Afsløring. Bjørn Nørgaard skulptur 'Busstop' bliver indviet af Marianne Jelved i Beijing.

Afsløring. Bjørn Nørgaard skulptur 'Busstop' bliver indviet af Marianne Jelved i Beijing.

Kultur

Jelved trak bølger af applaus for digtoplæsning i Kina

Politiken var med, da Danmarks stort anlagte kultursatsning blev skudt i gang.

Kultur

»Hvad med ham her? Er han vigtig?«.

Det er fotografen, som spørger. Den danske ambassade har hyret ham til at dokumentere al festivitas i forbindelse med den officielle åbning af Danmarks store kinesiske kultursatsning, der varer frem til juli 2015.

Som tysker uden specialviden om nøglepersoner i det institutionelle dansk kulturliv har han ikke haft en kinamands chance for at orientere sig. Men billederne er gode og vellignende. Han viser sit kameradisplay frem, og et ansigt med overskæg og briller lyser et øjeblik minivan’en op.

Dagen har været lang med mange taler af de samme mennesker og masser af smog under den samme himmel, og mørket har netop sænket sig over Beijing, der triller langsomt forbi uden for de tonede ruder i fredag aftens myldretid. Det mappeslæbende embedsværk kan snart sætte flueben ud for kulturministerens første arbejdsdag i Kina.

»Ja, han er temmelig vigtig«, siger ambassadens mand. »Det er Det Danske Kulturinstituts generalsekretær, Michael Metz Mørch«.

God stemning

Den begynder tre-fire timer tidligere i en rotunde med klassiske skulpturer på Beijings centrale kunstakademi, Cafa. Rotunden er fuld af folk, og en hel del af dem er danskere. De har poster i Kulturstyrelsen, Statens Museum for Kunst, Statens Kunstfond, Det Danske Filminstitut, Ny Carlsbergfondet, ambassaden osv.

Marianne Jelved (R) og hendes følge fra Kulturministeriet er stort set ankommet direkte fra lufthavnen, og så er vi i gang. Hun sætter sig på første række sammen med ambassadør Friis Arne Petersen og billedhugger Bjørn Nørgaard, og de tilsvarende fineste kinesere har vi ved siden af.

På rækken bag dem sætter Michael Christiansen sig – han er her som bestyrelsesformand for Kulturinstituttet – og ved siden af ham Musikkonservatoriets rektor, Bertel Krarup, og førnævnte Michael Metz Mørch.

Selv om Danmark er et ganske lille land, er vi ikke ingenting i kinesernes øjne – kineserne elsker jo for eksempel H.C. Andersen – så de har udkommanderet en af deres vicekulturministre, og stemningen i rotunden er god.

Den bliver endnu bedre, da det unge danske kammerensemble Trio Vitruvi har spillet Schubert, og en kinesisk duo har spillet den berømte gamle folkemelodi ’Mo Li Hua’, og Marianne Jelved midt i dagens første tale begynder at læse et digt op. Da oversætteren er halvvejs gennem digtet, smiler kineserne på første række, for de genkender det som ’Vandfaldet’ – skrevet af Li Po (701-762), der er Marianne Jelveds yndlingspoet.

’Vandfaldet’ trækker bølger af applaus, og Jelved fortsætter og siger, at »kunsten binder os sammen, den taler til os i et universelt, æstetisk sprog«.

En menneskelig tilstand

Den kinesiske vicekulturminister takker »alle de flittige mennesker«, som har bidraget til, at kultursamarbejdet med Danmark er blevet til noget, og han nævner af en eller anden grund det kinesiske nytår, som han siger »foregår på en naturlig og hyggelig måde« og mener »fejres af flere og flere danskere«. Derefter forsvinder han.

Efter et stop på arkitektskolen i nærheden, hvor der er en udstilling om dansk arkitektur siden efterkrigstiden (med titlen ’Putting the People First’), spadserer flokken med Marianne Jelved og kunstakademiets direktør i spidsen hen til en tre en halv meter høj elliptisk skulptur med sociale egenskaber, som endnu er overdækket med et smukt rødt klæde.

Det er en Bjørn Nørgaard. Der går noget tid med at få klædet af og afviklet talerne, som skal oversættes på kryds og tværs. Bjørn Nørgaard siger i mikrofonen, at globalisering er »en menneskelig tilstand«, der dog ikke gik så hurtigt i gamle dage, men når han rejste rundt i verden for 30-40 år siden, var der én ting, han hele tiden stødte på, og det var busstoppestedet. Deraf skulpturens udseende og navn: ’Busstop’.

Bjørn Nørgaard, der har været gæsteprofessor på Cafa i en årrække, fortæller, at kinesisk historie og kultur begynder på hver sin side af skulpturen og mødes på toppen »i vores globale verden af i dag« og citerer John Lennon og takker stenhuggere, værksteder, støberier og ingeniøren – og i særlig grad Ny Carlsbergfondet for at have betalt regningen. Det ligner umiskendeligt et værk til et par millioner yuan – og der er blomster til Bjørn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kinesiske hensyn

Stoppestedet står lige op af CAFA Art Museum, hvor der er en stor retrospektiv Bjørn Nørgaard-udstilling, som er blevet til i et samarbejde mellem museet og Statens Museum for Kunst. Den skal også indvies. Så forsamlingen følger atter i hælene på ministeren.

Når man spørger de udstillingsansvarlige, siger de, at kineserne er meget interesserede i den måde, Bjørn Nørgaard arbejder på. Det er nok mest det med at stå uden for institutionerne og kritisere dem, sådan som han i hvert fald gjorde, før han blev professor på Kunstakademiet og fik ridderkors og lavede gobeliner til kongehuset.

Der er fotos fra hans kendte ’Hesteofringen’ (1970) med på udstillingen, men ikke glassene med hest i formalin, for organisk materiale må man ikke tage med ind i Kina. Midt i det særprægede 1.000 kvadratmeter store udstillingslokale står ’Fra min fars bogsamling’ (2010), en reol med 420 rum, som hver indeholder gips, brun sæbe, et spejl og en bog.

Der er importforbud for bøger i Kina, så alle titler er blevet oversat for myndighederne for at kunne slippe ind ind landet. To af bøgerne, ’Bibelen’ og ’Det kommunistiske manifest’ har nogen i den danske delegation dog taget ind uden om tolden – det vil sige i en rejsekuffert som ferielekture.

Bjørn Nørgaards patinerede bronzeskulptur ’Instant Erection’ (2005) med erotiske overtoner er heller ikke det kinesiske styres kop te, men da kuratorholdet ændrede dens navn til ’Happy times’, var der ingen ko på isen, selv om erektionen stadig står lige op i hovedet på beskueren.

Satsningens rationale

Kultursatsningen her har været undervejs siden begyndelsen af 2013. I 2012 satte regeringen sig for at satse på de såkaldte Brik-lande, Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika, som ikke er u-lande og heller ikke helt i-lande, men lande, der stormer frem. Og hvis vi alligevel samarbejder med kineserne politisk og økonomisk, hvorfor så ikke kaste noget dansk kultur i nakken på dem også, var rationalet.

Men Kina er ikke noget demokrati. Folk bliver fængslet uden rettergang, folkeslag bliver undertrykt – og man kan ikke gå på Facebook.

Når man spørger dem, der har arbejdet politisk på at få kultursamarbejdet gennemført, siger de, at Kina altså har hevet 500 millioner ud af fattigdom, siden de første markedsreformer blev indført i 1978, og at landets økonomi er 17-doblet i den periode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Se bare Beijing, der visse steder minder om Tokyo. Kineserne hoster og harker og spytter på gaden, men ufatteligt mange går rundt med en smartphone og går på restaurant og til frisøren – det er rigtig middelklasse – og der kører 67.000 taxaer rundt, og der kommer 1.000 biler til i byen om måneden. Så det går nok »den rigtige vej«, selv om 99 millioner kinesere stadig lever under fattigdomsgrænsen.

Dagen efter besøger kulturministeren Det Kinesiske Museum for Kvinder og Børn, hvor der er en særlig H.C. Andersen-udstilling. Museet skal bagefter lægge lokaler til et seminar om H.C. Andersen, men det er blevet aflyst. Ingen i den danske delegation vil sige det til citat, men rygtet vil vide, at museet dagen forinden pludselig har stillet et uhørt krav om betaling for at afholde arrangementet. Sådan kan det også være at lave kulturelle partnerskaber i Kina.

Åbningen af det nye Dansk Kulturcenter i det fashionable kunstdistrikt 798 i går forløb dog uden problemer. Det var første dag med smogfri himmel siden Marianne Jelveds ankomst.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden