der hverken var hans kone eller elskerinde. At han så afbrød samarbejdet og ikke gav os de penge, der var lovet til ’Human Zoo’, er en anden sag«.

Drøm om et større budget

Når Rie Rasmussen skal beskrive sin familie, foregår det med henvisninger til film. Storesøsteren er en gyserfilm. En bror er avantgarde.

Moderen er ’Farven Lilla’, ’Pretty Woman', ’Forest Gump’ – »du ved alle de amerikanske tudefilm«.

Faderen, der er direktør, optræder i film af Sergio Leone og Clint Eastwood med et stænk af Woody Allen – »de stolte, stærke mænd, der ikke siger ret meget. Når man ikke kan høre, hvad man siger, tror man jo, at det hele er vigtigt«, siger hun, mens munterheden blænder op i de blå øjne.

Hun kigger et sekund ud på den travle Potsdamer Platz bag os og siger så inde i et hektisk grineflip: »Ved du, hvordan jeg holdt jul sidste år? Hele min familie var taget væk, så jeg havde hele lejligheden på Frederiksberg for mig selv. Så gik jeg ned i Blockbuster og lejede 45 film. 45! Dem så jeg mellem jul og nytår, hvor jeg bare lå i sofaen. Først da jeg var færdig med dem, rejste jeg mig og fandt et fitnesscenter nytårsaftensdag«. Trods slagene i Berlin håber Rie Rasmussen »engang at få lov at være med til en film med bare lidt større budget«. Måske med Zentropa som deltager. »Jeg har mødt Ib Tardini og Peter Aalbæk fra Zentropa hernede i Berlin. Det er to magtfulde mænd med fuld blus på cigaren, der udtrykker noget vilje. Det viste sig, at Peter Aalbæk har sommerhus lige ved siden af min fars på Samsø. Han fortalte mig, at han tit har tisset på min fars hæk om sommeren, så måske skylder han at hjælpe mig lidt? Nå, nej, han brugte for resten ikke ordet tisse«.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En guldmedalje i et eller andet Nede fra sin slidte rygsæk haler Rie Rasmussen den store bog ’Grafiske historier by Lilly Dillon’, som hun fik udgivet i Frankrig for tre år siden.

Mens hun bladrer rundt i den, spørger jeg, hvad der vil få hende til at se tilbage på hendes liv, når hun engang fylder 70 år.

»Der er mange planer, der skal føres ud i livet så. Der er nogle film, som skal laves. Der er nogle billeder, jeg skal have malet – faktisk 5-6 serier, som jeg ikke har haft tid eller penge til at lave. Jeg skal surfe enormt meget, og jeg skal ned ad en rampe på skateboard, jeg ikke tør køre ned ad endnu. Og så vil jeg gerne vinde en guldmedalje i et eller andet. Virkelig, det vil jeg gerne«.

Bogen er spækket med hendes tegninger, fotografier og ofte håndskrevne notater fra rejser, filmoptagelser og fotosessions Jorden rundt, som Rie Rasmussen glædestrålende viser frem.

Inden hun lægger bogen fra sig med bagsiden op. Her står en nøgen Rie Rasmussen med en pels foran sig på et billede i et vindue og giver hele verden fuckfingeren.

Med lakeret negl, naturligvis. Under billedet står ordene:

»Jeg er ikke kunstner. Dette er mit liv«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden