0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Monty Python Pictures
Foto: Monty Python Pictures

John Cleese: 'Life of Muhammed' ville være livsfarlig at lave

John Cleese mener ikke, man skal beskytte folk mere, end de har godt af. Han er blevet kaldt Judas for at lave sjov med Jesus, men er sikker på, at lavede han i dag ’Life of Muhammed’ i stedet for ’Life of Brian’, ville han blive slået ihjel.

John Cleese har så store manchetter på sin skjorte, at han næsten overskygger biskop Mervyn Stockwood, hvis ansigtskulør er lige så bordeaux som hans præstekjole. Biskoppen er rasende, mens Cleese er køligt tilbagelænet med læben som klistret til fortænderne i et høfligt smil. Kort forinden har John Cleese sammen med sine kammerater i det kreative oversavede jagtgevær ’Monty Python’ lavet filmen ’Life of Brian’, der satirisk gør rede for Jesu liv og levned.

»Blasfemi«, siger biskoppen.

»For 400 år siden ville vi være blevet brændt for den her film, så jeg mener, at vi har gjort fremskridt«, argumenterer Cleese blandt andet.

Uden Jesus havde der aldrig været noget film. Og kristendommen har gjort mere godt end noget andet i historien, lyder modargumenterne.

»Hvad med den spanske inkvisition«, vil Cleese vide og argumenterer for, at ’Monty Python’ ikke gør grin med kristendommen, men med den måde folk følger religion på.

Biskoppen lukker den 25 minutter lange debat med at sige, at Cleese og hans makker Michael Palin, der også er med i studiet, nok »skal få deres 30 stykker sølv«.

De velbevandrede i religionen vil vide, at det er samme beløb, Judas fik for at stikke sin ven Jesus.

35 år senere, på et excentrisk indrettet hotel i den afdæmpet dyre ende af Kensington, er overlæben lige så stiff hos religionskritikkens og den sorte komiks grand old gentleman. Overskægget er også det samme, det er bare blevet gråt. Bisserne i den fremskudte overkæbe er overraskende lige og hvide.

»Hvis ’Monty Python’ i dag lavede ‘Life of Muhammed’ i stedet for ‘Life of Brian’, ville nogen af os sandsynligvis blive dræbt. Det er ikke en moralsk overvejelse, men et faktum, der får dig til at overveje, om det er noget, du vil gøre. Når det skete mod Charlie Hebdo, der er et lille magasin med et lille oplag i Paris, hvordan ville det så ikke være, hvis vi lavede en film«, siger Cleese.

En gentleman er bevidst grov

Han går lige til stålet. For efter angrebene først i Paris og siden i København slår samtalen hurtigt over fra barndomserindringerne fra Weston-super-Mare til betragtninger om blasfemi.

Den engelske gentleman er et ideal for John Cleese, og »en engelsk gentleman er altid bevidst grov«. Hans naturlige opførsel er velopdragen, men når det er nødvendigt, kan han godt skrue bissen på. Og naturligvis stå på mål for sine standpunkter. Og John Cleese mener, at der er blevet lavere til loftet, når det kommer til at lave skæg med religion og andre autoriteter.

»Det interessante er, at i 70’erne var folk meget mere optaget af grimt sprog end af, at vi lavede sjov med religion. I dag er der rigtig mange komikere, som skruer op for alle deres sætninger ved at tilføje bandeord og vulgærsprog. Så får de et større grin, men det bliver også meget dovent. Der er ikke så meget på spil«, siger han.

Han trækker igen ’Life of Brian’ frem; en film, som slet ikke bliver nævnt i Cleeses nyudgivne selvbiografi, ’So, Anyway ...’, der udkommer på dansk 10. april og er anledningen til, at vi taler sammen.

»I filmen er der en humoristisk scene, og jeg skal forklare dig, hvorfor den er sjov«, docerer han nærmest bedstefaderligt.

»Kan du huske scenen, hvor Brian lukker vinduet op og hele gaden er fuld af folk, der følger ham?«.

Den kan jeg, til komikerens store tilfredshed, godt huske. Det er den scene, hvor Brian har været i seng med Judith, som han forsøger at skjule for sin mor, der meget gerne vil have at vide, hvad i Guds navn Brian har bildt alle de folk ind, siden de følger efter ham.

»De tror, jeg er Messias«, siger Brian, der blev spillet af Graham Chapman.

»Derfor er det sjovt, når Terry Jones, der spiller Brians mor, råber ud til alle følgerne, at de skal skrubbe af, fordi hendes søn ikke er Messias, men en rigtig skidt knægt«, gnægger Cleese.

Det er hele konteksten, der gør sådan en vittighed sjov, mener Cleese. Fordi det har så stor kulturhistorisk betydning, og fordi det er så absurd, at den person, der i følgernes øjne er frelser, i sin mors øjne er en ballademager, der ikke alene trækker et menneskehav efter sig, men også har en nøgen dame liggende hjemme på værelset.

Da filmen kom ud i 1979, vakte den så meget furore, at den blev forbudt flere steder. I Irland og Norge måtte folk eksempelvis ikke se den. I Sverige stod der på plakaterne, at filmen var så sjov, at den var forbudt i Norge.

Vitsen om at få dræbt sin mor

Hvis vi lige træder et skridt tilbage fra den meget nutidige debat om religion, der hænger sammen med den over 35 år gamle film om Brian Cohen, der blev født på samme dag som Jesus i samme gade som Jesus, og som fejlagtigt bliver antaget for at være Messias – hvem er denne John Cleese så?

Her kommer selvbiografien til hjælp, så lad os tage et par nedslag. Familien hed oprindelig Cheese, som i ost, men hans far, en forsikringssælger, syntes det var for pinligt, så han brokkede et ’l’ ind mellem C og H. John Cleeses mor var deprimeret, men grinede, når hendes eneste barn sagde, at han da godt, hvis hun havde lyst, kunne finde en lille mand, der kunne komme og dræbe hende, hvis hun havde lyst.

»Af en eller anden grund skraldgrinede hun over den slags«, siger Cleese, der klarede sig godt og endte på universitetet i Cambridge, hvor han stødte ind i en række kammerater, der senere kom til at kalde sig Monty Python.

»Der var en helt utrolig tillid til os. Vi gik ind til BBC og bad om at få et program uden rigtig at have noget konkret og fik at vide, at vi kunne prøve med 13 udsendelser«, siger Cleese.

»Men så også kun 13«, siger han med skolemesterstemme.

Det blev til ’Monty Python’s Flying Circus’, der løb i fire sæsoner fra 1969 til 1974. Det er herfra, du kender Ministeriet for Gakkede Gangarter, sketchen om den stive papegøje, der var sømmet fast til sin pind, men som dyrehandleren (der bryder ud i en sang om, at han bare gerne vil være skovhugger) pure nægter er død, og fodboldkampen mellem de græske og de tyske filosoffer, der går rundt og spekulerer på banen.

Siden havde Cleese fingrene i serien ’Fawlty Towers’ om den indebrændte hotelvært Basil Fawlty og lavede sideløbende i 70’erne film med Monty Python, som var ude på skrammer. Først den hellige gral, så Jesus og kristendommen, så meningen med livet.

I slutningen af 80’erne blev han berømt blandt et bredere publikum for filmen ’A Fish Called Wanda’, som han både skrev og spillede hovedrolle i og blev nomineret til en Oscar for. Derudover skrev han et par bøger om psykologi, inden han i begyndelsen af 90’erne blev gift for tredje gang, i midten sagde nej til at blive slået til ridder og i slutningen fik en rolle i en James Bond-film. Ikke småting i et almindeligt liv, men sammenlignet med 70’ernes eksplosive kreativitet ikke helt af samme kaliber.

Graham Chapman døde i 1989, men det til trods samledes de resterende Pythoner i sommeren 2014 for at genopføre en række af deres mest kendte sketches under titlen ’Monty Python Live (mostly): One Down, Five To Go’, efter at Cleese selv tidligere havde turneret med et show, hvis titel refererede til, at det er dyrt at blive skilt, hvilket Cleese var blevet en tredje gang.

Nu er han gift igen. Og som generaliebladet herover indikerer, er han, hvad vi må kalde en autoritet, når det kommer til sjov, der betyder noget.

Selv mener han, at vitsen om at få dræbt sin mor binder det hele meget godt sammen.

»Det er nok bare den banale konklusion i det, der gør det sjovt«, siger han og småfilosoferer videre:

»Er det morbidt at tale om døden? Tja, det ved jeg ikke, det morbide er måske at lade, som om den ikke findes. Døden er trods alt en del af livet«.

Det trivielle er ikke sjovt

John Cleese mener, at grunden til, at vi griner så meget, når vi ser ’Life of Brian’, i forhold til hvis nogen bare falder og slår sig, er, at trivialiteten ikke bringer konsekvenser med sig.

»Der er mere på spil, når en autoritet er en idiot. Hvis du skriver noget humoristisk om en arbejdsløs, der bor i socialt boligbyggeri og bruger dagen på at se tv, så er det faktum, at han er dum, måske halvsjovt her og der, men i det store hele, så griner du ikke så meget, fordi du også får ondt af ham. Men vigtigst af alt, så har hans stupiditet ingen konsekvenser ud over for hans eget liv«.

Havde han derimod været chef for efterretningstjenesten – eller hele den vestlige religiøse selvforståelse – ville det blive sjovt. Fordi det viser det groteske i livet.

Og religion er vel blandt de helt store autoriteter, man kan gøre grin med?

»Ja, og vi gjorde grin med religion, fordi vi syntes, det var uintelligent. Det Nye Testamente er en kopi af en kopi af en kopi af en kopi, og der er så mange sætninger, hvor det at ændre én vokal kan ændre hele betydningen, så vi har at gøre med en ualmindelig uperfekt tekst, som folk føler sig nødsaget til at tro er perfekt. Det er jo komisk. Det er også nemt at lave grin med den katolske kirke, fordi den så helt åbenlyst hovedsagelig er optaget af sin egen magt frem for det budskab, som den forsøger at udbrede. Det giver sig selv. En mystiker, derimod, aner jeg ikke, hvordan jeg skulle lave sjov med«.

Mystiker?

»M-Y-S-T-I-K-E-R«, staver Cleese.

Hvorfor kan man ikke det?

»Jeg kan bare sige, at jeg ikke ved, hvordan man kan lave en sjov vittighed om det. Derfor må det være gevaldig svært«, siger han fuldstændig uændret stram og venlig i ansigtet. Han klirrer lidt mere honning i sin rooibos-te. Måske dét var en vittighed.

Vi lader den hænge lidt. Cleese ser velcastet ud i værelset. Tapetet er stribet, gardinerne er tunge rammer om vinduerne, der vender mod en park. En teddybjørn sidder på sengen; der hænger tryk af sommerfugle på væggen.

Tænk nu, hvis 300 danskere flyttede til Saudi-Arabien og så ringede ind til fjernsynet og begyndte at klage over, at det, der blev sendt, krænkede dem ...

Et kraftigt hosteanfald, »så dræb mig dog«, siger han, giver os begge tid til at tænke lidt. Cleese kommer først.

»For nylig var jeg i Danmark, hvor jeg kørte i taxa. Chaufføren forklarede, at I har nogle grupper, som er meget fint integreret i samfundet, og andre, der ikke er. Jeg mener ikke, at særlige grupper bør kunne stille særkrav. Tænk nu, hvis 300 danskere flyttede til Saudi-Arabien og så ringede ind til fjernsynet og begyndte at klage over, at det, der blev sendt, krænkede dem ...«.

Han lader den hænge så længe, at jeg tror, jeg skal svare, men han har ikke mistet sin timing.

»Nej, vel?«, griber han ordet, inden det bliver taget fra ham.

»Til gengæld kan vi tale om, hvornår man skal tage hensyn til folks følelser, også de religiøse«.

Et elegant kuglelyn

Han retter sig lidt op i stolen. Til trods for sin ekstreme britiskhed er han ikke en af dem, der sidder så ret op, at de aldrig rører ryglænet.

»Der er et afsnit af ’Halløj på badehotellet’, hvor en gæst dør. Hver gang det bliver sendt i England, tænker jeg på, at der sikkert er 20, der ser med, som har mistet en af deres kære i løbet af de seneste 48 timer, og som ikke har lyst til at se det. Men bør man forbyde det, når det store flertal synes, det er hyle morsomt? I det tilfælde synes jeg nej. Men hvis en berømt person havde mistet et nært familiemedlem og du lavede sjov med den konkrete person, så ville det være helt upassende«.

Her handler det om elegance, mener Cleese. Hans far var sjov, forklarer han, fordi han var så ordentlig, høflig og dannet, at det ramte som lyn fra en klar himmel, når han med et fuldkommen uændret ansigt sagde en sort og grotesk vittighed. Også sjovere end hans mor, der var god til »den sociale sniksnak, hvor man griner en masse, uden at der nogensinde bliver sagt noget sjovt«.

Et elegant kuglelyn. Det er det, en ægte morsom morsomhed er, mener Cleese. Det er uelegant at hakke på nogen, der er i frygtelige lidelser, mobbe nogen personligt eller være led.

»Ondskabsfulde, racistiske vittigheder er og bliver bare ondskabsfulde racistiske vittigheder. Det er ikke sjovt«.

Han er helt selvkørende nu.

»Men religion er autoritet. Og hvis du laver sjov med religionen, og især hvis du gør det på en begavet og varm måde, kan det gøre folk opmærksomme på nogle ting, som de måske har brug for at se på i deres livsførelse«, siger han.

Det kan sammenlignes lidt med at drille, siger han. Hvis du kærligt stikker til din ven, kan det måske få ham til at tænke over, at han er grådig eller nærig, eller hvad det nu kan være.

»Hvis du siger det på en angribende måde, hører han ikke efter, fordi han straks er i gang med at forsvare sit eget ego. Så når du laver grin med noget offentligt, religion for eksempel, kan man med fordel gøre det på en måde, så de religiøse faktisk hører, hvad der bliver sagt«, siger han.

Med ’Life of Brian’ hørte biskop Stockwood ikke andet end Judas’ sleske tale, men sådan opfattede langtfra alle kristne filmen, siger Cleese.

»Ja, der var folk, som blev vrede, men et overraskende stort antal kristne skrev og sagde, at de fuldstændig fangede filmen og syntes, at den var morsom«, siger man.

Grænsen for den ene er altså langt fra grænsen for den anden.

»Den er flydende, så jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvor den går. Men man skal ikke beskytte folk mere, end de har godt af. Og det er ikke ret meget«.

Publiceret 28. marts 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden