Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: ENGEL JANUS
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Platons hulelignelse genfortalt: »Vi ved jo ikke, om vi bare er nede i hulen-agtigt«

1.g.'ere Kira og Sofie forklarer en journalist, som aldrig har hørt om Platons hulelignelse, hvad den går ud på.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis man siger Platon, har man næsten også sagt hulelignelsen. Det er den mest kendte blandt hans utallige lignelser og myter.

Hulelignelsen er omtalt i bog VII af Platons 'Staten'. På Gefion Gymnasium i København har flere af 1.g'erne på filosofiholdet for nylig skrevet essays om lignelsen. Kira Knox, 16 år, har afleveret et essay om den, og Sofie Krogh Bergen, 17 år, har læst op på den, men valgte i sidste øjeblik at kaste sig over Immanuel Kant i stedet. Politiken har bedt de to elever forklare hulelignelsen for et uhildet publikum.

Hvad går hulelignelsen ud på?

Kira Knox: »Man skal forestille sig en hule, og inde i den sidder der et antal mennesker, som er lænket på hoved, hænder, ben, arme, det hele, og de kan ikke bevæge sig. De kan kun se lige ud, og på væggen foran dem er der en masse skygger. Bag dem er der en lav væg, og på den anden side af væggen, altså udenfor hulen, går folk forbi og sådan noget, og det skal så forestille ideernes verden. Vi lever alle sammen inde i hulen, det er livet, og det eneste, vi kan se, er de her skygger«.

Sofie: »Skyggerne, som fangerne kan se, bliver kastet op på væggen af et bål, som er bag den lille mur. Man kan kun se det øverste af skyggerne. Vi sidder og kigger på den her væg, så hvis dem, der er på den anden side, ude i ideernes verden, nu går med en machete eller whatever, så kan man kun se det øverste af det-agtigt. Vi sidder ligesom og kigger på den her væg, og vi kan kun se toppen af deres hoveder, og vi tror, at det her er den virkelige verden«.

Det er mærkeligt at tænke på; det kunne godt være rigtigt. Vi ved jo ikke, om vi bare er nede i hulen-agtigt, vel. Det er lidt svært at tro på. Hvis man nu troede på Gud, og at der var en himmel, så var det måske lettere.

Hvad sker der så?

Sofie: »Så bliver en af fangerne sluppet fri og kommer ud af den her hule, ud i den virkelige verden, hvor han ser virkelige mennesker og ikke bare skyggerne af dem«.

Hvad sker der, når han kommer væk fra de andre?

Kira: »Han bliver blændet af lyset, i hvert fald, og han ved ikke rigtig, hvad det er, der foregår. Han har jo levet hele sit liv inde i den her hule og tror, at hulen er virkeligheden, men får så indsigt i, at det, han har troet hele sit liv, er forkert. Vores lærer Paul fortalte vist, at det skal forstås sådan, at livet inde i hulen er livet, og at det udenfor er døden. Men Platon troede åbenbart på reinkarnation, så manden kommer også ind i hulen igen«.

Sofie: »Først bliver han blændet af lyset, men efter noget tid vænner hans øjne sig til det, og så kan han se mere og mere, og så kommer han tilbage i hulen og skal lære de andre, hvad der er derude«.

De andre fanger sidder stadig fast derinde og har kun hans forklaring at holde sig til?

Kira: »Når han kommer tilbage i hulen, bliver han igen lænket, og så glemmer han alt om den virkelige verden, men erindrer ideernes verden, som verden uden for hulen hedder«.

Sofie: »Så når du lærer noget, er det i virkeligheden erindringerne fra ideernes verden«.

Kira: »Når du ser en solnedgang - wauw, hvor er det flot! - så okay, hey, det er en erindring fra ideernes verden«.

Okay, så dem, der sidder inde i hulen, deres virkelighed er de skygger, de kan se derinde. En af dem kommer ud af hulen og finder ud af, at den rigtige virkelighed er udenfor. Så kommer han tilbage til hulen, og så bliver hulen hans virkelighed igen, og det, han har oplevet udenfor, bliver bare noget, han har i sin erindring?

Sofie: »Så det, det går ud på, er, at vi har alle ligesom været i ideernes verden. Og hver gang jeg lærer noget, så er det ikke noget, jeg lærer, men noget, jeg erindrer, fordi jeg har set det i ideernes verden. Jeg lærer ikke noget nyt, jeg har allerede set det før, og det kommer ligesom bare tilbage. De andre i hulen har svært ved at tro på det, han siger. Hvis han siger: »I virkeligheden ser en trekant sådan her ud«, så tror de selvfølgelig ikke på ham«.

Hulelignelsen er lidt genial

Bliver han ligesom de andre fanger igen?

