Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rune Lykkeberg: Terror vender vores samfunds principper imod os

Terrorister kan ikke ødelægge vores åbne samfund eller demokrati. Det kan kun vi selv.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det siges, at det var et attentat på demokratiet. Det hævdes, at det virkelige mål for skuddene lørdag i København hverken var de to mænd, der blev dræbt, eller de fem politifolk, som blev såret.

Det virkelige mål skulle være selve det danske samfund og de principper, vi bekender os til.

Men terrorister kan ikke ødelægge det åbne samfund, og intet attentat kan underminere demokratiet i Danmark eller nogen andre steder.

Terrorismen er frygtindgydende, og for de konkrete ofre er det allerede slut. Det er indlysende, at der er god grund til sorg, frygt og vrede lige nu.

Men terrorister kan ikke ødelægge vores demokrati eller underminere de principper, vores fællesskab bygger på. Det kan kun vi selv.

»Hele Vesten og især USA har overvurderet betydningen af terrorismen«, pointerede den amerikanske politiske tænker Francis Fukuyama i oktober 2014 til magasinet New Statesman:

»Den er et stort problem, den kommer ikke til at forsvinde i den nærmeste fremtid, men den er ikke en eksistentiel trussel«.

Hvilket slags demokrati

Der er altomfattende opbakning til, at Danmark skal være en retsstat og et demokrati med forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og den bliver ikke anfægtet af en enkelts mands skyderier i København.

De fanatiske ideer og den islamistiske ideologi har ingen chance for at vinde kampen om, hvordan vores samfund skal indrettes, og hvilke principper vi vil leve efter.

Islamister overbeviser ikke så mange tvivlere, at de kan blive en politisk trussel, og de inspirerer ikke så mange tænkende borgere, at det overhovedet vil blive en seriøs diskussion. Eller som Fukuyama konstaterede:

Vi kan ikke fængsle folk for en forbrydelse, som de måske vil begå

»For langt de fleste mennesker er tiltrækningen ved den form for radikalisme lig nul«, konstaterede Fukuyama.

Det store spørgsmål er ikke, om Danmark vil blive ved med at være et liberalt demokrati. Det vil vi naturligvis også være om ti og tyve år. Det store spørgsmål er, hvordan vi vil være det. Og her er der noget på spil.

Fælles bevidsthed

For vores samfund er kendetegnet ved tre principper, som langt, langt de fleste tager for givet. Vi vil have frihed, sikkerhed og åbenhed. Det krænker vores forestilling om, hvad vi bør kunne, hvis vi ikke kan trykke tegninger, som gør grin med en profet, eller ikke kan mødes i et forsamlingshus til en snak om, hvordan vi skal leve sammen.

Vi kan ikke acceptere, at islamiske doktriner, som bliver håndhævet med vold og våben, skulle kunne stoppe vores samtaler. Og det virker voldsomt begrænsende, hvis vi skal være bange for at gå til politiske møder og samtidig kalkulere, om det nu også er værd at sætte livet på spil for.

Endelig vil borgerne vide, hvad der sker i fællesskabet. Det forekommer igen voldsomt indskrænkende, hvis vi ikke kan blive orienteret om forbrydelser og terrorattentater, bare fordi det kan gøre os bange eller sprede terroristernes budskab. Vi kræver åbenhed.

Det er ikke bare paragraffer i grundloven, som vores institutioner opdrager os til at anerkende, og som politiet håndhæver. Det er derimod principper, der er blevet til en del af vores fælles bevidsthed om, hvem vi er, og hvordan vi vil leve.

Modsætninger

Som regel tager vi det for givet, at vi kan få frihed, sikkerhed og viden uden omkostninger. At vi kan sige, hvad der passer os, bevæge os, som vi vil, og få billeder fra alle begivenheder, uden at det på nogen måde truer os.

Men det var allerede den engelske filosof Isaiah Berlins indsigt, at det liberale demokratis principper ikke går op i en højere enhed. Hvis vores samfund skal fungere, må vi balancere mellem vores egen forventning om, at vi kan gøre, som det passer os, og vores hensyn til fællesskabet.

Frihed er både det enkeltes menneskes frihed til at forfølge ideer og drømme og den fælles frihed til snakke os til rette om nogle regler, der forpligter os alle. Vores principper vil ifølge Berlin altid være i konflikt, og vi skal i hver enkelt situation afgøre, hvilket ideal vi sætter højest.

Det, vi plejer at kalde mangfoldighed eller pluralisme, er ikke bare friheden til at spise kinesisk mad, se amerikanske film og gå i danske skoler. Det er også en anerkendelse af, at der er indbyggede modsætninger i vores grundlæggende principper, og at vi hele tiden må vælge mellem frihed, sikkerhed og åbenhed.

Det er derfor, at USA, Danmark og Sverige alle tre er indlysende liberale demokratier, men også vidt forskellige fællesskaber. Det, der kan være rimeligt og retfærdigt i Danmark, kan være skandaløst og uacceptabelt i Sverige og USA.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Reportagen fra en bange by

Det, der gør terrorismen så utrolig effektiv, er, at den afdækker konflikten mellem vores principper. Det bliver med ét åbenlyst, at vi ikke på samme tid kan få maksimal frihed, maksimal sikkerhed og maksimal åbenhed. Sådan har det altid været, men det bliver sjældent sat på spidsen som virkelige valg.

Hvis vi insisterer på retsstatens beskyttelse af det enkelte individ, må vi leve med, at de mennesker, som er kendt af efterretningstjenesterne og mistænkes for at ville det onde, ikke kan spærres inde og holdes væk uden dom.

Vi kan ikke fængsle folk for en forbrydelse, som de måske vil begå. Friheden for samfundets gode og dydige borgere må også være friheden for dem, der måske ikke er det.

Enten må vi acceptere et sted som Guantánamo, hvor folk fængsles uden retssikkerhed, eller også må vi leve med, at mulige terrorister kan bevæge sig frit i samfundet blandt os.

Og hvis vi fastholder, at vi vil vide alt, hvad der foregår, og have så mange billeder som muligt, må vi acceptere, at vi kommer til at gå terroristernes ærinde. Det er jo ikke attentaterne i sig selv, der terroriserer os.

Det er frygteligt, at en mand til et debatarrangement bliver skudt, og det er rædselsfuldt, at en vagt ved en synagoge bliver dræbt. Men det er først de konstante billeder fra gerningsstedet, blå blink over hele gaden og reportagerne fra en bange by, der bringer truslen ind i hundredtusinder af danske hjem, ligesom det var tv-billederne fra Frankrig, som gjorde terrorismen konkret for et globalt publikum.

En global spændingsfilm

Det er en virkelig kvalitet ved et oplyst samfund, at borgerne vil vide, hvad der sker, men konsekvensen er, at vores medier fungerer som enorme forstærkere, der gør konkrete forbrydelser til globale terrorattentater. Det skræmmer ikke kun seerne, det risikerer naturligvis også at inspirere mulige terrorister. Vi har lige set, at de, der gennemfører et bestialsk attentat som i Paris, bliver fordømt fra alle sider.

Det, der virkelig kan ramme vores samfund, er, at vi lader behovet for sikkerhed underminere vores frihed og krav på viden. Den kamp kommer nu.

Men de kommer også til at spille hovedroller i det, der minder om en global spændingsfilm. De kommer i fjernsynet som en slags fordømte helte, der er villige til at dø for en højere sag.

Det koster dem livet, men de får mere end 15 minutters verdensberømmelse.

Det er præcis terrorens styrke, at den vender vores samfunds principper mod os selv. Vores frihed misbruges til at skade os, de brugte amerikanske flyvemaskiner til at smadre amerikanske symboler, og de bruger vores kommunikation til udbredelse af deres rædsler. Det er samtidig terrorens svaghed, at den ikke kan andet end ødelæggelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kampen fortsætter

Den tyske filosof Jürgen Habermas skrev efter 11. september 2001, at terroren er den eneste måde, man kan ramme en modstander på, som ikke kan besejres. Og det gælder stadig.

Det er således ikke terroristerne, som er rigtig farlige for os. Det er vores reaktion på terrorismen, som er den største trussel mod friheden og sikkerheden i vores fællesskab. Nu 14 år efter kan vi se, at det ikke var terroren, som for alvor belastede den amerikanske retsstat. Det har været amerikanernes reaktion på den. Og på samme måde vil det være vores eget valg, hvor hårdt vi vil blive ramt af attentaterne i København.

Vi har grund til at være bange i den konkrete situation, og det vil begrænse os. Men det, der virkelig kan ramme vores samfund, er, at vi lader behovet for sikkerhed underminere vores frihed og krav på viden.

Den kamp kommer nu.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden