Godt midtvejs i den korte, men heftige koncert i hjembyen, der repræsenterer hans genkomst fra fire års menneskelig ørkenvandring, giver Eminem sig til at tale med sit publikum af tilrejsende gratister fra hele verden. »Hvor mange af jer motherfuckers skal ud at svine jer til i aften«, spørger han ud over en skov af eurofrisk opstrakte arme på de dansende mennesker, der mases sammen og former en stor krop foran scenen i Motor City Casino-Motel. Et øredøvende brøl markerer, at den tanke åbenbart har strejfet flere i det med umage sammensatte publikum af journalister, vindere af diverse konkurrencer om billetter i alverdens radioer, hardcorefans og fyrede fabriksarbejdere inviteret af hovedpersonen selv. »O.k., så gør det for mig også. For jeg kan ikke længere. Og det er måske meget godt, for det her kan godt gå hen og blive en af de bedste koncerter i mit liv. Af den simple grund, at jeg vil kunne huske den, når jeg går fra scenen«, siger han.
Store Stygge Ulv er tilbage
Eminem er tilbage. Skarpere, magrere og mere fokuseret end nogensinde.
Som en fiffig listetyv, der kommer ved nattetide for at stjæle vores opmærksomhed tilbage, lusker han rundt på scenen med let bøjet ryg, følger rytmen med sikre, langsomme bevægelser og kigger sit publikum lige ind i øjnene.