Sofie: »Ja, men han kan få de her små glimt. Det kan alle. Det er ligesom hvis nogen kommer med noget helt nyt-agtigt - for eksempel at jorden er rund - så tror folk heller ikke på dem i begyndelsen«.

Kan du komme i tanker om ting, du har oplevet, hvor du har sagt, hov, det er jo ligesom i Platons hulelignelse?

Sofie: »Det ved jeg ikke helt. Spørg Kira«.

Kira: »Jeg synes heller ikke, at jeg har oplevet noget, hvor jeg lige kunne trække en parallel til hulelignelsen, så nej«.

Den der triangle - Sokrates, Platon, Aristoteles - den er bare kæmpestor. Men for et år siden vidste jeg ikke, hvad hulelignelsen gik ud på. Jo jo, jeg havde hørt om den, men forklare den, nope, nej tak

Synes I, at hulelignelsen er genial – at den er godt tænkt af Platon?

Kira: »Lidt«.

Sofie: »Det er mærkeligt at tænke på; det kunne godt være rigtigt. Vi ved jo ikke, om vi bare er nede i hulen-agtigt, vel. Det er lidt svært at tro på. Hvis man nu troede på Gud, og at der var en himmel, så var det måske lettere. Jeg er ikke selv religiøs, så jeg kan måske lidt mindre selv relatere til den tankegang, men jeg synes helt klart, det er en spændende tankegang«.

Kira: »Til det ville Platon sige: I benægter bare, at I er i hulen. Så hulelignelsen er lidt bulletproof-agtig, men jeg synes stadig at man kan prikke nogle huller i den. Der fandtes jo ikke teknologi – for eksempel mobiltelefoner – på Platons tid, så hvordan skal vi lære det igen, så er det jo en ny ting«.

Sofie: »Mobiltelefoner fandtes jo ikke i ideernes verden, det er først nu vi er kommet i tanker om dem«.

Kira: »Fair nok-agtigt. True«.

Sofie: »Så den er svær at sige imod. Man kan ikke udelukke den«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hulelignelsen er ikke lige til at pille fra hinanden?

Kira: »Man kan stikke til den, men der vil bare komme et andet svar«.

Sofie: »Der er altid det modargument, at når du tror sådan og sådan, så er det bare fordi, du er inde i hulen og ikke ved bedre. Man kan ikke rigtig vinde over hulelignelsen«.

Måske bedre hvis man er religiøs

Dit essay om hulelignelsen blev så lidt spacy, sagde du?

Kira: »Vores lærer fortalte os noget om at for at komme ud af hulen, skal man erindre ideernes verden. Jeg startede mit essay med et spørgsmål: 'Hvordan finder man vej ud af hulen?' Og så sluttede jeg også af med det for at lave slutte en cirkel. Så jeg slutter af med, hvordan finder vi ud af hulen, det gør vi ved at erindre ideernes verden«.

Hvordan blev essayet modtaget?

»Vi fik respons på vores essays, jeg havde styr på hulelignelsen, men det var ikke så godt et filosfofisk essay, fornemmede jeg«.

Hvordan kunne det være blevet bedre?

Kira: »Jeg tror, jeg skulle have argumenteret mere filosofisk, det blev for faktaagtigt«.

Det blev for konkret?

»Jeg tror det, ja. Sådan forstod jeg det i hvert fald«.

Nu siger du, at du ikke er religiøs, Sofie. Ville hulelignelsen være federe, hvis man var religiøs?

Sofie: »Platon var også selv religiøs, var han ikke? Mente han ikke at det var himlen, at når man døde, så var man ligesom der. Han har det, der hedder den gode ide, dvs. solen i den her ideernes verden. Det er der alle ideerne kommer fra. Så vidt jeg har forstået, er det hans himmel-agtigt. På den måde kan man jeg godt tænke mig, at hvis man var religiøs, så var det nemmere at relatere til det«.

Har I læst andet af Platon?

Sofie: »Lidt, ikke. Der var også en anden lignelse«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hulelignelsen er det helt store, når man snakker Platon ...

Sofie: »Hvis man snakker Platon, er hulelignelsen en rimelig essentiel ting«.

Kira: »Den der triangle - Sokrates, Platon, Aristoteles - den er bare kæmpestor. Men for et år siden vidste jeg ikke, hvad hulelignelsen gik ud på. Jo jo, jeg havde hørt om den, men forklare den, nope, nej tak«.

Sofie: »Meget af hans filosofi går ud på den her dualisme. Det med at der er to verdener. Man kan nok ikke læse Platon uden at kende hulelignelsen«.

Kira: »Det er egentlig Sokrates, der fortalte hulelignelsen til Platons bror. Så egentlig er det Sokrates' hulelignelse. Sokrates har så bare ikke skrevet noget ned selv, han har bare snakket, men så har Platon, hans elev, skrevet det ned og fået credit for den«.

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden